Annonce

29. januar 2011 - 18:58

5 krav fra venstrefløjen

Efter Mikkels indlæg føler jeg mig forpligtet til at kigge fremad. Derfor kommer her 5 politiske krav, der bør være politisk operationelle. 5 krav som er strategisk mulige og som på sigt vil kunne bære historien et nyt sted hen. 5 krav for en global venstrefløj. Dette er alle politiske krav der er mulige. Politiske krav vi kan kæmpe for.

1: Europæisk mindsteløn

Europa er det mest privilegerede sted på kloden. Os der bebor dette territorium må sikre en fornuftig indkomst, der gør at konkurrencen på arbejdskraft kraftigt reduceres. Prisen på arbejdskraft skal ikke være på markedsvilkår.

2: Asyl til alle

Europa er det mest privilegerede sted på kloden. Derfor må migrationen tænkes som omfordeling og retten til at bevæge sig. Det må være sådan, at alle der kommer til Europa er garanteret en mindsteløn. Samtidig må vi fordele arbejdet imellem os.

3: Nedsat arbejdstid

Nedsat arbejdstid har 2 funktioner. 1) alle har ret til mere fritid. Livet handler ikke om arbejde, men om produktion af livet. Produktionen er fælles, mens arbejdet er individuelt. Derfor skal arbejdstiden ned, mens produktionen skal fastholdes. 2) Nedsat arbejdstid fordeler arbejdet til alle. Hvis Europa skal kunne gennemføre ”asyl til alle”, skal det være muligt for alle at have et arbejde. Et arbejde der dog samtidig gør det muligt at have fritid. Jo flere. der ønsker at bo i Europa, jo mindre skal vi alle arbejde.

4: Nulvækst

Nulvækst vil betyde et øget fokus på bæredygtig produktion. Bæredygtigt både for mennesket og for naturen. Nulvækst betyder samtidig, at løbende effektivisering, dygtiggørelse og teknologiudvikling skal frigøre mennesker og natur, modsat at skulle omsættes til økonomisk vækst.

5: Demokratisk kontrol med penge og indflydelse

Demokrati betyder, at dem en beslutning har indflydelse på, skal være med til at træffe beslutningen. Jo tættere man findes på beslutningen, jo større indflydelse skal man have på beslutningen. Derfor er politisk decentralisering altid for det gode. Dette indbefatter demokratisk kontrol over valutapolitik (euroen), kontrol over virksomhederne og produktionen og kontrol over beslutninger der vedrører hele Europa.

Annonce