Siden hvornår er Danmark blevet så stort et land, at vi ikke kan give de samme muligheder til alle dele af landet?
Kan det virkelig passe, at der er områder i Danmark, hvor man, hvis man bor i det forkerte postnummer, ikke har samme adgang til uddannelse og indflydelse?
Dengang jeg gik i folkeskole, havde vi i engelsk om Australien. Her lærte vi blandt andet, at nogle børn boede så langt ude på en fåremark, at de blev nødt til at få radiotransmitteret undervisning og blive hentet af helikoptere, hvis de kom til skade.
Jeg kan huske, jeg tænkte ved mig selv, at det måtte være svært at bo i så stort et land, hvor man virkelig var uden for lands lov og ret, hvis ikke man boede i en storby. Hvor børn på landet ikke havde de samme muligheder som de australske børn i byerne.
Jeg kan huske, jeg endnu engang glædede mig over, at jeg var barn i Danmark.
Det er vel at mærke nogle år siden, jeg gik i folkeskole, men jeg mener altså også, jeg har lært i geografi, at lande bliver mindre med årene, ikke større.
Er Danmark et syret naturfænomen, hvor vi rent faktisk har vokset os op på størrelse med Australien?
Det er ikke mere end et år siden, at de studerende i Skårup på Sydfyn begyndte at demonstrere mod lukningen af deres seminarium. En sag de desværre tabte.
Lukningen af et udkantsuddannelsessted, var ikke en enlig svale. Både før og efter Skårup, er uddannelsessteder og folkeskoler i de tyndere befolkede områder i Danmark blevet truet med lukning med og uden handling bag truslerne.
Konsekvensen har været uuddannede lærere til skoler i de yderste kanter af Danmark.
Konsekvensen har været, at børn må rejse lange strækninger hver dag for at komme frem og tilbage fra skolen. Rejser som har alvorlige konsekvenser for de sociale relationer børnene imellem.
Sager om hospitaler der bliver lukket ned til fordel for gigant sygehuse har ramt landets aviser i det seneste lange stykke tid. Og det vil næppe slutte foreløbigt.
Konsekvensen er utrygge familier og ældre, der frygter for ikke at få den hjælp de har behov for, når uheldet er ude.
Her til morgen kunne jeg endda læse i Nordjyske Stiftstidende, at man har besluttet at spare valgsteder væk, en mode der blev startet i 2005 og kun er blevet mere og mere populær, når der skal spares.
Valgforskere påpeger, at nedlæggelse af valgsteder har en stor konsekvens for valgdeltagelsen, at det direkte fører til færre mennesker, der bruger deres demokratiske ret.
Er der andre, der som mig, vil vædde på at det ikke er valgstederne i København, Århus, Odense og Aalborg der forsvinder?
Hvor meget skal vi vædde på, at det endnu engang er udkantsvalgstederne, der bliver ramt?
Konsekvensen er igen at udkantsborgerne ikke bliver hørt.
Jeg sidder i skrivende stund i et regionaltog på vej til Nørre Nissum. For de af jer, der ikke ved det, så ligger Nørre Nissum i Vestjylland, i et område Rejseplanen kun sjældent kan finde vej til.
Årsagen til at jeg tager til det vestjyske, er at jeg skal hen og tale med de lærerstuderende, og sørge for at de bliver organiserede i Lærerstuderendes Landskreds. Jeg vil sikre mig, at deres rettigheder bliver varetaget, og at de har en stemme i deres fagforening.
Trods den gode sag, bliver det dog næppe en nem opgave, for selvom jeg er aalborgenser, bliver jeg set som en repræsentant fra København.
Jeg kommer som en repræsentant for dem, der tager alle beslutningerne, uden at lytte til vestjyderne.
Jeg repræsenterer sådan nogle, der går i demonstrationer flere gange om året og kæfter op – og rent faktisk ofte bliver hørt.
Jeg repræsenterer sådan nogle, som elsker, når det går hurtigt, som render fra det ene møde til det andet og taler om hvordan vi kan forandre og redde hele verden igennem anerkendende dialog.
Kort sagt repræsenterer jeg sådan nogle, der ingen indsigt har i, hvordan det står til i områderne uden for de fire største byer i Danmark.
Kan jeg være sikker på, de gider lytte til mig? Kan jeg være sikker på, de ikke bare afskriver mig med det samme som en af de mange københavnere, der siger en ting men gør noget helt andet?
Jeg er jo for pokker ikke den eneste, der råber op om udkantsdanmark, men har det indtil nu gjort nogen forskel?
At udhule store dele af landet er uden tvivl en skævvridning af Danmark, så hvis vi skal stoppe denne skævvridning, må der investeres i hele landet.
Centraliseringer gavner kun dem der allerede bor centralt.
Man taler om, at de mennesker der bor i udkantsområderne er immobile - så lad dem være det!
Vi skal have uddannelsesstederne der hvor danskerne bor, for vi har en forpligtelse til at skaffe uddannet arbejdskraft til hele landet.
Vi skal kunne rumme forskellighed i Danmark, og det gælder både dem, der ønsker at arbejde og stifte familie i de små samfund, i de byer hvor man ikke bare er et navn på postkassen, men rent faktisk kender hinanden.
Akkurat ligesom der skal være plads til de, der ønsker en kalender, hvor der på en dag kan stå: undervisning, møde, demonstration og cafe med veninderne.
Vi skal sikre os, at danskerne bliver hørt, både til folketingsvalg og i hverdagen.
Vi skal have et Danmark med lige muligheder for alle.