Annonce

7. februar 2011 - 21:29

En regering med blod på hænderne

Jeg er stolt af det ydmyge arbejde jeg laver i foreningen Asylret. Men i dag har jeg skrevet min 117ende pressemeddelelse om en forestående tvangsudsendelse.
Folk skal selvfølgelig vide, hvad denne kyniske regering udviser asylansøgere tilbage til, så arbejdet er da betydningsfuld. Men nu kan det virkelig snart være nok. Efter hver skrevet ord, kan man ikke lade være med at føle sig brugt og magtesløs overfor et system, der i den grad sparker på mennesker, der i forvejen ligger ned!

I nat kl 2, i mulm og mørke, bliver Annas, en syrisk-kurder højst sandsynligt tvangsudvist af dansk politi til Syrien. Et land der er kendt for undertrykkelse, fængslinger og tortur af dets kurdiske mindretal.

Annas flygtede fra Syrien til Danmark i 2009, af frygt for fængsling og tortur på grund af sit sympati med det forbudte kurdisk-syriske parti PYD. Han var også en af de sultestrejkende kurdere ved Christiansborgs Slotsplads i september 2010. Her var han talsmand og hans ansigt og fulde navn var derfor i utallige danske medier, samt på ROJ TV, hvilket de syriske medier har adgang til.

Det værste ved denne udvisning er, at regeringen fuldstændig er klar over hvad der er hændt de kurdere man tidligere har udvist til Syrien. Abbed Mohammed Atto var en syrisk-kurder, der også deltog i sultestrejken på Christiansborgs Slotsplads. Han blev udvist i november 2010. Da han ankom til det syriske lufthavn blev han med det samme anholdt og fængslet. Hans familie har stadig den dag i dag ingen kontakt til ham.

Lad os ikke håbe det samme sker for Annas. Denne regering er ved at have for meget blod på hænderne.

Annonce