Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
24. november 2010 - 15:37

Alt skal væk!

ANMELDELSE: Forestillingen omfatter et fingeret brændende arkiv over den kommunistiske traditions revolutionsforsøg og 3 korte film.

Den første film er et forsøg på, at diagnosticere det fremmedgjorte samfund. Den anden film er en diskussion om voldens uundgåelighed i det revolutionære brud. Og den sidste film et (meget spædt) forsøg på, at sprogliggøre den post-revolutionære situation.

Som tilskuer til udstillingen er der ingen valgfrihed. Udstillingsrummet er totalt mørkelagt, og lyset tændes kun i den rækkefølge, den revolutionære bevægelse nødvendigvis må have. Fra fremmedgørelsen til bruddet til revolution.

Der er tale om en opsat forestilling. En forestilling, der er medrivende og tankevækkende, men som desværre viser sig at finde sted i Århus Kunstbygning i en provinsby i verden.

En røgmaskine, der forsigtigt sprutter røg ud i lokalet, har kun meget lidt at gøre med den lugt og smag af brændt plastik, man kan støde på i gadekamp på Nørrebro, i de parisiske forstader, Athen, Bangladesh, Palæstina, Indien, Honduras osv.

Alt skal væk!

For at forstå, hvad revolution er, må man gå i arkiverne. Forsøg på revolution er set før. Men hvordan gik det med de revolutioner?

JPEG - 42 kb
Et indblik i This World We Must Leave: et brændende arkiv over den kommunistiske traditions revolutionsforsøg. Med røgmaskine.

Arkiverne fortæller deres tydelige sprog. Det gik galt. Og det ved både Bolt og Jakobsen. Den russiske revolution blev til leninistisk totalitær statskapitalisme, maj 1968 blev til kreativ biopolitisk kapitalisme.

Arkiverne må derfor brændes. De kan ikke bruges i revolutionens ærinde. Den borgerlige historieskrivning, der strømmer fra biblioteker og arkiver, fortæller kun, hvordan enhver revolution er fejlslagen. Derfor må arkiverne brændes. Vi kan ikke læne os op ad historien, den har ikke noget nyt, endsige positivt revolutionært, at fortælle os. Bøgerne, den gamle kunst, det gamle sprog. Alt skal væk, for at vi kan starte på en frisk. Selve historien må skrives på ny.

Modarkiv og kommunisering

Forestillingen lægger derfor an til sit eget arkiv. Et modarkiv med bøger, billedkunst og erfaringer fra oprør og modbevægelser. Et forsøg på at skrive historien om. Vi må samle på egne erfaringer og begreber, der rækker et nyt sted hen. Som selvorganiseringen, der fandt sted i Pariserkommunen eller hos Black Panther Party. Her er kommunismen ikke en tilstand, men en bevægelse.
Der kommuniseres, mens selvorganiseringens fællesskab forsvarer sig med våben mod statens indgriben.

I Paris igangsatte kommunarderne den nye tilværelse straks efter, de havde smidt militæret ud. Kommunisme er både mål og middel. Selvom Paris var besat, blev der eksperimenteret med nye organisationsformer. Det er kun gennem organiseringen af eget liv, at den egentlige revolution muliggøres.

Black Panther Party organiserede sine egne fællesskaber samtidig med, at racismen, politiet og hjemmeværnstropperne var lige om det næste gadehjørne. De positive fællesskaber skal bygges, mens transformationen er i gang. Aldrig kun bagefter!

Der er intet udenfor

Jakob Jakobsen og Mikkel Bolt skriver sig ind i en tradition efter situationisterne. Skuespilssamfundet, skrevet af Guy Debord i 1967, og dette værks diagnose spiller en central rolle i de to kunstneres arbejder.

Skuespilssamfundet producerer fremmedgjorde mennesker, der kun kan sanse, tale, skrive og handle i overensstemmelse med det kapitalistiske varesamfund. Alle relationer mellem mennesker er blevet til pengerelationer.

Der er intet udenfor. Menneskene er forvaltet af det komplekse kapitalistiske samfund og kan ikke overskue konsekvenserne af deres eget dagligliv. Et dagligliv, der netop er det, der opretholder den herskende orden.

Det er menneskene selv, der producerer deres fremmedhed. Menneskene er fremmede for verden. Det er lettere for menneskene at forestille sig hele verdens undergang (jf. den megen snak om klimakatastrofe, terrorisme, atombomben, civilisationskrig osv.), end en revolutionær transformation af det kapitalistiske pengesamfund.

Forestillingens første film beskriver med en monoton kameraføring de døde ting, vi alle omgives af. I en lejlighed er alt, hvad det foregiver at være; dødt og uden mening. Enkelte indrammede »kunstværker« forestiller billeder af bevæbnede Black Panther-medlemmer eller Paris i 68. Billederne er passive og er blot udsmykning, der har antaget vareform. Selve revolutionen er blevet til konsum og udsmykning i noget, der ligner en pæn ungdomslejlighed i Ørestaden. En triviel og enstonig stemme udlægger diagnosen for os:

»Der er intet udenfor. Der er ikke nogen uden for denne verden. […] Hver dag genskaber vi denne enorme indiskutable og uigennemskuelige monstrøse krop af kontrol, undertrykkelse og dominans, som det ikke er muligt at komme på afstand af. Vi er kroppen, den er os. Nu og i morgen. Den er indeni os [...]«

Volden er uundgåelig

»Der findes ingen fredelig opstand«. »Statens magtmonopol skal brydes. Længere er den ikke«. »At afvise brugen af vold, det er at afstå fra revolution«.

Replikkerne i forestillingens anden film er ikke til at tage fejl af.

Samfundet er allerede gennemsyret af vold. I sprogets manglende muligheder for at udsige det nødvendige andet. I statsapparatets monopol på vold. I den manglende sanselighed. En sanselighed, som skuespilssamfundet har opløst i konsum.

Der er derfor ingen vej uden om. Hvis samfundet grundlæggende skal forandres, bliver det ikke ved forhandling, afstemninger, fredelige manifestationer, læserbreve eller kunstudstillinger. Det bliver ved en total transformation, hvoraf et nyt menneske må udspringe. En transformation, det bestående samfund vil forsøge at forhindre med alle tænkelige (og utænkelige) midler. Staten vil vise sig som det terrorinferno, den i virkeligheden er.

Men er vi villige til ofringen? Den europæiske arbejderklasse har vist sig ikke at være interesseret i andet liv end arbejdslivet og forbrugerismen. Revolutionen må udspringe et andet sted: »På intet tidspunkt har proletariatet handlet med henblik på ophævelse af penge- og statsformen. I stedet stemte det socialdemokratisk for arbejderkonsum og er i dag syet helt sammen med de nationale demokratier«, siger personen, der interviewes i filmen, på en vej blandt biler, indkøbende og cyklister på vej til og fra arbejde.

Hun står midt i alt det, der skal væk. Alt det, der må udslettes for, at vi kan komme hinsides.

Men ligesom hele denne forestilling om revolution blot er en forestilling, således er faren til stede for, at subjektet, der skal bryde med den kapitalistiske orden, blot er et »magtens spejlbillede«: Et underholdende eller sprælsk indslag, der kan gøres til genstand for konsum.

Skal vi forlade det, der er, må menneskene forandre sig, strategierne må være nye og sproget nyt.

Det går derfor ikke med en forestilling om et særligt subjekt som bærer af revolutionens kraft.

Det er selve subjektet, der er problemet. Grammatikken må knuses.

Efter bruddet

Replikken fra forestillingens tredje film lader jeg står for sig selv:
»Folk står og taler sammen, diskuterer, gestikulerer, mange griner, nogle står bøjet over de madvarer, som er blevet slæbt fra supermarkedet ud på vejen, mens andre forsøger at sætte ild til et kasseapparat, som er sat ned i en indkøbsvogn. Der flyder et par døde betjente rundt i Sankt Jørgens Sø. Endnu en motorvejsstrækning er blevet pløjet op og beplantet med buske og træer. Andre er blevet fyldt med landminer. Stadig flere soldater deserterer. Direktøren fra Jyske Bank har skiftet side og har sprunget sin bank i luften. Pengesedlerne brænder. Byens gader er fyldt med kaos og orgier.«

Taleforbud

Kunsten kan ikke radikalt forandre samfundet. Ikke desto mindre formår forestillingen This World We Must Leave at bryde med det taleforbud, der har lagt sig over temaet og begrebet revolution.

Et taleforbud, politiet ville gøre meget for at opretholde, hvis manuskripterne var blevet trykt i en stor dansk avis. Og samtidig et forbud, som aktivister, alterglobaliseringsbevægelsen og andre venstreorienterede har lagt ned over sig selv.

Ingen ved, hvad revolution er. Ingen tør tænke på revolution.

Det er kun kunstrummet, der som institution kan tillade opførelsen af en forestilling om den revolutionære transformation, volden og de døde betjente.

På den måde spiller forestillingen en ambivalent rolle som kritisk ventil: Den kritiske hofnar, som kongen selv har ansat.

Udstillingen kan blive et skuespil, der underholder om en fremmed og fjern drøm om et andet liv, der blot opretholder samfundets status quo. En ambivalens, jeg ved, de to kunstnere er helt bevidst om.

Netop derfor er udstillingen modig og vigtig. Begrebet revolution er i dag i bedste fald illegitimt, men i værste fald et ord, som end ikke den udenomsparlamentariske venstrefløj tør bruge.

Det nye menneske

Blot forsøget på at forstå omfanget af et liv uden staten og penge er en næsten umulig opgave.

I de knap 45 minutter, hvor vi blev ledt rundt i det mørke rum, nåede jeg lige at få en fornemmelse af, at det måske ikke er forbudt at drømme om andre livsformer.

Andre måder at være til på og sammen på. Men da lyset igen blev tændt, og vi vendte tilbage til de hvide vægge, kunstkatalogerne i foyeren og de mange fadøl fra ferniseringens bar, var jeg alligevel bare på et kunstmuseun.

Forestillingen var for kort, og jeg vil ha’ mer’. Jeg nåede at komme i det humør, der skal til, for at tænke noget nyt. Men at tænke sig livsformer uden stat og penge skal der mere end en forestilling om revolution til.

Vil man forstå omfanget af det avantgardistiske venstrekommunistiske projekt, må man forstå, at det er selve mennesket, der skal transformeres.

Det er et antihumanistisk projekt om en forandring af selve mennesket som subjekt, og dets muligheder for at sanse verden på en ny måde.
»Opgaven er at få det hele til at bryde sammen«.

Læs også Mikkel Bolts baggrundsartikel for udstillingen Kunst, kapitalisme, revolution og kommunisering på Kontradoxa.

MIKKEL BOLT er kunstteoretiker. Han er ansat som lektor i kulturhistorie ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Han har publiceret en række bøger, deriblandt I sammenbruddets tjeneste, s.m. Das Beckwerk (2008) og Avantgardens selvmord (2009) og skrevet en lang række artikler om bl.a. nyere aktivismeformer, avantgarde, moderne kunst, den revolutionære tradition og totalitarisme til danske og internationale tidsskrifter og publikationer. Han er medredaktør af tidsskrifterne K&K og Øjeblikket og har redigeret flere bøger, deriblandt Fællesskabsfølelser. Kunst, politik, filosofi (2009), s.m. Jacob Lund, og Totalitarian Art and Modernity (2010), s.m. Jacob Wamberg. Han har i samarbejde med Jakob Jakobsen organiseret flere seminarer i Folkets Hus om situationisme, militans, bykamp og billedpolitik.

JAKOB JAKOBSEN er politisk engageret billedkunstner, underviser og aktivist. Han har drevet Det Fri Universitet i København fra 2001 til 2007, var med til at grundlægge den kunstnerdrevne tv-station tv-tv i 2004 og har medvirket i udstillinger verden over bl.a. på Wattis Institute, San Franscisco; Shedhalle, Zurich; Insa Art Space, Seoul; Baltimore Museum of Art, Baltimore; Whitechapel Art Gallery, London; München Kunstverein, München; Wiener Secession, Wien; Louisiana, Humlebæk, m.fl. I 2010 viste han udstillingen Billed Politik på Overgaden, Institut for Samtidskunst.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce