Barndommens land

Charlotte Johansen infiltrede fra efteråret 2008 til sommeren 2009 det århusianske nazi-miljø omkring Whide Pride og Vederfølner. Det er resulteret i bogen Forklædt som nazist - en århushistorie, fortalt til Gjertsen og Gjerding. Kontradoxa bringer et afsnit af tredje kapitel med titlen Rekrutering.

Hitler på dvd

Morten skal lægge hus til Barndommens julefrokost. Lindberg kommer også, og jeg har hørt en del om planerne, men er ikke inviteret. Der kommer traditionelt ikke kvinder til den slags, og det har naget mig lidt. Men dagen inden får jeg den geniale idé at tilbyde mig selv som køkkenassistent.

Med bemærkningen: »Så skal du ikke stå med det hele alene, Morten,« får jeg overbevist ham, selvom jeg hader at lave mad og ikke er særlig god til det. Han vil gerne have hjælp og forhører sig hos drengene via deres web-forum. De giver ham tilladelse til undtagelsesvis at invitere mig.

Morten og jeg mødes derfor på torvet lørdag klokken 12. Vi skal have friske fiskefileter fra fiskeboden, der står klemt inde mellem grønt- og blomsterhandlere, som råber om slagtilbud på julestjerner. Det er sidste chance, insisterer blomstermanden.

Der er andre kunder foran os, og vi venter til, vi kan blive ekspederet af en solbrændt og tatoveret fyr, som Morten kender fra tiden i White Pride. Da vi kommer til, smækker han ti fiskefileter op på disken.

»Men kom lige med ud bagved,« inviterer han.

Vi går om på den anden side af vognen, hvor han åbner en boks med en stak brændte premiere-DVD’er, som han pusher til hele miljøet. Morten køber et par stykker.

20. december

»Vi kan vist godt lige nå en enkelt på Høkeren,« siger Morten bagefter.

Der er ikke rigtigt andre mennesker på Høkeren end en meget fuld mand, der står og svajer oppe i baren. Han er vel omkring 50 år og har en jakke med Burberry-tern på. Han får øje på os og kommer ned til bordet.

»Hej Pepe,« siger Morten

Pepe hilser på ham, men fokuserer mere på mig.

»Sikke en smuk ung kvinde, der sidder der. Hvem er dog det?« siger han.

»Æh. Det er min søster,« siger Morten for at redde mig.

»Nå, nå. Ved du godt, hvad Morten går rundt og laver?« spørger Pepe.

Jeg tror, han refererer til fodboldballade og White Pride, men ved ikke rigtigt, hvad jeg skal svare.

»Ja, ja. Jeg prøver også at opdrage lidt på ham,« siger jeg og smiler.

Det var sagt for sjov, men Pepes ansigtsudtryk skifter brat.

»Den hvide race begår aldrig fejl,« siger han alvorligt, og Mor ten bryder sammen af grin.

»Hvad farve er dine kønne øjne egentlig?« spørger han og læner sig frem mod mig.

»Hey, hey Pepe, slap lige af og opfør dig ordentligt over for min søster,« siger Morten.

Pepe grynter misfornøjet og vælter tilbage til sin halvtomme fadøl, der står oppe i baren.

Klokken 17, da Tobias og et par af de andre drenge fra Barndommen dukker op, er maden godt på vej, og Morten opdager aldrig, hvor elendig jeg i virkeligheden er i et køkken.

Jeg står og skræller kartofler, da Morten kommer ud til mig.

Han rækker mig glad en gave, der er fint pakket ind. Det er min
julegave, siger han stolt.

»Tusind tak!« siger jeg.

Jeg piller bånd og papir fra hinanden og står pludselig med den Henri Lloyd-taske i hænderne, som jeg pegede på efter vores middag på Teater Bodegaen.

Den er blå og har det britiske flag printet på hele den ene side. Den er så langt fra det, jeg indtil for få måneder siden anså som min stil, som man overhovedet kan komme.

De store guldbogstaver, som er broderet i korset i det britiske flag, er så grimme, at jeg hellere ville bære mine ting i hænderne. 1.200 kroners afskyelighed, der oven i købet sætter mig i en sær position over for Morten.

»Den taske er så fed. Tusind tak,« siger jeg og giver ham et stort knus. »Det skulle du da ikke have gjort.«

Start klokken 18:18

Julefrokosten er annonceret til at starte klokken 18.18. Tallene står for Adolf Hitler, men alligevel kommer drengene bare dryssende.

De forærer Morten et stort, indrammet gruppebillede af Barndommen, hvor drengene står side om side med korslagte arme og skumlende blikke.

I dag ser de sødere ud. Man kan se, at de har taget deres fineste hooligantøj på. Men selvom de er pæne, opfører de sig ikke pænt.

Vi sidder 11 om bordet, men kun tre voksne, så der er mange teenagere på én gang.

De råber op om deres aftener, hvor de har drukket sig fulde og hoppet på biler. Den ene overdøver den anden med røverhistorier fra stadion, og de snakker en masse om White Pride.

Snakken falder på barchefen Bay. Han er et tidligere White Pride-medlem, som Morten også kender. Ham synes de små drenge, ikke virker særlig sej.

»Jeg fatter ikke, at han har været med i White Pride. Han kan jo ikke en skid,« siger en af drengene højrøstet.

Men Morten irettesætter dem og fortæller en gammel historie om, at Bay helt alene har smadret en eller anden til en fodboldkamp for længe siden.

»Det havde jeg fandeme ikke regnet med, at han kunne,« udbryder en af de andre imponeret.

»Jo, jo, han er god nok,« siger Morten og fortæller flere historier om den gamle generations slagsmål og bedrifter.

Morten og Lindberg drikker en del, men bevarer en tydelig autoritet. Jeg tænker i mit stille sind, at Morten selv burde kunne se, hvordan han påvirker de unge med sine anekdoter. Men jeg siger ikke ret meget.

Fællesang om White Pride

Det er et drengefællesskab, og det er helt klart meningen, at jeg bare skal holde lav profil. Så jeg griner med, når der skal grines og står derudover for at holde fadene fyldte og rydde af bordet.

De er pjattede, og efter desserten smører flere af dem kirsebærsovs ud på knoerne, så deres hænder ligner blodige knytnæver. På et tidspunkt hiver en af drengene en masse klistermærker fra Barndommen og Vederfølner frem.

De klistres hurtigt ud over det hele. Det er rent kaos, og jeg får klistermærker ned af kjolen, mens en af drengene får et kæmpestort hagekors formet i klistermærker hen over ryggen på sin hvide skjorte.

Stemningen stiger, og Morten går hen til anlægget og skruer op for musikken, som fyrer endnu mere op under drengene, der skråler med på teksten.

»Og sådan gik det siden da, når White Pride var af sted
Til udekamp en formiddag de havde våben med
Der blev skudt med nødraket og sparket strisser ned
Og White Pride sørgede altid for, at stemningen blev fed.«

Forsangeren for Hvid Røvfuld Band brøler teksten ud af Mortens højttalere, mens drengene heiler i takt.

»Der var engang et fodboldhold, der kunne spille bold //
Men nu er de vist bedre kendt for racisme og for vold //
White Pride, White Pride – AGF’s tæskehold.«

»Lasse skal dø!«

Da den slutter, fortsætter Barndommen med deres egne sange, mens de skiftevis skåler og heiler og tager billeder af hinanden og kaster om sig med klistermærker.

En af sangene handler om, at Lasse (en venstrefløjsaktivist fra Århus, red.) skal dø.

»Vi ringer til ham!« udbryder en af dem og efterlyser nummeret på en af Lasses lillebrors venner, som kan skaffe Lasses nummer.

»Ja, helt klart. Find det nummer. Så kan han dælme lære det.«

En af dem ringer til lillebrorens ven, mens de andre synger en sang til Lasses mor:

»Din søn, han skal dø i dag,« synger de.

Desværre tager lillebrorens ven ikke telefonen.

»Fucking jøde!«

I stedet beslutter de sig for, at det er på tide at få taget fællesbilleder udenfor, og et larmende optog vælter kort efter ned ad Silkeborgvej.

Drengen med hagekorset har ikke taget jakke på, så han flasher det hele vejen, og jeg krydser fingre for, at vi ikke møder nogen fra Gellerup, der ligger få hundrede meter derfra.

»Du tager billedet, Charlotte,« lyder kommandoen, mens de stiller sig op sammen, og flere af dem tænder romerlys.

»Smiiiiiil,« siger jeg og foreviger dem.

Gaveleg med knive og Hitler-film

Da vi kommer tilbage til lejligheden, leger drengene pakkeleg, og de har svært ved at skjule deres begejstring, da gaverne er blevet fordelt.

Lindbergs gave til den fælles pulje er en stor slagterkniv og en DVD om Hitler, som en af de små vinder.

Andre vinder Stanley-knive, og der er også en, som er heldig at få en stak flyers fra det norske kommunistforbund. De bliver efterfølgende brændt af.

Lindberg og jeg sætter os i sofaen. Vi er slet ikke oppe i samme gear som teenagerne, men får ikke lov at slappe af ret længe.

»Kom nu, vi skal have taget nogle flere fede billeder,« siger en af drengene til os og vifter med kameraet.

»Kom nu op med armen!«

Jeg kigger på Lindberg, og lidt modstræbende heiler vi begge to til kameraet. Det er første gang, jeg heiler, og jeg ærgrer mig over, at de skal have et billede af det. I det mindste er Lindberg også på det, og han vil heller ikke være interesseret i at få det offentliggjort.

Jeg forestiller mig, hvad mine almindelige venner vil tænke, hvis jeg bliver tagget på Facebook heilende sammen med en Vederfølner-fyr i mappen »Sieg heil 08«.

Jeg slår tanken hen.

Jeg bliver nødt til at droppe den slags bekymringer, hvis jeg skal
være med.

Senere på aftenen tager vi bussen ind til byen, hvor en større gruppe slutter sig til – blandt andre Ehlers og Anden fra White Pride. Vi ender med at gå 20 drenge og mig ned gennem Jægergaardsgade.

De fleste barer har ikke plads til os alle sammen, og efter at have drukket en enkelt øl på Billabong Bar begynder selskabet at gå i opløsning.

Barndommen vil ned til Huset og se, om der er nogen, de kan overfalde. Ligesom sidst trækker Lindberg sig, mens Barndommen og de ældre drenge går ned mod Vester Allé.

Morten går også med.

Lindberg og jeg smutter videre på en anden bar, hvor Kenni og et tidligere White Pride-medlem sidder.

Det er snart ti minutter siden, vi sagde farvel til drengene, så jeg skynder mig ud på toilettet for at skrive en advarsels-sms til Sigrid. Der bliver jeg mindet om, hvorfor jeg skal holde igen med alkohol, når jeg er »på arbejde«:

I min iver efter at få sms’en hurtigt af sted, skriver jeg den og taster fejlagtigt Lindberg ind som modtager. Mine fingre bevæger sig hen over »send«-tasten, og jeg er kun en milimeter fra at trykke, da jeg opdager det og bliver ædru på et splitsekund.

Fuck! Jeg ændrer hans nummer til Sigrids, men er stadig rystet, da jeg kommer ind til bordet igen. Et enkelt fejltast, og jeg var blevet tvunget til at flygte ud af både baren og byen, inden de kunne få fat i mig.

Psyko nazi hooligan

Jeg tager hjem til Sigrid næste dag. Hun fortæller, at der var en større konfrontation ude foran Huset.

De havde været en del mennesker indenfor til fest, og efter at have fået advarslen var de gået ud på parkeringspladsen foran for at se, om de kunne skræmme angriberne væk.

Men de højreekstreme var kommet samlet i en stor gruppe og havde ikke tænkt sig at lade sig skræmme. En gruppe helt unge hooligans, som vi bliver enige om må være Barndommen, var gået forrest i slagsmålet, og der blev uddelt både slag og spark.

Der var også blevet kastet flasker mellem de to grupper, og en fra Huset havde blødt fra hovedet efterfølgende.

Det havde ikke varet mere end et par minutter, før angriberne løb væk igen.

Vi bliver afbrudt, da Morten kommer online på MSN, og jeg begynder at skrive lidt frem og tilbage med ham om aftenen i går.

En af drengene fik for meget i går aftes ved Huset og har nu besluttet at holde sig derfra, fortæller Morten og kopierer en meddelelse, som er skrevet på Barndommens interne forum.

»Jeg gider ikke sættes i forbindelse med WP, da jeg ikke anser mig selv som Psyko Nazi Hooligan. Jeg synes måske, det har taget en lille smule overhånd, i hvert fald i forhold til, hvad jeg selv kan stå inde for. Hvad I andre siger/gør, er jeg ret ligeglad med; jeg kommer bare ikke til at være vildt politisk fremover,« står der.

Den pludselige melding kommer, fordi han fik flasker i hovedet af de venstreorienterede, forklarer Morten, der også siger, at Patrick og et par af de andre nu vil tage en pause fra at gå ned til Huset.

Det glæder mig, at min sms har medvirket til at skræmme nogle af de unge fra at gå ned til Huset igen foreløbigt. Men Barndommen gør alligevel spion-rollen frustrerende.

Jeg får lyst til at blande mig og forsøge at påvirke dem. Flere af dem er dybest set bare unge drenge med for meget energi. AGF holder vinterpause, så de kan ikke koncentrere sig om fodbold og laver derfor anden ballade i stedet for.

Det er svært at se på, fordi de stadig kun er i deres tidlige teenageår. Men med så tydelige forbilleder i Morten, Lindberg og White Pride kan det nærmest kun gå galt, og der er intet, jeg kan gøre for at stoppe det.

Min opgave er at observere og alarmere. Aldrig at sige fra.

Bogen »Forklædt som nazist - en århushistorie« er udgivet på Informations Forlag.

På hjemmesiden for Informations Forlag kan man læse mere om bogen og læse første kapitel

Læs mere om historien hos Modkraft: »Århus: Undercover-aktion mod nazi-miljøet «.