Greencard-ordningen virker ad helvede til.
Meningen med ordningen var, at udlændinge med mindst en bacheloruddannelse skulle kunne komme til Danmark for at varetage ekspertjobs.
Men det viser sig nu, at mere end 60 procent af dem, der kommer til landet via greencard-ordningen, havner i ufaglærte jobs - hvor de ikke er garanteret normale løn- og ansættelsesvilkår. Det fremgår af et svar, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har sendt til Folketingets integrationsudvalg.
– Udlændingeservice har over for mig bekræftet, at folk på greencard-ordningen kan arbejde for 10 kroner i timen, uden at Udlændingeservice har nogen mulighed for at gribe ind, siger Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i PROSA.
Hun tilføjer, at greencard-ordningen efter hendes mening enten burde fjernes eller i det mindste omdøbes til et mere passende navn.
Løndumpnings-ordningen for eksempel.

Også hos LO er der forbitrelse over situationen, ikke mindst set i lyset af den historisk høje arbejdsløhed blandt de ufaglærte.
– Vores værste anelser er desværre blevet til virkelighed. Vi har hele tiden understreget, at de udlændinge, der kommer til Danmark via greencard-ordningen skal varetage højtlønnede jobs og ikke konkurrere med ufaglærte, der i forvejen har svært ved at finde arbejde, fortæller LO’s internationale sekretær Marie-Louise Knuppert
Det fremgår af ministerens svar, at 40 procent af de greencard-indehavere, der er i beskæftigelse, tjener under 200.000 kr. En tilsvarende andel tjener 200.000-349.999 kroner, mens kun 20 procent tjener over 350.000 kroner.
Det er et klokkeklart brud på reglerne, mener LO.
– Det er dybt kritisabelt. Vi kan ikke stærkt nok understrege, at reglerne for indkomstgrænsen på kr. 375.000 skal følges, siger Marie-Louise Knuppert.
Ikke alene bliver der ikke gjort noget for at overholde lønkravet, gode arbejdsvilkår kan også være en by i Rusland for greencard-folket.
– Greencard-ordningen er en ladeport for løndumping. Når arbejds- og opholdstilladelsen er givet, er der ingen regler om, at folk på greencard skal følge normale løn- og ansættelsesvilkår. De kan bare finde et job, og skal på ingen måde melde tilbage om vilkårene, siger Hanne Lykke Jespersen.
Fredag d. 26. november holdt fagforbundenes landsorganisation LO, Forbundet af Tjenestemænd og Funktionærer samt Akademikernes Centralorganisation en fælles konference for 110 fagfolk og politikere om løndumping, hvor spørgsmålet om, hvordan man sikrer gode arbejdsvilkår for udenlandsk arbejdskraft, blev debatteret.
– Det var rigtigt fint at samle de forskellige erfaringer, vi har gjort os med problemet ude i de forskellige fagforeninger. Mange fag oplever jo det her. Politikerne, lige fra Peter Skaarup til Henrik Dam Kristensen var lydhøre overfor problemet. Nu er opgaven så bare at holde dem op på det, fortæller Hanne Lykke Jespersen efter mødet.
Hun understreger, at en af de allervigtigste kampe for fagbevægelsen er at få retten til aktindsigt i, hvordan greencard-ordningen forvaltes, tilbage.
– Det er afgørende, at vi får adgang til den information. Ellers er det meget vanskeligt for os at finde ud af, om reglerne bliver overholdt, og så kan løndumpningen bare få lov til at fortsætte, siger Hanne Lykke Jespersen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96