Annonce

11. august 2010 - 17:26

Politiet stak klimaaktivister

Dansk politi har videregivet oplysninger til udenlandsk politi om de udlændinge, der blev administrativt tilbageholdt under klimatopmødet i København i december.

I mindst ét tilfælde har udenlandske politimyndigheder kontaktet de hjemvendte demonstranter: En ung russer har i en vidneerklæring til Københavns Byret forklaret, hvordan han blev kontaktet af russisk politi, kort efter at han var vendt hjem fra den store klimademonstration den 12. december i Danmark.

– Det er problematisk at udveksle den slags oplysninger med lande, som ikke overholder de politiske frihedsrettigheder. Vi ved, at eksempelvis Rusland forfølger politisk aktive og demonstranter, siger Claus Juul, jurist i Amnesty International.

I et svar fra justitsminister Lars Barfoed (K) til Folketingets retsudvalg, fremgår det, at det danske politi har udleveret navne på de anholdte til udenlandske forbindelsesofficerer, for at kunne indhente oplysninger om, hvorvidt de tidligere har været i søgelyset i forbindelse med uroligheder eller demonstrationer.

– Politiet skal være meget varsomme med at udveksle oplysninger med politimyndigheder i andre lande, som ikke respekterer menneskerettighederne. Dansk politi aner ikke, hvad oplysningerne kan blive brugt til. Københavns Politi burde have spurgt sig selv, om det er nødvendigt og forsvarligt, at udveksle den slags oplysninger, fastslår Claus Juul.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce