Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
7. marts 2011 - 23:08

Skandaløs hvidvaskning

Danmarks nuværende udviklingsminister Søren Pind har ved flere lejligheder hyldet Ronald Wilson Reagan som det 21. århundredes største præsident, et positivt syn på Reagan, som deles af andre af Pinds partifæller.

I anledning af hundredeåret for Reagans fødsel udsendte han sammen med Lykke Friis og Uffe Ellemann-Jensen den 6. februar en pressemeddelelse. hvor de gjorde opmærksomme på, at de havde startet en Reagan-klub, som hvert år på hans fødselsdag vil hylde Reagan for hans »utrættelige kamp for frihed«.

I en kronik i Berlingske Tidende på hundredeårsdagen, skriver Uffe Ellemann-Jensen om Reagans opfordring til Gorbatjov om at rive Berlinmuren ned: »Tiden var kommet til at sige fra over for det kommunistiske system med al dens ufrihed og mangel på respekt for menneskerettighederne«. Underforstået: at Reagan selv havde den største respekt for menneskerettighederne og friheden.


Ellemann fortsætter med de rosende ord ved at hævde, at Reagan »med rette [vil] blive mindet som én af de afgørende murbrækkere og forfægtere af demokratiet - og en af verdenshistoriens mest ærefulde sejrherrer.« Reagan »vandt den farligste krig i historien - uden at løsne et skud.« Endvidere hedder det, at Reagan gav »verden troen og håbet tilbage« på frihedsrettighederne og demokratiet.

De rosende vendinger følger Uffe Ellemann-Jensen op med en opfordring til, at der opføres et monument til Reagans hyldest.

Intet af dette er mig bekendt blevet mødt med nogen nævneværdig kritisk respons. Det burde ellers vække en vis forundring, da udsagnene synes vanskeligt forenelige med den udenrigspolitiske magtpraksis, som man bør huske Reagan-administrationen for.

Støttede Saddam Hussein

Reagan-administrationen støttede aktivt Saddam Hussein under krigen mod Iran (1980-1988) vel vidende, at Irak ganske flittigt brugte kemiske våben mod iranerne.

Reagans udenrigsminister, George Shultz, skriver i 1993 i sin bog Turmoil & Triumph om Iraks brug af kemiske våben i krigen mod Iran: »Noget ildevarslende syntes at foregå i Irak. I slutningen af 1983 kom der rapporteringer om, at Irak, desperate efter at stoppe de iranske styrker, som nærmede sig, havde anvendt kemiske våben på frontlinjerne.«

Men selvom man altså var bekendt med dette i slutningen 1983, fandt man ikke, at det var grund nok til at afbryde samarbejdet, tværtimod intensiveredes det fra slutningen af 1983 og frem.

Man støttede endvidere fra amerikansk (og israelsk) side begge parter i krigen med våben, selvom Iran altså officielt var fjenden. Det skulle senere komme til at udvikle sig til den såkaldte Iran Contra-skandale.

Støtten til Saddam holdt reelt først op under George H. W. Bush nogle få måneder før den første golfkrigs begyndelse. Giftgasmassakren mod kurderne, der forvoldte titusinder af dødsfald, herunder i landsbyen Halabja, foregik altså, mens Regan-administrationen støttede Saddam Hussein.

Søren Pind skulle senere fremhæve Saddam Hussein som ondskaben selv, hvilket iflg. Pind i sig selv var nok til at retfærddiggøre en krig mod landet.

Reagans meddelagtighed i denne ondskab, mens den var på sit højeste, udelader udviklingsministeren dog bekvemt fra historien.

Diktatorstøtte

Også udeladt fra Reagan-klubbens glansbillede er Reagans støtte til fundamentalisten og jihadisten, general Muhammad Zia ul-Haq, lederen af det pakistanske militærdiktatur fra 1977 - hvor Zia kuppede magten fra Zulfiqar Ali Bhutto og hængte ham - frem til sin død i en flyulykke i 1988.

Under general Zia foregik en omfattende islamisering af det pakistanske samfund. Zia sørgede for, at hundredevis af koranskoler blev bygget i nærheden af den afghanske grænse.

De udgjorde, sammen med den pakistanske efterretningstjenestes træningslejre, kernen i træningen af Mujaheedin-krigere, hvis oprørskamp mod den sovjettiske tilstedeværelse i Afghanistan, man flittigt finansierede fra Washington.

Træningen af over 30.000 hellige krigere skulle senere udløse en ganske anseelig boomerang-effekt, idet det skulle vise sig at blive sædekornene til såvel Taliban som Al Qaeda og ultimativt til terrorangrebet på tvillingetårnene den 11. September 2001.

Den regionale ekspert Ahmed Rashid kritiserer utvetydigt dette samarbejde i sin bog Descent into Chaos. Han vurderer, at »Zias lange levetid som hersker gjordes mulig af den uforbeholdne støtte, han modtog fra præsident Reagan og den amerikanske administration.« Rashid vurderer at det havde »en langvarig og skadelig virkning på det pakistanske samfund.«

En virkning som ifølge Rashid stadig er udtalt. Ahmed Rashid uddyber, hvor han mener skadeligheden består, nemlig i »religiøse partiers militans, udbredelsen af madrassaer og ekstremistiske grupperinger, udbredelsen af narkotika- og kalashnikovkultur og forøgelsen i sekterisk vold«.

Alt sammen fænomener som ifølge Rashid har deres rod i Zia-æraen.

Uden at løsne et skud?

Når Uffe Ellemann Jensen skriver, at Reagan vandt Den Kolde Krig »uden at løsne et skud« er det altså en sandhed med nogle alvorlige modifikationer. Den militære og økonomiske støtte til de hellige krigeres oprørskamp i Afghanistan var alt andet end skudløs.

Det fortsatte fravær af en egentlig demokratisk orden i Pakistan bør ses i dette lys. Støtten til General Zia ul-Haq var en alvorlig forhindring for en demokratisering af landet.

Det var imidlertid ikke kun i Pakistan, at samarbejdet mellem Reagan og Zia skulle få en langvarig skadelig indflydelse. Talibaniseringen af Afghanistan fulgte i kølvandet på Zias opbygning af madrassaer og træningslejre i Pakistan, hvor talibanerne modtog deres religiøse og militære skoling.

Hjælpen til Taliban

Denne følgevirkning var det stik modsatte af en demokratisering af Afghanistan. Befolkningen skulle lide under først Talibans voldsomt repressive åg og senere under den nuværende langvarige besættelse og påtvungne krig, med mange tusinder civile dødsfald og omfattende korrumpering af det afghanske marionetstyre som resultat.

Fortalerne for, at Reagan var en forfægter for frihed, demokrati og menneskerettigheder, nævner sjældent denne del af historien. Det er nok forståeligt, idet denne del af historikken sår alvorlig tvivl omkring forherligelsem af den nu afdøde ekspræsident.

Historien om Reagan’s udenrigspolitik og de uhyrligheder, den medførte, begrænser sig imidlertid ikke kun til den muslimske del af den tredje verden. Reagans udenrigspolitik i Centralamerika fortjener bestemt også omtale.

Kampen mod sandinisterne

Det er i særdeleshed værd at hæfte sig ved måden, hvorpå man håndterede Sandinisternes styre i Nicaragua. I Washington lancerede man den militaristiske modstand mod Sandinisterne som en kamp mod verdenskommunismen og for demokratiet.

Sandinisterne, hævdede man, var hardcore kommunister, som ønskede at totalitarisere Nicaragua, og de arbejdede ifølge propagandaen i tæt samarbejde med Cuba og USSR for at revolutionere hele Centralamerika.

Afstanden mellem retorik og realiteter kunnet næppe have været større. For sandheden var, at Sandinisterne gennem hele deres elleve år lange styre handlede med fornuft og moderation. De forsøgte aldrig at indføre hverken en sovjetlignende stat eller økonomi.

Hvad man til gengæld indførte var innovative og meget succesfulde sociale programmer, en blandingsøkonomi hvor den private sektor aktivt deltog, og man forsøgte enten at skabe eller vedligeholde diplomatiske og økonomiske relationer med så mange nationer som muligt uanset ideologisk ståsted.

Men det var alt sammen tilsyneladende utilgiveligt i Reagan-regeringens optik. Den forsøgte at nedkæmpe Sandinisternes styre ved hjælp af militær og økonomisk støtte til contraerne, en paramilitær gruppering som Reagan kontinuerligt referede til som »frihedskæmpere.«

Dømt ved den Internationale Domstol

Et led i responsen til Reagan-administrationens proxykrig mod Nicaragua var, at man fra nicaraguansk side slæbte det amerikanske lederskab for retten ved FN’s Internationale Domstol i Haag.

Det skulle vise sig at være en god idé, da man fik domstolens ord for, at Reagan-administrationen havde handlet i modstrid med gældende international ret, samt på et punkt, i modstrid med gældende humanitær ret.

Et af vidnerne ved retssagen var professor Michael Glennon, som afgav vidnesudsagn om sin deltagelse i en undersøgelsesmission i Nicaragua. Den havde som formål at undersøge, om der var hold i Sandinistaernes påstande om Contraernes omfattende menneskerettighedskrænkelser.

Glennons konklusion på undersøgelsesmissionen var utvetydig: »Vi fandt, at der er betydelige troværdige beviser på, at Contraerne med en vis frekvens var engageret i terroristiske voldshandlinger vendt mod nicaraguanske civile.«

»Upålidelig administration«

Et andet vidne ved retssagen var dr. David MacMichael, ekspert i oprørsbekæmpelse, guerillakrig og latin-amerikanske anliggender.

MacMichael var blevet indkaldt, fordi han havde tjent som analytiker for CIA under Reagan, hvorfor han havde haft adgang til alle efterretninger om situationen i Nicaragua.

Reagan-administrationen havde gentagne gange begrundet proxykrigen mod Sandinistaerne med, at man fra nicaraguansk side bistod oprørsgrupper i nabolandet El Salvador med våben, men dette var der ifølge MacMichaels vidnesudsagn ingen fældende beviser på.

MacMichael beskrev de beviser, som den amerikanske administration havde fremsat for at underbygge disse påstande som »sparsomme« og »upålidelige«.

Voldelige contraer

Et tredje vidne var den franske præst Jean Loison, som havde arbejdet som sygeplejerske på et hospital i den nordlige del af Nicaragua under proxykrigen.

Adspurgt om Contraerne havde udført voldshandlinger mod civilbefolkningen, svarede han: »Ja, jeg kunne give jer flere eksempler,« og fortsatte med at fortælle om Contraernes voldshandlinger mod indbyggerne i landsbyen El Coco: »Contraerne ankom, de ødelagde den, de destruerede og brændte alting. De kom hen foran et lille hus og begyndte at skyde på det med deres maskinpistoler uden at bekymre sig om at checke om der var nogle mennesker indenfor. To børn, som var blevet bange og havde gemt sig under en seng, blev ramt.«

Loison fortsatte med at beskrive en lignende hændelse i et kooperativ kaldet Sacadias Olivas, hvor contraerne med fuldt overlæg havde dræbt en mand og kvinde ved at kaste en granat ind i deres hus.

Loisons vidnesudsagn var ikke enestående, men blot et led i en lang række lignende beretninger, som menneskerettighesgrupper, undersøgelseskommissioner og kirkegrupper havde indsamlet.

Dommen

Retskendelsen ved den Internationale Domstol kan samlet ses som en bedømmelse af, at Reagan-administrationens voldshandlinger mod Nicaragua var statsterroristiske, selvom dette udtryk aldrig anvendtes eksplicit.

Det er imidlertid, hvad man med rette kan udlede af dommen. Det er ganske interessant i kraft af, at ledende folk omkring Reagan senere skulle komme til at bestride væsentlige poster i George W. Bushs regeringer.

De skulle profilere sig på den såkaldte Krig Mod Terror samt nyde opbakning til den hos de danske regeringspartier og deres støtteparti, herunder selvfølgelig fra den nuværende udviklingsminister, Søren Pind.

Problemstillingerne omkring Reagan-administrationens udenrigspolitiske virke i Centralamerika er langt fra begrænset til Nicaragua, idet der også er aspekter ved den politik, man førte overfor El Salvador, Guatemala, Grenada og Honduras, som er værd at fremhæve, men blot skal nævnes i forbifarten.

En fjende af menneskerettighederne

Udlægningen af Ronald Wilson Reagan som en nærmest helgenagtig forkæmper for frihed og demokrati bør vække forundring.

For det første fordi det forekommer at være noget af en tilsnigelse at kalde ham en forfægter for demokrati, når alt ovenstående - og det er endda kun et kort uddrag - synes at være i direkte modstrid med alle værdier, som et gangbart demokrati bygger på.

Implicit at beskrive Reagan som en menneskerettighedsforkæmper, som Uffe Ellemann-Jensen gør i det ovenfor citerede, er skandaløst i al sin nysproglighed. Det står i skarp kontrast til realiteterne, idet Reagan-regeringens udenrigspolitik i Centralamerika var en fjende af menneskerettigheder snarere end en forkæmper for dem.

Der er endvidere med ganske stor sandsynlighed mange mennesker i Afghanistan, Pakistan, Irak, Iran og Centralamerika, som undrer sig over, hvad det mon er for en frihed, Uffe Ellemann-Jensen taler om. Reagans udenrigspolitik havde den stik modsatte konsekvens for deres liv.

Så til opfordringen om at hylde Reagan ved at bruge skatteydernes penge på at opføre et monument, bør der vidt og bredt lyde protester. For der er vitterligt meget lidt, som underbygger de mange pæne ord fra Uffe Ellemann-Jensen, Søren Pind og Lykke Friis.

Deres udsagn må i stedet karakteriseres som alvorlige og betænkelige forsøg på revisionisme og hvidvaskning af en præsident, som blev dømt for sine internationale forbrydelser ved en af verdens højeste domstole.

Thomas Bonde er studerende, blogger og bestyrelsesmedlem i foreningen Irak-initiativet

Se også emnelisten på Modkraft.dk: »Myter om Ronald Reagan: synspunkter fra ’det andet USA’«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce