Den arbejdsmedicinske klinik på Bispebjerg Hospital undgår en besparelse på fem millioner kroner, der ville have kostet otte stillinger.
Det besluttede forretningsudvalget i Regionen på et møde torsdag den 12. august.
Op til mødet havde 35 fagforeningsformænd fra Københavnsområdet sendt et fælles brev til Regionsrådet, der protesterede mod besparelsen. Og den blev derfor taget af bordet uden afstemning, fortæller socialdemokraten Thor Buch Grønnelykke fra Region Hovedstadens forretningsudvalg til 3f.dk.

– For Socialdemokraternes vedkommende har vi en holdning til, at arbejdsmiljømedicin et vigtigt fag. Vi har brug for behandling og udredning. Men i høj grad også forskning, så vi kan forebygge sygdomme, der er relateret til arbejdsmiljøet, siger han til 3f.dk.
Karin Helweg-Larsen, der er medlem af regionsrådet for Enhedslisten, fortæller Modkraft, at forslaget til skære i Arbejdsmedicinsk klinik stammer fra Bispebjerg Hospital selv. Forslaget dukkede op, da hospitalet på linje med de øvrige sygehuse i regionen blev pålagt at finde forslag til besparelser, der skal træde i kraft allerede i 2010.
Og selv om Karin Helweg-Larsen er tilfreds med at Arbejdsmedicinsk klinik slipper for beskæringen, er der ikke ingen grund til jubel.
– Det bliver nu andre afdelinger, der må spare på personalet. Problemet er at den borgerlige regering ikke vil give de penge, der kan opretholde rammebevillingerne i 2010. Alle afdelinger skal derfor spare på personalet med forringet patientbehandling til følge, siger Karin Helweg-Larsen til Modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96