Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
11. november 2010 - 16:47

Residents: Spooky fortælling uden gys

Er Residents blevet kedelige? Eller er det bare mig, som er blevet uimodtagelig og blasert af for mange kulturelle sanseindtryk?

Jeg havde nok alligevel skruet forventningerne for højt op i forhold til bandets nuværende udtryk. De mange års grænseløse udladning af eksperimenter med musik og kunst, og deres ry som de her mystiske øjeæblemænd har ellers før kunnet fascinere mig.

Tre fuldmåner lyser bag Residents’ tre medlemmer. Randy, Chuck og Bob. Trommeslageren Carlos har desværre forladt bandet for at tage sig af sin gamle mor i Mexico. Det er en stor ulykke, for det har gjort musikken katastrofalt kedelig, og hvis Residents mål endnu er at ødelægge vesterlandsk popmusik, er ammunitionen brugt op.

Residents har nu degraderet sig selv til 95 procent historiefortælling, 5 procent støj minus groove.

Programmeret

Vi bliver advaret om historiernes spookiness. Men ikke et hår rejser sig på mit hovede undervejs. Filmene projiceret på fuldmånerne skulle vist også være creepy/weird, men også disse efterlader sig kun blege spor.

JPEG - 64.2 kb
Hvis Residents’ mål er at ødelægge vesterlandsk musik, er ammunitionen brugt op, mener Modkrafts anmelder.
Foto: CPH:DOX

Guitaristen med metaldreadmaske sidder stille krumbøjet på sin stol og tjatter til lidt distortet streng, men jeg har hørt bedre, sjovere og mere opfindsomt fra Residents side. Det fungerer også tamt med den programmerede musik, da det computerkeyboardprikkende medlem stort set virker fraværende.

Frontmanden med oldingemasken lyser med sin lommelygte i ansigtet for at gøre det hele mere uhyggeligt. Han snakker om »The Mirrorpeople« og tager et lommespejl op som gnistrer elektrisk, imens han imiterer dødskrampe.

Jeg sniger mig ud i baren for at få en drink. Der kommer jeg i snak med en fyr, som er skuffet ligesom jeg. »Giv dem 2 stjerner!« siger han. »Dér i 80’erne var de jo fede og noget helt nyt, men nu er det røvsygt!«.

Hmmm. Det er altså ikke kun mig, der keder mig.

Det værste stunt

Til slut laver Residents det værste stunt. Imens de tager imod det endnu trofaste publikums applaus, sætter de en CD på med Ray Parker, Jr,´s Ghostbusters Themesong. De kunne da i det mindste selv have lavet en coverversion.

Jeg vil give dem de to stjerner (hvis Modkraft ellers havde et stjernesystem, red.) for modigt at afkaste al gammel ham og hele tiden forny deres materiale. De hviler ikke på gamle sikre succes’er. Det her show fungerer bare ikke her i Vegas store sal. Måske ville det virke bedre på en poetry slam aften på Det Poetiske Bureau eller Kvarterhusets bibliotek.

Undervejs kiggede jeg lidt rundt på publikum og så, at flere virkede begejstrede. Det kunne være sjovt at høre fra disse, hvad for indtryk, de gjorde sig. Var det bare mig, som ikke fangede delikatesserne?

Til slut lige et link til et gammelt nummer med Residents som jeg er vild med:

CPH:DOX: Residents, Vega tirsdag d. 9.11.2010

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce