IT-fagforeningen Prosa griber nu til kontroversielle metoder i deres kamp for at finde en tilfresstillende løsning på den igangværende konflikt med den amerikanskejede computervirksomhed CSC.
Hele chefgangen og de politisk valgte folk har netop tildelt sig selv en lønnedgang på 20 procent.
Det sker i solidaritet med medarbejderne, som selv har accepteret en nødnedgang efter de i januar blev lockoutet fra deres arbejdsplads. Og for at sende et klokkeklart signal til CSCs ledelse om, at de er villige til gå meget langt i deres kamp.

Læs artiklen »Morgenfrisk blokade-støtte til IT-ansatte« hos Modkraft
Læs artiklen »PROSA/CSC-medlemmer: 10 procent af lønnen går til konflikten« hos Prosa
– Vi både kan og vil blive ved lige så længe som CSC, det skal der ikke herske som helst tvivl om. Og at vi har meget mere end bare en strejkekasse at trække på, siger Prosas formand Niels Bertelsen til Modkraft og tilføjer, at fagforeningen har fået både økonomisk og moralsk opbakning fra en »bred kreds af støtter«.
Rundbarbering af chefernes løn skal blandt andet ses som en meget håndfast solidaritetserklæring til de strejkende, ifølge ham.
– Det er hårdt at gå ned i løn, og der findes næppe den privatøkonomi, som en lødnedgang ikke gør ondt på. Det er derfor vigtigt for os at vise, at vi står side om side med vores medlemmer, fortsætter han.
Prosas beslutning kommer på baggrund af, at forhandlingerne mellem dem og CSC brød fuldstændigt sammen natten til tirsdag.
Sammenbruddet i forhandlingerne skyldes »fortsat uenighed« om udformningen af medarbejdernes tryghedsaftale, som blandt andet indbefatter både lønnedgang, forkortelse af fratrædelsesperioden og inddragelse af diverse personalegoder.
– Det er trist, at vi må konstatere, at parterne er for langt fra hinanden til, at man kunne blive enige om nye tryghedsaftaler for alle overenskomstområder på CSC, siger Lene Christensen fra CSC til Computerworld.

Også i Prosas lejr er skuffelsen stor.
»Det er utroligt skuffende, at CSC’s ledelse ikke tager situationen alvorligt og griber chancen med de fremstrakte hænder til at finde en løsning på den konflikt, som 1. juni kan udvikle sig til en altomfattende konflikt, som kan lamme it-systemer hos SKAT, politi og sygehusvæsen«, skriver næstformand i PROSA Hanne Lykke Jespersen i en pressemeddelse.
Efter hendes mening ligger bolden nu hos CSC’s ledelse, der indtil videre ikke har vist »den fornødne vilje« til at afslutte konflikten.
Prosa har allerede strakt sig meget langt, efter ledelsens mening.
– Vi har vist betydelig større vilje til at finde et kompromis end CSC. Men eftersom de ikke ser ud til at ville levere et bare nogenlunde brugbart løsningsforslag, kan konflikten risikere at gå hen og blive meget langvarig, supplerer Niels Bertelsen.
Læs artiklen »Forhandlinger mellem CSC og Prosa afsluttet i vrede« hos Computerworld
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96