Annonce

6. september 2010 - 21:44

København: Blå dreng skal skræve over faglig uenighed

Gadekrydsene omkring indkørselsvejene til Nørrebro var mandag den 6. september fyldt med københavnske pædagoger og forældre, der delte løbesedler ud til morgentrafikanterne. På de uddelte løbesedler står en blå dreng med himmelvendte øje og vender vrangen på sine bukselommer ud.

»Den blå dreng« (eller »Det er børnene, der betaler gildet«, som initiativet også kalder sig) repræsenterer et tværfagligt græsrodsinitiativ mellem både kommunale og selvejende børneinstitutioner i København, fortæller Katrine Blom fra den integrerede institution Kastanjehuset på Nørrebro til Modkraft.

Det blev startet op i juni måned 2010, efter at Børne- og Ungeudvalget i maj lavede en indstilling til Økonomiudvalget om at spare 350 millioner kroner på det københavnske institutionsområde.

I tre uger i september vil forældre og pædagoger fra institutioner i hele København hver dag uddele løbesedler til forbipassernde trafikanter om morgenen og eftermiddagen.

Onsdag den 22. september har »Den blå dreng« desuden indkaldt til en demonstration foran Rådhuset kl. 17. En fordemonstration går fra Nørrebros Runddel kl. 16.

JPEG - 41 kb
»Det er børnene, der betaler gilder«, lyder underteksten til tegningen af en blå dreng. Han skal samtidig forsøge at skræve over faglig uenighed mellem de pædagogiske fagforeninger. Illustration fra løbeseddel.

Andre mobiliseringer

Ved siden af græsrodsinitiativet har også fagforeninger og forældreorganisationer gang i mobiliseringer mod nedskæringerne.

I fagforeningen LFS (Landsforeningen af Socialpædagoger), der som en del af FOA organiserer de kommunalt ansatte pædagoger og alle medhjælpere i København, er der onsdag den 8. september et tillidsmandsmøde, der skal diskutere situationen. Herfra har man planlagt en morgenaktion den 15. september under parolen »Vis dit hjerte frem, støt byens børn«.

BUPL Hovedstaden, der har de uddannede pædagogerne i de selvejende institutioner i København som medlemmer, kører i den anden uge af september en såkaldt »Sorteper-kampagne«, der blandt andet har indebåret at lade borgerrepræsentationens medlemmer møde en fakkelvagt foran Rådhuset.

Og også i Københavns Forældreorganisation er der gang i aktivitetsforberedelserne. Her vil man blandt andet den 15. september samles omkring Søerne i København, et initiativ der bakkes op af »Den blå dreng« med søsættelsen af en dukke undervejs.

Uenighed om klyngeledelser

Kampen mod nedskæringerne har ellers været præget af uenighed mellem de faglige organisationer, der organiserer pædagoger og medhjælpere i kommunen, først og fremmest omkring holdningen til de såkaldte klyngeledelser.

BUPL Hovedstaden har været modstander af indførelsen af klyngeledelse, hvor flere institutioners administration slås sammen. LFS har derimod set klyngeledelser som en besparelsesmulighed, der ikke rammer medlemmerne.

Torsdag den 1. september vedtog Børne- og Ungdomsudvalget at indstille til indførelse af klyngeledelser, afskaffelse af souschef-stillinger samt sløjfelse af de såkaldte udviklingskontrakter. En beslutning, der ifølge Jan Hoby fra LFS, er positiv.

– Det kan være et første afgørende skridt til en afbureaukratisering på området, siger han til Modkraft.dk.

Skeptiske forældre

Beslutningen vækker dog ikke kun harme i BUPL, men også får Københavns Forældreorganisation til at klage over mangel på demokrati.

– Vi føler, at en høringsfase er fuldstændig ligegyldig, siger Helle Hygum fra KFO i en pressemeddelelse.

Hun frygter, at beslutningen ikke vil frigive de forventede økonomiske ressourser, men også at den kan komme til at betyde mere bureaukrati, fordi der bliver længere mellem forældre og ledelse på institutionerne.

– Det er helt uforståeligt, at Københavns Kommune opererer med, at klyngeledelse kan generere en besparelse på 80 millioner kroner og ikke i stedet lytter til de erfaringer, der er i andre kommuner, siger hun.

Fokus på enighed

Selv om Katrine Blom fra Kastanjehuset lyder skeptisk over for udsigten til, at hendes institution vil blive administrativt lagt sammen med 3-4 andre og at souschefen skal fyres, siger hun, at kampagnen omkring »den blå dreng« ikke tager stilling til den del.

– Vi fører ikke krig mod dem, der går ind for klyngeledelser. Men vi tager udgangspunkt i det, vi er enige om, ikke forskellene, siger hun.

Det er eksempelvis modstanden mod besparelser på 33 procent på børnenes mad, flytningen af morgenåbning fra fritidshjem til skoler og grønthøsterbesparelser pålagt alle institutionerne.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce