I islamofobiens tjeneste

Det er ikke en ny ting. Der har tidligere været demonstrationer, der har været støttet og planlagt af venstrefløjs- og/eller homo- og kvindeorganisationer, imod »muslimske« arrangementer eller grupperinger. Og et par gange før har det ført til eftertanker på venstrefløjen (men vist ikke blandt homo- og kvindeorganisationerne?). Sidste gang, da Hizb ut-Tahrir holdte møde i Diamanten blev demonstrationen »kuppet« af nationalistiske og højreradikale folk og det gav med god grund en dårlig smag i munden.

Derfor har både Trine Pertou Mach og Mads Ananda Lodahl skrevet indlæg her på Modkraft.dk og efterlyst en mulighed for at kunne demonstrere imod Bilal Philips uden at blive kuppet af højreradikale såvel til demonstrationen som i medierne.

Så vidt jeg kan se af pressedækningen blev moddemonstrationen foran Korsgadehallen da heller ikke kuppet af højreradikale eller andre nationalister, men verden er så langt fra den bedste, at den slet ikke behøver at blive kuppet for at leve op til deres formål.

Nu har diskussionen kørt i de borgerlige medier i over en uge (Breaking news!) Og samtlige politiske partier har sendt ordførere og ministre ud for i forskellig grad at tage afstand til Philips’ holdninger og det faktum, at Islamisk Trossamfund overhovedet havde inviteret ham.

Til sammenligning har Queerkraft forsøgt at starte en debat om 8. marts initiativets konference om købesex, som har to berygtede transfober som hovedtalere. Den har spredt sig til enkelte politikere, én homoside og én blog på Information.

Det må få os til at stille spørgsmålet om, hvorfor medier og politikere står i kø om at tage afstand fra lige præcis Philips? Hvorfor rydder Philips forsider, og hvad betyder det, at venstrefløjen og homo- og kvindeorganisationer stiller sig op i en moddemonstration?

Islamofobiens hjælpere

Og her vil jeg også insistere på et andet spørgsmål end dem, som rejses af Mach og Lodahl. For jovel er det vigtigt at undgå at stå i en demonstration ved siden af et dannebrogsflag eller det, der er langt værre, men det er måske mere vigtigt ikke at spille med på det spil, som bliver orkestreret af de islamofobiske og højrepopulistiske kræfter, som rækker langt længere ind i det politiske end til Dansk Folkeparti og Søren Pinds ulidelige provokationer.

Islamofobien, og lad os bare kalde den racismen, for det er, hvad den er, er i dag allestedsnærværende i politiske diskurser, partier og debatter. Også i – måske i særdeleshed – i debatter om seksualitet og køn.

Søren Pind har udtalt til Kristeligt Dagblad, at han mener, at Islamisk Trossamfund skal tage afstand fra Bilal Philips, da hans udtalelser »krænker danske normer. For eksempel udtalelserne om, at homoseksuelle skal slås ihjel«.

Da Bilal Philips i sidste weekend talte til en konference om islamofobi på Nørrebro var der indkaldt til moddemonstration. Men blev det i virkeligheden en manifestation, der endte med at tjene højrepopulistiske kræfter? Foto: Freddy Hagen

Og lige præcis her har vi problemet, at homoseksuelle er blevet en del af de danske normer, som Pind og venner bruger i deres såkaldte kulturkamp, som i disse år er med at konstituere en vestlig verden som bestående af glade hvide homoer, kvinder med bare bryster og ytringsfrihed over for en muslimsk verden (enten i det såkaldte Mellemøsten eller i de såkaldte parallelsamfund), hvor homofobi, undertrykte kvinder og censur (forestilles at) herske.

Nu ved alle queers, at homofobien eller heteronormativiteten ikke just er forsvundet i Danmark eller Vesten som sådan, og at mange af de stemmer, som råber imod Philips i dag, i morgen taler med en både heteronormativ og patriarkalsk tunge. Så hvordan skal vi tolke denne homovenlighed og i det mindste diskursive inklusion af homoseksuelle i den nationale politiske tale?

Den tjener mindst to formål: For det første skjuler den homofobien i Danmark: Når det vigtigste politiske spørgsmål bliver hvorvidt Philips taler på Nørrebro forsvinder den kamp mod heteronormativitet, som venstrefløjen burde stå i spidsen for. Når alle råber efter Philips er der ingen, der husker, at de oppositionspartier som demonstrerede imod Philips selv deltager i antikøbesex-konferencen. Når alle råber efter Philips er der ingen, der husker, at Pind foreslog at lesbiske selv skal betale for medicinsk assisteret reproduktion og henter argumenter for sin kønskonservatisme i stenalderen og Biblen. Når alle råber efter Philips, er der ingen der husker, hvordan homoseksualitet kun inviteres indenfor i det nationale selskab, når den er genkendelig inden for et heteronormativt forståelsessystem som fx ægteskab, børn og retten til at komme i hæren.

Og for det andet legitimerer homovenligheden racismen: Det er måske allertydeligst ved at den konference Philips talte ved faktisk handlede om islamofobi. Og det eneste der ikke er diskuteret i offentligheden er islamofobi eller racisme.

Men den legitimerer også racisme på en række andre måder. For det første får kendte islamofober taletid på TV, i aviser og på nettet i en lang strøm og for det andet, og det er nok det vigtigste, så er den med til at danne den modsætning mellem Vesten og Ikke-Vesten, som jeg skrev om før. Denne modsætning mellem det moderne, sekulære og frigjorte vesten over for det tilbagestående og undertrykte og religiøse andet var et af argumenterne for at invadere Afghanistan og Irak, det er et af argumenterne for den racistiske immigrationspolitik i Danmark, og det er et af argumenterne for den diskriminerende politik om tørklæder, sprogundervisning, familiesammenføring, overførselsindkomster, boligpolitik osv. osv.

Når vi som venstrefløj og homo- og kvindeorganisationer stiller os op foran Korsgadehallen skal vi huske dette regnskab. Vi står ikke i et vakuum, men vi står midt i den politiske virkelighed, hvor homo- og kvindesagen bliver brugt til at legitimere krige og diskriminerende politikker. Så længe vi ikke lever i den bedste af alle verdener må vi analysere vores samtid og den politiske virkelighed vi er en del af.

Og når homosagen vinder privilegier på grund af denne politiske virkelighed, så må vi kritik kaste lys på raciale bagside, som denne umiddelbare inklusion i det nationale fælleskab har. Som det spilles ud nu inkluderes vi homoer (og det er vist kun os hvide homoer, som kan »passes ind« i de heteronormative skemaer) for at understøtte eksklusionen af andre.

Når verden ikke er den bedste må venstrefløjen og queer organisationer vælge andre strategier og huske på, at en queer venstreorienteret kamp ikke tager sit udgangspunkt i en identitetspolitik, hvor nogle identiteter (homo’er) altid er genstandsfeltet for kamp. Den tager sit udgangspunkt i queer analyser af de normer, hegemonier og magtsystemer, som inkluderer nogle, mens andre ekskluderes, som konfigurerer nogle kroppe som medborgere og andre som udvisningspotentiale.

Denne analyse omhandler seksuelle identitetskategorier, men i ligeså høj grad raciale, kønnede, klassemæssige, nationale, religiøse og andre kategorier. Og vores kamp søger at finde alliancer med andre, som marginaliseres og ekskluderes og finde aktivistiske og analytiske muligheder, som rækker udover de muligheder, som gives gennem de hegemoniske logikker, som dominerer det sociale.

Og sådan som hele debatten i mediecirkusset kom til at køre, endte det igen med at være en konfrontation mellem det homovenlige hvide Danmark over for det homofobiske parallelsamfund på Nørrebro. Kunne det ikke have været fedt, hvis vi var kommet i TV med noget andet? Hvis vi havde indkaldt til en konference om islamofobi og homofobi med andre talere end Philips i stedet for en moddemonstration? Hvis vi kom i TV og talte om racismens og homofobiens vækstvilkår i et Danmark i krig, med en demontering af velfærdsstaten og med et stadig større apparat for at skabe angst med overvågning og profilering? Ville det ikke være fedt, hvis vi kom i aviserne med nogle svar, analyser eller bare gode spørgsmål? Vi bliver nok aldrig enige med Philips, men jeg håber vi kan give nogle bedre svar og aktivistiske muligheder end han kan.

Nu kunne man indvende, om det ikke er racistisk ikke at demonstrere mod den homofobi og patriarkalske indstilling, som kommer til udtryk fra Philips, når jeg vil gøre det overfor Langballe eller Pind. Men det er ikke den samme sag: Det ses tydeligst i den mediebevågenhed, som Philips fik og stadig får, mens Pinds kønskonservatisme med henvisninger til Biblen og transfobe hovedtalere på en stor københavnsk konference åbenbart ikke »krænker danske normer« og slet ikke debatteres i offentligheden. Philips besøg på Nørrebro og hvid homofobi er to forskellige debatter, og vi må forholde os forskelligt til dem.

Jeg hverken beder om eller råder nogen til at støtte Philips og hans holdninger, men jeg insisterer på, at hvis vi queers ikke tænker ud over de herskende logikker, så bliver vi låst fast i en queer politik, som bliver modsætningen til islam og det ikke-vestlige. Vi kommer til at spille rollen som racismens glade hjælpere i en heteronormativ og racistisk fremskridtslogik, som tjener en masse formål, men ikke vores.

Jeg beder om og råder til, at vi smider højrepopulismens logikker på porten og starter diskussionen et helt andet sted. Måske hvis vi ikke bruger højrepopulismens modsætningsforhold og normer og værdier, men insisterer på en queer politik, som søger alliancen med andre Andre, at vi så kan finde bedre svar? At vi kan finde en position, hvor vi på en og samme tid kan bekæmpe racisme og heteronormativitet og ikke tvinges til at vælge det ene frem for det andet?