»Enhedslisten er mester i at forsvare borgerlig frihed«

Bjørn Elmquist er stadig medlem af De Radikale. Men ved de seneste to valg har han alligevel sat kryds ved Enhedslisten på grund af det lille røde partis kamp for de individuelle frihedsrettigheder. Det fortæller den kendte forsvarsadvokat i et åbenhjertigt interview med Modkraft.

Bjørn Elmquist har tidligere siddet i Folketinget for først Venstre og dernæst De Radikale, som han skiftede til i 1990 i protest mod Schlüter-regeringens håndtering af Tamilsagen.

I dag anklager han Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti for at have degenereret den danske retsstat godt og grundigt. Han mener, at den nuværende regering – og ikke mindst støttepartiet Dansk Folkeparti - underminerer retssamfundet og de grundlæggende frihedsrettigheder, som gør Danmark til et demokrati.

I dag er det faktisk kun venstrefløjen, der forsvarer frihedsrettighederne og domstolenes råderum. Det mener advokat Bjørn Elmquist.

– Den danske retsstat baseret på eksempelvis menneskerettighederne har aldrig været under større angreb i efterkrigstidens Danmark, end de er nu. Det er en demokratisk katastrofe, siger han til Modkraft.

– VKO-blokken indfører den ene retsstatsbegrænsende tiltag efter det andet. Udlændinge- og terrorpakkerne er de mest grelle eksempler. Og Socialdemokraterne og SF bakker dem i vid udstrækning op og flirter med tanken om at være ‘Tough on crime’. Enhedslisten og De Radikale er de eneste, der holder fanen højt, tilføjer han.

Borgerlige forkaster borgerlige rettigheder

Ifølge Bjørn Elmquist løber blå blok fra både demokratiets spilleregler og deres eget ideologiske ståsted i disse år.

– Jeg meldte mig oprindeligt ind i Venstre, fordi forsvaret af den enkelte borgers juridiske frihedsrettigheder dengang var en vigtig mærkesag. Den er siden ofret i kampen for at bevare magten for enhver pris, siger han.

Dengang repræsenterede forsvaret af de individuelle rettigheder også en kritik af østblokken, der ikke vægtede den type rettigheder særligt højt.

– Hvor Warszawa-pagten hyldede sociale rettigheder, var de individuelle rettigheder i højsædet hos Nato-landene. Der blev derfor ikke stillet spørgsmålstegn ved individets ret, da det legitimerede kritikken af Sovjet, selvom visse konservative folketingsmedlemmer allerede dengang mente, at vi var gået for langt med al den rettighedsfokus.

I årene op til Østblokkens sammenbrud blev forsvaret af menneskerettigheder dog nedtonet. Murens fald markerede en ændring. Det blev nu mere og mere almindeligt at kritisere vægtningen af menneskerettigheder i den førte politik. Særligt markant blev det efter valget i 2001, som ud fra et rettighedssynspunkt med rette kan kaldes et nyt systemskifte efter Bjørn Elmquists mening.

– Lige pludseligt vandt Dansk Folkepartis bodega-agtige syn på retsstaten gehør langt ind over den politiske midte. Med diverse terror- og udlændingepakker blev det mere accepteret at gribe ind i både domstolenes arbejde og borgernes rettigheder. I dag ser vi bare passivt til når politikerne misbruger deres magtbeføjelser, siger han.

Ingen skandaler kan røre regeringen

Han er bekymret for de seneste års gentagne brud på ministeransvarsloven, og for den manglende konsekvens.

– Engang kunne tamilske flygtninge vælte en regering, det var slet ikke kommet på tale, hvis det var sket i dag. Se bare lækagesagen i Forsvaret, hvordan man end drejer det, er alle utyskestregerne ministeriets ansvar. Det burde som minimum have medført en rigsretssag, men der skete ingenting. Det er et alvorligt sygdomstegn for demokratiet.

Regeringsflertallet lægger endvidere med særregler og utallige lovændringer en bombe under domstolenes autoritet, mener Bjørn Elmquist. Det skævvrider demokratiet, der er funderet på en ligevægt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

– Det var faktisk meningen, at magtinstanserne skulle kontrollere hinanden, men det sker alt for sjældent i dag. Domstolene bliver i stigende grad styret fra Christiansborg. Det betyder, at den dømmende magt i strid med forfatningen er blevet for svag til at kunne udfylde sin rolle, siger han.

Udlændingeloven er umulig for forsvarere

Bjørn Elmquist fremhæver også, at de mange tilføjelser til udlændingelovgivningen har gjort det yderst vanskeligt for advokatstanden. Eksempelvis hvis de skal forsvare en udvist.

– Som en tommelfingerregel plejede man at sige, at hver paragraf maksimum må have tre stykker. Det fremmer den gennemskuelighed og forudsigelighed, der burde kendetegne et retssamfund. Og som borgerne kunne være i stand til at orientere sig efter, forklarer han.

Men det er ikke tilfældet i dag, hvor især Dansk Folkeparti er hurtige på aftrækkeren, når en særlig sensationel enkeltsag rammer avisforsiderne. Et rigtigt dårligt regeringsprincip efter Bjørn Elmquists mening.

– Udlændingelovgivningen har årligt haft ti ændringer siden 2001 og består i dag af syv underpunkter med hver op til 27 stykker. Vi ender i et juridisk makværk, hvor ingen kan finde hoved og hale i loven, og det er næppe de tiltalte der vinder på det.

Terrorlov får retsstaten til at vakle

Også terrorpakken giver Bjørn Elmquist alvorlige bekymringer på demokratiets vegne.

– Jeg var forsvarer i den såkaldte Vollsmose-sag, men det var komplet umuligt. Fordi en del af sagen var baseret på hemmelige aflytninger måtte man finde en særligt udvalgt PET-forsvarer, som måtte få se de to hyldemeter mapper og seks måneders aflytninger, siger han.

Dét fik den særligt udvalgte advokat så en weekend til at gøre, uden i øvrigt at få kontakt med klienten.

Landsretten måtte ikke få adgang til den information af hensyn til ’rigets sikkerhed’, og det er den mangel på tillid mellem stat og domstole, som får retsstaten til at vakle, lyder Bjørn Elmquists dom.

Ex-kommunister for individuel frihed

Det er hele denne udvikling, der har fået Bjørn Elmquist til at vende blikket mod Enhedslisten i de seneste år. Men er det ikke paradoksalt, at en tidligere venstremand nu ser et parti med kommunistiske rødder som de individuelle rettigheders sidste bolværk? Ikke ifølge Bjørn Elmquist.

– I dag er det faktisk kun venstrefløjen, der forsvarer frihedsrettighederne og domstolenes råderum, siger han.

– Det hele er vendt op og ned i forhold til den kolde krig. Bestræbelserne for at skabe lighed handler i dag også om tryghed og retssikkerhed for alle borgere mod magthavernes greb. Selvom jeg er enig rent værdipolitisk kan jeg dog ikke følge det hele vejen ideologisk. Jeg er antiautoritær. Jeg er indædt modstander af monarkiet. Men jeg er altså ikke revolutionær, siger han.

Læs Bjørn Elmquists essay »Status for retsstaten Danmark« på Retspolitik.dk