Rigsadvokatens beslutning om at retsforfølge den populære kurdiske satellitkanal ROJ-TV for igennem sine udsendelser at »fremme terror« bliver nu mødt med kritik fra flere kanter.
Enhedslisten skriver i en pressemeddelelse, at sagen er et eksempel på problemerne med den danske terrorlovgivning, som partiet ønsker ændret.
– Hvis medier ikke længere har pressefrihed til at bringe interviews og reportager fra kamphandlinger, så er det en meget alvorlig indskrænkning af ytringsfriheden, udtalerer Enhedslistens retspolitiske ordfører, Line Barfod.
Politiet ransagede tirsdag den 31. august ROJ-TV’s lokaler i København og de danske myndigheder ønsker, at fratage kanalen sin sendetilladelse.
Rigsadvokaten mener, at den kurdiske kanal, der ses af millioner af mennesker verden over, laver »propagandavirksomhed« for separatistbevægelsen Kurdistans Arbejderparti (PKK), som er på EU’s og USA’s terrorliste.
Derfor rejses der nu sag for overtrædelse af paragraf 114e, som er en del af den danske terrorlovgivning. Det møder modstand hos Enhedslisten.

– Enhedslisten var klart modstandere af indførelsen af denne paragraf i straffeloven, fordi vi netop opfatter det som en klar indskrænkning af muligheden for frit at debattere og muligheden for at bringe budskaber fra begge sider i en konflikt. Desværre viser tiltalen mod Roj-TV, at danske myndigheder bøjer sig for pres fra Tyrkiet og USA, og prøver at lukke den kurdiske tv-station, så mange millioner kurdere i verden ikke længere kan se tv på deres eget sprog, siger Line Barfoed.
Også den dansk-kurdiske forening Kurdisk Forum er skuffet og vred over sagen mod ROJ-TV og deler Enhedslisten vurdering af anledning til sagen.
»Det er vores opfattelse, at sagen er rejst af politiske grunde og fordi der er lagt pres på den danske regering fra Tyrkiet og USA,« skriver foreningen på deres hjemmeside.
Kurdisk Forum håber dog, at sagen kan blive en anledning til at få opmærksomhed på undertrykkelsen af det kurdiske mindretal i Tyrkiet.
»Vi ser frem til sagens behandling ved domstolene. Her vil der forhåbentlig være lejlighed til at dokumentere den tyrkiske stats undertrykkelse af kurdernes menneskerettigheder og gøre klart hvorfor det er livsnødvendigt for et etnisk mindretal at have mulighed for at ytre sig om begivenheder, der har stor betydning for dem,« skriver Kurdisk Forum i en pressemeddelelse om sagen.
Læs pressemeddelesen »Danmark begrænser kurdernes ytringsfrihed« hos Kurdisk Forum.
Læs artiklen »Roj-sag sætter ytringsfriheden under pres« hos Enhedslisten.
Læs artiklen »»Et anslag mod kurdernes ytringsfrihed«« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96