Annonce

6. juli 2010 - 23:51

Er »Ånden fra Seattle« ved at dø i Europa?

Flere dages kaos og frustrationer blev glemt for en stund, da et umage mix af aktivister fra den finske pensionistbevægelse, kurdiske flygtninge og belgiske fagforeningsfolk i denne weekend demonstrerede skulder ved skulder i Tyrkiets hovedstad Istanbul.

Ifølge arrangørerne deltog op mod 10.000 mennesker i den farverige og larmende demonstrationen, som markerede afslutningen på det alternative græsrodstræf European Social Forum (ESF). ESF er blevet hyldet som det vigtigste mødested for den såkaldte anti-globaliseringsbevægelse.

JPEG - 109.1 kb
Tusindvis af deltagere fra European Social Forum fyldte i weekenden Istanbuls gader. Men bag kulisserne er der krise, og fagforeninger føler sig tyranniseret af smågrupper. Foto: Charlotte Lund Dideriksen

Men ESF’s fremtid ser usikker ud. Den europæiske aflægger af World Social Forum, blev i år afholdt for sjette gang, og flere deltagere peger på at deltagerantallet var det hidtil laveste og organiseringen den hidtil dårligste. Til sammenligning talte arrangørerne af det første ESF i Italien for otte år siden antallet af deltagere i den afsluttende demonstration til op mod 1 million.

Fra Danmark deltog i år færre end tyve aktivister, de fleste med tilknytning til Enhedslisten eller Socialistisk Ungdomsfront.

– ESF har nået sin grænse. Det skal ændres. Det virker ikke, og det kommer ikke til at virke, siger en frustreret Jon Etxebarria fra den baskiske solidaritetsgruppe Askapena til Modkraft.

Han peger på manglende oversættelse og kaotisk planlægning som en del af årsagerne til den udbredte utilfredshed blandt mange af ESF-bevægelsens veteraner.

Smågrupper tyranniserer fagforeninger

Den norske fagforeningsleder Asbjørn Wahl er også blandt kritikerne.

– Det Sociale Forum er i krise. Det er usikkert, hvordan det igen kan blive det instrument, som vi trænger til, siger han og peger på at særligt deltagelsen fra Europas fagbevægelser har været sløj.

JPEG - 38.5 kb
Den norske fagforeningsmand Asbjørn Wahl er en skarp kritiker af markedskræfterne. Nu efterlyser han reformer af ESF’s struktur. Foto: Ulrik S. Kohl

Norge er en delvis undtagelse, her har LO sendt 25 unge medlemmer afsted med billetten betalt, og Fagforbundet – som er en norsk pendant til danske FOA – har sendt et lignende antal. Alligevel er Asbjørn Wahl langt fra tilfreds, fortæller han til Modkraft.

– Dele af fagbevægelsen er nervøse for at være med, fordi smågrupper kan kuppe møderne på grund af manglen på demokratisk struktur. Samtidigt er nogle NGO’er og græsrødder imod at vælge repræsentanter, fordi de ser det som en bureaukratisering af ESF, siger han.

Ifølge Asbjørn Wahl er det nødvendigt at indføre reformer i ESF’s basisdemokratiske struktur, så beslutninger i bevægelsen kan træffes med et demokratisk mandat.

– Den uformelle struktur giver heltidsaktivister uforholdsmæssig stor indflydelse, siger han.

Belgisk forbitrelse og sydafrikansk begejstring

Heller ikke den belgiske fagbevægelse har prioriteret at deltage i dette års ESF, fortæller Brigid Garry fra det kristne belgiske fagforbund CSC, der tæller 1,7 millioner medlemmer. CSC har sammen med de socialdemokratiske fagforbund i Belgien sendt omkring 70 medlemmer til Istanbul, for blandt andet at diskutere et forslag om en fælles europæisk mindsteløn.

JPEG - 39 kb
– Dette Forum er meget mindre end de andre år og elendigt organiseret. Oversættelsen er dårlig og der er ingen kontrol med noget som helst, siger den belgiske fagforeningsleder Brigid Garry. Foto: Ulrik S. Kohl

En helt anden holdning har transportarbejderen Zico Tamela, der for første gang deltager i ESF. Han er repræsentant for det sydafrikanske LO, COSATU.

– Det har været fantastisk at høre om de udfordringer, som den europæiske fagbevægelse står over for. I Sydafrika tror vi, at arbejderne i Europa er glade, og at arbejdsforholdene er gode, siger han til Modkraft.

JPEG - 39.3 kb
Zico Tamela fra Sydafrikas COSATU-fagbevægelse har været særligt glad for at udveksle erfaringer om ungdomsarbejdet med europæiske kolleger. Foto: Ulrik S. Kohl

Men ifølge Zico Tamela er der er mange ligheder mellem Sydafrika og Europa når det kommer til problemer som lange arbejdstider, racisme og fremmedhad på arbejdsmarkedet – og i nogle lande som fx Tyrkiet også mangel på politiske rettigheder og undertrykkelse af mindretal.

– En af de ting der forbinder os alle, er solidariteten med Palæstina og med migrantarbejderne, siger han.

Ånden fra Seattle - fra succes til krise

Martin Glasenapp fra den tyske nødhjælps-NGO Medico er en af ESF-bevægelsens veteraner, og har deltaget i alle seks fora, der har været afholdt i Europa. Han peger på at ESF udsprang af den bølge af håb og optimisme, som kom efter at det lykkedes for demonstranter at blokere for et WTO-topmøde i Seattle i 1999.

– I begyndelsen var ESF en kæmpe succces, og det lykkedes at skabe et kreativt rum og et mødested for kritiske aktivister, miljøbevægelsen, krigsmodstandere og fagbevægelser, siger Martin Glasenapp.

JPEG - 85.6 kb
Aktivister fra den socialdemokratiske fagbevægelse i Belgien forsøger at råbe en demonstration op under ESF-mødet i Istanbul. Foto: Charlotte Lund Dideriksen

Tidligere har det været modstand mod den økonomiske globalisering og krige i Irak og Afghanistan, som har vejet tungt på ESF. I 2010 har det altoverskyggende politiske tema været krisen i Europa. Ifølge Martın Glasenapp har den alvorlige politiske situation gjort det tydeligere, at det konsensus-baserede ESF selv er handlingslammet og i krise.

– Europa er ramt af økonomisk krise, og den vigtigste diskussion er, hvordan vi skaber mere bevægelse på gaden, og hvordan vi kan presse regeringerne. Her er problemet, hvem der træffer beslutning om fx en fælles aktionsdag, siger han..

– På den ene side har du deltagere fra fagforeningerne, som har et stærkt apparat i ryggen, og på den anden side har du folk som immigrantnetværkene, som ikke har nogen ressourcer udover deres egne aktivistkræfter. Forbindelsen er svag, og i praksis laver alle bare deres eget Sociale Forum indenfor det Sociale Forum, siger Martin Glasenapp.

Se også linksamlinger på Modkraft.dk om antikapitalistiske bevægelser

Se videoklip fra European Social Forum-demonstration i Istanbul, onsdag den 3. juli 2010:

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce