Annonce

23. august 2010 - 22:34

Politiet skyder skylden på »sort blok«

Mandag den 23. august fik Københavns Politi mulighed for endnu en gang at forklare deres masseanholdelse af godt 1.000 demonstranter under klimademonstrationen »Planet first – People first« den 12. december sidste år.

– Københavns Politi vurderede, at sort blok ville fortsætte uroen og udgøre en betydelig fare for den offentlige orden, argumenterede kammeradvokaten, Mikkel Holm Nielsen, ifølge dagbladet Politiken.

Forklaringen på danmarkshistorien største masseanholdelse kom under en erstatningssag mod politiet fra 250 af de godt 1.000 anholdte i Københavns byret.

Hvad med Grundloven?

Under klimademonstrationen sidste år deltog i omegnen af 100.000 mennesker i en protest mod COP15-topmødet.

JPEG - 59.5 kb
De anholdte under klimatopmødet i København kræver erstatning og mener, at politiet har misforstået loven. Foto: Rasmus Reinholdt.

I den forbindelse begik en mindre gruppe sortklædte aktivister hærværk mod blandt andet Børsen og Udenrigsministeriet. Hærværks-episoderne udløste anholdelsen af 1.000 demonstranter, som tilfældigvis befandt sig i nærheden af begivenhederne.

De anholdte kræver nu erstatning for uretmæssig tilbageholdelse og deres forsvarsadvokater ønsker samtidig få dommeren til at tage stilling til om politiet overhovedet havde lov til at foretage anholdelserne.

Forsvarsadvokaterne mener, at politiet gik alt for langt og håber at den aktuelle sag kan sætte en stopper for fremtidige masseanholdelser.

– Ifølge Grundloven må en gruppe på 1.000 mennesker selvfølgelig ikke tilbageholdes, blot fordi politiet har mistanke om, at der er enkelte urostiftere iblandt, lyder det fra advokat Knud Foldschack, der repræsenterer de frihedsberøvede.

Advokat: Politiet brød loven

Advokat Knud Foldschack mener at regeringens udvidede beføjelser til politiet har medført en glidebane, som har fået politiet ud på den forkerte side af loven.

– Politiet har misforstået indholdet af politilovens bestemmelser. De tror tilsyneladende, at politiloven har givet dem carte blanche til at anholde alle og enhver, men hvis de havde sat sig lidt ind i tingene, ville de vide, at det ikke forholdt sig sådan, selvom politiet kunne ønske sig det, siger Knud Foldschack.

Retshjælpen Rusk, som har indsamlet de klager, der nu behandles i byretten tager også stærkt afstand fra politiets argument om at den såkaldte »sorte blok« kan retfærdiggøre anholdelse af fredelige demonstranter.

– Det er jo helt forkasteligt, at politiet mener, at de kan tilbageholde folk, der ikke har gjort andet end at bruge deres demokratiske ret til at demonstrere. I den her sag oplever vi derfor, at politiet misbruger politiloven, siger Marc Jørgensen fra Rusk.

Retssagen mod politiet forventes afsluttet inden for en måned. Resultatet kan blive en erstatning på 3,7 millioner kroner til de anholdte, hvis de får medhold.

Læs artiklen »Politi: Sort blok ville angribe København« i Politiken.

Læs artiklen »Retssagen, der kan sætte grænser for politiets magt« i Information.

Læs artiklen »Politiet risikerer million-regning for strips og tis« hos Modkraft.

Læs artiklen »Advokater: Politiet taler usandt om masseanholdelse« hos Modkraft.

Læs artiklen »Historisk højt antal anholdte ved klimademonstration« hos Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce