200 klima-aktivister demonstrerede onsdag i silende regnvejr foran Byretten i København. Mange af dem deltog i december i de store demonstrationer under COP15-topmødet, hvor omkring 2.000 blev anholdt. I de nærmeste uger skal retten tage stilling til om fire af de ledende aktivister skal i fængsel for deres rolle i begivenhederne.
Tannie Nyboe er én af de tiltalte i de igangværende retssager. Fra ladet af en lille lastbil styrer hun slagets gang med en mikrofon i hånden. Hun slår ud med armen i retning af den laksefarvede retsbygning med seks tykke søjler.
– Det her er blevet lidt af et værested for mange af os for tiden, konstaterer hun med et glimt i øjet.

Bemærkningen får tilhørerne til at le og huje. De fleste af dem er i 20’erne og iklædt fornuftige regnsæt. En håndfuld vejrbidte ungersvende i festhumør kvæler dåsebajere, mens en gruppe christianitter har klædt sig ud som politi med påskriften »IDIOTI« på deres dragter.
Læs artiklen: Klimaaktivister: Vi er uskyldige
Tannie Nyboe varmer op til demonstrationens hovedtaler, forfatteren Knud Vilby, der stod i spidsen for en massedemonstration indkaldt af 500 klima-organisationer den 12. december 2009.
– Nu kommer en rigtig, rigtig sej fyr, der hedder Knud Vilby! råber hun.
Forfatteren griber mikrofonen. Han minder sine tilhørere om, at klima-demonstrationerne for otte måneder siden var nogle af de største nogensinde i Københavns historie, og at 100.000 mennesker var på gaden. Og han kalder politiets håndtering af klimaprotesterne for et »overgreb«.
– De trues med straffe, der slet ikke hænger sammen med hvad de har gjort. Det er vigtigt, at vi støtter op om de mennesker, der nu bliver retsforfulgt, siger Knud Vilby.
Læs artiklen: Historisk højt antal anholdte ved klimademonstration
Ifølge den 68-årige forfatter gik antallet af anholdelser helt over gevind under klima-topmødet. Han siger at det skyldes, at Folketingets flertal med vedtagelsen af »Lømmelpakken« har sendt et signal til politiet om at demokratisk kontrol er ophævet.
– Indskrænkelserne i retssikkerheden og i de demokratiske friheder truer os alle og hele samfundet. Ytringsfriheden indskrænkes til et par læserbreve, fortsætter han.

Klima-veteranen høster bifald fra de regnvåde tilhørere og et enkelt kanonslag bliver fyret af. Til sidst snegler demonstrationen sig videre mod Nørrebro. Midt blandt folk går en pige og en fyr helt pakket ind i hver sin store papkasse med dannebrogsflag på.
– Vi hedder Lømmelpakken, siger pigen og hæver sin store sorte papknippel i vejret.

Demonstrationen var indkaldt af Klima Kollektivet. Besøg Klima Kollektivets hjemmeside
Se Modkrafts fotoserie fra demonstrationen
Der er retsmøder i sagen mod klimafolkene den 24., 25., og 31. august og igen den 6., 27. og 28. oktober.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96