To år efter: Ingen fornyelse i udenrigspolitikken

Barack Obamas valgkampagne mødte stor begejstring verden over. I såvel USA som Afrika jublede man over, at en farvet amerikansk præsidentkandidat endelig var tæt på sejrsskamlen, og samtidig lod man sig overalt i den vestlige verden imponere over Obamas indiskutable retoriske talent og intelligens.

I det hele taget var det for mange i medierne en vigtig valgkamp, idet der jo ville være tale om et historisk resultat, uanset om Hillary Clinton eller Barack Obama vandt valgkampen.

Det blev som bekendt Barack Obama, der vandt præsidentposten, og i anledning af, at det nu er to år siden, han trådte til som USA’s 44. præsident, er det på tide at rette fokus på hans regerings foreløbige udenrigspolitik.

Desværre er der ikke den store grund til begejstring, for den forandring, som blev varslet under Barack Obamas valgkamp, glimrer indtil videre mestendels ved sit fravær, mens fortsættelsen af tidligere regeringers udenrigspolitiske magtpraksis til gengæld er ganske iøjnefaldende.

Mubaraks Ægypten

Da Barack Obama den 2. oktober 2002 talte til en anti-krigsdemonstration i Chicago, inkluderede talen hård kritik af USA’s allierede i Ægypten og Saudi-Arabien.

Han sagde:

»Lad os kæmpe for at sikre os, at vores såkaldte allierede i Mellemøsten, saudierne og ægypterne, stopper med at undertrykke deres egne befolkninger, at undertrykke regeringskritik, og at tolerere korruption og ulighed, samt misligholde deres økonomier, så deres unge vokser op uden uddannelse, udsigter og uden håb, færdiguddannede som rekrutter for terrorceller.«

Da Obama gav sit første interview som amerikansk præsident til BBC i juni 2009, havde retorikken imidlertid ændret sig radikalt.

Mubarak, som han altså tidligere havde omtalt som en »såkaldt allieret«, blev nu karakteriseret som en »stålsat allieret« og »en stabiliserende kraft i regionen«. På spørgsmålet: »Anser du Mubarak for at være en autoritær leder?« svarede Obama »nej« og tilføjede: »Jeg undlader at klistre mærkater på folk«.

Præsidentens udtalelser i interviewet stod således i skarp kontrast til hans udtalelser blot syv år tidligere, hvor han beskrev Mubaraks regime som repressivt.

Hvad var der sket? Var Mubarak kommet på bedre tanker i mellemtiden? Havde han ændret sin magtpraksis på så fundamental vis, at der ikke længere var grund til kritik?

Desværre ikke. I det amerikanske udenrigsministeriums egen menneskerettighedsrapport fra 2009 gør man sig ingen illusioner mht. Ægypten.

Om tilstanden i landet i 2008 hedder det:

Regeringens »respekt for menneskerettigheder forblev lav, og alvorlige misbrug fortsatte på mange områder … Sikkerhedsstyrkerne brugte uberretiget dødbringende vold og torturerede og misbrugte fanger og tilbageholdne, i de fleste tilfælde straffrit. Vilkårene i fængsler og arrester var dårlige. Sikkerhedsstyrker anholdte og tilbageholdte individer vilkårligt, i nogle tilfælde af politiske grunde, og man holdt dem langvarigt varetægtsfængslede. Den udøvende magt udøvede kontrol over og pres på den dømmende magt. Regeringens respekt for foreningsfriheden og religionsfriheden vedblev med at være lav gennem året, og regeringen fortsatte med at begrænse NGOers virke. Regeringen begrænsede delvis ytringsfriheden.«

Til trods for ovenstående rapport om menneskerettighedernes og frihedsrettighedernes svære vilkår i Ægypten er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at man fra amerikansk side har tænkt sig at begrænse eller eliminere den økonomiske og militære støtte til den ægyptiske diktaturstat.

I en officiel rapport til Kongressen dateret 16. september 2010, får man at vide, at den årlige støtte på cirka tre milliarder dollars, som man hvert år har ydet til Ægypten siden 1979, var blevet reduceret en smule i 2009, idet Ægypten i 2009 ’kun’ modtog $200 millioner i økonomisk støtte og $1.3 milliarder i militær støtte.

Reduktionen i støtten skyldtes til dels, at man havde skåret den økonomiske støtte ned til det halve, og dermed fjernet den del af støtten, som skulle gå til demokratifremmende formål.

Om den militære støtte hedder det endvidere, at: »..Selvom der ikke eksisterer nogle verificerbare tal vedrørende Ægyptens totale militære udgifter, estimeres det, at amerikansk militærbistand dækker op mod 80 procent af forsvarsministeriets udgifter til fremskaffelse af våben.«

Om støtten til Ægypten skriver Mellemøst-ekspert og professor i international politik Stephen Zunes: »... Så længe Mubarak-regimet ved, at den amerikanske bistand vil blive ved, uanset dets overtrædelser af internationalt anerkendte menneskerrettigheder, er der ikke megen tilskyndelse til politisk liberalisering. Den voksende anti-amerikanske indstilling i Ægypten stammer ikke så meget fra den amerikanske støtte til Israel, som den stammer fra den amerikanske støtte til Mubaraks diktatoriske styre.«

Den amerikanske militarisering af Ægypten og andre lande i Mellemøsten øger endvidere sikkerhedstruslen mod USA ifølge Zunes:

».. Jo mere USA har militariseret regionen, des mindre sikker er den amerikanske befolkning blevet. Den sofistikerede våbenteknologi, stolte kæmpende kvinder og mænd og højt begavede militære ledelse, som USA måtte besidde, vil ikke være meget bevendt, hvis der er hundreder af millioner af mennesker i Mellemøsten og hinsides, som hader os.«

Saudi-Arabien

Samarbejdet mellem USA og Saudi-Arabien går tilbage til 1930’erne og er fortsat i dag en væsentlig komponent i den amerikanske sikkerhedspolitik, hvilket primært skyldes, at Saudi-Arabien råder over verdens største oliereserver.

Obama-regeringens samarbejde med Saudi-Arabien er således ikke noget nyt, men blot en forlængelse af tidligere regeringers.

Det er almindeligt kendt, at Saudi-Arabien ikke just er en mønsterstat, men det er ikke desto mindre værd at dvæle kortvarigt ved monarkiets jernnæve og menneskefjendske handlinger.

Den korte version er ifølge Amnesty Internationals årsrapport fra 2009:

»Tusinder af mennesker vedblev med at blive tilbageholdt uden rettergang som terrormistænkte, mens hundredvis blev arresteret. I oktober annoncerede regeringen, at mere end 900 ville blive bragt for en domstol. Menneskerettighedsaktivister og fredelige regeringskritikere blev enten fængslet eller holdt fængslede, herunder samvittighedsfanger. Ytringsfriheden, religionsfriheden, forsamlingsfriheden og retten til at associere sig med hvem, man vil, forblev meget begrænsede. Kvinder fortsatte med at være udsat for alvorlig diskrimination i både lovgivning og praksis. Migrantarbejdere led under udnyttelse og misbrug med få muligheder for oprejsning. Flygtninge og asylansøgere var ikke ordentligt beskyttet. Administrationen af retsvæsenet forblev indhyllet i hemmelighedsfuldhed og var af summarisk natur. Tortur og mishandling af fanger var udbredt og systematisk, og blev udført med straffrihed. Revselse var vidt udbredt som hovedstraf eller som ekstra straf. Dødsstraffen blev omfattende benyttet, og overfor migrantarbejdere fra udviklingslande, kvinder og fattige, på en diskriminatorisk måde. Mindst 102 blev henrettet.«

Selvom dette måske burde vække bekymringer hos Obama-regeringen, hvor man taler meget om menneskerettigheder og demokrati, synes det ikke at være tilfældet, da man i november 2010 gennemførte en rekordstor våbenhandel med Saudi-Arabien til en værdi af 60 milliarder dollars.

Ifølge en bekendtgørelse fra det amerikanske udenrigsministerium bestod denne gigantiske våbenhandel af 84 F-15 kampfly og 70 opgraderinger af eksisterende F-15’ere til en mere avanceret konfiguration, 70 Apache-helikoptere, 72 Blackhawk-helikoptere, 36 lette angrebshelikoptere og 12 lette træningshelikoptere.

Ifølge Defense Security Cooperation Agency inkluderer våbenhandelen endvidere hundredvis af missiler, tusindvis af bomber og meget andet.

Men hvad skyldes denne omfattende militarisering af et af verdens mest berygtede diktaturer? Blandt viceudenrigsminister Andrew Shapiros officielle begrundelser er, at handelen »vil sende et kraftigt signal til lande i regionen om, at vi er forpligtet til at støtte sikkerheden hos vores afgørende partnere og allierede i den Arabiske Gulf og det bredere Mellemøsten.«

Det kraftige signal, Shapiro omtaler, kan vanskeligt være tiltænkt andre end Iran, hvor man fra amerikansk side fortsat er meget bekymret over udviklingen af landets atomprogram, og derfor vedvarende truer landet med vold, såfremt der ikke rettes ind efter amerikanske ønsker.

En komparativ analyse af henholdsvis det saudi-arabiske og det iranske luftvåben gør det imidlertid klart, at det næppe er for at forsvare sig mod Iran, at man fra saudi-arabisk side har ønsket at erhverve et mindre luftvåben, da det iranske luftvåben er ganske beskedent og antikveret ift. det saudi-arabiske.

En inkriminerende detalje er endvidere, at det med Wikileaks Cablegate kom frem, at kong Abdullah af Saudi-Arabien flere gange har opfordret USA til at foretage et angreb på de iranske atomfaciliteter, hvorfor der altså næppe kan herske nogen stor tvivl om, at man fra saudi-arabisk side forholder sig aggressivt i forhold til Iran.

Indonesien

I november måned i år var Barack Obama, som led i en længere rundrejse i Asien, på statsbesøg i Indonesien.

Under sit besøg holdt han en længere tale til det indonesiske folk, i hvilken han blandt andet roste Indonesiens styreform:

»Jeres demokrati er symboliseret ved jeres folkevalgte præsident og lovgivere. Jeres demokrati er vedholdende og sikret af dets checks and balances [og] et dynamisk civilsamfund; politiske partier og fagforeninger; spillevende medier og engagerede borgere, som har sikret, at – i Indonesien – vil man ikke vende tilbage [til tidligere tiders diktatur].«

Han bekendtgjorde, at han mente, at en »tolerancens ånd« herskede, hvilket udgjorde »fundamentet for Indonesiens eksempel for verden«.

Præsidenten fortalte endvidere indoneserne, at der »særligt i tider med forandring og økonomisk usikkerhed er nogle, som vil sige, at det er lettere at tage smutvejen til udvikling ved at bytte menneskers rettigheder ud med statslig magt … det er ikke, hvad jeg ser i Indonesien.«

Unægteligt fine ord, men desværre også et skønmaleri af den indonesiske orden, som ikke formår at leve op til præsidentens højstemte retorik.

I menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch’s årsrapport fra 2010, som dækker begivenheder, der fandt sted i 2009, omtales en række indonesiske menneskerettighedsproblematikker, herunder straffrihed for militærpersonel, der udfører menneskerettighedskrænkende handlinger mod civilbefolkningen.

Specielt omtales situationen i provinserne Papua og West Papua:

»De indonesiske myndigheder har svaret igen på et langvarigt, lavintensivt, separatistisk væbnet oprør i provinserne Papua og Vest Papua med en stærk troppetilstedeværelse og ofte hårde og disproportionelle svar på ikke-voldelig dissens og kritik. Human Rights Watch har længe udtrykt bekymring over politiets anti-separatistiske virksomhed, som ofte resulterer i, at individer, som fredeligt støtter op om uafhængighed, bliver arresteret og tilbageholdt på sigtelser om forræderi eller oprør (makar).

Regeringen fortsætter med at begrænse adgangen til Papua for menneskerettighedsobservatører og journalister og forværrer derved det eksisterende klima af straffrihed og gør undersøgelser meget vanskelige.«

Den 11. marts i år sendte Human Rights Watch et brev til USA’s forsvars- og udenrigsministre, Robert Gates og Hillary Clinton, i hvilket man ytrer bekymring om de amerikanske planer om at genoptage støtten til den indonesiske hærs specialstyrke Kopassus.

I brevet står der:

»I de seneste uger har amerikanske talsmænd antydet, at forsvarsministeriet måske søger at genoptage amerikansk træning af dele af Kopassus, i særdeleshed indenfor anti-terror området. Dette rejser alvorlige spørgsmål om USA’s forpligtelse til at tilbageholde militær assistance til fremmede militære styrker, som har begået alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne. Disse spørgsmål stammer fra unikke aspekter af Kopassus’ anti-terrorisme komponent kendt som Enhed 81, hvis medlemmer forsvarsministeriet formodentlig ønsker at træne.

Det operationelle element Enhed 81 synes at have eksisteret siden 1982, da Kopassus etablerede en elite-anti-terrorstyrke kendt som Afdeling 81. Denne styrke blev reorganiseret engang i 1995, hvor den blev udvidet og omdøbt til Gruppe 5, og igen i 2001, hvor den blev reduceret i størrelse og omdøbt til Enhed 81.

Siden enhedens dannelse har aktiviteterne i Enhed 81 været holdt hemmelige. Medlemmerne i Enhed 81 roterer efter forlydende gennem Koppassus øvrige komponenter og enheder, inklusive Gruppe 3 (som indeholder Kopassus berygtede enhed for hemmelig krig). Medlemmer af det, der nu kendes som Enhed 81, har derudover ledsaget Kopassus kampenheder og andet militærpersonel i feltoperationer. Deriblandt i Aceh og Øst-Timor, selvom de forblev under deres overordnedes kommando, hvis hovedkvarter befinder sig i Jakarta.

I flere tilfælde har medlemmer af, hvad der nu kendes som Enhed 81, været troværdigt beskyldt for alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og anden uanstændig opførsel, for eksempel, ved at kontrollere voldelige pro-indonesiske militser i Øst-Timor mellem 1986 og 1999 og ved at gennemtvinge forsvindinger af studerende aktivister i 1997-1998 i Jakarta.«

Det lod imidlertid ikke til at bekymre den amerikanske regering, idet man i juli måned indvilligede i at påbegynde et »gradvist og begrænset« engagement med Kopassus og dermed afslutte et ti år langt moratorium, som forhindrede USA i at støtte specialstyrken.

Det udløste stor protest fra menneskerettighedsgruppen The West Papua AdvocacyTeam som erklærede:

»Den amerikanske regerings beslutning om at genoptage samarbejdet med et af de mest kriminelle og u-reformerede elementer i det indonesiske militær fjerner kritisk internationalt pres for reformer og professionalisering af Indonesiens militær … det signalerer til indonesiske menneskerettighedsforkæmpere, som har taget de værste stød fra sikkerhedsstyrkernes intimidering, at de står alene i deres kamp for respekt for menneskerettigheder og oprigtige reformer i Indonesien.«

Umiddelbart sammenfaldende med Obamas besøg kom en række interne dokumenter fra Kopassus frem i dagens lys. ’

Ifølge den undersøgende journalist Allan Niarn, som bragte dokumenterne på sin blog, inkluderer disse en liste over fjender ledet af den papuanske baptistpræst Socrates Sofyan Yoman, og man kan i dokumenterne læse, at specialstyrken gør sig i »mord og kidnapninger«.

Dokumenterne »beskriver et hemmeligt netværk, som overvåger, infiltrerer og splitter papuanske institutioner.«

I Allan Nairns omtale af dokumenternekan man læse at:

»Den lækkede samling af hemmelige Kopassus dokumenter inkluderer operationelle, efterretnings- og feltrapporter såvel som personneljournaler, som katalogiserer navne og detaljer omhandlende Kopassus’ ’agenter’

Dokumenterne er klassificeret ’hemmeligt’ (’rahasia’) og inkluderer omfattende baggrundsrapporter om Koppassus civile mål – rapporter, som tilsyneladende er af uensartet nøjagtighed.

Dokumenternes autenticitet er blevet verificeret af Kopassus’ personel, der har set dem, og af eksterne beviser omhandlende forfatterne og dokumenternes interne karakteristiska.

En detaljeret 25 siders hemmelige rapport af Kopassus’ task force i Kotaraja, Papua, definerer ubevæbnede civile som Kopassus’ ’fjende’ nummer et. Rapporten kalder dem den ’serparatistiske politiske bevægelse’, og opfører på en liste det, de kalder de øverste 15 ledere og diskuterer ’fjendens kamporden.’

Alle, der befinder sig på listen, er civile, startende med lederen af Papuas baptistiske kirkeforsamling. De andre inkluderer evangelikanske præster, aktivister, traditionelle ledere, lovgivere, studerende og intellektuelle såvel som lokale lederskikkelser og lederen af Papuas Muslimske Ungdoms-organisation.

Den hemmelige Kopassus-undersøgelse siger, at de civile, der befinder sig indenfor deres 400.000 personer store operationelle område, er ’meget mere farlige, end’ nogen som helst bevæbnet opposition, eftersom de bevæbnede ’knap nok gør noget’, mens de civile – med deres folkelige opbakning – har ’nået den ydre verden’ med deres ’besættelse’ af ’merdeka’ (uafhængighed/frihed), og vedbliver med at ’udbrede spørgsmålet om svære menneskerettighedskrænkelser på Papua’, dvs. ’mord og kidnapninger, som udføres af sikkerhedsstyrkerne’«.

Efter disse afsløringer var kommet frem, behandles de i en artikel i Jakarta Globe, hvor chefen for det indonesiske militær forsvarer uhyrlighederne og beskriver specialstyrkens operationer i West Papua som blotte indsamlinger af efterretninger.

Obama-regeringens påskud for at påbegynde støtten til Kopassus igen var, at der var tale om støtte til terrorbekæmpelse, men som de lækkede dokumenter tydeligt illustrerer, er der tale om støtte til omfattende menneskerettighedskrænkelser mod civilbefolkningen på West Papua.

Det kan næppe undskyldes med, at man ikke var klar over, at den slags fandt sted i Indonesien, da Human Rights Watch allerede i marts måned havde gjort både forsvarsministeren og udenrigsministeren opmærksom på det stærkt bekymrende ved Kopassus virksomhed og ved USA’s planer om at støtte specialstyrken.

Obama talte altså derfor efter alt at dømme imod bedre vidende, da han i sin tale sagde, at der »særligt i tider med forandring og økonomisk usikkerhed er nogle, som vil sige, at det er lettere at tage smutvejen til udvikling ved at bytte menneskers rettigheder ud med statslig magt … det er ikke, hvad jeg ser i Indonesien.«

Desværre var der ingen blandt de danske trykte medier, der valgte at bringe en kritisk dækning af Obamas statsbesøg.

Uzbekistan

Uzbekistans leder Islam Karimov afbrød i 2005 det militære samarbejde med USA efter en diplomatisk fejde om Uzbekistans menneskerettighedskrænkelser, hvorfor man fra amerikansk side i stedet måtte gå over til at benytte sig af Manas-basen i Kirgistan, hvad logistik i forbindelse med Afghanistan-krigen angik.

Dette samarbejde brød imidlertid også sammen i 2009, hvorfor man fra Obama-regeringens side forsøgte og lykkedes med at genetablere forholdet til Uzbekistan og Karimov.

Problemstillingerne i forhold til det samarbejde kunne vanskeligt være større. Uzbekistan er ifølge Transparency International et af de mest korrupte lande i verden, og Karimov-styrets menneskerettighedskrænkende historik har mødt kritik fra mange forskellige statslige og uafhængige menneskerettighedsobservatører.

Det amerikanske udenrigsministeriums egen vurdering af forholdene i Uzbekistan i 2009 lyder eksempelvis:

Regeringen »fortsatte med at begå alvorlige krænkelser, og myndighederne begrænsede politiske og borgerlige rettigheder. Menneskerettighedsproblematikker inkluderede borgernes manglende evne til at ændre deres regering; nøje kontrollerede valgprocesser med begrænsede valgmuligheder; tilfælde af tortur og fangemishandling foretaget af sikkerhedsstyrker; langvarige isolationsfængslinger; vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser; nægtelse af en retfærdig rettergang; dårlige fængselsvilkår; begrænsning af ytrings-, presse-, forsamlingsfrihederne; regeringskontrol af civilsamfundets aktiviteter; begrænsning af religionsfriheden, herunder chikane og fængsling af medlemmer af religiøse minoritetsgrupper; restriktioner af bevægelsesfriheden for nogle borgere; vold mod kvinder; og regeringstilskyndet tvangsarbejde i bomuldsindustrien. Menneskerettigheds-aktivister og kritiske journalister var udsat for fysiske angreb, chikane, vilkårlige arrestationer, politisk motiveret retsforfølgelse og psykiatrisk tvangsbehandling.«

Den tidligere britiske ambassadør i Uzbekistan, Craig Hamilton, kalder landet for “et forfærdeligt sted”og uddyber:

»Det er et totalitært diktatur. Jeg har tidligere tjent i diktaturer, og alle diktaturer er selvfølgelig slemme, men der er forskel på et diktatur og totalitarisme. Uzbekistan er totalitært [..] Uzbekistan er ikke kommet videre, siden det forlod Sovjetunionen. Faktisk forlod man Sovjetunionen for at bevare det sovjetiske system. Man forlod [Sovjetunionen], fordi man ikke ønskede at implementere reformerne, som indførtes under Gorbatjov. Når man tænker på Uzbekistan, skal man altså tænke på Sovjetunionen, men ikke Gorbatjovs Sovjetunion, Bresjnevs Sovjetunion.«

Hamilton fortæller endvidere om den omfattende tortur, som foregår i Uzbekistan:

Tortur »i Uzbekistan er ikke usædvanligt. Det sker for flere tusinde mennesker hvert år. Når jeg taler om tortur, taler jeg ikke om marginale definitioner på tortur. Jeg taler om folk, der bliver voldtaget med knuste flasker. Jeg taler om folk, hvis børn tortureres foran dem, indtil de underskriver tilståelser. Jeg taler om folk, der bliver kogt levende.«

Craig Hamilton forklarer endvidere, at Uzbekistan under hans embedsperiode blev flittigt brugt af CIA som led i tjenestens extraordinary renditions program.

Summa Summarum

Den forandring, som blev varslet under Barack Obamas valgkamp, skal man lede længe efter, når det kommer til den amerikanske supermagts udenrigspolitik, idet der langt snarere er tale om en fortsættelse af den lange udenrigspolitiske tradition for at støtte formålstjenlige diktaturer verden over.

Kynisk, realpolitisk støtte til statsterror mod civilbefolkninger er fortsat i højsædet, og der er intet, der peger i retning af, at nogen egentlig forandring er under opsejling.

Dette ansporer følgelig to spørgsmål til Danmarks udenrigspolitiske linje.

Først det sikkerhedspolitiske: Hvordan øger det Danmarks sikkerhed at støtte op om en supermagt, hvis magtpraksis skaber et dybfølt had til Vesten blandt verdens muslimer?

Dernæst det etiske: Kan vi fortsat forsvare en tæt alliance med USA og samtidig postulere at være fortalere for menneskerettighederne, uden at fremstå som hyklere, eller bør vi snarere tage konsekvensen af vores påståede værdier og erklære neutralitet?

Sidst, men ikke mindst, sætter den amerikanske magtpraksis et alvorligt spørgsmålstegn ved et af Afghanistan-krigens påståede formål - at krigen handler om frigørelse af landets indbyggere fra de religiøse grupperingers undertrykkelse.

Her melder spørgsmålet sig: Hvorfor skulle amerikanske ledelse være så bekymret for Afghanistans civilbefolkning, når der ikke er meget, der tyder på, at den i forhold til den øvrige del af den muslimske verden har meget tilovers for de undertrykte?

Den emancipatoriske krigsbegrundelse kan nok være vanskelig at sluge for mange, når man simultant andetsteds støtter undertrykkerne således, at enhver omvæltning og kurs mod en friere og mere retfærdig orden yderligere vanskeliggøres.

Thomas Bonde er uafhængig udenrigspolitisk analytiker og blogger på kritiskmodpol.blogspot.com