Russisk revolutionskunst

»Hvis revolutionen kunne give kunsten sjæl, så kunne kunsten blive til revolutionens mund.«
Udtalt af folkekommissæren for uddannelse, Lunatscharski, i midten af 20’erne .

I ovenstående citat præciseres kunstens opgave i den nye sovjetstat: Kunsten er revolutionens talerør ud til masserne og skal formidle det nye samfunds ideer, behov og krav til folket.

Bolsjevikkerne begyndte under borgerkrigen at bruge plakater til at mobilisere masserne. Men det gik naturligvis hurtigt op for propagandisterne, at skriftlig agitation havde minimal effekt blandt en befolkningsgruppe, der stort set bestod af analfabeter. Bolsjevikkerne var helt på det rene med, at hverdagslivets indretning også havde betydning for bevidsthedsdannelsen hos mennesket. Denne generelle målsætning gjorde sig i særdeleshed gældende for plakatkunstens vedkommende.

Plakaterne blev produceret for at opfylde en bestemt funktion: De skulle bruges til agitations-, propaganda- og oplysningsformål i forbindelse med opbygningen af det sovjetiske samfund. Bolsjevikkerne begyndte en grundlæggende økonomisk og ideologisk revolution: De ville ophæve kapitalismen og opbygge et socialistisk samfund efter de forskrifter, som Karl Marx havde skabt. Og det publikum plakaterne henvendte sig til, bestod overvejende af analfabetiske bønder. Disse forhold stillede tydelige krav til billedproduktionen.

”HØST I TIDE” (1920, Viktor Deni)
De to mænd der bliver halshugget: Til venstre en polsk godsejer og til højre Wrangel, en af de hvides generaler. Plakaten viser hvordan bolsjevikkerne ville have folk til at slå det polske angreb ned – eller ”høste (hoveder) i tide” som teksten lyder. Det er en satirisk plakat, og Wiktor Deni er også kendt som en af de fremtrædende skikkelser i russisk, satirisk plakatkunst.

Rosta vinduer

Et andet vigtigt kendetegn for plakaten som genre er dens kombination af billede og tekst. Billederne skulle virke tillokkende, også på de ikke læsekyndige, og forklare en hel del i sig selv. De eventuelt fornødne ekstra oplysninger kunne de læsekyndige finde i den som regel kortfattede tekst og give videre til de andre. Midlerne blev dem, man kender i den politiske propaganda til alle tider: Udpegning af skurke og helte. Plakaten leverede argumenter. De kunne appellere til fornuften, men oftere var det følelsen og fantasien man forsøgte at få i tale. Derudover var selve dens tilstedeværelse en manifestation: Hvor den hang havde revolutionen fodfæste.

Rosta betyder: Russisk telegrafagentur, og rostavinduerne var håndmalede plakater, malet med skabelon i nogle få hundrede eksemplarer, men de blev hængt op på pladserne i de store byer, hvor tusindvis af mennesker så dem. De blev mangfoldiggjort og beregnet til at hænge på iøjnefaldende steder, så de er trykt på (ofte dårligt) papir, hvis levetid svarer nogenlunde til den tid, dets budskab er praktisk anvendeligt i.

”MED RØD KILE – SLÅ DE HVIDE” (1919-1920, El Lissitzky)
Viser en rød trekant (symboliser bolsjevikkerne), der trænger ind i en cirkelformet lomme i et sort territorium. Den store trekant får assistance fra mindre røde trekanter, og bag den står aflange rektangler opmarcheret.

Den russiske avantgarde og den socialistiske produktionskunst

Titlen er ”Med rød kile slå de hvide!” Og den er tegnet af en af den russiske avantgardes hovedskikkelser El Lissitzsky er fra borgerkrigsperioden 1919-20. Den viser en rød trekant (symboliser bolsjevikkerne/de røde), der trænger ind i en hvid cirkelformet lomme i et sort territorium (symbolisere de hvides territorium). Den store trekant får assistance fra mindre røde trekanter, og bag den står aflange rektangler opmarcheret. Den er et eksempel på typisk tidlig avantgardekunst fra borgerkrigsperioden, og den er udført i et geometrisk-abstrakt formsprog. Den var et forsøg på løsning af den hindring analfabetismen var for Kommunistpartiet i forhold til at kommunikere sine budskaber. Det lykkedes dog ikke: De uforståelige bogstaver blev erstattet af ligeså uforståelige geometriske figurer, og man gik hurtigt væk fra brugen af avantgardekunsten til udbredelse af politiske budskaber. Et tydeligt eksempel på modsætningen mellem de intellektuelle i partiets ledelse og andre der hævdede at tale bønderne og arbejdernes sag og hævdede at disse havde mere traditionelle værdier og ikke forstod det ny avancerede formsprog. Start-20erne var en meget eksperimenterende periode i forhold til at finde ”stilen” til plakaterne. Avantgarden, der var splittet op i en lang række interne fraktioner blev under et bl.a. kritiseret for at være ufolkelig, utilgængelig og blev på den måde udmanøvreret bureaukratisk af partiets hårde kerne, i en stadig mere ensrettet debat, og begyndte dermed langsomt at køre i en slags tomgang op igennem 20´erne.

”HISTORIEN OM KRINGLERNE OG KVINDEN, SOM IKKE VILLE ANDERKENDE REPUBLIKKEN!” (1920, Michail Michailowitsch)
Plakaten viser hvordan bolsjevikkerne forsøgte at få folk til at aflevere mad til soldaterne – Afleveringspligten.

Den afspejler partiets problematik omkring at få bønderne til at aflevere deres korn til staten, og den præsentere et skrækscenarium på, hvad der ville ske, hvis man ikke overholdt afleveringspligten. Der er flere tydelige symboler i plakaten: F.eks. er den gode soldat en høj slank mand iført rød uniform, mens den onde polske godsejer har hvidt tøj på og er lille og fed (=grådig, kapitalistisk). Den røde farve er meget karakteristisk for agitationskunsten.

Den russiske plakat og socialistisk realisme

Det karikerede og fabulerende, der var en del af det eksperimenterende fra 20erne, trængtes tilbage til fordel for en enklere og mere monumental stil i 30erne.

”VI OPBYGGER SOCIALISMEN” (1928, Jurij Iwanowitsch)
Viser starten på industrialiseringen i slut-20´erne.

”MED BEDSTE ARBEJDERTEMPO I FULD GANG NÅR VI FEMÅRSPLANEN PÅ FIRE ÅR” (1930, ukendt kunster)
Viser sværindustrien i starten af 30´erne samt femårsplanerne.

En plakat der viser denne udvikling er fra 1930 og har titlen ”Med bedste arbejdertempo i fuld gang, når vi femårsplanen på fire år”. Plakaten demonstrerede tydeligt, hvad der nu stod i centrum i det sovjetiske samfund: Opbygningen af sværindustri, produktionsøgning og disciplinering. Arbejderen er fremstillet som stærk og rød, og plakaten forsøger at skabe et billede af den ideelle sovjetborger - arbejderen, der fremstilles næsten som en maskine uden angivelse af personlige træk, uselvisk kæmpende for at nå det kollektive samfunds mål - før tiden.

I øvrigt er plakaten et godt eksempel på forestillingen om arbejderen som det ypperste sovjetiske ideal, der forandrer det tilbagestående Rusland ved at være en moderne progressiv arbejder på fabrik: Han indsluses dermed i det ny moderne socialistiske samfunds socialisering, der fuldstændig er baseret på materialistiske, moderne og videnskabelige teorier. Hans forandring senere i andre plakater vidner om moderniseringsdiktaturets omfang side om side med hungersnød og andre ulykker og voldsomme katastrofer, der ramte Sovjetunions befolkning i denne proces.

”KOM TIL VORES KOLKHOS, KAMMERATER!” (1931, Wera Sergejewa)
(Kolkhos =kollektivt landbrug) Idylliseringen af kollektiviseringen.

Kollektiviseringen af landbruget var et andet stort tema for partiet i 30erne. I flere af plakaterne blev denne proces fremstillet meget idylliseret. Et eksempel på dette ses i plakaten, der har titlen: ”Kom til vores kolkhos, kammerater!”. Den viser to stærke sunde glade bønder og skulle få flere småbønder til at melde sig ind i fællesskabet.
Personerne er set fra let frøperspektiv, hvilket forstærker billedet af landbrugskollektivets mennesker som stærke sunde unge og glade – på vej frem. Igen en formidling af det grundlæggende sovjetiske menneskesyn, hvor individet glad opgiver sin private ejendom for kollektivets store idé. Blandt de mange nyskabelser på de russiske plakater er brugen af bogstavsforkortelser i stedet for at skrive navne helt ud. F.eks. ikke Kommunistisk Internationale, men Komintern o.s.v.

”AT SKAFFE KORN ER KLASSEKAMP. RØDE VOGNTOG – MOD KULAKKERNE” (1930, ukendt kunstner)
Viser produktiviteten ved kollektivisering og ”udryddelsen” af kulakkerne.

Hvad der taler imod plakaternes og propagandaens effekt i det hele taget, er dog alle de hårde metoder til undertrykkelse af anderledes tænkende og den politiske opposition, der blev benyttet i Sovjetunionen. Hvis effekten af de bløde midler var effektiv havde det vel været mindre nødvendigt med anvendelsen af diverse hårde magtmidler?

Modsætningsforholdet mellem det idealbillede, der blev fremstillet på plakaterne og den virkelighed, der blev oplevet var stor. Måske var idealforestillingen om den kollektive idé og den uselviske, kollektivistiske sovjetborger for langt fra den menneskelige natur?

Hvilken direkte effekt plakaterne har haft er det svært at sige noget entydigt om. At de har haft en effekt tyder anvendelsen helt op i 80erne på, omvendt kan man diskutere graden af succes og gennemslagskraft for mediet og den sovjetiske propaganda i det hele taget, når det var nødvendigt at undertrykke enhver form for kritisk kommunikation i samfundet.

De russiske plakater kan ses i København i Kunstindustrimuseets samling.

Se også:

- Emnelisten på Modkraft.dk om Den russiske revolution