Ære, territoriekamp og adrenalin-kick

»Fodbold er sådan, som civilisationer og kulturer burde være. Styret af regler, men med plads til begejstring og kreativitet. Hooliganisme er lige det modsatte. Det eneste, den har med fodbold at gøre, er, at der tilfældigvis er en belejlig ramme om volden. På stadion møder man med garanti sine fjender. Den »egentlige« fodbold har også venner og fjender. Men de er der kun, fordi man er blevet enige om, at de skal opføre sig ordentligt. Derfor er fodbold »fair play«, mens hooligans er »no play at all«. Fodbold er formaliseret driftsudfoldelse. Den holder samfundet i form. Fodbold bygger civilisationer op. Hooliganismen bryder dem ned.«

Sådan skriver lektor Bo Kampmann Walther i en kronik i avisen Berlingske Tidende (»Indover med fodbolden til et æggehoved!«, Berlingske Tidende, den 15. maj 2006).

At der synes at være noget om snakken, vidner flere situationer med optøjer i forbindelse med fodboldkampe om.

Informationschefen for Københavns Politi, Flemming Munk, har efter en kamp mellem F.C. København og Brøndby IF udtalt: »Mange af dem er både før, efter og under kampen uden for terapeutisk rækkevidde. Vi ved ikke, hvad der driver dem, men der er jo i de forskellige fraktioner et indgroet had mod hinanden« (Ekstra Bladet, 2. oktober 2006).

Signalementet stemmer meget vel overens med den rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark, som vicepolitidirektør Mogens Kjærgaard Møller fra Københavns Politi stod i spidsen for i 2005.

Arkivfoto: Brian Berg/Monsun.

Her kan man blandt andet læse, at problemet »synes at være rodfæstet i en særlig subkultur eller et miljø præget af generelt uroskabende elementer, der ganske vist har en betydelig tilknytning til afviklingen af visse fodboldkampe, men som ligeledes i andre relationer synes at være omgivet af en særlig voldsaura og i visse tilfælde har tilhørsforhold til højreekstremistiske- og fascistiske bevægelser« (Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark, s. 11. Udarbejdet af Arbejdsgruppen til bekæmpelse af hooliganisme nedsat af Styregruppen vedrørende efterforskningsstøttecentrene samt grænseoverskridende, organiseret kriminalitet, 8. marts 2005).

Det var derfor med bange anelser, at jeg i sin tid begav mig ud i rummet for »no play at all« – derud hvor civilisationen tilsyneladende hører op, og hvor folk er uden for terapeutisk rækkevidde, omgivet som de er af en særlig voldsaura.

Som led i et forskningsprojekt om fankultur i Danmark havde jeg i et øjebliks vovemod indvilget i at stå for at interviewe såvel ikke-voldelige fans som hooligans (jf. Joern 2009). Førstnævnte var til at snakke med. Den gruppe tilhører jeg nemlig selv, hvorfor jeg da også overstod disse interview først, da det altid er forbundet med en vis behagelighed at blive bekræftet i, hvad man allerede ved.

Gruppen af hooligans derimod skubbede jeg foran mig, indtil de øvrige deltagere i projektet begyndte at efterlyse interview fra disse.

Nok formodede jeg, at de befandt sig hinsides civilisationen, men at belyve deres eksistens var vanskeligt al den stund, de havde en beklagelig tendens til bestandig at dukke op i forbindelse med fodboldkampe. At vi samtidig havde fået nogle af dem til at deltage i undersøgelsen, gjorde ikke sagen stort bedre.

Jeg måtte af sted. Bevæbnet med en optager og udstyret med et Kraks rutekort begav jeg mig derfor på vej.

Han så normal ud. Næsten alt for normal.

Undervejs gennemgik jeg mine indledningsreplikker, som nærmest tog form af et helt mantra, der alene gik ud på at sikre mig frelse ved så hurtigt som muligt at få fortalt, at jeg kom med fredelige hensigter, og at jeg bare ville høre lidt løst og fast om, hvorfor han var blevet så voldelig og utilpasset.

Samtidig kunne jeg ikke undslå mig for at føle en vis dragning ved tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med en person, der tilhørte en gruppe af mennesker, som bekendte sig til voldens univers.

Da jeg nær målet kørte rundt i et roligt kvarter, begyndte jeg at tvivle på Kraks evne til at udstikke den rette kurs, når det gjaldt et mere uciviliseret område i Danmark.

Tvivlen blev ikke mindre, da jeg parkerede foran et nydeligt parcelhus med et par unger rendende rundt i haven, alt imens deres mor gik og spejdede efter ukrudt i et velpasset bed.

Forvirret fik jeg spurgt, om det var her hooliganmanden boede: »Åh ja, det er rigtigt, det var vist noget med et forskningsprojekt, ikke?«.

Mens hun talte, kom hooliganen ud. Også han så normal ud. Næsten alt for
normal.

»Er det virkelig ham, bestiet?, tænkte man, da han kom ind. Og var nærmest skuffet. Hvorfor, spurgte jeg mig selv. For skulle man skære helt ind til sit eget bævende ben, så var en af grundene til, at man var kommet, at man ville se ham! Udover at man var på arbejde og havde professionelle motiver – og dermed glimrende forklaringer parat – så var man kommet for at se den onde selv. Som én sagde til mig dagen efter: »Så du ham?««.

Sådan beskrev journalisten Morten Sabroe sin rolle som tilhører i forbindelse med retssagen mod Peter Lundin (en dansk-amerikaner, der i 1991 blev idømt 20 års fængsel i USA for kvælning af sin mor og efterfølgende at begrave hende på en sandstrand. I forbindelse med afsoningen blev han interviewet af dansk TV2 i 1994, hvor han under optagelserne farvede den ene side af ansigtet sort og den anden side hvid for at symbolisere det gode og det onde, alt imens han fremsagde en dialog. Han blev benådet efter syv år og vendte herefter hjem til Danmark. I 2000 blev han idømt livsvarigt fængsel for at have dræbt og parteret sin samlever og hendes to sønner).

Videre skrev Morten Sabroe:

»Manden, de var kommet for at se, var der ikke. Den mand, der trådte ind i lokalet og hilste tilhørerne med et »god morgen« var umulig at passe ind i det billede, de bar på: Billedet af den onde selv« (»American Psycho«, Politiken,. 28, oktober 2000).

Jeg greb den fremstrakte hånd og fik mig præsenteret, men havde i forvirringen glemt mit ikke-voldsmantra. I stedet fik jeg fremstammet, at haven da var nydelig, og at jeg selv var haveinteresseret.

Vi tog derfor en lille havevandring, hvor jeg brillerede med mit kendskab til roser, mens hooliganen på sin side viste sig yderst velbevandret udi rhododendron.

Bagefter gik vi indenfor, hvor der herskede samme sans for orden som udenfor. Interviewet gik i gang.

Sans for kvalitet

Du er jo selvstændig erhvervsdrivende, hvis du ellers skal karakterisere jer, hvem er I så?

– Jamen, det er der flere, der er. Det vil sikkert virke meget chokerende på folk. Mange er selvstændige erhvervsdrivende, altså folk, der har styr på tilværelsen, og har hus, sommerhus, bil og båd. Mange tegner det billede af os, at det er arbejdsløse, der ikke har noget at give sig til, men det er det ikke. Der er, så vidt jeg ved, ikke en eneste i vores gruppe, der er arbejdsløs. Der er alt fra folk, der går på universitet til selvstændige erhvervsdrivende, håndværkere og folk, der står i butikker. Det kan lige såvel være din nabo, som den, der står, og betjener dig nede i SuperBrugsen.

Det vil sige, at min nabo i princippet kunne være en hooligan, uden at jeg ved det?

– Ja, det kunne han i princippet godt. Vi har mange forskellige folk. Men vi har så det her fællesskab, der er bundet op omkring en lidenskab, på trods af folks forskellige status i samfundet.

Nu siger du, at I er forskellige. Hvordan ser det ud med indvandrere – er de med i jeres gruppe?

– Nej, det her involverer ikke indvandrere.

Hænger det sammen med, at I typisk ligger yderst højre politisk, som man ofte hører det beskrevet i medierne?

– Det gør mange, men det er nok noget, den nynazistiske gruppe White Pride fra Århus har fået indprentet i folks bevidsthed, efter at medierne fokuserede på det. Jeg selv er ikke nazist.

Hvor ligger du så politisk?

– Jeg stemmer på Dansk Folkeparti, men vi har mange, der stemmer Venstre. Længere mod venstrefløjen kommer vi dog heller ikke.

Er der en forbindelse mellem jeres politiske engagement og hooliganisme – er der en parallel mellem de værdier, der ligger det ene og det andet sted?

– Det er et interessant spørgsmål, men jeg ved faktisk ikke helt, hvad der ligger bag.

Men er det ikke påfaldende?

– Jo, men det er vanskeligt at svare på. En mulig forklaring kunne være, at det her er noget, der kræver en forholdsvis god økonomi og folk, der har god økonomi, stemmer som regel til højre for midten. Blandt andet det tøj vi går i, er jo ikke billigt, ligesom det koster mange penge at rejse rundt efter et fodboldhold. En ganske almindelig udebanekamp koster nemt 1500 kroner.

Hvad vil du tro, at du månedligt bruger på det her?

– Fodbold, pubbesøg, bustransport, tøj osv. koster mig vel i omegnen af 6.000 kroner om måneden – plus den del af dresscoden man også skal følge med i, det er en ny jakke om året til 5.000-6.000 kroner plus, hvad du ellers køber af tøj. Det er forholdsvist dyrt det her, det er mange penge. Blandt andet har jeg lige fået mig et par nye tænder som erstatning for dem, der blev slået ud – det koster jo også.

Du siger »følge med«, man følger altså en mode her, kan jeg forstå.

– Ja, der er en helt anden mode inden for det her, end den du normalt ser, når du går ind i tøjbutikker. Det er meget få tøjbutikker, der fører de her brands. Og de brands man går i, det er europæisk designertøj såsom Armani Jeans, Stone Island, Henry Lloyd og de andre gamle gængse: Lacoste, C.B. Company og One Two Saxson – der er altså tale om kostbart europæisk designertøj.

Hvorfra stammer det her fænomen med tøjet, er det inspireret fra England?

– Ja, det kommer fra England, hvor hooligans, som vi kender dem fra firserne, var skinheads med deres glatbarberede isser, Dr. Martensstøvler og en Liverpooltrøje eller hvad for en klub, de nu tilhørte. Problemet var, at det var forholdsvist let for politiet at identificere dem.

– I forbindelse med Liverpools europacupkampe på udebane fik man imidlertid adgang til det her specielle og sjældne tøj – eller rettere sagt, man plyndrede simpelthen butikker med designertøj. Det man ikke selv brugte, solgte man videre og på den måde opstod casualfænomenet, hvor hooligans begyndte at iklæde sig dyrt designertøj, hvilket gjorde, at man var et skridt foran politiet, der holdt øje med nogen helt forkerte.

– Det er altså i princippet startet for at kunne være et skridt foran politiet. Man kan sige, at hvis vi vil være et skridt foran politiet i dag, jamen så trak vi i vort holds trøjer igen. Så kunne de ikke finde os. Det har man så valgt ikke at gøre, da det er blevet en del af vores identitet, og det er også sådan, vi kender hinanden grupperne imellem.

Så tøjet, det er en kode, der afspejler det fællesskab, man tilhører, og samtidig gør, at man kan kende de andre hooligangrupper?

– Ja, og selvom man i starten køber tøjet for at være en del af gruppen, så får man også øjnene op for den kvalitet, det har. Det er noget andet end det, man køber hos Jørgen & Jørgine [i stil med Hennes & Mauritz, red.]. Derfor fortsætter mange også med at købe det, selvom de forlader gruppen. Den værdi de så tillægger tøjet, handler da bare om kvaliteten i det, mens det for os rummer andet og mere end det.

Hvordan får en universitetsstuderende råd til at deltage i det her, en SU rækker jo ikke langt i den sammenhæng?

– Det er klart, at en studerende ikke bruger så mange penge på det, men mange af dem lever et stille og roligt sparsommeligt liv i hverdagen, og så bruger de pengene på at gå til fodbold i stedet for byture. Muligvis arbejder de lidt ekstra op til en stor kamp. Det er jo forskelligt, hvor folk de får pengene fra, men mange har chefstillinger, så der er råd til det.

Strategi

Hvis vi bevæger os over til volden i det her, hvordan kan I så være sikre på, at I ikke får ram på tilfældige forbipasserende, når I kommer i slagsmål i byen?

– Jamen, vi kaster os ikke over familiefædre, der kommer gående med to børn, eller folk, der går rundt i spillertrøjer og synger i byen. Det er slet slet ikke dem, de må jo gå rundt og synge så tosset, de vil.

Men hvordan kan I kende de forskellige fangrupper fra hinanden?

– Det er såmænd nemt nok. Mange kender vi personligt, efter at vi har mødtes mange gange – man kender ganske enkelt mange ansigter fra de andre fodboldklubbers uofficielle grupper. Og vi snakker da også sammen af og til. Men frem for alt kan man kende hinanden på tøjet, altså de casualbrands, som de forskellige grupper går rundt i. Man får en evne til at kunne spotte det på lang afstand.

Hvad nu, hvis der kommer et tilfældigt menneske forbi med et sådant brand, det kan vel godt ske?

– Ja, det kan sagtens ske, men der er flere ting, der gør sig gældende. Kommer der en tilfældig mand forbi med en Burberryjakke eller et eller andet, så er der jo ikke ti, der stormer på ham. Det er jo på ingen måde fair. Og det skulle være mærkeligt, om der gik en klynge på tyve rundt, hvor den tilfældighed passede på.

I er altså ret sikre, kan jeg forstå?

– Ja, vi er fuldstændig sikre, og tit så har vi snakket med dem i telefonen, altså telefonerne står jo ikke stille. Mange gange så tager de fra deres by med toget, og så har vi folk med, som sidder i noget andet tøj i toget. Ofte ved vi lige nøjagtig, hvor de er på et givent tidspunkt, vi har simpelthen folk til at følge dem.

Og det aner de så ikke noget om?

–Nej, det ved de ikke, jo de ved det godt, men de ved ikke, hvem det er.

Og Jeres folk sidder så og rapporterer fra toget?

– Ja, de fortæller, hvor mange de er, og prøver at komme til at overhøre en eller anden samtale om, hvad de har planlagt.

Men hvad går det her ud på?

– Alt det her, det går i princippet ud på at håne de andre på en eller anden måde. Mange gange så tager de af sted en time, før vi tror, og når vi så møder op på vores værtshus, så sidder de der allerede. Det er jo nedværdigende, og sker det, har modstanderen vundet og kan få sig et godt grin. Derfra kan det naturligvis udarte sig til slagsmål.

Det er sådan en slags territoriekamp det her?

– Ja, det er udelukkende territoriekamp.

Og hvis man kan sidde og høre, hvad de aftaler, så har man…

– Ja, så har du en fordel. Hvis vi eksempelvis har hørt, at de er 200 med toget, og vi kun er 100, jamen så forholder vi os bare stille og roligt. Det ville jo være tåbeligt at begynde på noget der.

Men kan I ikke aftale med dem, at man stiller ligeligt op til kamp?

– Jo, det kan man godt, men det når politiet ofte at opfange. Det er jo et andet aspekt i det her, for man skal jo hele tiden være et skridt foran politiet, for at det kan lade sig gøre.

Det er jo ren og skær logistik, det du taler om her.

– Ja, hvis for eksempel den ene gruppe er 100, og vi kun er 70, så kan man have aftalt forinden, at de splitter deres gruppe i to, hvor 30 laver ballade et andet sted, så politiet koncentrerer sig om dem. På den måde sørger de 30 for at tiltrække sig opmærksomhed ved eventuelt at gå ind i en frivillig anholdelse, og vi får ti minutter til at få afgjort det et andet sted, hvor vi har aftalt at mødes 70 mod 70.

Fair Play

Det er jo strategi på flere planer det her, kan jeg høre.

Jamen, det er det. Og det er jo ikke sådan ... jeg vil ikke sige aldrig, men det er sjældent, at man hører om 100 mand, der overfalder 10, det sker ikke. Altså, der er meget fair play i det.

– Nej, overhovedet ikke, tværtimod ville det være direkte pinligt. Det kan alle og enhver gøre. Der skal være prestige i at lave det. Det skal være noget, hvor man kan se, at enten så er man de stærkeste, eller også er man de smarteste. Sidste weekend var der optræk til massiv ballade, hvor vi så konstaterer, at vi er 100, og de er 30, og så skete der ikke noget. Det ville have været pinligt.

Ja, det ville jo nærmest have været en ren massakre.

– Ja, det ville det, og det er der ingen, der er interesseret i. Der er mange andre fair play-regler i det her. Det er også sjældent, at man sparker på folk, der ligger ned. Der er ikke noget med, at folk sparker hinanden halvt til døde. Det kan selvfølgelig ske, at folk mister besindelsen, men som regel sparker man ikke på en, der ligger ned og tager hænderne op til hovedet – når det sker, så går man videre. Så har han overgivet sig.

Der er altså regler i det her?

– Ja, der er mange regler.

Er der andre regler, som du kan prøve at skitsere, hvordan forholder I jer til våben for eksempel?

– Sådan noget som ølflasker er mange gange det, der starter det. Og det kan da også være ufattelig trist at få sådan en i hovedet – det kan jo gå så grueligt galt, men ellers så bruger folk ikke våben, altså knive og køller og hvad man ellers hører mange steder fra. Det er aldrig forekommet, jeg har aldrig set et våben i alt det, jeg har deltaget i.

Du siger altså, at der er grænser i det her, men alt andet lige, så er det jo at sætte helbredet på spil?

– Man kan gøre meget for at beskytte sig. Man kan have en tandbeskytter i lommen, det er der mange, der har for at prøve at redde tænderne. De typiske skader, du ser, er et flækket øjenbryn eller næseblod eller i værste fald en brækket næse. Ellers så ser man ikke skader. Der sker da nogen ting, men det må man jo tage med.

Hvordan ser man på en, der har brækket næsen – har han tabt ansigt?

– Nej, man griner lidt ad ham, men den er jo groet sammen igen i løbet af kort tid, og så er han klar igen.

Hvad sker der, hvis man ikke overholder reglerne?

– Overholder man ikke de faste regler, altså hvis vi for eksempel går over grænsen i forhold til en anden gruppe, så hører alle de andre grupper om det med det samme over nettet. Så har man ikke respekt for os. Hvis vi så ugen efter får besøg af en anden gruppe, hvor vi ugen forinden har lavet en eller anden svinestreg, jamen så står vi til klø.

Så indbyrdes opretholder I en form for justits grupperne imellem?

– Ja, det gør man meget.

Hvordan sikrer I jer, at nye medlemmer kender reglerne for slagsmål?

– Det er det første, folk får at vide – der er nogen simple regler, og hvis ikke du kan fortælle dem, så må du komme igen, når du mener, at du kender dem. Jeg har da været udsat for, at vi havde en med for første gang, der knækkede støttebenet af en cykel og kom løbende med det. Ham tog vi fat i og fortalte, at hvis ikke han lagde det, så ville han få en overhaling af os, fordi det gør man ikke.

– Folk lærer at værne om reglerne, for vi ønsker jo på ingen måde, at der er nogen, der bliver slået ihjel eller kommer alvorligt til skade. Det er jo slet ikke det, som det går ud på.

Et spørgsmål om ære, loyalitet og respekt

Men hvad går det så ud på, hvad er formålet?

– Det handler i bund og grund om respekt. En nyhed inden for det her, den spredes jo hen over landet, inden den kommer på tekst-tv. Så ved folk i miljøet, hvad der er sket rundt omkring. Alt i alt har det noget med fraktionens rygte at gøre. Man vil jo gerne anses som nogen, der forstår at følge reglerne og forstår den lige kamp i det, men stadigvæk er den gruppe, der er den stærkeste. Det er i princippet det, der ligger i det. Samtidig spiller sammenholdet en væsentlig rolle. Det er jo ens venner, og man lader ikke nogen i stikken.

Så der er også en høj grad af loyalitet forbundet med det?

– Ja, det er der meget. Det er loyalitet, det hele bygger på. Man lader som sagt ikke nogen i stikken.

Hvordan opnår I den loyalitet?

– Man kender som regel en, der har en tilknytning til det og introducerer en. Det er jo ikke noget, man bare er med i fra dag ét sådan noget her. Man får ikke bare sådan lige adgang til den interne viden i miljøet. Og de, der endelig får noget at skulle have sagt og får adgang til den helt interne viden i miljøet, er relativt få i Danmark. Det drejer sig måske om 20-25 personer. Det er dem, der styrer det. Hvis for eksempel det hele er ved at gå amok, så kigger folk fra vores gruppe på lederne, og hvis de siger, at der ikke skal ske noget, så vender folk sig om og går.

Lederne kan simpelthen styre det?

– Ja, de styrer det fuldt ud.

Det minder nærmest om en hærenhed med generaler, der styrer slagets gang.

– Det kan man godt sammenligne det med. Og så hjælper det ikke noget, at der står 40 betjente, der prøver at holde folk tilbage. Det klogeste politiet kan gøre, det er at gå til lederne og på en pæn måde spørge, hvad man gør for at løse konflikten, og så kan man sagtens løse det.

Men politiet kan vel ikke altid løse det, for I har jo også et ønske om, at tingene en gang imellem udarter sig til vold?

– Ja, det er klart, de kan ikke gøre noget hver gang. Men det ville hjælpe politiet mere at henvende sig pænt til folk frem for at slå løs på dem og så henvende sig til lederne frem for fodsoldaterne.

Ved de, hvem lederne er?

– Ja, det ved de udmærket godt.

Når det nu kommer til kamp, hvordan styrer lederen så slagets gang, hvordan bevarer han overblikket?

– Som regel går han rundt midt i det hele. Hvis der opstår en situation, hvor vi er i voldsomt undertal, så går lederen frem og møder det andet holds leder, og så kan de andre få sig et grin ud af det, for vi skal ikke have noget klinket her, hvilket er fair nok.

Så det er styret til mindste detalje?

– Ja, det er styret helt ned til mindste detalje.

Men hvis lederen går nede midt i, hvordan styrer han så, at folk ikke bare går løs på de andre?

– Jamen, så råber han til folk. Men det er sjældent, at der er nogen, der ryger på de andre, før de har fået grønt lys. Det er ikke altid 100 procent styret, men der er en høj grad af styring. Sammenligner man eksempelvis med den vold, man ser inde i byen lørdag aften, så er den vold meget meget værre. Der ser folk sig ikke for fine til ikke at trampe hinanden i hovedet, når man ligger ned eller bruge en kniv for den sags skyld.

Så her er der en respekt for modstanderen?

– Det er der i høj grad. Og udviser du ikke modstanderen respekt, jamen så er der heller ingen, der har respekt for dig, fordi du ikke kan følge de enkle regler, der er i det. Hvis der derimod er nogen, der er gået over grænsen en enkelt gang, så ved de også, at modstanderne næste gang ikke nødvendigvis holder sig inden for grænserne – men så står der 1-1, og så slår man en streg over det.

Umiddelbart skulle man tro, at det var et hadforhold til modstanderfans. Men det, du har skildret her, det kan vel nærmest betegnes som et had-kærlighedsforhold.

– Det er det også, helt sikkert. Der er enkelte klubber, blandt andet Brøndby IF og F.C. København, de har i princippet kun et hadforhold til hinanden, og de bryder også mange gange reglerne og går over stregen.

– Men i efteråret var vi nogle stykker, der blev inviteret på besøg hos en anden fraktion, hvor vi tog på en rundtur med dem. De kunne noget med stemningen på stadion, som vi ikke helt har formået, så vi tog på en studietur, hvor vi tog på pub sammen med dem og kom med rundt og snakkede med folk, så vi kunne se, hvad vi gør forkert for på den måde at lære noget om stemningen. Man kender jo hinanden indbyrdes, og det er jo ikke bare sådan, at man farer løs på hinanden.

Nu skal jeg lige høre, for at jeg kan forstå det her ret. Vil det være helt utænkeligt, at det på et eller andet tidspunkt kan ende i et slagsmål mellem Jer og den fraktion, der inviterede Jer på studietur?

– Det er ikke helt utænkeligt, at det vil ske, men så er det også aftalt. For mit vedkommende vil jeg nok ikke deltage i det, men det er ikke utænkeligt, at der kommer et slagsmål klubberne imellem. Men det er jo ikke værre end, at vi kan være oppe at slås det ene minut, og en halv time efter kan vi få os en øl sammen på en pub. Jeg kan godt se, at det kan være svært for folk at forstå, men sådan virker det nogle gange i det her.

– Altså, vi kender hinanden internt, og vi kan snakke pænt sammen over telefonen, sms eller messenger. Og det kan vi gøre om lørdagen, hvor klubberne møder hinanden om søndagen. Og så kan der falde et par stikpiller af – »om vi er klar til i morgen, jamen I kommer bare«. Og så kører det derfra. Om mandagen snakker man så pænt sammen igen, hvor man kan grine lidt af dem, der har stået som taberne i det.

Behovet for et frirum

Hvad handler det her i bund og grund om?

– Dybest set er det et adrenalinkick, som man søger i det. Du skal jo overvinde dine instinkter for at blive stående og ikke løbe, når der kommer en hidsig menneskemængde imod dig, og du ved, at det her, det kan godt komme til at gøre ondt.

Jeg ville jo tænke, at det her det drejer sig om at komme væk.

– Det sker da også nogen gange, at man ikke kan styre det og tager flugten. Men det er jo så en sejr for de andre, men hvis du kan styre det ... altså alle sanser bliver skærpet fuldstændigt, og man kan mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Tit er det overstået i løbet af ti minutter højest, to minutter mange gange, og så har man fået målt styrkeforholdet.

– Mange gange ringer man sammen efter kampen, og har vi så eksempelvis tabt, så mødes vores ledere med den anden fraktion efter kampen og får sig en øl sammen. Jeg ved, det lyder åndssvagt, men det sker tit, at man mødes og siger »ok vi tabte i dag, men det var en fair kamp«.

Hvad siger din kæreste til det her, hvordan får du det her til at gå op i en højere enhed med dit familieliv?

– Min kæreste er ikke synderlig glad for det, men jeg har mere eller mindre sagt, at sådan er jeg, og det er en af de få ting, som jeg holder fast i, at jeg vil have lov til at have. Og jeg er jo stadigvæk kun 26 år, så man kan sige, at det måske er tidligt at have kæreste og to børn. Men jeg går ikke i byen torsdag, fredag og lørdag og drikker mig fuld. Jeg har én søndag om ugen, hvor jeg kan tage ud og være sammen med gutterne, og det er det frirum, jeg har brug for. Og det har hun også til dels accepteret. Min arbejdsuge hedder jo tit seks morgen til ni aften, så jeg har som sagt brug for det her frirum.

Men det frirum, som du beskriver her, det står jo i skarp kontrast til både dit familieliv og dit arbejdsliv, kan du prøve at beskrive, hvad det er, det giver dig?

– Jamen, det har givet mig nogle rigtig gode venskaber. Og det giver mig et frirum til, at jeg den ene dag om ugen ikke behøver tænke på arbejdslivet. Man har lige den søndag, hvor man holder fri, og telefonen er slukket, mens man bare er på stadion.

Det er simpelthen afkobling det her?

– Ja, det er det.

Men er man ikke træt om mandagen, når man har været af sted hele dagen i forvejen?

– Jo, det sker da mange gange, at jeg er træt mandag morgen, specielt efter udebaneturene. Tager man af sted søndag morgen klokken 8, så er man først hjemme igen om aftenen. Så har den stået på druk, råben, skrigen og sang og hoppen og dansen i tolv timer, så jeg er da træt om mandagen.

Hvordan kan man holde til det? Nu hører man jo, at stoffer figurerer i miljøet?

– Jo, det er der en del af. Der er mange, der ikke bruger det, men der er så sandelig også mange der bruger det.

Hvad taler vi om for stoffer?

– Det er mest amfetamin og kokain, altså opkvikkende stoffer, mens man ikke ser sløvende stoffer som hash.

Hvad med dig selv?

– Jeg har brugt det, men jeg kan sagtens være af sted på en udebanetur uden at tage det. Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst har taget det.

Hvor længe kan du forestille dig at være en del af det her miljø – vil du nogensinde kunne slippe det?

– Jeg har prøvet at slippe det efter samtale med min kæreste, men nej, det kan jeg ikke – ikke endnu. Det kan jeg ikke.

Ser du dig selv som casual som 40-45 årig?

– Det kommer lidt an på, hvordan casualscenen ser ud i Danmark på det tidspunkt, for der er da ingen tvivl om, at nogen af os, der hænger i det nu, nok aldrig kan slippe det. Altså ikke før man bliver så gammel, at helbredet ikke kan følge med til det længere.

– Hvis man kigger til England, det er jo den vej, man skal kigge for at finde casualfænomenet, så er det jo mange gange familiefædre i 40—45 års alderen, der styrer det. Herhjemme derimod er det stadig forholdsvis unge personer. Specielt dem, der slås meget, er unge omkring 18-20 år, hvorimod vi andre, vi tager de kampe, der er nødvendige at tage, og så er det det.

Min nabo

Da interviewet var ovre, rendte børnene stadig rundt haven, mens moren nu sad og hyggesnakkede med naboerne, et ældre ægtepar, der var kommet over til kaffe på terrassen. Jeg hilste på, inden turen gik hjemover gennem det pæne villakvarter og videre ud på farbar vej.

Hjemme på min rolige villavej mødte jeg min nabo, der kom cyklende med sin tennisketsjer over skulderen. Et kort øjeblik tænkte jeg, at han kunne være en af dem, og at han måske ville fare løs på mig med ketsjeren, indtil jeg kom i tanker om, at de ikke bruger våben og tilsyneladende heller ikke overfalder på må og få.

Han ser nu i øvrigt også ganske fredelig ud min nabo, og er det sikkert også, om end hans have i betænkelig grad minder om den, jeg kort forinden havde kommenteret i rosende vendinger.

Først da jeg lukkede døren bag mig, følte jeg mig helt sikker og tryg igen. Først da gav tingene mening, her stod alt på sin vante plads, ligesom jeg kendte mig selv og min kæreste, skulle jeg mene.

Alligevel dukker Morten Sabroes artikel om Peter Lundin op igen. »American Psycho« hed den med henvisning til den »23-årige kønne unge mand, der malede den ene side af sit ansigt sort foran TV2s rullende kamera i Brown Creek-fængslet i North Carolina, mens han snerrende fremsagde en lang monolog af modsætninger. Den unge mand, der lignede en engel, men var selve mørkets fyrste, Lucifer« (»American Psycho«, Politiken,, 28. oktober 2000).

Nu var Peter Lundin psykopat, en abnorm gevækst, som blev bortluget fra et ellers velfungerende moderne samfund, der langt hen ad vejen har tæmmet menneskets irrationelle sider.

Som den polske sociolog Zygmunt Bauman skriver i sin tankevækkende bog Modernitet og Holocaust:

»Den moderne kultur er en havekultur. Den definerer sig selv som et udkast til det ideale liv og den perfekte indretning af menneskelivet. (…) Nogle gartnere hader det ukrudt, der ødelægger deres planlægning – denne grimhed midt i skønheden, dette skidt midt i den afklarede orden. Andre er ligeglade med ukrudtet: Det er bare et problem, der skal løses, endnu et arbejde, der skal gøres« (side 129).

Hvor enhver ved sin fulde fornuft kan forstå nødvendigheden af at bortluge Lundin og sætte ham bag lås og slå, så er det straks vanskeligere at forlige sig med tanken om, at nazisterne selv fandt, at de handlede ud fra gode grunde, når de bortfjernede jøder, som var de ukrudt.

Det er imidlertid Baumans fortjeneste at give et indblik i ondskabens natur, som når alt kommer til alt viser sig skræmmende banal.

Jødeudryddelsen byggede ikke på et civilisatorisk tilbagefald til et barbarisk stade, tværtimod var den kun mulig ved hjælp af den civiliserede verdens organisationsformer, det vil sige ved hjælp af bureaukrati og instrumentel rationalitet.

Og menneskene bag var heller ikke frådende uhyrer, som man ellers umiddelbart kunne tro. Til illustration beretter Bauman om en journalist ved Le Monde, der havde interviewet tidligere ofre fra en flykapring. Interessant nok kunne journalisten konstatere en »unormalt høj skilsmisseprocent hos de par, der havde været gennem gidselaffæren sammen.«

Nu havde de fleste ikke gået i skilsmissetanker før kapringen, men under forløbet så de pludselig deres ægtefæller i et nyt lys:

Almindelige gode ægtemænd »viste sig at være« egoister uden interesse for andet end sig selv; dristige forretningsmænd optrådte som ynkelige kujoner; stærke »verdensmænd« krakelerede og foretog sig ikke meget andet end at klynke over deres ulykkelige situation. Journalisten stillede nu sig selv et spørgsmål: Hvilket af disse janusansigter var det sande ansigt, og hvilket var masken? Han nåede frem til, at spørgsmålet var forkert stillet. Det ene ansigt var ikke »sandere« end det andet. Begge facader var muligheder, som offerets personlighed hele tiden havde indeholdt – de dukkede simpelthen op på forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder. Det »gode« ansigt virkede kun normalt, fordi de normale betingelser favoriserede det frem for det andet. Men det andet ansigt var altid til stede, omend normalt usynligt. Det mest fascinerende ved denne opdagelse var imidlertid, at hvis det ikke havde været for flykaprenes aktion, ville det »andet ansigt« sikkert være forblevet skjult for altid (ibid. s. 23-24)

En af Baumans centrale pointer er, at folkene bag Holocaust ikke var unormale, følelsesmæssigt afstumpede individer. Tværtimod var de børn af moderniteten, formet af et bureaukrati, et rationelt samfund, som var i stand til at bedøve det enkelte individs sans for ansvar og etik.

Med Baumans ord:

»Vi ved, at folk i de organisationer, der mest direkte var involveret i massemordene, hverken var abnormt sadistiske eller abnormt fanatiske. Vi kan antage, at de også kendte til den nærmest instinktive menneskelige aversion mod at påføre andre fysisk lidelse og den endnu mere universelle vægring ved at tage andres liv. Vi ved sågar, at når der for eksempel skulle vælges folk til Einsatz-gruppen og andre enheder, som skulle arbejde tæt på de faktiske drabssteder, gjorde man sig særlig umage for at luge ud – fritage eller udelukke alle specielt ivrige, følelsesbetonede, eller ideologisk overspændte individer. Vi ved, at individuelle initiativer var uønskede, og at der blev gjort meget for at holde hele processen inden for forretningsmæssige og strengt upersonlige rammer (…) Lyst- eller driftsbetonede drab kunne, i modsætning til drab efter ordre og gennemført på organiseret vis, i hvert fald i princippet føre til retssag og dom ligesom almindelig mord eller drab« (ibid. s. 41).

Holocaust er imidlertid et, hooliganisme noget helt andet, omend der er en vis parallel mellem hooliganismens typiske højredrejning og Hitlertyskland. Bauman peger dog på det helt centrale, at man må prøve at forstå den samfundsmæssighed, tingene skriver sig ind i.

Hvor lektor Bo Kampmann Walther indledningsvis lagde op til, at hooliganisme er rummet for »no play at all«, stedet, hvor civilisationer brydes ned. Og hvor rapporten om hooliganisme skildrer hooligans som utilpassede personer med en særlig voldsaura, så rummer den her beskrevne hooliganisme tilsyneladende regler, fair play-idealer, ære, respekt og loyalitet.

Hvor man umiddelbart vil dømme hooliganismen ude, da tror jeg i stedet, at man må se fænomenet som et barn af vort samfund, hvis man vil forsøge at forstå den dybereliggende bevæggrund for det.

En alternativ forklaringsramme end den gængse kunne derfor lyde, at hooliganisme handler om, at tilværelsen er blevet for forudsigelig og kedelig. I filmen Fight Club (1999, instrueret af David Fincher), der har Brad Pitt og Edward Norton i hovedrollerne, finder man dette tema belyst på fremragende vis.

Filmens fortæller (Edward Norton) lever en søvngængeragtig IKEA-tilværelse, hvor det største problem er, hvilken farve sofaen skal have. Det eneste problem, han lider af, er, at han ikke kan falde i søvn om natten.

På trods af lægens forvisning om, at han intet fejler, begynder han selv at lede efter en løsning på problemet. I begyndelsen ved at udgive sig for at være dødeligt syg og opsøge terapigrupper for terminale patienter. Den fælles gråd over et muligt snarligt farvel til livet opleves så forløsende, at han udmattet falder omkuld om aftenen som et lille barn, der har grædt sig i søvn.

Således konfronteret med dødens nærvær finder han med andre ord mening med livet. Det er dog først efter et værtshusbesøg, hvor han kommer i slagsmål med Tyler Durden (Brad Pitt), at han finder ind til livets dybere mening.

Her bliver den følelsesmæssige smerte afløst af en fysisk smerte, der formår at gøre op med livet som søvngænger.

Det underfundige er, at filmens to hovedpersoner til sidst viser sig at være en og samme person. Tyler Durden er med andre ord fortællerens alter ego.

Og hermed er vi tilbage ved den maske, som vi alle bærer, og som ikke altid er, hvad den syner på overfladen, men som måske, hvis betingelserne er til stede, dukker op.

Interessant er det under alle omstændigheder, at der efter filmen kom en række fight clubs i USA og rundt omkring i Europa. Man kan således konstatere et behov for at leve en side ud, som den normale tilværelse ikke åbner mulighed for.

Lidt på samme vis, fristes man til at sige, som den søgen, man ligeledes gennem nu efterhånden mange år, har set efter ekstremer som bjergklatring, togsurfing, paragliding etc. På trods af indlysende forskelle, har de det tilfælles med hooliganisme, at de giver udøveren et adrenalinkick, som kan forlene det almindelige liv med værdi (jf. Verner Møller og Christian Jantzen: »Marginaloplevelser og tærskelværdier. Til installering af begrebet vanvidsidræt« in Hooked. Om vanvid og æstetik i sport og kropskultur, Odense Universitetsforlag 1994, Verner Møller, Jørgen Povlsen og Kurt Lüders (red.). Se tillige: Verner Møller, »Leg med Døden«, in Perspektiver på ungdom og krop, Bibi Hølge-Hazelton (red.), Roskilde Universitetsforlag, 2003).

Kulturforskeren Verner Møller skriver, at der er grund til at tro, at risikoaktiviteter som togsurfing mv. »opfylder et grundlæggende behov, nemlig behovet for at magte eller føle magt.(...) Velfærdssamfundet er indrettet med henblik på at sikre de samfundsmedlemmer, der ikke magter tilværelsen, men er i sagens natur ikke i stand til at imødekomme individets behov for at
magte« (»Leg med Døden«, s. 115).

Videre skriver han, at der er nogen, der fornemmer;

»afmagten som et vilkår ved at leve inden for velfærdsstatens rammer, og (de) søger derfor andre områder for beherskelse. De passer som oftest uddannelse eller arbejde og lever med de bedste udsigter, men de oplever alligevel trygheden i velfærdsstaten som (ned)trykkende. Trygheden sætter dem i en tilstand af rastløshed, som de modvirker ved at opsøge risici« (ibid. s. 116).

Det ligger lige for ikke bare at se hooliganisme som en søgen efter et adrenalinkick, men tillige at se fænomenet som et symptom på et samfund, der lider af velfærdssyge, hvorfor den enkelte på linje med hovedpersonen i filmen Fight Club søger tryghed og fortrolighed blandt ligesindede, der loyalt deler samme anskuelse.

(Det velfærdssyge samfund er også blevet beskrevet som et »fuldkaskosamfund«, der med en lang række foranstaltninger, som eksempelvis overførselsindkomst etc., skal give sikkerhed til samfundets medlemmer i videst muligt omfang, jf. Joern 2009, s. 160).

Man skal nemlig ikke glemme, at de fans, der bekender sig til casualgrupperne, i bund og grund finder en dybere mening i det fællesskab, der følger med.

Måske man kan tale om, at hooliganisme derfor afspejler en vilje til at leve en personlighed ud, som ligger skjult under overfladen, men som ikke desto mindre gør krav på at blive levet ud som et supplement til tilværelsen.

Heldigvis er min nabo ikke fodboldfan. Det ved jeg med sikkerhed. Jeg er til gengæld.

Kristian Rasmussen er videnskabelig assistent ved Institut for Idræt, Aarhus Universitet.

Artiklen er Kristian Rasmussens bidrag til antologien Fotboll och huliganism i Skandinavien, redigeret af Jonas Havelund, Lise Joern og Kristian Rasmussen. Idrottsforum.org, Malmö högskola.

Litteratur

Bauman, Zygmunt (1994). Modernitet og Holocaust, Hans Reitzels Forlag,
København.

Joern, Lise (2009). Homo Fanaticus, 2. udgave, Forlaget Bavnebanke, Slagelse.

Møller, Verner og Christian Jantzen (1994). »Marginaloplevelser og tærskelværdier. Til installering af begrebet vanvidsidræt« in: Verner Møller, Jørgen Povlsen og Kurt Lüders (red.). Hooked. Om vanvid og æstetik i sport og kropskultur, Odense Universitetsforlag, Odense.

Møller, Verner (2003). »Leg med Døden«, in: Bibi Hølge-Hazelton (red.) Perspektiver på ungdom og krop, Roskilde Universitetsforlag, 2003.

Rigspolitiet (2005). Rapport om bekæmpelse af hooliganisme i Danmark.

Øvrige kilder
Fight Club, 1999. Instruktion David Fincher

Bo Kampmann Walther: »Indover med fodbolden til et æggehoved!«, Berlingske Tidende,
den 15. maj 2006

Ekstra Bladet den 2. oktober 2006: »Ballade efter fodboldkamp«

Morten Sabroe, »American Psycho«, Politiken den 28. oktober 2000