»Du er med i den her film, vil det ku’ hjælpe dig?« spørger Jørgen sin unge haitianske elskerinde Schilaine. Hun fortæller kameraet om sine drømme og ønsker. Et af ønskerne er, at tjene mange penge og at have mulighed for at studere.
Det er et godt spørgsmål, som Jørgen stiller. For er det ikke også en del af problematikken i forhold til filmen »Det erotiske menneske«? At de kvinder, som Jørgen caster og udvælger som sin definition af »erotisk« og »sanselig«, jo selvfølgelig hovedsageligt er interesseret i penge og Jørgen Leths status som anerkendt filmmager, og derfor ikke lukker mig helt ind og heller ikke kommer helt ind under huden på mig.
Er problemet ikke også, at erotik egentlig ikke sådan kan »defineres«? Synes publikum, at kvinderne er erotiske blot fordi, de er harmonisk veldrejede? Bliver vi bekendt med vores egen erotik? Eller er vi bare tilskuere til Jørgen, som er tilskuer til sin egen rejse i fortidens minder og nutidige analyser om erotik? Han stiller iøvrigt selv det kloge spørgsmål: Kan erotik sættes ind i den her ramme? Mit svar er nej! Bare det, at ordet indgår i filmens titel, har ødelagt mystikken og startet forventningspresset.
Jørgen tænder altså på eksotiske brunhudede skønheder som ka’ det her med at vrikke med numsen og skifte fra cool til indbydende. Og så ejer de den her styrke at kunne fastholde Jørgens blik, som han fortæller, at han sætter pris på.
Det går altså ikke med en nordisk tilknappet genert blond pige, som lidt stivbenet danser om et juletræ. Ikke med Jørgen. Der skal en forudsigelig af termen »smuk« sydlandsk kvinde til at tænde ham. Men hvordan tænder Jørgen? For vi oplever det ikke. Han er beskueren bag kameraet og bag sine kontrollerede, intellektuelt analyserende ord, som for det meste ikke siger mig noget. Bortset fra en lidt poppet poetisk passage i midten af filmen, hvor han siger:
»Jeg vil være en mandelthe, der venter på at blive drukket,
en olivenolie, som bliver smurt ud over en pande,
en dør, der bliver åbnet,
et brev i en konvolut med frimærker på, der bliver læst..etc.«
Dér kommer der lidt liv i hans ellers noget firkantede og nøgternt kontrollerede retorik.
Jørgen Leths cykelfilm er guddommelige og sanselige. Den sanselighed føler jeg ikke i den her film. For er det ikke sådan, at når vi mennesker definerer noget og absolut vil sætte etiket på, så forsvinder magien? Jeg sidder og keder mig og venter på, at noget erotisk nærværende skal få mine hår til at kildre.
Heller ikke i samlejescenen, som Ekstra Bladet sikkert synes er interessant at skrive om, sker der noget. Jeg får en fornemmelse af, at Jørgens kæreste faker lidt og endnu er for uerfaren til at vide, hvad guddommelig erotik og orgasme er. Dér, hvor man smelter sammen med sin elsker, dér, hvor alt opløses, kønsroller, bekymringer, selvoptagethed og ego, dér, hvor universet åbner sig og folder skønheden og sanseligheden ud. Dér, hvor ingen domme fældes. Dér, hvor kærligheden kan gro.
Jeg får også en tanke om, at Jørgen Leths indre frække dreng så gerne vil provokere i håb om, at nyfeminister vil skrive spalte op og spalte ned i Information om, hvor mandchauvinistisk han er, med sine udtalelser og kvindesyn. Men jeg tror ikke, at nogen gider at lade sig provokere og give så meget fokus til det her projekt.
Der er en scene, hvor Schilaine danser en fantastisk powerfuld dans. Den synes jeg til gengæld er meget interessant og fortællende. Hun er nærmest urpunk, sex og erotisk power. Jørgen Leth står passivt og betragter hende. Igen fraværende og på afstand. Han virker selv lidt stivnet og trist. Hvornår tør han komme tæt på sin egen indre vildskab, sin sanselighed, sin uskyldighed? Sin angst for at dø? Sin indre feminine side? Hvem er Jørgen Leth udover en gammel mand, der godt kan lide at se på smukke unge kvinder?
Vi ved med den her film, at han ikke er bøsse, men hvad er hans projekt med de her kvinder? Måske er det hele ikke så indviklet og dybt freudiansk. Måske er Jørgen bare en simpel æstetiker, der nyder at have skønhed omkring sig og har muligheden for at rejse lidt rundt og filme sin hobby. Fint nok, men ikke ophidsende nok for os andre. Mere et dagbogsprojekt. Vi bliver ikke rigtigt udfordret, og der er ingen forløsning.
Kvindetyperne virker alle som dem, vi ser i utallige reklamer og musikvideoer, gaab, kedeligt og meget lidt nyt under solen - i forhold til afklædte damer, portrætteret i kunsten igennem tusinder af år.
Til gengæld er naturscenarierne i filmen guddommelige og sanselige. Her anes noget af universets ukontrollerbare vildskab, skønhed og mystik. Musikken er det meste af tiden kedelig, bortset fra nogle minimalistiske guitarpassager, der virker godt.
Jeg vil give Jørgen to stjerner og en i parantes, når man ser på alle de andre filmskabere, for han sidder da inde med nogle kvaliteter og relevante spørgsmål. Tre kan jeg ikke give ham, for så skal jeg jo til at vælge. (Mht. pointsystemet så skal man have set filmen, hvor Jørgen Leth giver kvinderne 2 eller 3 stjerner.)
Til gengæld fik jeg smidt masser af sanselighed og udefinérbar kunst, glæde, erotik og leg i synet, da jeg deltog i seminaret Jacob Aue Sobol: Den Ultimative Adgang den 10. november i Cinemateket, hvor han gæstede og fortalte om sine billeder.
Hele setuppet overrasker mig med sin enkelthed. Vi får fremvist de sort/hvide billeder på stort lærred uden en eneste lydeffekt, tale eller musik. Det er noget, der provokerer i vores tid med konstant udbud af info, teknologiske tricks og multimediepåvirkninger fra alle sider.
Her sidder jeg og hører mig selv synke, og stoffet på mine jeans, som hvisker, når det gnider imod sædebetrækket. Jacobs billeder behøver ikke nogen musikindpakning eller forgyldt filter for at ramme mig i hjertet.
Det her er fotokunst af høj karat. Ligemeget om billederne er fra Tokyo eller fra Herlev, så kan han altså skabe noget med det her lys og skygge i en boks.
Billederne er taget med filmrulle-kamera. For tekstur og dybde er altså bedre her, end med digitale kameraer. Hår, hud, grene, asfalt og himmel er stadig levende og står og vibrerer ud imod os.
Vi ser hans billeder fra Grønland af bl.a hans grønlandske kæreste Sabine. Billeder af mennesker fra Guatemala, Tokyo og København. Jeg oplever, at menneskene på billederne giver sig selv 100 procent med det, de virkelig føler i øjeblikket. Her ligger ikke strategier bag eller leflen for fotograf eller publikum.
Hvordan kan Jacob komme så tæt på disse mennesker? Hvordan kan han få en hånd med et par frugter til at være så betydningsfulde, så fantastisk levende og talende? Hvordan kan billedet af en pige, som løfter op i sin kjole, virke så skønt og tiltalende?
Jacob fortæller, at han har udfordret sig selv for at nå ind til intimiteten og nærværets kunst. Han har måttet slippe al kontrol og ego for at tage gode billeder. Det er dér, hvor han slipper al forestilling om at skabe et godt billede, blive en berømt fotograf, eller andet egogods.
Drømmebilleder i integreret kredsløb
Magt og begær i flere perspektiver på CPH:DOX
Den lette musik og det svære liv
Residents: Spooky fortælling uden gys
Han har måttet forkaste mange af sine billeder for at starte på ny. Og han har oplevet en tur til Grønland, der startede som et slags billeddokumentarisk kulturelt projekt, ændre sig ved, at han helt uventet forelskede sig og oplevede kærligheden til grønlandske Sabine. Det forandrede hans tilgang til fotografiet. Fra da af oplevede han, at hvis ikke han ikke smed ambitionerne overbords og fuldstændig overgav sig til hjerte og krop, så var der ingen grund til at lave billeder. Overgav sig til det legende, det uforudsigelige, det uventede, det skæve, det fejlagtige, det ukontrollérbare. Og det gjorde han så.
Og det er der kommet nogle fantastisk spændende og inspirerende billeder ud af. Nogle vil jeg gerne turde definere som erotiske, eller ihvertilfælde intime. Og det er stor kunst. Og det tør jeg gerne definere det som.
CPH:DOX: "Det Erotiske Menneske" (90 min.) Instruktør Jørgen Leth. Lørdag 13.11 i Grand.
Seminar: Jacob Aue Sobol: Den Ultimative Adgang. Onsdag 10. 11 i Cinemateket
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96