Sexet stilhed i sammenstyrtede bygninger

Maskinpark-crooneren dirigerer med sin strakte arm. »Muzzziiik«, befaler han.
Den smukke lyd af melankolske jernspåner, nedhældt fra en gravko, indtager rummet.
Han ligner en Støjens Godfather. Pokerfjæs. Cool, hvilende i sort smokingssæt.

Knapperne i vesten er alle ved at springe af, da en stor rund mave presser sig på. Her gøres ingen desperate forsøg på at fastholde et ungdommeligt udseende a la Madonna. Her udstråles dybde, tyngde og pondus. Publikum emmer af begejstring og respekt.

»I stjal vores Kangoohammer!«

Der er sket ting og sager med Blixa Bargeld, siden han i 1983 hoppede rundt med strithår og stramme læderbukser om sin dengang så spinkle krop og borede i Ungdomshuset på Jagtvej 69 for at starte al nedstyrtning indefra.

»Ungdomshuset stjal vores Kangoohammer i 1983«, konstaterer han tørt. Derfor har Einstürzende Neubauten et helt specielt forhold til København, som er med på listen over byer med speciel betydning og derved værdige som stoppesteder på støjtyskernes 30 års jubilæums-turne.

Hvis systemer skal rives ned, hvorfor så ikke starte allerede her i Ungeren? mente Blixa og co. altså dengang. Gæve »ungeren-gallere« fik vristet boremaskinen fra Blixa, og nedrivningen blev udsat et par år.

Einstürzende Neubauten fotograferet tidligere på året.
Foto: CPH:DOX.

Viggofoner

Den store sal i Vega er generøs med lyden denne fredag aften. Den står klar og nuanceret, crispy, saftig og bred. Lyden af slag på benzindunke og viggofoner. Plastbæger pickups på boremaskinestyrede lp plader. Blixas karismatiske høje hviin. Metalflager. Synth-strygere og dødsmaskinesavklingebækkener fylder publikum med rig næring. Ivrigt strækker vi vores gøgeungehalse og spærrer alle gab op. Her nedstyrtes fantastisk!

Det er i sig selv en kreativ kraftpræstation at være så nytænkende som Einstürzende. Hvorfor skal rockmusik spilles på de sædvanlige instrumenter? Mange har også fulgt deres eksempel og startet støjrock bands med masser af kreative lydeksperimenter. Einstürzende kan virkelig spille musik og bevæge publikum. Folk, der synes deres cd’er er svært tilgængelige, vil helt sikkert overgive sig live. Det her er højkarat musik, og deres nyere materiale dansabelt og meget smukt.

Bil radio i Sort Mercedes

Om torsdagen sad vi pænt på stole og så film fra stjernernes mange år på scenen. Blixa brillerede med sin stemmeakrobatik over emner, som fx »bilradio i sort Mercedes Benz på tysk motorvej«. Leverede det sejeste cover af Lee Hazelwoods »Sand« og overlod senere modigt og ydmygt scenen til de senest nytilkomne i bandet: Eks-brandmanden og trommeakrobaten Mosermeyer og guitaristen Jochen Arbeit, som leverede en smuk og intens instrumental solooptræden, badet i crimson lys.

Nu øses der i toenhalv time af mange års støjterapi kompositioner.
Flotte numre som »Nagorny Karabach«, »Die Interimsliebenden«,
»Unfülständich«, »Haus der Lüge« og »Around the corner, dead friends«, »YouME and MeYOU«.

Sjældent ses så fuldt ud engagerede »støjpunk-oldies«. Bassisten Alex Hacke headbanger og bevæger sig kraftfuldt til hvert et knips på strengene, og
N.U. Unruh spjætter frejdigt med ben, når han svinger og banker med sine køller.

Sexet stilhed

Blixa tager sig som den eneste i salen den frihed at tænde en cigaret. En herbal af slagsen. Misundeligt lytter vi til lyden af forstærket sug og giver plads til stilheden. En stakkels fulderik benytter lejligheden til at få lidt opmærksomhed i menneskehavet. »Oooorhøøøøjhh!« råber han, og igen »Oooouuurgh!«. »Shhhhhhhhhhhhhh!« lyder det skarpt rundt omkring i salen. »Shhhhhh, stilhed er sexet!...So sexy!«, og Blixa leverer lidt efter nummeret med denne titel med sit sexede midterskilte pandehår i glat fald.

Tilslut gives et ekstra »All I really want is a total eclipse of the sun«, for da det blev spillet i går, fuckede det lidt op. Så nu er der mulighed for at få begge versioner på en USB stick med de to dages aktuelle koncertoptagelser i CPH. Fuldstændig sansemættet og tilfreds behøver jeg ikke at shoppe mere iaften.

Einstürzende Neubauten’s logo.

De er ellers meget cool, de her USB sticks med bandets logo. Menneskesymbolet fra et hulemaleri. Stadig udefinérbar »toltec petroglyph«, som efter Blixas udsagn ikke har nogen speciel mening. Cirklen med prikken i midten kunne være en sol eller et øjeæble. Nogle mener, at der er en vis lighed med logoet og The Residents’ øjeæblemasker. Det må jeg lige se nærmere på, når The Residents spiller tirsdag.

CPH:DOX: Einstürzende Neubauten i Vega, torsdag d. 4.11, og fredag d. 5.11 2010.