De universitetsstuderende i Colombias største byer går idag på gaden for at demonstrere imod den nye universitetslov.
– Der har tidligere været en række mindre demonstrationer, men det er første gang, at der har været en koordineret national mobilisering mod regeringen blandt de studerende, siger Nina Lendal fra den danske afdeling af Colombian Students Watch (CSW) til Modkraft.
Sammen med resten af den danske afdeling af CSW, har hun været i tæt kontakt med de colombianske studenterorganisationer.

De frygter for de konsekvenser som loven, der går under navnet »den nationale uddannelseslov«, vil have for deres fremtid.
– Det offentlige uddannelsesvæsen har længe været under pres i Colombia, men den her lov slår alt, tilføjer hun.
Ifølge CSW indebærer loven øget brugerbetaling, vidtgående beføjelser for private investorer og massive nedskæringer, hvis den bliver gennemført.
»I stedet for at skabe et universitet, der kan imødegå landets aktuelle udfordringer, forærer man universitetet til den transnationale finanssektor«, skriver de i et åbent brev til de colombianske myndigheder.
Efter CSW’s mening vil loven medføre store forringelser på det i forvejen trængte universitetsområde.
– Der vil ikke blive meget reel undervisning tilbage, hvis nedskæringerne går igennem. Det vil jage alle de ressourcestærke studerende over på de private universiteter og maginalisere den fattige del af befolkningen, som nu får endnu sværere ved at få sig en brugbar uddannelse, siger Nina Lendal.
Selvom hun støtter op om de colombianske studerendes protester, er hun alvorligt bekymret for deres sikkerhed.
– De lokale myndigheder er kendt for at slå meget hårdt ned på demonstranter, i sidste uge blev et stort antal studerende for eksempel tævet og arresteret i byen Tunja, siger hun.

Hun tilføjer, at studenterpolitik bestemt ikke er en ufarlig hobby i Colombia.
– Alene i 2011 er fem studenterpolitikere fundet myrdet. De paramilitære militser er kendt for fysisk at true de studerende, der står frem.
Situationen er blevet yderligere tilspidset efter, at politet har betegnet de demonstrerende studerende som terrorister. Det betyder, at de ikke har krav på de samme politiske og juridiske rettigheder som den øvrige befolkning i Colombia
»Ved hjælp af vores billedmateriale, efterforskning og kontroller kan vi observere, at protesterne er præget af en hierarkisk struktur med kommando og kontrol, som har alle de elementer, der skal til for at kategorisere dem som terroristiske«, har landets øverste politidirektør, Óscar Naranjo, udtalt forud for massedemonstrationen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96