”KONKURRENCEEVNEPAGT”: Er S+SF’ s garantier i modstrid med pagtens overordnede sigte og substans?

Gældskrisen.

Som fremgået blev euroen og den monetære union født med ganske store økonomiske forskelligheder imellem de deltagende lande og ikke uvæsentlige økonomiske problemer hos især de sydeuropæiske deltagere, herunder Grækenland. Disse allerede værende økonomiske forskelligheder og spændinger i EU s euroområdet er blevet skærpet hen imod og navnlig efter den globale økonomiske krise (finanskrisen). EU er dermed i stigende grad blev delt op i to blokke. På den ene side har vi fortrinsvis Nord – og Centraleuropæiske ”overskudslande”, der udgøres af navnlig Tyskland samt Østrig, Holland og Belgien med overskud på betalingsbalancen. Men nord og Centraleuropas overskud genspejles på den anden side i de Sydeuropæiske ”underskudslande”, herunder navnlig Grækenland, Irland, Spanien, Portugal samt Italien (de såkaldte GIISP-lande), der modsat har udviklet stigende underskud. Og disse ubalancer har været voksende siden årtusindskiftet, jf. nedenstående figur.

Der er en udbredt forestilling om, at gældskrisen i Sydeuropa er selvforskyldt og skyldes finanspolitisk uansvarlighed. At også egne politiske fejl spiller ind i den sydeuropæiske gældskrise skal ikke afvises, men det er stærkt utilstrækkeligt som forklaring. MEN: Udover den globale økonomiske krise er den nuværende gældskrise i Sydeuropa OGSÅ et spejlbillede på, at Tyskland i stigende grad har udkonkurreret en række andre lande i eurosamarbejde. Det må anerkendes, at det øvrige EU er de gældsramte lande kommet til hjælp.

Det må i sig selv anerkendes som positivt, at det øvrige EU kommer de gældsramte EU lande økonomisk til hjælp. Mindre godt har det imidlertid været, at hjælpen ikke har haft præg af hjælp til igen at komme økonomisk på fode gennem øget økonomisk vækst og beskæftigelse. Desværre har hjælpen gennem krav om reduktion af offentlige udgifter tværtimod i høj grad været indrettet på at sikre tilbagebetaling til de store europæiske banker, som har stået for en stor del af finansieringen af den sydeuropæiske gæld, herunder ikke mindst finansiering af bank og ejendomsspekulation.

Og en del af forklaringen på gældskrisen ligger som anført også i selve Den Monetære Union og Euroen. For med tilslutningen hertil har de krise og gældsramte lande været afskåret for at kompensere deres svækkede konkurrenceevne gennem en nedskrivning (devaluering) af deres valutakurser, som kunne have genoprettet konkurrenceevne og betalingsbalancer.

Figur: Ubalancer indenfor euroområdet (Betalingsbalancens løbende poster i pct. af EU 12`s BNP)

Redningspakker.

Som fremgået er der to veje ud af gældskrisen.

Den ene mulighed er den besparelsesstrategi, som et flertal af (borgerlige) regeringer i Europa anlægger og et flertal af økonomer hylder. Den er centreret omkring at skære på de offentlige udgifter samt på lønningerne. Den anden mulighed er en vækststrategi. Her tages udgangspunkt i økonomisk vækst er det bedste middel til at bekæmpe underskud, for med vækst stiger velstanden til at betale tilbage af og samtidig reduceres gældens andel af nationalproduktet.

I forbindelse med disse strategier kan en aktiv valuta – og rentepolitik indgå. Det har uden tvivl øget de gældsramte Sydeuropæiske landes problemer, at de gennem den monetære union har været bundet op på den fælles valuta. For med stigende eurokurs er de gældsramte landes i forvejen kriseramte erhvervslivs eksport blevet yderligere fordyret og betalingsbalancerne dermed yderligere svækket. Modsat kunne de gældsramte lande gennem en devaluering dvs. nedskrivning af gældsplagede og underskudsramte landes valutaer opnå lavere priser og øget afsætning på deres eksport og dermed forbedring af betalingsbalancen, som også muliggør større tilbagebetaling på udlandsgæld. Samtidig vil beskæftigelse og skatteindtægter stige og statsunderskuddet falde.

Men en selvstændig valuta – og rentepolitik forhindres af den monetære union, hvor de gældsplagede lande jo er bundet op på den fælles euro. De gældsramte lande kan derfor kun tage instrumenter i brug, hvis de udtræder af euroen. I så tilfælde vil de naturligvis miste adgangen til støtte og lån fra de øvrige EU lande, men på den anden side vinde et større økonomisk politisk råderum.

Politikken overfor de gældsramte lande har heroverfor ikke været særligt konstruktiv, idet den ikke bidrager til vækst og beskæftigelse og til at de kan komme ud af gældsfælden. De hårde besparelseskrav i forbindelse med hjælpen vil ikke alene medføre, at befolkningernes velstand og velfærd må betale prisen for bank og ejendomsspekulationen, men risikerer at uddybe de gældsramte landes økonomiske krise yderligere, således at de skruer sig ned i en negativ spiral.

Figur: GIISP landenes gæld og fordelingen heraf på øvrige EU – lande 2010.

Konkurrenceevne-/Europagt.

Den nu foreslåede ”konkurrenceevnepagt” vil næppe ændre herpå. Europagtens fire overordnede målsætninger er: bedre konkurrenceevne, øget beskæftigelse, sunde offentlige finanser og at genskabe finansiel stabilitet.

Hovedelementerne er:

- Landene kan selv vælge konkrete tiltag, som kan forbedre konkurrenceevne og øge beskæftigelsen, ud fra deres specifikke udfordringer og nationale traditioner

- Europagten indeholder dog et større katalog, som landene skal overveje. Forslagene omfatter bl.a.: Gennemgang af lønaftaler i den offentlige sektor, arbejdsmarkedsreformer, skattereformer, højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønsordninger, bedre uddannelsessystemet, bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder

- Hvert år skal deltagerlandenes stats og regeringschefer påtage sig "konkrete nationale forpligtelser", som skal opnås inden for 12 måneder

- Landene forpligter sig derudover til at overføre EU s budgetregler, der sætter grænser for statsunderskud og gæld, til national lovgivning

- Der vil blive holdt årlige topmøder om europagten. EU kommissionen vil overvåge om deltagerlandene følger op på deres løfter og bidrager med oplysninger om deres økonomiske holdbarhed og konkurrenceevne

- Der er ikke direkte sanktionsmuligheder overfor lande, der ikke overholder sine forpligtelser i henhold til pagten, men pagtens ” forpligtelser (…) blive afspejlet i de nationale reformprogrammer og stabilitetsprogrammer, der indgives hvert år, og som vil blive vurderet af Kommissionen, Rådet og Eurogruppen”.

- Eurolande er bundet til at være en del af pagten. Ikke - eurolande forventes at meddele på EU - topmødet 24-25. marts om de ønsker at deltage?

S + SF´s krav om garantier.

Det må anerkendes, at det oprindeligt tysk – franske forslag til pagten frem til og ved den endelige vedtagelse i nogen grad gennemgik en opblødning.

Figur: Forslaget til konkurrenceevnepagt.

Opblødningen må ikke mindst tilskrives den klare og indædte modstand mod forslaget fra fagbevægelsen i EU, fra de europæiske arbejderpartier og fra venstrefløjen i EU - parlamentet.

I modsætning hertil har S + SF sammen med de radikale valgt at tilslutte sig pagten, idet der dog fra de 3 partier er krævet garantier for, at pagten ikke anfægtede 1) den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet 2) vores nationale selvbestemmelse i den økonomiske politik, herunder til at føre en vækst og beskæftigelsespolitik 3) Folketingets suveræne ret til at fastsætte finansloven, herunder til at føre en velfærdspolitik 4) De danske euroforbehold.

Efter forhandlinger mellem regeringen, Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre er der opnået en aftale om dansk tilslutning til ”Konkurrrenceevnepagten”. Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti står dog udenfor.

Modsætning imellem garantier og pagtens sigte og substans.

MEN: Der ER i pagten er indskrevet dyb modsigelse mellem formel flerhed i mål og frihed i metoder på den ene side. Og så på den anden side, at pagten i sit indhold og sin substans er udtryk for en institutionalisering i hele EU af den besparelsesstrategi og den neoliberalistisk, monetaristiske økonomiske politik, som hidtil land for land er blevet stillet som betingelser i forbindelse med de enkelte redningspakker. En besparelsesstrategi og en nyliberalistisk, monetaristisk økonomisk politi, som er i dyb modstrid med de garantier, som S + SF henholder sig til som argument for at acceptere pagten.

S og SF henholder sig således for det første til, at der skulle være givet garanti for, at ” konkurrenceevnepagten respekterer den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet”. Men i stik modsætning hertil tales der i pagtens tekst om, at den skal sikre ”… en lønudvikling, der er i overensstemmelse med produktivitetsudviklingen”. Det vil sige, at lønudviklingen skal underordnes hensynet til erhvervslivets profitabilitet.

S + SF henholder sig for det andet til, at der skulle være givet garanti for, at pagten respekterer ” vores nationale selvbestemmelse i den økonomiske politik og folketingets suveræne ret til at fastsætte finansloven”. MEN: Uanset opblødningen om metoder er der næppe tvivl om, at den nye pagts mål vil være forpligtende for de enkelte lande på samme måde konvergenskravene. Ligesom den nærmere udmøntning af pagten således blive konkretiseret og præciseret gennem vedtagelser og evalueringer på efterfølgende EU møder med mere eller mindre bindende virkning for de enkelte deltagende lande og i hvert fald et massivt gruppepres.

Videre henholder S + SF for det tredje sig til, at garantierne gør, at Danmark kan føre en vækst – og beskæftigelsesorienteret økonomisk politik, hvis vi ønsker det. Det må her anerkendes, at ved den endelige vedtagelser er blandt pagtens mål også indføjet beskæftigelse. MEN: Konkurrenceevnepagtens mål handler stadig alt overvejende om konkurrenceevne, finanspolitisk holdbarhed (= begrænsning af statsunderskud) og finansiel stabilitet (= stærkt euro).

Endvidere betoner S + SF for det fjerde, at det skal være muligt at gennemføre økonomisk politiske målsætninger om vækst, uddannelse, jobskabelse, grøn omstilling og social inddragelse. Dvs. om lighed og velfærd. MEN: I stik modsætning hertil taler pagten om forringelser af tilbagetrækningsordninger og overførselsindkomster.

Endelig lægger S+SF for det femte vægt på, at der skulle være givet garanti for, at pagten respekterer de danske euroforbehold dvs. at Danmark hermed ikke tilslutter sig euroen. Men det er igen et noget formelt forbehold. For realiteten er, at Danmark i forvejen gennem fastkurspolitikken i høj grad har valgt at følge euroen. Og med tilslutning til ”Europagten” bliver Danmark i endnu højere grad en del af euroklubben.

Og dermed indskrænkes modsat mulighederne for at holde sig udenfor euroen yderligere. Danmark bør imidlertid blive ved med at holde sig udenfor euroen. Grundene hertil er ikke blevet færre, men flere efter europagten. Euroen er en fejlkonstruktion med de store indre uoverensstemmelser og spændinger, som EU s politik IKKE bidrager til at bygge bro over. Tværtimod tjener EU s dertil knyttede penge og valutapolitik i alt for høj grad monetarisk/neoliberalistiske og de store bankers interesser, mens der i den grad mangler vækst og beskæftigelsesfremme for de gældsplagede lande.

Konklusion.

Konklusionen er således, at S og S´s garantier er i modstrid med Konkurrenceevnepagtens overordnede sigte og substans, der risikerer at føre Danmark dybere ind i den fremherskende borgerlige, neoliberalistisk og monetaristiske økonomiske politik i EU.

Dermed vil pagten selvsagt også være i modstrid mod en vækst-, beskæftigelses – og velfærdspolitik fra en ny regering.

Og pagten vil knytte Danmark endnu tættere til euroen og euroklubben. Dette er ikke blot i modstrid med ånden bag euroforbeholdet, men også i modstrid med Danmarks overordnede økonomiske interesser, som tilsiger at føre en selvstændig rente og valutapolitik a la Sverige.

S + SF risikerer dermed med sin tilslutning til Konkurrenceevnepagten at svigte sine egne vælgeres ønske om en anden politik

HENVISNING:

Den samlede KRITISKE DISKUSSION kan nedtages på www.henrikherloevlund.dk/Art...

Vederlagsfrit abonnement på det månedlige nyhedsbrev KRITISKE DISKUSSIONER kan tegnes ved at maile til herloevlund@mail.dk