Annonce

1. april 2011 - 23:21

Indiske skruebrækkere - Nej tak!

Indgangen til it-virksomheden CSC blev morgenen til fredag den 1. april blokeret af strejkende medarbejdere.

Til formålet var de bevæbnet med indiske flag, for at vise deres utilfredshed med at ledelsen har fløjet 40 indiske it-medarbejdere ind.

De skal overtage deres arbejde, mens arbejdspladsen er konfliktramt.

– Det er for langt ude at CSC misbruger indere som skruebrækkere for at ramme deres egne ansatte, siger Bjarke Friborg fra PROSA, som er medinitiativtager til aktionen til Modkraft.

JPEG - 58.1 kb
Medlemmer af prosa går på barrikaderne for CSC, Foto: Mark Knudsen/Monsun

Han mener, at virksomheden er gået for vidt.

– I dag giver vi et budskab til de direktører, som kører forbi os med blikket stift rettet væk fra os, om at denne her situation er helt uacceptabel, tilføjer han.

Læs artiklen »CSC har hentet 60 vikarer til at bryde »strejke«« hos Prosa

Importerede skruebrækkere

Helt usædvanligt forsøger ledelsen i CSC nu at få en masse vikarer hentet i Indien for at lære dem at CSC’s it-systemer - hvilket indbefatter blandt andre Skat og Politi - og overtage de danske medarbejderes arbejde, hvis strejken fra 1. juni bliver en realitet.

– Med hjælp fra udlændingeservice er de indiske IT-medarbejdere hentet til Danmark gennem den såkaldte beløbsordning. Men inderne aner ikke, at de er hentet ind for at bryde strejken, udtaler PROSA’s næstformand Hanne Lykke Jespersen.

Læs artiklen »IT-fagforening lider nederlag i Arbejdsretten« hos Modkraft

Læs artiklen »CSC-lockoutede tager "varmt" imod indere« hos Comon

Det træk har provokeret CSCs medarbejdere så meget, at de har forfattet et brev til hver af de sydasiatiske arbejdere, hvor de gør rede for deres syn på konflikten.

»På CSC Danmark A/S foregår der lige nu en traditionel arbejdskonflikt, som
du – ved at sige ja til at sidde her og arbejde – er blevet en del af. Desværre er du blevet bragt i en situation, hvor du i øjeblikket er ved at tage arbejdet fra en af vores kollegaer. Det er selvfølgelig ikke populært«, fremgår det
i den danske oversættelse af brevet til hver af de indiske arbejdere.

JPEG - 63 kb
PROSA-medlemmer gør sig klar til faglig kamp. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Brevet opfordrer derfor inderne til at organisere sig.

»Du skal vide, at den slags arbejde, du er sat til, betragtes som konfliktramt
arbejde og at dem, der udfører det kaldes ’skruebrækkere’. Meld dig ind i en faglig organisation i Danmark (gerne PROSA). Så har du din fulde ret til at sige nej tak til konfliktramt arbejde«, står der endvidere.

– Det er vigtigt for at understrege at det ikke er inderne, men derimod ledelsen, vi har et problem med. Så vi håber selvfølgelig at de vil slutte sig til os på et tidspunkt, siger Bjarke Friborg.

Læs artiklen »Prosa-medlemmer smidt på porten« hos Modkraft.

Lockout siden februar

120 medarbejdere fra it-virksomheden CSC organiseret i fagforeningen Prosa blev onsdag den 9. februar blevet sendt hjem med øjeblikkelig virkning fra deres arbejdsplads.

Konflikten mellem virksomheden og fagforeningen handler om en ny overenskomst og en en række ultimative krav fra CSC, inklusiv en lønnedgang på 30 procent samt fjernelse af en tryghedsaftale, der sikrer en fratrædelsesgodtgørelse.

Krav, som de ansatte og deres fagforening Prosa nægter at gå med til. Det har efterfølgende ført til lockout og talrige strejker.

De konfliktramte medarbejdere fra afdelinger i hele landet har derfor måttet aflevere adgangskort, parkeringstilladelser og computer, så de ikke efterfølgende kunne møde på arbejde.

PROSA har varslet strejke fra 1. juni for op mod 400 ansatte hos CSC for at presse ledelsen tilbage til forhandlingsbordet og få en fælles løsning.

Se billedserien af aktionen på Computerworlds hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce