Over de små bunker af blanketter på skrivebordet knejser et stempel med rødt håndtag. Hver gang beskæftigelseskonsulent Jens Borking udleverer et kontanthjælpsskema, smækker han stemplet i bund. Klonk, siger det.
Klokken 8.18 kørte han sit magnetkort gennem dørkontrollen til Københavns Kommunes Jobcenter i Skelbækgade. Klokken 9 dukker det første hold af unge arbejdsløse op for at fremvise logbøger over hvilke lærepladser eller job, de har søgt siden sidst.
– Det er fandme spændende. Vi træner dem, før de skal til jobsamtale. I skal sgu ikke ud at sælge jer selv, siger jeg til dem. I skal ud og fortælle sandheden om, hvem I er og finde et sted, hvor de synes, at I er interessante.
Jens Borking ryster på hovedet.
– Sådan noget snot. Dét der med at sælge sig selv. Jeg siger til dem, at de i stedet skal fortælle, hvad de tænder på ved faget.
I 19 år var Jens Borking næstformand for håndværker-fagforeningen Træ-Industri-Byg i København. Så blev han ramt af sygdom og senere arbejdsløs. Nu arbejder han på Jobcenteret med at hjælpe unge arbejdsløse videre med en drøm om at blive kok, tømrer eller maler.
– 19 ud af 20 er topmotiverede for at få en læreplads. Problemet er, at der sikkert mangler mellem fire og fem tusinde pladser, alene her i København, siger han.

Ifølge Jens Borking skiller Danmark sig ud ved at have en enestående kombination af højtuddannede og dygtig faglært arbejdskraft. De faglærte håndværkere og arbejdere er efter hans mening en af samfundets vigtigste økonomiske resurser.
Derfor er det en »katastrofe«, at mange unge og arbejdsløse ikke får en chance for at få en god faglig uddannelse. Jens Borking så gerne, at staten oprettede egne produktionssteder, hvor unge kunne blive udlært til at arbejde med hænderne.
Han mener, at den nuværende aktiveringspolitik overfor ledige er på galt spor.
– Regeringen har et slagord, der hedder kortest mulig vej til beskæftigelse. Men det er hovedløst. Det er meget vigtigt med langvarige og brede uddannelser, som også gør det lettere for folk at skifte fra et fag til et andet, når arbejdsmarkedet ændrer sig, siger han.
Jens Borking har åbnet de to øverste knapper i den orange Marlboro Classic-skjorte og parkeret læsebrilllerne i det viltre gråsprængte hår. Han er glad for sit eget job på trods af et stort minus: Kravene til kontrol er løbet løbsk.
– Regeringens overordnede syn på ledige er, at de skal kontrolleres. Der er en dyb mistro, og det er enormt resursekrævende at lave al den kontrol, når man går ud fra at alle snyder, siger han.
Læs også artiklen »Jobfirmaer fester for skoleforskrækkedes penge« på Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96