Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
22. oktober 2010 - 5:31

Claus Beck-Nielsen er død ... igen!

Igennem 10 år har manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, vakt opmærksomhed med sin grænseoverskridende udforskning af identitet.

Kimen til Funus Imagnarium skal man da også finde tilbage i begyndelsen.

Det hele startede således tilbage i 2000. Og mens manden endnu hed Claus Beck-Nielsen, begyndte han sin udforskning ved i første omgang at indlede et dobbeltliv.

Manden uden cpr-nr.

Forinden havde Claus Beck-Nielsen levet et forholdsvis almindeligt familieliv med sin kone og sit barn i København.

JPEG - 69.9 kb
Claus Beck-Nielsens bryllupsbillede. Foto: Das Beckwerk ("Claus Beck Nielsen (1963-2001)")

Men ved at udelade det karakteristiske "Beck-" skabte han en dobbelt identitet. Og fra den 12. december 2000 og i 1½ måned frem levede han nu også hver 2. dag som en person ved navn Claus Nielsen.

Om end Claus Nielsen fysisk en virkelighed person, var han født ud af en fiktiv person. Claus Nielsen var nemlig inspireret af hovedpersonen i Jeg er ikke Stiller (ty. Stiller, 1954) af den schweiziske forfatter Max Frisch (1911-1991); en roman, som han gik rundt med i sin lomme.

Romanen handler om en mand, der en dag ankommer til Zürich med toget fra Paris. Han har ingen legitimation og heller ingen ejendele med sig; kun det tøj, som han står og går i. Ikke desto mindre bliver han genkendt og anholdt for en forbrydelse begået af billedkunstneren Anatol Ludwig Stiller, som i flere år har været forsvundet. Manden insisterer dog: "My name’s not Stiller". [1] Og i stedet optræder han som en historiefortæller, der vedholdende fastholder, at hans navn er Mr White.

Igennem sin hovedperson havde Frisch rejst spørgsmålet om autenticitet.

Efter et møde med sin advokat, hvor han igen har forsøgt at overbevise ham om, at han er en anden mand, der har levet et andet liv, funderer hovedpersonen således:

"Of course Herr Dr Bohnenblust … is right. If I tell him a hundred times … it doesn’t prove that I’ve been there. We live in an age of reproduction. Most of what makes up our personal picture of the world we have never seen with our own eyes – or rather, we’ve seen it with our own eyes, but not on the spot: our knowledge comes to us from a distance, we are televiewers, telehearers, teleknowers …

And it’s just the same with the inner life of man. Anyone can know about it nowadays. How the devil am I to prove to my council that I don’t know my murderous impulses through C. G. Jung, jealousy through Marcel Proust, Spain though Hemingway, Paris through Ernst Jünger, Switzerland through Mark Twain, Mexico through Graham Greene, my fear of death through Bernanos, inability ever to reach my destination through Kafka, and all sorts of other things through Thomas Mann? It’s true, you need never to have read these authorities, you can absorb them through your friends, who also live all their experiences second-hand.

What an age! … we know our way about everywhere and, as I have said, not even our accounts of the visible world means anything; there’s no terra incognito nowadays (except Russia). So what’s the point of telling all these stories? It doesn’t mean that you’ve been there. My council is right. And yet –" [2]

JPEG - 24.4 kb
Bogomslag, Max Frisch: Stiller (1954). Kilde: Wikimedia Commons

I en moderne fortolkning af Frischs roman var det Claus Nielsens historie, at han var ankommet med toget fra Tyskland til Københavns Hovedbanegård. Heller ikke Claus Nielsen havde nogen bagage eller nogen legitimation. Og til alle, som han mødte, fortalte han, at han mente at kende sit navn, men at han – bortset fra nogle sporadiske erindringer om, at han vist var vokset op i Jylland og i en periode havde opholdt sig i Tyskland – havde mistet sin hukommelse.

Claus Nielsen forsøgte at få opfyldt basale behov som at skaffe sig mad og et sted at sove. Men al den stund han hævdede, at han ikke at kunne huske sit cpr.nr., gik han, lige meget hvor han henvendte sig, hele tiden forgæves.

Bl.a. opsøgte han Den Sociale Døgnkontakt, og uanset at han fysisk sad lige over for dem, sagde én kollega til en anden:

"De kan ikke finde ham ... ingen steder, han eksisterer ikke …" [3]

Uden cpr.nr. var Claus Nielsen derfor tvunget til at leve på gaden og til at tigge sig til penge; en historie, der var begyndt at interesse medierne, som skrev en række artikler om ham.

JPEG - 130.4 kb
Politikens lysavis. Foto: Das Beckwerk ("Jr.nr. xx Claus Nielsen")

I slutningen af januar 2001 blev han imidlertid anholdt for betleri. Og ligesom hovedpersonen i Jeg er ikke Stiller i sidste ende gjorde, erkendte Claus Beck-Nielsen, hvem han var; dog ikke ved at opgive sit rigtige navn, men ved at oplyse sit personnummer.

Manden med to sammenblandede identiteter

Men her endte historien ikke.

På tidspunktet var offentligheden nemlig uvidende om, at Claus Beck-Nielsen var gået til bekendelse. Omtalen af Claus Nielsen kulminerede således med en stor artikel i Ekstra Bladet den 5. februar 2001.

JPEG - 131.8 kb
Ekstra Bladet, 5. februar 2001. Foto: Das Beckwerk ("J.nr. xx Claus Nielsen")

Tidligere havde der ikke været sat spørgsmålstegn ved Claus Beck-Nielsens egen identitet. Men nu begyndte Claus Nielsens offentlige liv for alvor at virke ind på hans private liv.

Claus Beck-Nielsen blev følgelig behandlet, som om han nærmest ikke eksisterede:

"9. FEBRUAR 2001
Personalet henne i børnehaven har gemt Ekstra Bladet fra i mandags. De kan vel se, at manden på billedet er Maries far. De sagde ikke rigtigt noget, men den lå opslået på det lille bord ved telefonen … Nogle af forældrene har utvivlsomt et besynderligt liv, men der er sjældent nogen af dem, der er i avisen. Bortset fra os. Maries mor er forfatter. Det er jo fint. Og jeg? "Hvem er jeg?" [4] Blev hængende en halv times tid og slog kolbøtter med Marie og et par af de andre … Af og til kom en mor eller en far og trak deres barn ud. Jeg have min røde læderjakke på. Og Claus Nielsens halvlange hår. De sagde ikke noget, hilste ikke engang, tog bare godt tag i barnet og halede det ud." [5]

Også diskussionen flyttede sig. Fra hidtil at have diskuteret det absurde i, at en statsborger kun kan påvise sin eksistens qua sit cpr.nr., debaterede man nu det moralske i, at Claus Beck-Nielsen havde ført offentligheden bag lyset.

Han skrev derfor artiklen "Claus Nielsen", der blev bragt i Weekendavisen den 6. – 14. april 2001. Claus Beck-Nielsen angav heri, at han var kunstner. Og overfor offentligheden forsøgte han at adskille de to identiteter ved at skille kunst fra virkelighed. Indledningsvis skrev han således:

"I museet og galleriet tjener de hvide vægge ikke kun til at hænge malerier på. Væggene er også rejst for at beskytte kunsten mod den omgivende al-anden-verden, også kaldet virkelighed. Og omvendt: Væggene beskytter verden og menneskene mod kunsten. De markerer en forskel." [6]

Ydermere henviste han i artiklen til den journalistiske metode, som Günter Wallraff (f. 1942) anvendte.

Men de to identiteter blev stadig blandet sammen. Claus Beck-Nielsens identitet fortsatte derfor med at smuldre, og da hans ægteskab gik i opløsning, måtte han endog ligesom Claus Nielsen se sig selv forvandlet til en hjemløs.

Da han i en pressemeddelelse skrev: "Hjemløsheden er ledsaget af et øget forbrug af alkohol og medicin … søvnløshed, eksem og angst", [7], kunne han nu heller ikke længere selv holde de to identiteter adskilte:

"20. AUGUST 2001

"Måske var der i virkeligheden kun én mand. Ikke to, adskillige eller u-adskillige. Ja, selvfølgelig … I virkeligheden var der selvfølgelig kun én: Claus Nielsen. Hvad Claus Beck-Nielsen angår, så var han … blot en midlertidig foranstaltning, en social rolle, der gik omkring i sin almindelighed – en lejlighed, kone, barn og så videre – og ventede på at blive afsløret den dag – helt præcis: den 12. december, kl. 9:59 – da Claus Nielsen steg af toget fra Tyskland." [8]

Manden med en lånt identitet

Mens Claus Beck-Nielsen rekreerede, lånte han i et år en anden mands identitet.

Per Aage Brandt, der er professor i semiotik, var bortrejst for at undervise på Stanford University, og imens boede han dennes lejlighed:

"... [he] inhabited the home, clothes and private life ... Each day and night for one year the nameless body answered the phone calls and letters and e-mails to professor Brandt, carried out his habits, garbage and empty bottles, thought his thoughts …" [9]

Og det synes at have være inspireret af teorier, der var forankret i semiotikken (læren om tegn), at han så en løsning på sit eget problem.

Roland Barthes (1915-1980) havde i Mythologies (1957, da. Mytologier) udvidet semiotikkens anvendelsesområde ved at lægge den til grund for sine kulturanalyser. Og hvor han havde redegjort for et semiotisk system bestående af tegn, signifiant og signifié, havde poststrukturalister som Jean Baudrillard (1929-2007) ikke mindst med henvisning til Andy Warhol (1928-1987) efterfølgende fastslået, at det postmoderne samfund var karakteriseret ved, at forholdet mellem signifiant og signifié var blevet ustabilt.

Det synes følgelig at have været i forlængelse heraf, at han så det som en løsning ikke at forsøge at holde sine to identiteter adskilte, men i stedet helt at gøre sig fri heraf:

"TORSDAG D. 27. JANUAR

Claus Nielsen havde afsløret sig, og det var kun et spørgsmål om tid, før Claus Beck-Nielsen måtte ud af verden. Han var ganske enkelt ikke til at leve med." [10]

Få måneder efter udkom i alt fald Claus Beck-Nielsens sidste værk, Selvudslettelser (2002). Og bagerst i bogen var der en plakat med et fotografi, hvor der ved siden af stod anført: "Claus Beck-Nielsen (1963-2001)".

JPEG - 104.2 kb
Plakat fra Claus Beck-Nielsen: Selvudslettelser (2002). Foto: Das Beckwerk("Self-extinctions")

Manden uden navn

At Claus Beck-Nielsen havde erklæret sig selv for død måtte naturligvis få en følge:

"Et menneskes handlinger må have en vis konsekvens: Man kan ikke den ene dag erklære sig død og så den næste dag ... udgive en bog. Og hvis man så alligevel gør det, må det være som en anden, med et andet navn." [11]

Da han flyttede ind i sin nye lejlighed, adopterede han derfor en "readymade"; nemlig det navn, der i forvejen stod på døren. Hans nye navn, "Helge Bille", havde tilhørt en mand, som havde været død i 15 år.

I forlængelse heraf fik han sig også et nyt pas. Og på pasbilledet ligner han til forveksling Andy Warhol.

JPEG - 139.4 kb
Helge Bille Nielsens pas. Foto: Das Beckwerk ("Das Beckwerk")

Siden har manden, der tidligere hed Claus Beck-Nielsen, underskrevet sig "c/o Helge Bille", om end han kalder sig selv for "den navnløse".

Claus Beck-Nielsen (1963-2001)

I Selvudslettelser havde han imidlertid ikke givet nogen begrundelse for, hvorfor han havde erklæret Claus Beck-Nielsen for død. Men i 2003 udgav han Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi, og i forordet skrev han:

"Denne biografi giver måske ikke den endegyldige forklaring, men den indeholder historien om livet, den tid, der gik forud for og uvægerligt peger frem mod døden". [12]

JPEG - 157 kb
Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003). Foto: Das Beckwerk ("Claus Beck-Nielsen (1963-2001))

Som der har været tradition for i kunstneriske (selv-)biografier, reflekterede han tillige over sin metode:

"Som enhver anden biograf har jeg altså skrevet min historie på grundlag af et udsnit af alverdens tilgængeligt materiale. Blandt de vigtigste kilder er Kraks Blå Bog 2001 Ekstra Bladet 5. februar 2001, Information 1.-10. marts 2001 samt indholdet af min hovedpersons harddisk, som den så ud i vinteren 2001-02, og en notesbog med notater fra det sene efterår 2001 … Mit mest opsigtsvækkende valg er måske, at jeg har undladt at gøre brug af mine egne erindringer om hovedpersonen og hans liv." [13]

Ved at have baseret den ikke på sine erindringer, men på forskelligt materiale, skrev han dermed en biografi om sig selv, hvor forfatteren ikke var afgørende, eftersom en lignende biografi i princippet kunne have været skrevet af en anden. På kolofonsiden står derfor heller ikke oplyst noget forfatternavn; her står blot: "Forfatteren".

I sin biografi henviste han da også til det opgør med biografismen, som Barthes havde foretaget i sit essay "La mort de l’auteur" (1968, eng. "The Death of the Author"):

"Bøger uden en forfatter. En absurd tanke, tænker jeg. Men mere almindelig, end man skulle tro. I 1968 erklærede franskmanden Roland Barthes forfatterens død. Derefter var det – ifølge store dele af litteraturvidenskaben – kun ordene, værkerne, der var virkelige." [14]

Endvidere havde Michel Foucault (1926-1984) i sit essay "Qu’est-ce qu’un auteur?" (1969, eng. "What Is an Author?") fastslået, at forfatteren helt var forsvundet ud af samtidslitteraturen med henvisning til et citat fra Samuel Beckett (1906-1989): "What does it matter who is speaking" [15]. Og i sin egen biografi refererede han netop til Beckett, der i romanen The Unnamable (1953, da. Den unævnelige) havde ladet den navnløse fortæller tale fra en urne.

Som en yderligere manifestation af, at Claus Beck-Nielsen var afgået ved døden, blev der i 2005 rejst en gravsten for ham på Vestre Kirkegård.

JPEG - 191.9 kb
Claus Beck-Nielsens gravsten på Vestre Kirkegård. Foto: Das Beckwerk ("Claus Beck-Nielsen (1963-2001)")

Das Beckwerk

Men han drog også en anden konsekvens af at have erklæret sig selv for død. Det var således tydeligvis med henvisning til Warhols The Factory, at han i 2002 med sig selv som direktør grundlagde virksomheden Das Beckwerk; et såkaldt "arts house". [16]

JPEG - 123 kb
Virksomhedsleder Helge Bille Nielsen foran Das Beckwerk. Foto: Das Beckwerk.

Ét af Das Beckwerks projekter har været "Claus Beck-Nielsen Memorial". Claus Beck-Nielsen, hævdede man, havde nemlig efterladt sig 9 sange, og i 2006 udkom CD’en The European Dream Scream.

JPEG - 38.8 kb
Screenshot fra musikvideoen "Madness & Eternal Life" fra CD’en "The European Dream Scream", beckwerk records (2006) (Das Beckwerk/"Claus Beck-Nielsen Memorial")

Siden er dog også udkommet CD’erne Freedom on the March (2006) og Natural Selector (2010); et samarbejde med Bjørn Svin og Henrik Sundh.

JPEG - 114.5 kb
Das Beckwerk: Freedom on the March. Foto: Das Beckwerk ("Claus-Beck-Nielsen Memorial")

Das Beckwerk har ifølge virksomheden selv haft det som sit formål,

"… at videreudvikle de muligheder, der lå i Claus Beck-Nielsens afsked med identiteten. Siden 2002 har Das Beckwerk arbejdet på at videreudvikle nye måder at være menneske på hinsides identiteten, navnet og nummeret.

Desuden har Das Beckwerk forsøgt at skabe en aktiv forbindelse mellem den enkelte verdensborger og verdenshistorien." [17]

Som eksempel på det sidste forsøgte makkerparret Nielsen & Rasmussen (alias Helge Bille Nielsen og performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Strøbech) at indføre demokrati i Irak, hvilket bl.a. udmøntede sig i clausbeck-nielsen.net’s roman Selvmordsaktionen. Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004 (2005).

Eksperimentet blev fulgt op i 2006, hvor Nielsen & Rasmussen forsøgte at indføre demokrati i en række byer, herunder i Tehran.

JPEG - 88.7 kb
Rasmussen & Nielsen på demokratimission i Iran i 2006. Foto: Das Beckwerk ("Mission Iran")

Og som eksempel på det første eksperimenterede Das Beckwerk med identiteten i Suverænen (2008); en roman, som synes at have været direkte afledt af den debat, der var fulgt i kølvandet på Åsne Seierstads Boghandleren fra Kabul (2002). Selv havde Seierstad hævdet, at der var tale om en sandfærdig beretning. Men fordi der i bogen forekom opdigtede dialoger, blev både hun og hendes forlag sagsøgt af bogens autentiske hovedperson, der i øvrigt endte med at vinde sagen.

På samme måde er også Suverænen havnet en historisk retssag om, hvor man i Danmark skal trække grænserne mellem fiktion og virkelighed. Her skal spørgsmålet dog vurderes med modsat fortegn. Rasmussen, der tidligere var Nielsens partner, hævder nemlig, at han er romanens hovedperson. [18] Han har derfor sagsøgt forfatteren Das Beckwerk og forlaget Gyldendal for identitetstyveri med krav om erstatning på kr. 90.000 for krænkelse af retten til eget navn, billede og privatliv. [19]

JPEG - 102 kb
Das Beckwerk: Suverænen (2008). Foto: Das Beckwerk ("The Trial. Rasmussen vs Das Beckwerk")

Selv har Das Beckwerk argumenteret:

"… The book is a novel, no doubt about that. "ROMAN" it says on the cover. A work of fiction. And the person on the front cover is of course also a work of fiction, a product of the Beckwerk imagination. Inside the book, in the very text, this person is named Rasmussen. And this Rasmussen is himself based on the even more fictional character named Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. A name so impossible that we were sure there would be no other person neither in the world of fiction, nor in the real world, bearing such an incredible and "fantastic" name.

But readers have a tendency to identify with the life, emotions and stories of novel characters. Oh, the reader thinks, he is just like me! And this also happened to an average Danish reader; a no longer that young man. He read the novel and looked at the front cover and said, "Oh, this is the story of me, the sad story of my life!" And as he by chance happened to be named "Thomas Skade-Rasmussen Strøbech", he turned the relation between reality and fiction upside down. In his bewilderedness he thought that the character in the novel identified himself with him, the reader. He got jealous on his double and closed the book and grabbed his phone and called a minor newspaper and told a journalist that HE was the real Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, and that his name and his life and his story had been stolen. And while the journalist wrote, the reader called and hired a lawyer who then sued the author and the publisher for "theft of identity and biography".

This is of course absurd. As Beckwerk producer Morten Krogh recently stated …:

"In principle it would have been more relevant if we had sued the man who claims to be the real Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. After all he is the bad copy."" [20]

Das Beckwerk har også nærmest forsøgt at "kuppe" selve domsforhandlingen ved at præsentere den som dens egen happening. På virksomhedens hjemmeside kan man følgelig læse:

"PLANNED LARGER BECKWORKS & MAJOR CATASTROPHIES IN 2010:

THE LAWSUIT/TRIAL:
ØSTRE LANDSRET, 8+9 SEPTEMBER, 10-15 (10am-3pm):
THOMAS SKADE-RASMUSSEN STRØBECH versus DAS BECKWERK & GYLDENDAL PUBLISHERS
Finally the lawsuit against Das Beckwerk for theft of identity, biography, name, picture etc will be on court.
The proceedings are public, and everybody is welcome!" [21]

Dog er domsforhandlingen blevet udsat til den 19. – 20. januar 2011.

Funus Imaginarium

Et problem for Das Beckwerk har imidlertid været, at jo flere projekter, som virksomheden har gennemført, jo mere har også navnet Claus Beck-Nielsen hængt ved Helge Bille Nielsen. Hverken Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi eller gravstenen på Vestre Kirkegård har altså kunnet overbevise offentligheden.

Med det nye projekt, Funus Imaginarium, vil Das Beckwerk derfor cementere, at Claus Beck-Nielsen er afgået ved døden.

Om baggrunden for projektet har man forklaret, at det var igennem den italienske historiker Carlo Ginzburg (f. 1939), at man var blevet opmærksom på, at "det ikke er den biologiske død, der gør døden virkelig for et samfund. Det er først begravelsen." [22] Og til lejligheden har man genoplivet et gammelt romersk ritual, som Ginzburg har omtalt.

Funus Imaginarium, der betyder "billedlig begravelse", var et ritual bestående af 3 dele:

  • et 7 dages dødsleje, hvor pågældende lå in effigie ("i billede", altså som dukke),
  • et ligtog og
  • en 100 dages offentlig sørgeperiode.
JPEG - 27 kb
Das Beckwerk: Funus Imaginarium (2010), Ny Carlsberg Glyptotek. Pressefoto: Sofie Amalie Klougart/Das Beckwerk

Men i Das Beckwerks Funus Imaginarium er det dog ikke Claus Beck-Nielsen anno 2001, der tages afsked med. Projektet er snarere en opsummering af 10 års identitetsudforskning.

Som det var tilfældet i begyndelsen med Claus Beck-Nielsens projekt "Claus Nielsen", er det også autenticiteten, der er på spil i Funus Imaginarium. Hvor Helge Bille Nielsen i et interview har udtalt: "Jo, vi har fundet på denne her lange historie", [23] har man følgelig gjort sig umage med at lave en iscenesættelse, der mest muligt ligner virkeligheden.

I den nye fortælling er Claus Beck-Nielsen dog ikke længere kunstner, men "bare en ganske almindelig mand med kone og barn" [24], og samtidigt er han blevet ophøjet til symbol for identiteten og statsborgeren; "en tilfældig repræsentant for menneskeheden, der ofrer sin identitet på vegne af alle os andre". [25] Ydermere ligner den silikonedukke, der repræsenterer Claus Beck-Nielsen, til forveksling Helge Bille Nielsen anno 2010.

JPEG - 38.8 kb
Das Beckwerk: Funus Imaginarium (2010), Ny Carlsberg Glyptotek. Pressefoto: Sofie Amalie Klougart/Das Beckwerk

I introduktionen til Funus Imaginarium skriver Das Beckwerk bl.a.:

"I globaliseringens tidsalder, hvor bevægelsen af mennesker over grænser er større end nogensinde før i historien, er begrebet om identiteten – den personlige, nationale, kulturelle, religiøse, racemæssige osv. – blevet mere og mere problematisk. Derfor har virksomheden Das Beckwerk her foranstaltet Funus Imaginarium, en afsked med statsborgeren og den konfliktskabende identitet; og samtidig en velkomst til den nye verdensborger". [26]

Man har derfor også valgt at iværksætte projektet som en global begivenhed, der tillige udfolder sig i Beijing, Cairo og Herning. Hovedbegivenheden foregår dog i København, hvor den udføres i samarbejde med Ny Carlsberg Glyptotek, og her har projektets to første dele, performancedelene, allerede fundet sted.

JPEG - 132.5 kb
Das Beckwerks Funus Imaginarium-bygning på H.C. Andersens Boulevard. Foto: Linda Petersen

1 del: 7 dages dødsleje

Ledsaget af Helge Bille Nielsen blev "Claus Beck-Nielsen" den 30. september således kørt i ambulance fra, hvad man må antage at have været hans hjem, til en hvid bygning, der var placeret i midterrabatten på den trafikerede H.C. Andersens Boulevard. (Den meget "livagtige" dukke er udført af dukkemageren Per Kapper, og bygningen er tegnet af arkitekt Poul Ingemann.)

Herefter lå Claus Beck-Nielsen i 7 dage på dødsleje in effigie, hvor han blev tilset af rigtige læger og sygeplejersker fra Rigshospitalet og Hillerød Sygehus, der i deres fritid havde stillet sig til rådighed.

Prominente gæster, borgere og ikke mindst Helge Bille Nielsen selv havde da mulighed for at tage afsked med Claus Beck-Nielsen.

JPEG - 69.4 kb
Prins Henrik og Helge Bille Nielsen foran bygningen på H.C. Andersens Boulevard. Foto: Das Beckwerk

Og via et overvågningskamera blev hele seancen – nærmest ligesom Big Brother – sendt på internettet via livestreaming.

JPEG - 58.2 kb
Screenshot fra Claus Beck-Nielsens dødsleje in effigie

Den 7. oktober blev Claus Beck-Nielsen herefter erklæret død.

Das Beckwerk forsøgte da at indrykke en dødsannonce, men aviserne ville ikke bringe den. Og dog. For Politiken.dk og Berlingske.dk udtrykte i artikler begge forargelse over forsøget på at indrykke en falsk dødsannonce, samtidigt med at de bragte teksten; for den enes vedkommende endog i rubrikform:

JPEG - 116.9 kb
Screenshot fra Berlingske.dk den 7. oktober 2010

2. del: Ligtog og begravelse

Den 9. oktober fulgte ligtog og begravelse.

Ligtoget foregik til fods fra Glyptoteket til Assistens Kirkegård, hvor ligvognen blev fulgt af Helge Bille Nielsen, enke og barn samt af nogle hundrede borgere.

JPEG - 166.5 kb
Ligtoget ved Claus Beck-Nielsens begravelse den 9. oktober 2010. Foto: Linda Petersen

Begravelsen var arrangeret af en professionel bedemand, og ceremonien blev forestået af pastor Erik Bock. [27]

Og selv om det ifølge kirkegården allerede var aftalen, undlod Das Beckwerk ikke i en pressemeddelelse at klage over krænkelse af gravfreden, da kisten den 15. oktober skulle graves op.

Kisten har siden fået midlertidigt asyl i Nikolaj Kirke, hvor den kan ses frem til den 17. januar.

3 del: 100 dages offentlig sørgeperiode

Das Beckwerks Funus Imaginarium markeres tillige med en 100 dages offentlig sørgeperiode i form af en udstilling på Ny Carlsberg Glyptotek, der præsenterer 10 års udforskning af identiteten. Udstillingen åbnede den 30. oktober.

Er det kunst?

Da Helge Bille Nielsen blev interviewet til KUNSTEN.NU, sagde han: "Man anmelder da ikke et dødsleje, et ligtog og en begravelse i et kunstmagasin". [28]

Das Beckwerks Funus Imaginarium hviler da også på selve illusionen. Og hvor Jean-Paul Sartre var én af de første til at modstille fortælling og virkelighed, har man henvist til hans begravelse i 1981 som inspiration for Claus Beck-Nielsens ligtog.

Men der er naturligvis tale om kunst, og Das Beckwerk har netop selv til projektet søgt og fået støtte af Scenekunstrådet under Kunststyrelsen og Wilhelm Hansen Fonden.

Og som billedbegravelse trækker Funus Imaginarium også mere eller mindre bevidst på referencer til film-, kunst- og fotohistorien.

En anden oplagt reference til ligtoget er således drømmescene i Ingmar Bergmans film Smultronstället (1957, da. Ved Vejs Ende, eng. Wild Strawberries), hvor hovedpersonen ser sig selv ligge i en kiste:

Også dødslejet har længe været et kendt motiv i malerkunsten; som fx i Ivan Nikitins portræt af Peter den Store (1725) og i Edward Munchs By the Deathbed (1895).

JPEG - 28.7 kb
Ivan Nikitin: Portræt af Peter den Store, 1725. Kilde: Wikicommons

Dødslejet kendes tillige fra fotografiet, bl.a. fra Man Rays Marcel Proust on his Death-Bed (1922) og fra den danske fotograf Krass Clements fotobog Ved døden (1990).

Men ikke mindst minder Funus Imaginariums s/h pressefotos om nogle af den danske maler Thomas Kluges selvportrætter. [29]

JPEG - 24.8 kb
Das Beckwerk: Funus Imaginarium (2010), Ny Carlsberg Glyptotek. Pressefoto: Sofie Amalie Klougart/Das Beckwerk

Er det et vellykket værk?

Som sagt har Das Beckwerk med Funus Imaginarium sat sig det ambitiøse mål, at vi ikke alene skal tro på Claus Beck-Nielsens død, men også på selve enden på statsborgeren og identiteten.

Det vil naturligvis kræve, at man tror på illusionen.

Men hertil synes projektet at have for mange iboende modsætninger. Også de poststrukturalistiske teorier, der i sin tid førte til Claus Beck-Nielsens død, blev allerede kritiseret af feministerne i 1980erne, ligesom rygtet om forfatterens død har vist sig at være stærkt overdrevet. [30]

Men projektets svaghed synes i så henseende især at være selve ritualet.

Som Das Beckwerk selv har oplyst, er Funus Imaginarium forbundet med den romerske kejser Septimius Severus (145-211). Det var imidlertid ikke et almindeligt ritual, som man har antydet. Ifølge Historia Augusta – biografien over romerske kejsere – har ritualet som en videreudvikling af Antonius Puis begravelse nemlig kun fundet sted to gange; den første gang, da Severus arrangerede Funus Imaginarium for sin forgænger, kejser Pertinax, og anden gang, da man for Severus selv gentog det selvsamme ritual.

JPEG - 53.3 kb
Wolfgang Sauber: Kaiser Septimius Severus (2008), Ny Carlsberg Glyptotek. Kilde: Wikimedia

Ud over Ginzburg har også fx Giorgio Agamben i Homo Sacer. Sovereigh Power and Bare Life (1998) diskuteret Funus Imaginarium. Og heri har han bl.a. citeret den klassiske historiker Elias Bickermann, som var den første til i en artikel fra 1929 grundigt at beskrive ritualet:

"Every normal man is buried only once, just as he dies only once. In the age of Antonius, however, the consecrated emperor is burned on the funeral pyre twice, first in corpore and the in effigie … The emperor’s corpse is solemnly, but not officially, burned, and his remains are deposited in the mausoleum. At his point public mourning usually ends … But in Antonius Pui’s funeral, everything is carried out contrary to usual practice. Here Justitium (public mourning) begins only after the burial of the bones, and the state funeral procession starts up once the remains of the corpse is already buried in the ground! And this funus publicum, as we learn from Dio’s and Herodiaris reports of later consecrations, concerns the wax effigy made after the image of the deceased sovereign … Dio reports as an eyewitness that a slave uses a fan to keep flies away from the face of the doll. The Septimus Severus gives him a farewell kiss on the funeral pyre. Herodian adds that the image of Septimus Severus is treated in the palace as a sick person for seven days, with doctor’s visits, clinical reports, and diagnosis of death. All of these accounts leave no doubt: the wax effigy, which is "in all things similar" to the dead man, and which lies on the official bed wearing the dead man’s clothes, is the emperor himself, whose life has been transferred to the wax doll by means of this and perhaps other magical rites." [31]

JPEG - 42 kb
Das Beckwerk: Funus Imaginarium (2010), Ny Carlsberg Glyptotek. Pressefoto: Sofie Amalie Klougart/Das Beckwerk

Das Beckwerks Funus Imaginarium synes dermed snarere at være romantisk fremstilling af kunstneren. For al den stund der heri indgår to dobbeltgængere, forekommer det, at man konkret har mimet Severus’ Funus Imaginarium for Pertinax, hvor én kejser kyssede en anden kejser farvel.

Ikke desto mindre rejser Das Beckwerk relevante spørgsmål om identiteten. Og om Funus Imaginarium har man da også selv sagt:

"Det er et forsøg på at gå fra identiteternes tilstand til en anden tilstand. Og vi vil helt sikkert lide et grusomt nederlag. Das Beckwerk forsøger altid det umulige og projekterne er altid fiaskoer. Men vi håber at det trods alt bliver et nederlag, hvor der sker noget." [32]



Udstillingen Funus Imaginarium kan ses på Ny Carlsberg Glyptotek frem til den 17. januar 2011.
Adresse: Dantes Plads 7, 1556 København V.
Åbningstider: Tirsdag – søndag kl. 11.00 – 17.00.

Claus Beck-Nielsens kiste kan ses i Kunsthallen Nikolaj frem til den 17. januar 2011.
Adresse: Nikolaj Plads 10, 1067 København K.
Åbningstider: Tirsdag – onsdag kl. 12.00 – 17.00, torsdag kl. 12.00 – 21.00 og fredag – søndag kl. 12.00 – 17.00.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce