Tirsdag den 30. august besluttede Rigsadvokaten efter fem års efterforskning, at rejse tiltale for overtrædelse af terrorloven mod den kurdiske satellit tv-station ROJ-TV med det formål at få inddraget stationens sendetilladelse i Danmark.
Kort tid efter rykkede politiet ud og ransagede stationens lokaler på H.C. Andersens Boulevard i København og konfiskerede computere og kassevis af dokumenter.
Ifølge en pressemeddelelse fra Justitsministeriet vil der bl.a. blive rejst tiltale for, at ROJ-TV »i gentagne tilfælde har udsendt TV-programmer og –indslag bl.a. med interviews med PKK-sympatisører og –ledere og med reportager fra kamphandlinger mellem kurdere og tyrkiske myndigheder med et indhold til fremme af terrororganisationen PKK/Kongra Gel´s virksomhed.«
Den venstreorienterede kurdiske guerillabevægelse PKK er på EU’s såkaldte terrorliste og ROJ-TV er mistænk for forbindelse til samt for igennem sine tv-indslag at udøve »propagandavirksomhed« til fordel for bevægelsen.
Sagen handler dog om andet og mere end sendetilladelsen til en enkelt tv-station. Det mener Halit Sert, der er talsmand for den dansk-kurdiske studenterforening Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere, FOKUS-A, som har fulgt sagen tæt.
– Det er et anslag mod alle kurderes ytringsfrihed, at forsøge at lukke ROJ-TV, siger Halit Sert til Modkraft.
Sagen mod ROJ-TV er startet på anmodning af de tyrkiske myndigheder, der i mere end 30 år har været i en væbnet konflikt med Kurdistans Arbejderparti (PKK).
PKK’s krav er en selvstændig socialistisk stat mens Tyrkiet i mange år har nægtet landets kurdiske minoritet basale rettigheder samt muligheden for at tale eget sprog, dyrke sin kultur og deltage i det politiske liv.
Konflikten har ført til en klapjagt på kurdiske partier og medier, og så sent som i sidste uge blev to aviser lukket efter beskyldninger om støtte til den kurdiske befrielseskamp.

Den aktuelle tiltale for terrorvirksomhed mod ROJ-TV er derfor blot den seneste i en række af initiativer, som skal lukke munden på et ulydigt mindretal, forklarer Halit Sert.
– Spørgsmålet er om man må bringe billeder og interviews fra begge parter i konflikten. Er det terror, at snakke med PKK?, spørger han retorisk.
Roj TV ses af en stor del af det kurdiske folk, som er bosat over alt i verden, og kanalen anses for at være den mest populære kurdiske kanal. Sendefladen er dækket med alt fra børneudsendelser, nyheder, debat, film og kulturprogrammer på på flere kurdiske dialekter, arabisk, persisk og engelsk.
Stationen er forbudt i Tyrkiet og sender i stedet fra Danmark, men den har også nogle kontorbygninger og studiefaciliteter i Belgien.
Ifølge Halit Sert så spiller ROJ-TV en vigtig rolle, når de bringer journalistiske historier og en kritisk dækning set fra en kurdisk synsvinkel.
Han fortæller, at det kurdiske parti BDP aktuelt kører en kampagne hvor man opfodrer kurdere i Tyrkiet til at boykotte en kommende afstemning om forfatningsændringer.
– Det er vigtigt, at der findes et medie som kan dække denne kampgane fordi ingen andre gør det. Grunden til at sagen om ROJ-TV overhovedet er så vigtig er at mange synspunkter ikke inkluderes i de tyrkiske medier, siger Halit Sert.
– Derudover så er det hyklerisk, når den tyrkiske regering gerne vil mødes og forhandle med medlemmer af PKK, mens en tv-station samtidig beskyldes for terror blot fordi de interviewer selv samme generaler og soldater, mener Halit Sert.
Rigsadvokaten vil forsøge at få dømt ROJ-TV for at »fremme terror« ved overtrædelse af paragraf 114e, der er en del af den danske terrorlovgivning.
Det bliver dog ikke en sag mod enkelte ansatte på stationen, men et spørgsmål om hvorvidt kanalens sendetilladelse i Danmark skal inddrages.
– Vores mål er at få gennemført sagen ved domstolene så hurtigt som muligt, og derfor har vi valgt at gå efter selskaberne som sådan i stedet for enkeltpersoner, siger statsadvokaten Lise-Lotte Nilas til Ritzau.
– Vi går efter at få en hurtig afklaring og i sidste ende få rettens ord for, om stationens sendetilladelse kan frakendes. Og vi har altså vurderet, at det ville tage længere tid, hvis vi rejste tiltale mod personer, siger Lise-Lotte Nilas.
Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra ROJ-TV.
Men stationens administrerende direktør, Imdat Yilmaz, afviste i et nyhedsbrev sendt til Modkraft den 1. juni, forbindelser til terror.
– Vi har ingen relationer til PKK og er ikke finansieret eller styret af PKK, skrev direktøren.
Modkraft har desuden forsøgt at få en kommentar fra Dansk Journalistforbund men her ønsker man ikke at udtale sig om sagen.
Læs artiklen »ROJ TV tiltalt for terror« hos Berlingske Tidende.
Læs artiklen »Politi ransager ROJ TV i København« hos Politiken.
Læs artiklen »ROJ TV - Danmarks varme kartoffel« hos Politiken.
Læs artiklen »TV-direktør afviser forbindelse til PKK-guerilla« hos Modkraft.
Læs artiklen »PKK tilbyder - forgæves - våbenhvile« hos Modkraft.
Læs »Spørgsmål om ROJ TV« på Özlem Sara Cekics hjemmeside.
Læs mere om Kurdistans Arbejderparti (PKK) hos Leksikon.org.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96