Igennem de seneste syv år har Mark Kennedy fungeret som under-cover agent for den engelske efterretningstjeneste. Hans opgave var at infiltrere aktivist-miljøer på venstrefløjen i England, men har også været aktiv i flere andre europæiske lande.
Selvom hele hans mission var at videregive informationer til myndighederne om aktivisternes arbejde for at forhindre eventuelle lovovertrædelser, så har han selv i mindst to tilfælde brudt loven.
Det kom frem da det tyske politi, i en høring i det tyske parlament Bundestag, fornyelig måtte redegøre for den britiske agents færden i Tyskland, efter hans agentvirksomhed blev afsløret i pressen i sidste måned.
Det skriver det tyske magasin Der Spiegel og den engelske avis The Guardian.
Læs »Berlin Officials Knew All About British Agent’s Activities« hos Der Spiegel.
Læs artiklen »Mark Kennedy infiltrated German anti-fascists, Bundestag told« hoss The Guardian.
Læs artiklen »Forklædt som klimaaktivist« hos Information.
Ved to lejligheder skal den britiske agent været kommet i karambolage med loven.
Det er angiveligt sket ved en ulovlig blokade og ved at sætte ild til en container ved en protest-demonstration mod G8. Derudover har agenten haft et længerevarende kærlighedsforhold til en tysk aktivist, hvilket også er i strid med reglerne for agenter der arbejder under-cover.
Oplysningerne om Mark Kennedys lovbrud får den tyske oppositionspolitiker fra partiet De Grønne, Hans-Christian Ströbele, til at kræve klare regler for under-cover agenters arbejde i Tyskland, samt en redegørelse for hans arbejde i Tyskland.
– Regeringen bliver nødt til at melde klart ud omkring, præcis hvad Kennedy blev bedt om at gøre, siger han, ifølge det tyske magasin Der Spiegel.
Sidst i januar måned begyndte sagen om den britiske under-cover agent Mark Kennedy, der arbejdede under dæknavnet Mark ’Flash’ Stone.
I syv år har han arbejdet med at infiltrere venstrefløjen i hele Europa, herunder Danmark. Han har eftersigende både været involveret i miljøet omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69, kort før rydningen af huset i 2007, samt i den ulydige klimabevægelse, der planlagde protester omkring COP15-mødet i Bella Center i 2009.
Også her spillede han rolle som en militant type, der ønskede gang i gaden.
Stine Krøijer har i forbindelse med en ph.d.-afhandling om aktivister mødt Mark Kennedy flere gange. Hun fortæller, at den britiske agent opfordrede danske aktivister til at benytte sig af en »mobilblokade med materialer«, der ifølge Stine Krøijer, ofte udvikler sig til gadekampe.
– Jeg så, hvordan Mark Kennedy, og en anden, som senere er blevet afsløret som engelsk agent, Mark Jakobs, markerede, at de ikke ønskede fred med politiet, siger Stine Krøijer til Information.
Hun fortæller, at den britiske agent på møder med blandt andre danske klimaaktivister, var fortaler for radikale aktioner og afviste brede alliancer samt samarbejde med myndighederne.
– På den måde var han med til at opildne og provokere aktivisterne. Måske har han derfor medvirket til at dreje tingene i en mere radikal retning, end de ellers ville have gået, mener Stine Krøijer.
Læs artiklen »Dansk vidne: Mark Kennedy var med til at opildne aktivister« hos Information.
Enhedslisten kræver nu en redegørelse fra den danske justitsminister om den britiske agents arbejde i Danmark.
– Det er meget ubehageligt, hvis udenlandske politi-folk har infiltreret lovlige danske organisationer og bevægelser, udtaler partiets retspolitiske ordfører Line Barfoed i en pressemeddelelse.
– Jeg har svært ved at se, hvordan det har kunnet foregå indenfor lovens rammer. Derfor beder jeg nu justitsministeren om en fuldstændig redegørelse for sagen. Herunder hvad regeringen og dansk politi har vidst, og hvilke juridiske rammer infiltrationen er foregået indenfor.
Læs pressemeddelelse »Minister skal forklare infiltration af klimabevægelsen« hos Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96