Den faglige venstrefløj gider ikke vente på at LO tager initiativ til et landsdækkende tillidsmandsmøde imod regeringens planlagte efterlønsindgreb.
Byggefagenes Samvirke, Fagligt Ansvar og OK-initiativet har derfor taget initiativ til et møde mandag den 17. januar, der skal sætte to initiativer i gang: dels indkaldelse af et landsdækkende tillidsmandsmøde i februar, dels en debat om offensive svar på de mange synspunkter om efterlønnen, som statsministerinitiativet har afstedkommet.
Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, der også er med i ledelsen af Fagligt Ansvar, forklarer på hjemmesiden bygsam.dk om formålet med mødet:
– Det er at få mobiliseret til et tillidsmandsmøde på landsplan, hvor vi med udgangspunkt i angrebet på efterlønnen kan snakke om de bredere problemer, som samfundet har. Regeringen vil spare sig ud af krisen. Det mener vi er forkert.

– Vi vil sætte en anden dagsorden, som bygger på grøn vækst og som skaber mange tusinde job i byggeriet, i industrien og landbruget. Det er en mere offensiv vej til at løse forsørgelsesspørgsmålet.
– Hvis der med vores klimajobplaner skabes 50.000 arbejdspladser, vil det lette statens finanser med mindst 15 mia. kr. i sparet understøttelse og give øgede skatteindtægter.
Og på spørgsmålet om hvorfor man ikke overladet det initiativ til de store landsdækkende forbund, siger Anders Olesen:
– Vi har fået det indtryk, at LO arbejder på et sådant landsdækkende initiativ. Det er vi vældig glade for, og så bliver ikke brug for to landsdækkende tillidsmandsmøder, siger Anders Olesen.
Læs mere i artiklen »Offensive svar på efterlønsangrebet « på hjemmesiden bygsam.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96