En lærers ansvar

Jeg er lærerstuderende.

Da jeg tog valget om at læse til lærer, var det ikke kun fordi, jeg holder af at undervise og glæder mig til at skabe nysgerrighed og læringslyst hos mine elever. Jeg tog også valget, fordi jeg er opdraget til at tage ansvar og gøre mit for at sætte et fingeraftryk på verden omkring mig.

Jeg vil påtage mig et ansvar om at danne mine kommende elever til demokratisk deltagelse.

Hvad er dit demokrati ideal?

For et stykke tid siden var jeg så heldig at blive optaget på tænketanken Ceveas Meningsdanneruddannelse. Det betyder, at jeg det kommende halve år, skal bruge mange timer med venstreorienterede, politisk interesserede og aktive mennesker.

På gårsdagens møde blev vi stillet den opgave at drøfte, med udgangspunkt i Tim Knudsens bog ”Fra folkestyre til markedsdemokrati”, vores eget demokrati ideal og hvordan dette skal nås.

I mine øjne er det desværre alt for sjældent, vi får diskuteret de store politiske linjer, ideerne og idealerne, og derfor var det skønt selv at få lov til dette og høre andres bud på deres drømme samfund. Buddene var dog ikke så overraskende.

Deltagerne, mig selv inklusive, på uddannelsen ønskede i bund og grund et repræsentativt demokrati med høj grad af borgerdeltagelse, borgere i dialog med politikerne. Yes, det må være det der sikrer demokratiet!

Men hvordan i alverden skal det lykkes os at få overbevist disse borgere om at deltage? Hvordan får vi slået fast, at det ikke kun er en ret men også en pligt at gøre sin stemme gældende og deltage i samfundet?

Og så er det, jeg kommer tilbage til den folkeskole, jeg engang skal ud og undervise i.

En læreruddannelse der skal ruste lærerne til at tage ansvar

I 2006 blev folkeskolens formålsparagraf lavet om, og selvom jeg kunne tænke mig at ændringerne havde været anderledes, står der heldigvis stadig, at ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”

Jeg vil hjertens gerne påtage mig denne store opgave, men jeg og mine medstuderende står altså overfor nogle udfordringer.

Da læreruddannelsenblev lavet om i 2007 blev to tidligere fag lagt sammen til et nyt ved navn ”Kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab”.

Det ene fag der dermed forsvandt, var faget ”Skolen i samfundet”. Et fag der udelukkende handlede om skolen som politisk kampplads, hvor vi som kommende lærere skulle lære at se os selv som spillere på denne kampplads og tage stilling til denne rolle.

Tiden til den lærerstuderende, hvor man kan reflektere over, hvad det vil sige at være en del af folkeskolen, den folkeskole som alle har en holdning til, og hvor man skal sikre at eleverne bliver kompetente til at deltage som borgere, er altså blevet kraftigt nedprioriteret.

Det er dermed op til den enkelte lærerstuderende at finde ud af, hvordan man stiller sig i det spørgsmål og om man gider bruge tid på denne refleksion.

Det bør ikke være op til den enkelte studerende, for det må aldrig være tilfældigt, hvem der komme til at reflektere over dette spørgsmål.

Konsekvenserne af en manglende refleksion over sin egen rolle som lærer på kamppladsen kan desværre være en lærer, der kritikløst godtager alle ændringer af folkeskolen, gode som dårlige.

En lærer der ikke vurderer, hvad ens eget formål i folkeskolen er, og måske værst af alt viser eleverne, at man ikke behøver tage stilling til verden omkring sig.

En lærer der ikke viser, at man skal tage stilling, lærer eleverne at være passive. Passive elever deltager ikke i samfundet.

Hvis ikke alle deltager i samfundet, vil samfundet blive styret af en enkelt lille gruppe mennesker. Hvis ikke alle deltager, har vi ikke et repræsentativt demokrati.

Der er for mig ingen tvivl om, at man på læreruddannelsen igen bliver nødt til at prioritere det højt, at de studerende tager stilling til sig selv store spillere i spillet om folkeskolen og den demokratiske dannelse af eleverne.

Den professionelle lærer skal ikke være holdningsløs

Som jeg startede med at skrive, er spørgsmålet om ansvar et jeg stillede mig selv, da jeg tog valget om at læse til lærer. Det er en debat jeg glæder mig til også at tage med mine elever engang. Dette gælder desværre ikke for alle mine medstuderende.

Mine medstuderende er kompetente, og de skal nok blive nogle dygtige lærere for rigtig mange elever. Desværre er det bare ikke demokratispørgsmålet, der står øverst på alles lister over det, de vil bruge krudt på i en hverdag, hvor de også skal lave elevplaner og forberede eleverne til at klare de nationale test.

Det kan koges ned til, at mange ikke føler sig rustede til at varetage opgaven. Det kan også være et udtryk om misforståelse af, hvordan man selv forholder sig til opgaven.

Jeg har flere gange befundet mig i midten af en diskussion, hvor jeg som den eneste hårdnakket har holdt fast på, at jeg har pligt til at danne eleverne til at tage stilling til samfundet og politik. Og hårdnakket har holdt fast på, at hvis jeg skal have eleverne til at ytre deres holdninger, må det ikke være et tabu, hvad jeg selv mener.

Jeg skal som rollemodel for eleverne, for at kunne danne dem til aktive samfundsborgere, være en mur de kan spille bold op ad. Jeg skal være en voksen, de kan prøve teorier og holdninger af på, men for at det skal kunne lade sig gøre, skal jeg også have mig selv og mine holdninger med i spil.

For at jeg kan løfte mit ansvar, må jeg bringe min egen person i spil på en professionel måde. Dette vil ikke være et forsøg på at indoktrinere mine egne holdninger i mine elever men et måde at vise, at holdninger, hverken religiøse eller politiske, skal være tabuer, det er en del af den mosaik der udgør det samfund de skal ud og agere i.