På min arbejdsplads er vi ca.75 ansatte, men en 2-3 af de ansatte dem kender jeg ikke. I virkeligheden ved jeg ikke engang, hvor mange de er – dem jeg ikke kender. De arbejder i samme bygning, men som regel på andre tidspunkter, og de er ikke med til personalemøder, jubilæer, julefrokoster osv.
Det er rengøringsfolkene.
De er ikke kommunalt ansatte som os andre, men er ansat af et rengøringsfirma. Kommunikationen mellem dem og os foregår ofte sådan: Nogen klager over rengøringen - det bliver givet videre til deres chef, som går videre med klagen til rengøringsassistenterne. Som altså ikke engang har ansigter på de folk, der klager, og derfor ikke kan ikke forklare sig direkte.
Hvis man vil skabe arbejdsfællesskab og tillid mellem mennesker, er det nok ikke lige måden at gøre det på.
Sådan har det ikke været altid – for nogle år siden var rengøringsfolkene ansat på linje med os andre. Der var flere af dem, og vi snakkede sammen som kolleger. Så blev rengøringen privatiseret, og med tiden blev der pudsigt nok flest indvandrere iblandt dem.
Det betyder jo så til gengæld, at hvis man i dag vil tage et skridt i retning af integration eller inklusion, er der en måde at gøre det på. Simpelthen ved at gøre rengøringen kommunal igen.
Helsingør kommune har en integrationspolitik, hvor man tilstræber, at procentdelen af medarbejdere fra ikke-vestlige lande skal være den samme som deres andel i kommunen.
Det mål kunne man jo komme nærmere ved at kommunalisere rengøringen.
Som jeg ser det, ligger det lige til højrebenet at iværksætte sådan et lav-praktisk integrations-projekt. Som i øvrigt hurtigt blive et af de mest storstilede af slagsen, for det er jo ikke kun på min arbejdsplads, at tingene fungerer sådan, men i hele landet - på massevis af offentlige kontorer, daginstitutioner, hospitaler osv. osv.
Tænk hvis tusinder af rengørings-folk igen blev inkluderet i almindelige arbejdssammenhænge. Det kunne da kun blive rigtig frugtbart for alle.