Mit glemte paradis

Jeg startede på læreruddannelsen tilbage i 2005. Jeg havde en drøm om at komme ud i folkeskolen, og være en rollemodel for mine elever. Jeg ønskede at være den lærer, der kunne skabe læselyst og nysgerrighed hos de børn, der snart skal ud og indtage verden.

Dengang lå folkeskolen så at sige for mine fødder. Der var ”job-garanti”. Kan I huske det ord?

Ikke nok med, at der var frit optag på de fleste lærerseminarier, man var også garanteret drømmejobbet i folkeskolen. 2005 var praktisk talt paradis for en lærer in spe.

Jeg er nu på mit afsluttende år, og det hele ser desværre ikke helt så lyserødt ud som i 2005. Over hele landet ligger gennemsnittet for ledigheden for nyuddannede lærere i dag på 5,4 %. Det er dog gennemsnittet, nogle steder ser det langt værre ud.

For noget tid siden talte jeg med en god ven, der blev færdig som lærer i sommer fra læreruddannelsen på Fyn, i Odense. Blandt hans meddimmittenter havde kun 15 % fået job.

15 %!

Skal lærerne gå fri?

Jeg er klar over, at der er stor ledighed indenfor alle fag over hele landet, så hvorfor skulle det ikke også ramme lærerne?

Forskellen er, at når der ikke er huse, der skal bygges, er der ikke arbejde til håndværkerne, og så kan de desværre ofte vente sig en fyreseddel.

Måske er det mig, der ikke har fået memoen, men er danskerne stoppet med at føde børn? Er alle forældre begyndt at hjemmeundervise? Har man besluttet sig for, at vi skal have en folkeskole i underklasse?

Nej, nej og nej. Selvfølgelig ikke og tværtimod.

Men hvorfor så ledighed blandt lærerne? Hvorfor ansættelsesstop og fyringer? Fordi folkeskolen ingen penge har. Og har man ingen penge, så må man gå, og det gør lærerne så. De går fra deres drømmejob, og de nyuddannede går fra dør til dør og banker forgæves på, indtil de finder sig en helt ny branche at arbejde indenfor og aldrig vender tilbage til folkeskolen.

Regeringen leger ”gå væk verden” DEL 2.

2. februar udkom nyhedsbrevet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, og det havde en glædelig nyhed: Færre unge er ledige!

Nogle gange ville jeg altså ønske, jeg levede i den verden regeringen så smukt fremmaler, men sandheden er nu engang den, at de vender sig fra den virkelige verden og lader som om den ikke eksisterer. Og det er simpelthen så frækt over for de mange tusinde unge ledige, der efter en lang uddannelse stadig går derhjemme.

Heldigvis kunne jeg så i sidste uge læse et udspil fra S og SF, der til min store glæde ville tage de unges situation alvorligt. Helt konkret skal der blandt mange andre forslag skaffes flere penge til bl.a. folkeskolen og hermed skabes flere jobs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener der ligger nogle rigtigt gode forslag i den måske kommende regerings unge udspil, men der er stadig noget der både undrer og bekymrer mig.

Pengene til folkeskolen og dermed oprettelsen af nye jobs skal bl.a. komme fra øgede beskatninger og afgifter, men så ligger pengene altså ikke klar til sommer. Vi skal altså vente længe på de nødvendige stillinger, der både gavner folkeskolen og de nyuddannede.

Hvorfor vente?

S og SF vil have flere i uddannelse, og vi kan da heller ikke være uenige om, at uddannelse er godt, og det især er en god ide at opkvalificere og uddanne sig, når der ikke umiddelbart er et job i sigte. Dog bekymrer det mig, at man vil presse flere studerende ind på uddannelser, der ikke engang har råd til de studerende, de har nu.

Har de husket at investere de penge det koster?

Der har tidligere været politikere, der har sagt, de tror på gratis uddannelse og alligevel intet problem ser i brugerbetaling. Er jeg den eneste der ser dilemmaet her? Derfor bliver jeg også en anelse mistroisk, når der bliver sagt, at man ikke vil have brugerbetaling, men ikke siger de gyldne ord: ”Vi vil have en lov mod brugerbetaling”.

Kan vi stole på de gode hensigter?

Men dog ser det ud som om S og SF ikke har tænkt sig at lege den samme leg som regeringen, og det gør mig tryg.

Jeg kan nu blot drømme om, at verden igen vender tilbage til mit paradis fra 2005. Jeg kan nu blot håbe, at de nyuddannede lærere ikke giver op, men stadig ønsker et job i folkeskolen. Jeg kan nu blot krydse fingre for, at hvad end der sker efter et folketingsvalg, så vil det være hele Danmark til gode, også de unge.