Annonce

5. september 2010 - 12:57

Den danske konge af homofobi

De fleste mennesker er normale, og så er der nogle, der er homoseksuelle. De homoseksuelle mænd kan nogle gange have held til at forføre helt unge, normale drenge til homosex, evt. mod betaling.

Da det sandsynligvis er drengens første seksuelle oplevelse, vil han forbinde seksuel nydelse med homoseksualitet og vil selv blive bøsse. Hvis han har modtaget penge, vil han derudover vænne sig til at modtage penge på en ufin måde, og det vil give ham en dårlig selvfølelse, der let kan føre til anden og hårdere kriminalitet.

Sådan var i grove træk Jens Jersilds (1903-1978) forførelsesteori: teorien om, hvorfor så mange unge mænd pludselig så ud til at blive homoseksuelle i efterkrigstidens København. Jens Jersild var chef for sædelighedspolitiet fra 1951 til sin pension i 1971. I den periode stod han for en målrettet indsats mod homoseksuelle og mandlige sexarbejdere, pseudo-videnskabelige undersøgelser om emnet og udbredelse af anti-homoseksuel propaganda.

Jens Jersild blev kendt som de homofiles fjende nummer 1, men sidste år hævdede ph.d.-studerende, Peter Edelberg, i en artikel, at Jens Jersild slet ikke var så dum endda.

Onani-patruljen, pornografi-affæren og den grimme lov

Omkring 1949 var der en begyndende homoseksuel subkultur i København, som medførte flere værtshuse for mænd og flere mandlige prostituerede, især omkring Rådhuspladsen. Homoseksuelle blev af politikere, politi og presse gjort til et nationalt hadeobjekt, og politiet oprettede en specialafdeling, som fik øgenavnet onanipatruljen, ledet af Jens Jersild. Enheden jagtede bøsser og især mandlige prostituerede, og flere hundrede blev tiltalt og dømt for forskellige ting relateret til deres homoseksualitet i de følgende 10-15 år.

Soldater blev forbudt adgang til bestemte barer, fordi de søgte homoseksuel kontakt der(1) og ved hjælp af stikkere, tilhold til offentlige toiletter og lokkeduer jagtede politiet cruisende bøsser og prostitutionskunder og greb desuden ind overfor beværtninger, der lod to mænd danse med hinanden.

I 1955 udførte Jersild og hans enhed en razzia mod det homoseksuelle blad, Vennens kontor og konfiskerede det, de betragtede som pornografisk materiale. På kontoret fandt politiet lister over modeller, fotografer, købere og annoncører, og gennem disse lister blev hundredvis af bøsser og deres pårørende involveret i det, der blev kendt som den store pornografiaffære.

Konsekvensen blev, at Forbundet af 1948 (i dag LGBT-Danmark), der ellers havde et stigende medlemstal og var godt i gang med kampen for homoseksuelles rettigheder, mistede næsten alle deres medlemmer og en stor del af deres anerkendelse. Ingen havde lyst til at stå på medlemslister, der kunne ende i politiets kartoteker. Derudover fulgte en hel række selvmord efter affæren, da mange frygtede de konsekvenser, det kunne have at blive afsløret som homoseksuel.

I 1961 fik Jersilds enhed en hjælpende hånd i form af en ændring i loven, der gjorde det forbudt at købe mandlige prostituerede under 21 år. Jersild havde selv foreslået denne lovændring 8 år tidligere. Loven, der fik øgenavnet den grimme lov, fik store konsekvenser for både købere og sælgere af sex og resulterede i yderligere afpresning, forfølgelse og hetz mod homoseksuelle.

Politiet tolkede betaling meget bredt. Den kunne fx bestå i en pakke cigaretter, et måltid eller penge til bussen. I første halvdel af 1960’erne blev flere tusinde mennesker chikaneret af politiet, og der blev gennemført store politikampagner i indre by, der inkluderede repressalier over for beværtninger og tilhold til de drenge, som, politiet mente, var trækkerdrenge. Den grimme lov blev afskaffet i 1965.

Jersilds jagt på bøsser var konsekvensen af hans forførelsesteori, som i øvrigt var en udbredt teori i Europa på det tidspunkt. Udgangspunktet var, at homoseksualiteten var dårligt, og hvis det var muligt, skulle man forhindre den. Ifølge forførelsesteorien kunne man forsøge at forhindre muligheden for forførelse ved at fjerne de homoseksuelle fra det offentlige rum. Og desuden kunne man, hvis man fik fat i de unge forførte drenge hurtigt nok, i nogle tilfælde lede dem tilbage til den »normale« seksualitet.

»Bundfald« og spredning af anti-homo-propaganda

Men Jersild var meget mere end politimand. Han var også ivrig debattør, forfatter, »videnskabsmand«, »ekspert« og rådgiver. Han skrev pseudovidenskabelige bøger om emnet baseret på den information, han havde adgang til som politimand (dvs. primært personer på kant med loven, som er i politiets varetægt, og hvis udtalelser foregår under den trussel, som politiet altid udgør for kriminelle), holdt foredrag rundt om i landet, deltog i TV– og radioudsendelser og var med som rådgiver på flere film om prostitution og homoseksualitet, især den danske film Bundfald fra 1957.

Ikke mindst under pornografiaffæren var han med til at piske en hysterisk stemning op blandt befolkningen gennem sin ivrige medvirken i debatter og medier. Jersild blev en offentlig figur, der altid stillede sig til rådighed med sin store »ekspertviden« om de problemer, unge mennesker kunne løbe ind i.

JPEG - 83.9 kb
Jens Jersild var som »ekspert« ofte deltager i den offentlige debat om homoseksualitet, bl.a. i filmen Bundfald, der omhandler det københavnske trækkerdrengsmiljø

Som ansat hos politiet havde han både autoritet og mulighed for at skaffe sig oplysninger fra den gruppe af homoseksuelle, han havde kontakt til, uanset om de ønskede at være del af hans forskningsprojekt eller ej.

Jens Jersild – inkvisitor eller reformator?

Indtil for nylig har verden været enig om, at Jens Jersild var noget af det værste, der er sket for bøsser i Danmark i nyere tid. Hans rolle som politimand på den ene side og indsigtsfuld »ekspert« på den anden gjorde ham til en særligt magtfuld modstander for tidens homoaktivister. Men i 2009 offentliggjorde Peter Edelberg, som for øjeblikket skriver ph.d. om bl.a. Jersild, en artikel i Tidsskrift for Historie, hvor han forsøger at omvurdere historiens dom over Jersild.

Efter en grundig gennemgang af Jersilds liv og gerninger drager Peter Edelberg en lidt underlig konklusion. Hans konklusion skal ses i lyset af diskussionen om, hvorvidt homoseksuelle skal frigøre sig og kræve retten til at være homoseksuelle, som de vil, eller om de skal tilpasse sig samfundet, dvs. integreres, assimileres eller med Edelbergs ord disciplineres.

Edelberg konkluderer:

»Når vi bedømmer Jersilds historiske indsats, mener jeg, vi må kigge på hans indsats mod den homoseksuelle prostitution som en disciplinering af den homoseksuelle subkultur. De uacceptable elementer blev luget ud, så den del af den homoseksuelle subkultur, der var tilbage, kunne starte sin karriere som respektable samfundsborgere – og siden som festligholdt del af den kreative klasse.«

Ifølge Peter Edelberg findes der altså en acceptabel og en uacceptabel homoseksuel subkultur. Og selvom det er lidt utydeligt i hans artikel, handler denne opdeling om mere end overgreb på børn, som de fleste nok er enige om ikke at acceptere?

Udover de pædofile, som Jersild ganske rigtigt var med til at udgrænse som en separat gruppe, var et andet »uacceptabelt« element de mandlige sexarbejdere, som primært bestod af fattige værnepligtige og drenge fra forsorgsanstalter, altså folk som pga. alder og social stand ikke havde mulighed for at finde andre indtægtskilder.

Ser man altså på de prostitueredes baggrund, ville en kritik af klasseforhold, værnepligtiges forhold og teenageres boforhold og mulighed for at udleve afvigende seksualitet måske være mere på sin plads i problematiseringen af den mandlige prostitution end en ensidig fokusering på aldersforskellen mellem køber og sælger. Men det ville selvfølgelig betyde, at man skulle acceptere prostitution og homoseksualitet (også hos unge) og indlade sig på kritik af det kapitalistiske, heteronormative samfund, hvilket for mange er sværere end at sige, at homoseksuelle er pædofile prostitutionskunder.

Peter Edelberg (og Jens Jersild) ser i øvrigt bort fra, at selv om man tager betaling for sex, kan man godt både gøre det frivilligt, og fordi man har lyst, selvom mange af de prostituerede sandsynligvis ganske rigtigt har gjort det af nød. Men for en fattig, homoseksuel teenagedreng på et børnehjem, kan betalingen, som måske består i cigaretter, god mad eller øl, meget vel blot være et plus til en i forvejen god oplevelse.

Andre elementer, der skulle luges ud, var de bøsser, der af den ene eller anden grund foretrak sex på offentlige steder, såsom toiletter eller parker, forbrugere og producenter af bøsseporno og til en vis grad radikale homoseksuelle aktivister:

»…kampagnen mod de homoseksuelle prostitutionskunder gav de homoseksuelle et vink med en vognstang om, at hvis de holdt sig fra de unge, kunne de blive accepteret som en ligeværdig gruppe i samfundet,« skriver Edelberg.

Men Jersild var enig i med sine kolleger, der skrev, at »vi er alle enige om at bekæmpe homosexualiteten (…), men de homosexuelle vil vi ikke forfølge.«

Det kan være svært at forestille sig, hvordan man vil undgå at forfølge homoseksuelle, når man har sat sig for at bekæmpe en central del af deres identitet, og det var også langt fra Jersilds mål at »acceptere« homoseksuelle »som en ligeværdig gruppe«. Han mente måske nok, at voksne homoseksuelle, der ikke kunne ændres, skulle have lov til at »udfolde deres naturlige følelsesliv«, men havde samtidig som erklæret mål at få børn til at »tænke, tale og handle heteroseksuelt«. Det er ikke ligeværdighed, det er i bedste fald at blive tolereret.

Dertil kommer, at mange (homoseksuelle) hverken ønsker at blive »disciplinerede«, »luget ud« i eller være »respektable samfundsborgere«, hvis det betyder at leve i et monogamt, halvhemmeligt, borgerligt ægteskab og betale skat til politibetjente som Jersild. For slet ikke at tale om at være en »festligholdt del af den kreative klasse«.

Edelberg kan måske nok have ret i, at Jersild har været med til at forme den homoseksuelle og homopolitiske bevægelse og gennem sin »disciplinering« gjort det lettere for nogle homoseksuelle at få rettigheder. Men spørgsmålet er, hvilke rettigheder, man ønsker sig, for hvilken pris, og om man kan leve med, at det kun er nogle mennesker, der får nogle rettigheder.

Peter Edelberg skriver, at Jersild »overlod til voksne homoseksuelle at leve deres eget liv«, men det er kun sandt, hvis man dermed mener at leve i det, Edelberg kalder »en samfundsintegreret homoseksualitet«. Men queer rettigheder handler om mere end, hvad der sker »indenfor hjemmets fire vægge« eller »bag lukkede døre«.

Det handler også om queer synlighed, queer offentlighed og om at være en del af samfundet, der ikke bare skal tilpasse sig. Det handler om retten til at være kritisk overfor samfundsmæssige, heteroseksuelle normer. Og denne kritik har igennem tiden taget form af bl.a. prostitution, bøsseporno, cruising, Forbundet af 1948, Lesbisk Bevægelse, Bøssernes Befrielsesfront, Priden, skam og meget mere.

Men den har aldrig taget form af Jens Jersild.

Fodnoter:

1: http://www.zaurits-bureau.dk/zauritsbureau/kbenhavnskommandant1960/

Læs desuden mere:

Zaurits Bureau - Bøssehistorisk tidslinie

Politiinspektør Jens Jersild – inkvisitor eller reformator?, Peter Edelberg, i Tidsskrift for historie, årgang 39, nr. 4, december 2009.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce