Kommentar: Terror kan ikke bekæmpes med krig

Da USA den 7. oktober 2001 angreb Afghanistan, bombede de de store byer, hvor de mente, Taleban skjulte sig. Indtil den 10. december samme år dræbtes mellem 2.569 og 2.949 civile. 70-80 procent af dem var børn, kvinder og ældre mennesker. Over halvdellen af samtlige civile dræbte var børn.

Formålet var at bekæmpe terror og at skabe såkaldt »vedvarende frihed« (»enduring freedom«).

Omkring 5.000 børn under 9 år skønnes at arbejde 12 timer om dagen i murstensvirksomhederne i Jalalabad. Foto fra kvindeorganisationen RAWA’s hjemmeside.

Her hjemme er interessen for, hvordan afghanerne rammes af krigen meget lille. En af idemagerne bag TV2’s serie af dokumentarprogrammer om de danske soldaters lidelser, svarede på et spørgsmål om den manglende viden om civile afghanske dræbte, at det ikke interesserede ham.

En dansk soldat rapporterer

I Information den 10 juli i år fortæller Jonathan Stanfeld meget modigt som sit halve år i Afghanistan. Han vil ikke mere, han er bange for sit eget liv, og han ser ikke formålet.

Jonathan Stanfeld var i den deling, der så en mand komme fra slagmarken for at bære sin sårede datter hen til de soldater, der netop havde skudt hende, men som var de eneste, der kunne hjælpe. Og det forsøgte de at gøre på de måder, der var mulige, men uden held.

Jonathan ser dette som krigens meningsløshed: »Det var jo den lille tøs, vi skulle hjælpe«.

Han siger også, at drabet på pigen kunne være undgået, hvis soldaterne ikke havde brugt morterer. Til slut i artiklen refererer journalisten Jonathan: »Jonathan syntes ikke, det var svært at skyde på fjenden. Det meste af tiden var Talebanerne blot skygger i det fjerne.«

Hvor mange civile, der blev dræbt i denne træfning, ved Jonathan naturligvis ikke. Det er der heller ikke andre der gør.

I filmen Armadillo ser man kvinder børn og gamle løbe bort fra en landsby, før træfningen med de danske soldater går i gang. Hvad mon der blev af dem?

Man ser også i slutningen af filmen en bygning, der eksploderer, centralt placeret i filmbilledet. Hvor mange civile blev dræbt i den omgang?

Man ved det ikke, problemet er, at heller ikke andre ved det: ikke de danske myndigheder, ikke USA, ikke FN, ikke Nato.

Jo de kender stumper af virkeligheden et enkelt år, enkelte træfninger, men systematiske optællinger, nej.

3,5 millioner mennesker er invalideret i Afghanistan. Drengen her mangler et ben og tigger i Kabul. Foto fra kvindeorganisationen RAWA’s hjemmeside.

De civile dræbte

De nævnte organisationer finder alle, at langt de fleste civile er dræbt af Taleban, den afghanske hær, men ikke USA/Nato. Det er overraskende, fordi USA/Nato foretager luftbombardementer, drone-angreb, bruger morterer og klyngebomber, antagelig også miner – og under alle omstændigheder har langt de bedste og fleste våben.

De oplysninger, de bringer, virker derfor meget utroværdige – partsindlæg for at sige det mildt. Dr. Mac W. Herold kalder tallene fri fantasi.

Dr. Mac W. Herold har siden krigens begyndelse søgt at tælle de civile døde, der er faldet for USA/Natos militær. Han har brugt presse- og internet rapporter.

Tallene omfatter således de, der ligger døde tilbage efter et bombardement eller en aktion: ikke de der sårede er bragt til et hospital eller til venlige menneskers hjælp og enten er døde eller har overlevet raske eller som invalider.

De civile døde altså, og de døde for USA’s og Natos »aktioner«.

De værste tal er fra tiden lige efter USA’s angreb på Afghanistan. På godt to måneder næsten samme antal ofre som ved angrebet på World Trade Center

Jeg fandt Herold første gang på kvindeorganisationen RAWA’s hjemmeside. RAWA dannedes i 1977 i protest med USSR’s besættelse og samarbejde med kvindefjendske krigsherrer. Kvinderne har siden kombineret radikale analyser af Afghanistans situation og stormagterne med meget konkret hjælpearbejde, undervisning af piger i og udenfor Afghanistan, lejre for flygtninge, hjælp til kvinder i problemer og endelig oplysningsarbejde over nettet.

Men Mac W. Herold har naturligvis også sin egen hjemmeside. Og han har oprettet en memorial, hvor navne, om muligt alder og andre data, i enkelte tilfælde livshistorier for de dræbte kan ses.

Ved samarbejde med et lokalt hospital har han fået oplyst, hvor mange af dem, der blev bragt ind på hospitalet efter de frygtelige bombardementer i 2001, der senere er døde: mellem 640 og 796, der altså skal lægges til tallene fra 2001.

Tallene ser ud som følger:

Mellem 2001 og 2007 døde mellem 6.221 og 7.400. I 2006 udgjorde det lave estimat 653 døde, det høje 769. I 2007 er de tilsvarende tal mellem 1010 og 1.297, i 2008: 864 og 1.017, i 2000: 931 og 1082.

Det samlede antal civile ofre for USA/Natos aktioner fra krigens start 7 oktober til 31 juli 2010 er mellem 8.389 og 9.936

Dertil kommer civile ofre for droneangreb, skønnet 1.000

Det er rystende, at de fleste af disse civile døde er børn og mere end tre fjerdedele børn, kvinder og gamle mennesker. Kan nogen tro, der kan skabes frihed, for ikke at tale om fred, ved disse civile drab.

Reagerer vi ikke alle som Jonathan: Ja, men det var jo dem vi skulle hjælpe.

En gammel historie

»Først kom de, de usynlige hvide, og sendte død fra det fjerne.«
Høvdingedatter, der overlevede slaget ved Omdurman 1898

Desværre er den måde, vi fører krig mod de »indfødte« i Afghanistan, en meget gammel historie. Kolonikrige, massakrer i kolonierne, foragt for de undertvungne.

Slaget ved Omdurman i 1898 i det nuværende Sudan var så vigtigt, fordi Mahdierne gentagne gange havde slået britiske tropper. Det var første gang briterne kunne besejre Mahdierne. Briterne havde fået ny våben og dampdrevne flodbåde.

Winston Churchill beskriver i sin erindringsbog De Unge År slaget:

»Det var sidste led i en lang kæde af flotte træfninger, hvis vitalitet og majestætiske pragt har ydet så meget til at forlene krigen med glans«.

I The River War skriver han:

»De hvide flag var næsten nået op over bakkekammen. I næste øjeblik ville de blive synlige for batterierne. Vidste de, hvad der ventede dem? De bevægede sig fremad i en tæt masse, 2.500 meter fra 32. Feltbatteri og kanonbådene« … «Omkring tyve granater ramte dem indenfor det første minut. ……derude på sletten, skar kuglerne sig ind i kød, knuste og splintrede knogler; blodet sprøjtede fra forfærdelige sår«.

Og så skriver Churchill:

»Det var et frygteligt syn, for de havde endnu ikke tilføjet os nogen skade, og det forekom at være en uretfærdig udnyttelse af vores fordel, så ubarmhjertigt at skyde dem ned, når de ikke kunne besvare ilden«.

I dag er den død, vi spreder fra det fjerne helt afgørende. Og i modsætning til Churchills, om end også dengang anakronistiske overvejelser, synes vi i dag at være ligeglade, eller direkte glade, for at kunne sprede død fra det fjerne.

Forskellen på os i dag og de gamle på Churchills tid er dels, at vi kan dræbe mange flere på lang afstand, dels i nogle tilfælde, at de angrebne ikke godtager vort hegemoni, men kæmper stædigt, til tider desperat imod os, og endelig at vi synes at have bedre samvittighed, når vi ikke ser og hører noget om ofrene for vor krig.

Et af de ny ord vi møder i denne krig er droner: førerløse fly. De fotograferer med et til flere videokameraer, og så sidder folk fjernt et sted på kloden og styrer bomberne. I dag uddanner USA flere, der kan styre droner end flypiloter til luftvåbnet (Ingeniøren 13.08.09).

Andre navne findes til andre typer af førerløse bombefly, men fælles for dem er en tendens til at skabe »collateral damage« (at civile rammes) eller bombe forkerte mål.

Man kan undre sig over de navne, der gives til militært udstyr. En drone er en han-bi, der ikke kan stikke. Om efteråret dør de, en enkelt efter at have parret sig med en bidronning, resten fordi de ikke kan finde »hjem«.

I Dictionary of Contemporary English fremgår det yderligere, at ordet drone bruges om en mand, der lever af andres arbejde, en parasit, en nasser . Hvis ikke en drone dræbte så mange uskyldige mennesker, ville det være et lattervækkende udtryk for et bombefly.

Jonathan beskriver sin oplevelse med Taleban som skygger i det fjerne. Men de folk, der opfinder, producerer og bestemmer de ny våben, der kan ramme på stor afstand, udviser en betragtelig kynisme. Vi bliver ikke vrede og forargede, for det er skjult, hvem har ansvaret?

Mordene fra de hvide i det fjerne er desværre, nu som dengang, drab på folk, der ikke er som os, folk af en anden race.

Kolonitiden indledtes med massakre på massakre og lige så grusomt som dengang slår vi i dag de andre ihjel uden at se, tælle eller tænke.

Racismen er fælles.

Krig mod terror

Det er meningsløst at føre krig mod terror. Terror må bekæmpes, som Spanien har gjort i Baskerlandet og i Madrid og England i Irland og selvfølgelig ved angrebene på den underjordiske bane af London-baserede folk: ved at finde og dømme de skyldige ved landets domstole.

Det er svært at forestille sig, hvordan Europa ville se ud, hvis regeringerne her havde bekæmpet terror med luftbombardementer og krig mod oprørernes lande for at udrydde ETA og IRA og nye terrorister.

Et problem ved at føre krig mod terror er, at det er meget svært at afgøre, hvornår man har vundet. Hvornår er terroristerne slået? Hvornår gemmer de sig? Hvornår infiltrerer de hær, politi, partier?

Da præsident Obama kom til magten, kunne han have erklæret, at Al Qaeda var slået: drevet på flugt fra Afghanistan. Osama bin Laden var formentlig død, Al Qaeda var blevet en løs sammenslutning af grupper. USA kunne tilbyde krigsskadeerstatning - nåe nej, det var ikke krig, men så u-landshjælp. Mange menneskeliv kunne være sparet. Og Obama har nu varslet, at der vil komme forhandlinger og kompromisser mellem Taleban og Karzai, når USA/Nato trækker sig ud.

At bekæmpe terror med krig mod et land og dets befolkning, at dræbe civile, at jage folk på flugt til andre lande og tilbage igen (f. eks. da dronerne bombarderede i Pakistan), at ødelægge marker, huse, veje, at dræbe civile har formentlig et sikkert resultat: det skaber nye oprørere, nye modstandsfolk, mere af det, der kaldes terror.

Det er sket i Irak og det sker nu i Afghanistan. Måske er krigen i Afghanistan nu blevet en krig imod Afghanistan.

Krig mod terror er en selvmodsigelse.

Krig er terror.

Susanne Thorbek er dr.phil. og tidligere lektor i kvinde- og kønsforskning samt internationale relationer ved Aalborg Universitet. Hun har i januar 2010 udgivet bogen Mormors bog – Krig, kærlighed og kvinder på Forlaget Frydendal.