Annonce

3. februar 2011 - 0:56

Flykaos truer: Ansatte vil lamme Kastrup Lufthavn

Torsdag tegner til at blive en dramatisk dag i Danmarks største lufthavn, Kastrup. Sent onsdag aften bekræftede en kilde blandt de ansatte overfor Modkraft, at de vil gøre alt for at lægge lufthavnen død fra klokken 10.30.

– Lufthavnen kommer til at stå stille i to en halv time. Passagererne kommer også til at stå stille, fortæller en velinformeret kilde i lufthavnen til Modkraft.

Kilden, der ønsker at være anonym, oplyser, at al arbejde vil blive standset mellem klokken 10.30 og 12.30, hvor arbejderne vil forsamle sig ved rundkørslen foran lufthavnsbygningen.

Læs mere i artiklen: “Strejkende advarer rød blok: »Vi kommer efter jer«” på Modkraft

Der har i flere dage svirret med rygter om at en pludselig arbejdsnedlæggelse var under opsejling.

Vreden er rettet mod Lars Løkke

Aktionen kommer samtidigt med, at chauffører og arbejdere indenfor transport og byggeri har varslet arbejdsnedlæggelser og blokader forskellige steder i landet. Lufthavnsarbejderne er frustrerede over en række tiltag fra regeringens side, og de vil nu lamme flytrafikken for at vise muskler.

JPEG - 172.8 kb
Et SAS-fly nærmer sig landingsbane 22 i Kastrup Lufthavn. Torsdag formiddag kan det blive svært for passagerer at komme i luften, når vrede arbejdere vil lamme lufthavnen. Foto: Arne V. Petersen, Københavns Lufthavne A/S

Det er mange måneders vrede over regeringen, der nu skummer over. Modkraft er kommet i besiddelse af en løbeseddel, som arbejderne planlægger at uddele under aktionen torsdag.

I løbesedlen – der ikke er uderskrevet – står der blandt andet:

»Regeringen vil fjerne efterlønnen, men det er bare toppen af isbjerget. I de sidste ti år har regeringen serveret nedskæring efter nedskæring for lufthavnsarbejderne. Nu siger vi stop!«

Efterløn er kamp-parole

Lufthavnsarbejderne nævner blandt andet den planlagte afskaffelse af efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden som ting, der har udløst aktionen.

Men det er også interne forhold i lufthavne, der har fået bægret til at flyde over. Vinteren har været præget af mange arbejdsulykker i Kastrup Lufthavn – ifølge de aktionerende arbejdere er mindst 40 ansatte kommet til skade ved faldulykker.

Lufthavnsarbejderne skriver i løbesedlen, at den nye australske ejer af aktiemajoriteten i lufthavnsselskabet, selskabet Macquarie, stikker overskuddet i egen lomme, uden at investere i at forebygge ulykker.

Fly til USA aflyst

Lufthavnens PR-chef Søren Hedegaard Nielsen oplyser til Modkraft, at der allerede natten mellem onsdag og torsdag indløb melding om den første aflysning af en flyafgang. Det drejer sig om Delta Airlines afgang til New York torsdag middag.

Ifølge Søren Hedegaard Nielsen kan en eventuel målrettet faglig aktion ikke undgå at påvirke passagererne.

– Hvis det er en større aktion, er der intet vi kan gøre for at forhindre det. Vi kan blot forsøge at holde lufthavnen i drift, siger han.

Modkraft er tilstede i lufthavnen fra morgenstunden og følger aktionen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce