Røde Mors rotteunger revolterer igen

Jeg tager en tøende februardag et smut til Kerteminde for at interviewe Røde Mors frontmand Troels Trier, nysgerrig for at høre om Røde Mors kollektive arbejdsform og mandens tanker om politisk kunst idag.

Det har i mange år været yt at lave politisk kunst som i 70’erne.

Linoleumssnit af det arbejdende folk, klare budskaber som fællesskab, lighed, fred og solidaritet. Altsammen forsvandt i mængden af info om kendte menneskers privatliv, sundhedsbølger, valutaspekulation, X-factor drømme, facebook, selviscenesættende snapshots og coaching strategier.

Hvad blev der af oprørsbølgen? Dengang sagde de kloge jo »det rigtige«, at det hele ku’ være så enkelt, hvis vi droppede den her 60’er illusion - reklamen for hårde hvidevarer og shampooflasken »buy me - because you’re worth it!« og fandt ind til de bløde værdier og begyndte at tænke i helheder istedet for i adskilte egoistiske strategier.

Men så kom løgnen igen og lagde sig som tyk cellofan om ens hud og hviskede, at alt det der med fællesskab var naivt, de svage bukker under for de stærke, sådan er evolutionen, og det er bare med at følge med maskineriet og dyrke de rigtige kontakter, der kan skaffe dig adgang til det Kafka’ske »slot«.

Naiv idiot

I ren afmagt og skuffelse over yuppie-tidens bølger var der nogle, der valgte at lægge sig ned under surfbrættet og dér i isolation forsøge at overleve ved trække vejret igennem et tomt cigaretfilter.

Ytrede man holdninger om lyst til nogen større sammenhæng, mere næring og mening med fællesskabet end handel og konkurrence, blev man kaldt naiv idiot.

Det samme med kunsten. De seneste årtier har det været über-cool at kunne tjene store summer og lægge individuelle strategier. For hvem gider at tænke på helhed, når ens egen store berømmelse og fortjeneste ligger lige for?

Hvad er der sket med oprøret?

Forleden faldt jeg over kunstnergruppen Røde Mors manifest fra 70’erne og blev nysgerrig. Hvad er der sket siden da med oprøret og den politiske kunst?

Nutidens medier har næsten udelukkende kørt kritik af 70’er-oprøret. Men der var vel da et helt naturligt behov for forandring, og oprøret kunne vel ikke have været anderledes, for hvor var erfaringen og det perspektiv, vi har idag?

I stedet for massiv kritik af 70’erne kan man så inspireres? Hvad kan man som individ gøre idag, andet end at sige »Fuck alt!«, »Afmagt!« eller »bare imod?«.

Er der igen et behov for sammenhæng og større fællesskab? Er der behov for at definere fælles mål og finde identitet i andet end de velbemidlede kendte stjerner og drømmen om glamour?

Måske er der brug for nye plakater med enkelthed og paroler som »Drop shopperiet - Det er ok at kede sig!« »Spar på energien, la’ håret gro«, »Drop den dyre ferie til udlandet - find det eksotiske i din egen gade!«, »En fremmed er en ven, du ikke har mødt!«, »Drop Botox, vær modig og la’ huden hænge, du bliver ikke udstødt af os!«, »Måske findes der mere end handel?«, »La’ slottet være og gå i skoven med dine nære!«.

Troels Trier og fuglen Otto

Troels henter mig i sin bil på rutebilsstationen. For der går ingen busser videre igennem byen, og på en søndag gider taxamanden ikke køre, hvis han ser et eller andet spændende i TV.

»Ja, herude på landet er det nødvendigt at have bil, ellers kan man slet ikke komme rundt!« siger Troels.

Jeg spørger ham om, hvad han iøvrigt synes om Peter Peters og Kira Skovs udgave af Røde Mors »Rotterne Revolterer«?.

Selv synes jeg, det er virkelig god timing, at de har indspillet den netop nu, altså, det har da aldrig været så slemt som nu med dansk politik, etik og moral, så lad rotterne komme op til overfladen, lad os få stormet det slot og spist folketingsmanden!

Jo, det er et fint nummer, synes Troels. Der er også et finsk punkband, som har lavet et cover af det nummer, siger han.

Troels Trier i atelieret. Foto: Mikkeline Gudmand-Høyer.

Troels bor sammen med sin kone Rebecca Bruel i et bindingsværkshus med lidt jord til, hvor de indtil for et par år siden dyrkede økologisk landbrug. Nu er det maleriet, der er hovedindtægtskilden, og Rebecca hjælper med i produktionen af de mange billeder, som Troels maler.

Hver dag står han op klokken seks for at hellige sig det kunstneriske arbejde i maler-atelieret i selskab med kragen »Otto«, som på grund af sine brækkede vinger er kommet i pleje. Den hopper rundt i sit voliere og laver små installationer af ølkapsler og stofrester.

Kommunister var meget populære

Vi sætter os ved arbejdsbordet foran kaminen og lader interviewet rulle:

Alt det her med Røde Mor og jeres gennemslagskraft. Var det bare noget, der lå i tiden, det her med oprør og progressive tanker? Var det nemt for jer?

– Der var meget klare linier dengang. Idag er der jo stor forvirring og mange retninger, ikk? Det, der er til fælles med tiden nu og da, er, at der er et enormt behov for forandring, siger Troels og fortsætter:

– Men den gang drejede det sig om afvikling af det stive efterkrigssamfund, altså den her afvikling af kolonierne. Og der stod Vietnamkrigen som et helt klart billede på, hvad der skulle ske, det gjorde det hele meget enkelt.

– Kommunisterne støttede vietnameserne. Derfor var kommunisterne meget populære iblandt os. De støttede alle de her oprørsbevægelser rundt omkring i verden, og derfor havde de vores sympati. Det var meget nemt. Altså det hele var meget sort/hvidt! Situationen idag er jo meget anderledes. Der er alle de her store udfordringer nu, som er vigtige at tage fat i; økologi, klima, overbefolkning, siger han.

– Men det er ikke så klart, hvad man skal gøre. Man mangler ligesom de her politiske bevægelser, som man kan knytte an til! Det er det store problem. Det er ikke os som kunstnere, der skal skabe de politiske bevægelser, det er omvendt. Vi skal være med til at formidle de politiske bevægelsers budskaber.

– Det er dér, der ligger den helt store forskel. Man har ikke den her klarhed. Der har været sådan lidt tilløb, ATTAC t.ex. Men man har ikke de klart slående slogans, som man havde den gang. Der var jo de her vietnamesere, de var jo socialister, og dem kunne man så sympatisere med. Idag er det skidesvært med t.ex krigen i Afghanistan. Hvem fa’en skal man holde med? Jeg er da ikke meget for at holde med de religiøse fanatikere vel? Altså situationen er helt anderledes.

Problemerne ligger hos os selv

– De politiske problemer ligger hos os selv nu, ikk? Dengang var det meget nemmere, for da lå de ligesom ude i verden. Nu ligger det internt, det er os, der er skurkene. Den dér økologiske udfordring! Det er os, der har det her kæmpe overforbrug.

– Der er jo få af os, der har lyst til at smide vores biler ad helvede til og gå rundt i seksten graders kulde om vinteren. Så der ligger nogle udfordringer, der er svære at tage op og sætte ord og slogans på. Og det gør, at det er skidesvært at lave politisk kunst idag. Man kan godt se, at der er noget galt, men man kan ikke rigtig se, hvad der kan gøres.

– Vi mangler de her klare politiske bevægelser at knytte os til, siger Troels Trier.

Jeg vender lige tilbage til Røde Mors manifest og jeres måder at arbejde på. Jeg har selv erfaret, at der måske var lidt naivitet omkring »fællesskab« dengang i 70’erne.

Selvom det var meget enkelt med holdninger til enten kommunisme eller kapitalisme, så var der også mange indbyrdes stridigheder og magtkampe. Hvordan var det egentlig i Røde Mor?

– Ja, det kan man aldrig sådan komme til livs, og det er jo heller ikke meningen, vel?

Kunstner og politisk aktivist

– Der ligger en slags indbygget modsætning i det med at være kunstner og så politisk aktivist. Kunst kan bruges effektivt f.ex. i forbindelse med politisk arbejde, religiøse budskaber og i reklamer. Dér har man sådan nogle klare formål. Dér kan kunsten være meget effektiv, du ved, plakater og sådan noget. Men det, der gør det til rigtig kunst, det er jo ikke det, at man f.ex. får folk til at fokusere på en eller anden chokoladefrø, vel?

– Altså, det er det uforklarlige, der kommer ind, og som har noget at gøre med, at hvordan fanden fortolker vi vores samfund. Og det er en meget individuel ting, ikk? Hvor kunstneren er en eller anden form for medie i de strømninger og kan formidle de ting.

– Men når man så skal lave de målrettede ting, og især hvis man skal være politisk aktivist, så ligger der en modsætning dér, for der skal man på en eller anden måde gå ind i et fællesskab og underkaste sig et eller andet formål, altså ligesom hvis du skal reklamere for en eller anden chokoladefrø. Så er det jo i princippet det samme, hvis man skal reklamere for et eller andet politisk budskab.

– For at komme den der modsætning til livs, så lavede vi den her kollektive kunst. Vi havde sådan en institution som hed »kollektiv kritik«, hvor vi en gang om ugen gik vores projekter igennem, sangtekster og plakater og satte fingeren på de steder, hvor man var for individualistisk.

Faktisk helt modsat tiden idag, hvor vi alle er så individualistiske?

– Ja, i lang tid signerede vi slet ikke vores ting og inddrog også amatører i arbejdet. F.ex. vores plakater med sammensatte linoleumstryk, det var rene amatører, sygeplejersker og lignende, som lavede nogle af de tryk.

Hvordan fik I fat i dem?

– Vi var jo en stor gruppe på et tidspunkt, så det var igennem venner og bekendte.

Og det skulle så være det arbejdende folk, der blev inddraget?

– Vi har jo hele tiden haft Det Kommunistiske Manifest i bagtankerne, når vi lavede vores eget, og det var jo anti-kapitalistisk. Det lå også i hele tiden, ikk?

Sammenhæng

– På den måde var det meget klassisk og gammeldags. Det var et meget gammeldags samfund, der var under afvikling dengang. Det er svært at forestille sig i dag, men dengang talte f.ex. en ekspeditrice ligesom Dronning Margrethe. Det hele var sådan meget stift.

Men det var da supergodt med det oprør. I 50’er-60’erne var alle bare forblændet af den her amerikanske drøm og alle de her ting. Det var godt, det kom!

– Jo, men det kom også på et naturligt tidspunkt, ungdomsoprøret og alt det her.

– Jeg debuterede på de censurerede udstillinger, som Eks-skolen lavede i 61 på Den Fri. Det var meget eksperimenterende kunst og sådan. Men på en eller anden måde var det meget utilfredsstillende som kunstner, at man udstillede på de små gallerier, og så kommer der syv mennesker, og hvis man var heldig, så hang et af billederne på en eller anden direktørs lokum, ikk?

– Og så var det sgu en stor befrielse at ku’ begynde at lave politisk kunst. Så på den måde tilfredsstillede det jo også én helt personligt.

Det gav vel en sammenhæng også?

– Ja, og pludselig ku’ man se, at ens plakater, i stedet for at hænge på et eller andet galleri, så hang de rundt omkring i hele byen. Og dagen efter stod der måske titusind mennesker til en eller anden demonstration, bl.a. fordi vores plakat havde hængt der.

– Så det var også med til at løse et problem for os selv.

Økonomi

Men hvad med det økonomiske? Der skete det for en 15, 20 år siden, at det blev ret nemt at sælge kunst til store summer. En del unge nyudklækkede fra Akademiet oplevede på kort tid pludselig at blive store navne og alt det her og solgte for store summer…

– Ja, det har selvfølgelig været skide farligt….

Tjaeh, så har vi prøvet det, øh, eller jeg har så ikke, tihi, men der er selvfølgelig mange, der synes, det er fascinerende, og frygten for at stå udenfor, ikke at være med og alt det. Der er også en del, der nu laver kunst og udsmykning for Mærsk og Kongehuset, altså kronprinsens og Marys bolig. Hvad tænker du om det, som kunst?

– Tjaeh, jeg ville jo aldrig lave sådan noget selv…

Ville du ikke?

– Nej, altså, hvis man taler om det kommercielle? Altså på den ene side er jeg dybt kommerciel, jeg har været i show business i mange år, ikk? Og dér lærer man hårdt og brutalt, at hvis der ikke bliver solgt biletter, så skal der ikke spilles koncerter, ganske enkelt, så bliver det aflyst!

– Og derfor, så har jeg stor respekt for det med, at man kan sælge tingene. Men på den anden side, så er jeg så meget socialist stadigvæk, så jeg prøver at holde priserne nede på et eller andet niveau.

Hvordan prøver du det?

– Jeg sætter en pris selv. Jeg mener, at almindelige mennesker skal have råd til at købe den kunst, jeg laver.

Kunst og identitet

Men hvad synes du om, at f.ex. Kongehuset bare bestiller et gravsted eller børneværelsestapet af kunstnerne for en stor formue, og at kunstneren spiller med i den rolle?

– Ja, og mange fra min generation af gamle socialister render rundt og laver kirkeudsmykning. Fuldstændigt tåbeligt! Jeg ville aldrig selv gøre det af principielle grunde. Men altså hvis jeg skal se det sådan i et større perspektiv, så skal kunsten jo på længere sigt finansieres et eller andet sted fra. Altså, det kan man ikke komme udenom.

Næh, det er rigtigt nok, men det er godt nok et dilemma. For måske står man dér med sine progressive holdninger, og så får man chancen for t.ex at udsmykke Operahuset og en fed check, og så tænker man ok, det er fint nok med det her luderjob, for så kan jeg få mine egne holdninger ud et andet sted netop for denne her check. Men så går det måske galt, for pludselig så ruller det bare derudaf, og rouletten kører...

– Ja, den sammenhæng, man indgår i, er utrolig vigtig. Det er ligesom, hvis man laver politisk kunst, så skal det ind i en sammenhæng, hvor det kan bruges. Formålet med at lave politisk kunst er dels at formidle et politisk budskab, men også i høj grad - det oplevede vi meget omkring vores musik - at være samlingspunkt eller identitetskabende faktor i bevægelsen.

– Alle bevægelser har et eller andet, de samles om. Og der er et behov for kunst, der er »vores kunst« i bevægelsen.

– Idag er det svært at lave politisk kunst, for det er svært at samles om et fælles mål. Der er så mange bevægelser og retninger. Det er også med til at skabe forvirringen. Der er intet stærkt, klart, fælles mål som dengang i 70’erne, mener Troels Trier.

Målet

Har du selv definineret et mål?

– Jeg har valgt at sætte mig ind i de økologiske principper og så se, hvad det går ud på.

Du har lavet meget siden Røde Mor, dit arbejde med økologisk landbrug har vel også været en måde at tage ansvar og alt det der, men nu, hvor du har aftjent din værnepligt i forhold til at formidle politiske budskaber, hvordan skaber du så kunst?

– Jeg er meget inspireret af Hans Scherfig, han skrev jo også for Land og Folk og var utroligt engageret. Han malede de her paradisiske junglemotiver og nægtede selv at rejse ud og se en jungle i virkeligheden for ikke at få sine illusioner bristede.

– Kunsten er for mig et middel til at navigere i tid og rum. Når jeg skaber, så forsøger jeg at undgå for meget dogmatik og kassetænkning. Jeg forholder mig ubevidst og søgende. Jeg slår hjernen fra. Ens underbevidsthed arbejder jo utrolig effektivt. Den er meget intelligent. Derfra maler jeg mine billeder idag.

Card full!

Her blinker min digitale båndoptager »Card full!«. Så resten af interviewet bliver uden bevismateriale, men som en dialog fra min hukommelse. Det er Troels med på.

Han behøver ikke senere at checke det for »sandhedsforvrængende materiale«.

Jeg har lånt min datters Nintendospil med indbygget kamera til at tage et par billeder af Troels og atelieret.

Han stiller sig op foran den elefant, som han er ved at male i forbindelse med »Elephant Parade Copenhagen«. Elefanterne støbt i glasfiber bliver dekoreret af kunstnere, hvorefter de bliver solgt på auktion med det formål at skaffe økonomisk støtte til den udryddelsestruede asiatiske elefant. Prins Henrik skal også dekorere en.

Røde Elefant og Troels Trier. Foto: Mikkeline Gudmand-Høyer.

Så snakker vi lidt om, at demokratiet ikke rigtig holder, når det nu idag er sådan, at os, der har en høj indkomst, kan stemme de fattige ud. Der er tiltagende ungdomsarbejdsløshed, så det ser sådan lidt sort ud.

Til gengæld er det befriende at kigge på Troels Triers lærreder. Figurative motiver med enkelhed, humor og varme, som kan få én til at få lyst til at male i stedet for at søge ned i depressionen og håbløsheden.

Vi går ud og kigger lidt på markerne og den fynske himmel. Skønt at være på landet og mærke naturens power og det store himmelrum. Troels fortæller, at dengang, de havde det økologiske landbrug, var det at være tæt på fårene fantastisk. Det, at et får kaldte på ham, når hun skulle føde for at få hans hjælp, var stort.

Så kører han mig tilbage til rutebilsstationen, og i toget til København sidder jeg og tænker lidt over vores samtale.

Tænker over de sammenhænge, jeg selv er i. Min familie, kæreste og venner. Min andelsboligforening, forældregruppen i min datters skole. Hvordan jeg kan samarbejde i disse uden at forvente for meget fælles forståelse, formål og retning og derved blive skuffet?

Hvad er der brug for idag? Hvor skal vi hen? Kan kunstnere stadig formidle et budskab og hvorfra? Hvad er budskabet? Hvem er bud og hvad er skabet?

Vi står med endnu større politiske udfordringer nu end dengang, og der er stort behov for forandring, men hvorfra? Udefra? Da ikke fra politikerne? Så indefra? Hvordan?

En ting er klart. Jeg kan kun blive ved med at spørge.

Her kan du høre: »Rotterne Revolterer« med Kira og Peter Peter.

Her kan du høre: »Rotterne Revolterer« med Røde Mor.

Røde Mors manifest fra 1974

MANIFEST

Kunst og klassekamp har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre.
Men i virkeligheden er kunst og klasse uadskillelige begreber.
I tidligere samfund havde hver klasse sin kunst.
Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. Men kunsthistorien fortæller os kun om de herskende klassers kunst, for det er de herskende, der har skrevet historien.

Når der i vores samfund tilsyneladende kun findes én kunst - den borgerlige - er det fordi borgerskabet har taget monopol endog på kunsten og kulturen.
Der laves finkulturel kunst for borgerskabet, mens arbejderne holdes nede med underholdning og reklame.

Således fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen. Den borgerlige kunstner deltager - hvadenten han vil det eller ej, og hvadenten han er sig det bevidst eller ej, - i denne undertrykkelse.

Vi vil derimod stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst.
Ved politisk kunst forstår vi en kunst, der beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling. Ved proletarisk kunst forstår vi en kunst, som indtager et - i marxistisk forstand - proletarisk standpunkt.

Den politiske, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. Vi skal hindre udbredelsen af den herskende ideologi i de klasser, der står over for kapitalen.
Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.
(Røde Mor katalog nr. 5 1974)

Se også links om kunstnerkollektivet Røde Mor på Tidslinjen 14. maj 1978