Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
25. juni 2010 - 15:56

Politik er krig og de andre er forrædere – om populisme og Dansk Folkeparti

Populisme beskrives ofte som en lidt plump form for politik, hvor politikerne overtager de populære synspunkter og stiller urealistiske forslag. Ofte beskrives den som farlig, måske endda totalitær eller potentielt folkemorderisk. Således kan de »ansvarlige ikke-populister« differentiere sig fra de »uansvarlige populister«.

Men populisme er ikke en partibetegnelse, ideologi eller politisk doktrin. Det er en kritisk strategi; og alle politiske aktører kan i princippet anvende det populistiske sprog.

Populisme handler om at fremhæve skel imellem folket og dets fjender. De mest succesfulde til at anvende det populistiske sprog har historisk set været højrefløjen, da de modsat venstrefløjen ikke har haft et ambivalent forhold til folkebegrebet.
I dag ser vi en stærk populistisk diskurs fra højre omkring truslen imod det nationale, der laver to afgørende skel: et eksternt skel imellem folket og ikke-folket, dvs. mellem det nationale indre og det globale ydre samt et internt skel indenfor folket imellem de nationale og de anti-nationale.

I

Populisme bruges ofte som skældsord for platte politiske forslag foreslået udelukkende for at vinde stemmer, men populisme refererer ikke til popularitet eller uansvarlighed, men derimod til populus, folket. Populisme kan kort defineres som mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt. Folket er populismens vigtigste referenceramme, og eliten er den afgørende modpol.

Det, der gør det populistiske sprog så stærkt og virkningsfuldt, er, at det kan trække på folkesuverænitets-tanken i demokratiet, altså den nødvendige fundering af demokratiet hos folket, folket som øverste magt, vox populi.

JPEG - 55.1 kb

Demokratiske systemer er splittet imellem dets folkelige og dets institutionelle side. På den ene side får de legitimitet og energi fra dets folkelige pol, men stabilitet og effektivitet fra parlamentarismens institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse er reduceret til valghandlinger og passiv betragtning af det politiske spil gennem massemedierne.

Populisme er en appel til en anerkendt og øverste autoritet: folket, som populister påstår at tale på vegne af. De ser sig selv som de sande demokrater, der giver mæle til de meninger, som systemet ignorerer, undertrykker og latterliggør.

Populisme er en appel til folkets direkte inddragelse i politik, der skal komme til udtryk, før medierne og partierne stopper eller forvansker budskabet. Da påstanden er, at folkets stemme her kommer uforfalsket til udtryk, fremhæver populismen ofte folkeafstemningen og altid folkestemningen (f.eks. »retsfølelsen«) som den øverste demokratiske instans.

Det betyder også, at de tegner et billede af det politiske system som basalt set mislykket. Medierne, partierne og organisationerne udgør et lukket, selvsupplerende og kartellignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal.

Det politiske system afbildes som udemokratisk og ofte som svært skelneligt fra et diktatur. Staten, partierne og medierne udgør en systematisk og forstenet forhånelse af det almindelige menneske. Populismen redefinerer den demokratiske politik til at være udemokratisk, lukket og totalitær, hvilket giver populismen en affinitet til de antiautoritære bevægelser, som populismen i sin højrevariant forstår sig som i modsætning til.

Påstanden er, at virkeligheden bevidst besværliggøres af magthaverne for at begrænse folkets indsigt i og mulighed for at ændre samfundsudviklingen. Heraf kommer (højre)populismens antiintellektualisme: De intellektuelle hader og foragter folket, den folkelige kultur, den nationale konkrethed og begrænsning.

Populismens »folk« er de hårdtarbejdende, ordinære, normale, der finder glæde og tryghed i det konforme og velkendte, hvilket der oplagt har været en tendens til at latterliggøre som indskrænkede, kedelige, smådumme etc., og de føler sig ikke repræsenteret, men derimod udfordret af en politik, der eksplicit tilgodeser homoseksuelle, alternative miljøer, kunstnere, indvandrere og andre, der ikke passer til den nationale norm.

II

Populisme er derfor en fuldt integreret del af demokratisk politik, men vi kan også skelne imellem en række mere specifikke former, fx: en venstreradikal populisme som den Hugo Chavez eller den globaliseringskritiske bevægelse udtrykker med sloganet ’Ikke i vores navn’; en postideologisk populisme, hvor politik reduceres til dels teknokratisk administration af globale krav og dels til en legitimerende moralistisk værdipolitik; en markedspopulisme, der hylder det frie marked som det perfekte demokrati og kritiserer statslige interventioner i økonomien som angreb på den personlige frihed ; og en nationalpopulisme, der i stigende grad beskriver situationen som en krigstilstand, hvor nationen trues af de fremmede samt af de antinationale, der tillader »invasionen«, »islamificeringen«, »multikulturaliseringen« etc.

Nationalpopulismen insisterer overordnet på to genpolitiseringer af stivnede politiske spørgsmål. For det første genpolitiseres det nationale spørgsmål, dvs. flygtninge/indvandrer-spørgsmålet, som venstrefløjen hidtil har forsøgt at afpolitisere ved at placere det i et juridisk register som et spørgsmål om menneskerettigheder eller i et moralsk register som et spørgsmål om at være gode eller slette mennesker.

Her insisterer nationalpopulismen på at genpolitisere det, dvs. artikulere det som et politisk spørgsmål, der kan være strid om, og som vi som nation har en pligt og en mulighed for at beslutte om.

For det andet genpolitiseres den politiske strid. Nationalpopulismen insisterer på, at det politiske og mediemæssige system er undertrykkende. De afviser den gode tone og politiske korrekthed, der er en afvisning af deres »direkte tale«. Det er en genpolitisering af den politiske praksis, som nationalpopulismen mener, dømmer personer og emner udenfor debat.

Genpolitiseringen tager form som en forstyrrelse af et påstået »taleforbud«, hvor populisternes image som »udstødte« plejes af den stadige fremhævelse af »den politiske korrektheds tvang«, dæmoniseringen af nationalpopulisterne samt forargelsen, hver gang de fremsætter velkalkulerede provokationer, der netop har forargelsen og dermed selvstiliseringen som systemudfordrere som formål.

I en populistisk optik er politik krig. Det er en form for retorik, der taler i trusselstermer. Man er åbent imod noget og nogen, der truer en. De fire væsentligste knudepunkter for den populistiske krigsretorik er:
undertrykkelse: man selv og det folk, man taler på vegne af, er undertrykt af en bedrevidende elite;
trussel: man er eksistentielt truet. Denne trussel er den vigtigste overhovedet, al politik må læses i lyset af denne trussel, hvis bekæmpelse tillader overskridelse af normalpolitikkens begrænsninger;
krig: man er reelt i en krigssituation, i nationalpopulismen imod en demografisk invasion af muslimer, der måske ikke ligner en konventionel krig, men har samme livstruende karakter, hvor al politik fra udlændingelov, skolepolitik, madregler i børnehaven, forhæng i svømmehal, hovedbeklædning etc. også bliver sikkerhedspolitik;
fjender: man står overfor den ydre fjende i form af muslimer, EU, globalisering og indre fjender i form af en humanistisk sammensværgelse imod det nationale.

Krigsretorikken er essentiel i al populisme, men er særligt fremtrædende i nationalpopulismen, da folk/fjende-modellen her forener sig med nationalismens ydre/indre, ven/fjende-logik. Nationalpopulismen er en genpolitisering af det politiske system på et tidspunkt, hvor systemet havde og har svært ved at opretholde sin selvfortælling og – i hvert fald i mange andre vestlige lande – i at opretholde legitimitet grundet bl.a. globalisering, neoliberalisering og privatisering af det politiske.

En betydelig del af nationalpopulismens attraktion er, at den insisterer på, at politik virker, at det hele ikke er blevet marked og globalisering, at politik kan sætte grænser, beskytte og give mening.

III

Dansk Folkepartis succes skyldes i vid udstrækning deres selvstilisering som den eneste sande systemkritik. I de europæiske nationalpopulistiske partier udtrykkes den voksende utilfredshed med den herskende politik, den voksende kynisme overfor de politiske partier og den hastigt voksende mistillid til det politiske systems evne til at løse samfundets væsentligste problemer.

Nationalpopulismen er den for tiden stærkeste fortælling om elitens ansvar for tidens usikkerhed, og om elitens manglende interesse i dem, udviklingen går ud over, elitens foragt for det jævne, retskafne, normale liv. Denne systemkritik er en kritik af de transformationer af staten og det politiske, vi oplever for indeværende.

Nationalpopulismen er en kritik af den stadig mere udfoldede afnationalisering af økonomi, politik og dagligdag. Den populistiske kritik er afhængig i sit indhold af den konkrete sammenhæng, hvor indenfor kritikken formuleres. Det betyder, at når statseliten opleves som velfærdstats-konstruktører, så bliver populismen neoliberalistisk, men når statseliten opleves som velfærdsstats-destruktører, så bliver populismen nationalistisk. Man kan lidt firkantet sige, at Dansk Folkeparti og dets vælgere ønsker sig det samfund, som Fremskridtspartiet slog sig igennem på at kritisere i 1973.

I 1970’erne udvikledes det populistiske sprog i Danmark med Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne, og der blev skabt en stærk antagonistisk grænse mellem folket og magten. Påstanden var, at den tjenende stand havde udviklet sig til den herskende stand, og at den foragtede den brede befolkning. Den nye statselites interesser var de modsatte af befolkningens, der krævede mere individuel frihed.

I dag er kritikken, at statseliten er ved at globalisere og multikulturalisere sig, altså at de er ved at opgive deres gamle demokrati- og velfærdsprojekt til fordel for det kosmopolitiske. De tidligere kritikker bliver stadig gentaget, men der er kommet en ny retorisk figur, som vi kan kalde elitens flugt væk fra folket; en flugt, der nu ikke længere bare er mental, men som bliver meget konkret og synlig.

Som en af de ledende ideologer i DF, Søren Espersen, siger: »Det kan godt være, at Tøger Seidenfaden og hans elitære venner i Frankrig og Tyskland afskyr os, men vi får positive ord med på vejen af de mennesker, som betyder noget for os, nemlig ganske almindelige danskere, der er glade for, at vi kæmper deres sag. Vi taler ikke ned til befolkningen, vi lytter til den. Det var det, eliten fuldstændig ignorerede i udlændingespørgsmålet«.

Højrepopulismen er det aggressive svar på det, nogle har kaldt »demokratiets lette tilstand«, hvor ingen mere synes at have tiltro til, at det nytter at stemme om, hvordan problemerne skal løses. Hertil svarer højrepopulismen: »Det vil Dansk Folkeparti ikke finde sig i! … Udviklingen kan vendes! Det danske folk har før vist styrke og rejst sig, når landets ledere handlede mod Danmarks interesser«.

I dette citat forenes den tyske besættelse med flygtningespørgsmålet, og der insisteres på, at politik nytter; at selv i en europæiseret og globaliseret tidsalder er det danske folk suverænt herre over deres egen skæbne: »Dit land – dit valg«.

Modsat den EU- og globaliseringsbegejstrede del af Folketinget, der insisterer på den manglende og nødvendige begrænsning af politikken, er DF’s budskab, at politik nytter, og at det kun er det danske folk, der kan og skal bestemme over den danske virkelighed.

Det er nationalpopulismen, der mest eksplicit formulerer en post-ideologisk position, der hævder, at højre/venstre-skellet er forældet og ikke fanger de afgørende skillelinjer i politik. Som når Pia Kjærsgaard i 1997 sagde: »Nej, lad dog bare Venstre og Fremskridtspartiet bøvle med de for længst afdøde ideologier – Dansk Folkeparti er bare styret af sund dansk fornuft.«

Det er dels et strategisk forsøg på at undgå stigmatiseringen som højreekstrem og fange socialdemokratiske vælgere, men det er også en værdimæssig forestilling, der siger, at de traditionelle politisk-økonomiske spørgsmål ikke er de vigtigste, men at skellet nu går mellem de nationale og de ikke-nationale eller måske endda anti-nationale (landsforrædere, islamelskere etc.).

IV

Påstanden om en ny national/ikke-national skillelinje deles af flertallet af medier og politikere, hvor venstrefløjen i et misforstået forsøg på ikke at blive fanget som uansvarlige i dag, accepterer myten om, at man tidligere har holdt debatten nede og har lukket øjnene for realiteterne.

Det er et knæfald for en retorik snarere end en realitet, og det er måske det bedste tegn på venstrefløjens rådvildhed i forhold til nationalpopulismen.

På trods af klar afstandtagen til nationalpopulismen har man accepteret sin modstanders grundfortælling, hvilket er en klar taberstrategi. I det omfang venstrefløjen accepterer at have installeret et tale- og tankeforbud, accepterer de også, at nationen faktisk var og er truet af den selv og af indvandringen.

Accepten langt ind på venstrefløjen af denne grundfortælling har sløret skellet mellem højre og venstre og dermed tilladt venstrefløjsvælgere at bevæge sig til nationalpopulismen uden dermed at føle, at de overskrider grænsen mellem adskilte positioner; og det har været med til at legitimere og konsolidere det nu virksomme national/ikke-national skel.

Store dele af venstrefløjens accept af den tredje vejs post-ideologiske teknokratisme har desuden efterladt det politisk-økonomiske sprog uden mobiliseringskraft, hvorved der er blevet åbnet for et kulturalistisk/moralistisk sprog, der særligt tilgodeser nationalpopulismen, idet den arbejder med fjende- og trusselsforestillinger.

Den private og offentlige elite har internationaliseret deres udsyn og værdisæt, hvilket har efterladt de nationalt begrænsede uden nogen til at beskytte dem. Det blev nationalpopulismens mulighed at tematisere og overdrive denne internationalisering af eliten, og i de senere år er der desuden, særligt, men ikke kun i Danmark, sket en alliance mellem en økonomisk elite og en økonomisk underklasse, hvor groft taget Dansk Folkeparti varetager den økonomiske underklasses interesser samt Venstre og de Konservative den økonomiske overklasses.

Denne tilsyneladende umulige alliance er kommet i stand gennem den kulturalistisk/moralistiske diskurs, der forener sig i den fælles modstand imod den fælles fjende: den kulturelle elite indadtil og islamismen udadtil. Den politisk-økonomiske uenighed får aldrig lov til reelt at udfordre den kulturalistisk/moralistiske forbrødring.

Venstrefløjen er blevet beskyldt for at have ignoreret kulturfaktoren. Problemet er snarere, at venstrefløjen har følt sig tvunget til at kulturalisere sine opfattelser.

Det, der er behov for, er en konsekvent afkulturalisering eller bevidst kulturel blindhed. Det vil føre til mere progressiv politik og flere reelle forbedringer end det kulturalistiske alternativ.

På samme måde bør venstrefløjen »glemme« Pia Kjærsgaard. Moralske forargelser og påstande om, at hun (og DF) er ligesom nazismen i 30’erne eller lignende tvivlsomme påstande hjælper kun DF. En mere farbar strategi synes at være at ignorere dem, dvs. undgå at blive forarget og undgå at købe deres analyse.

Mikkel Thorup er adjunkt, ph.d., Institut for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet,

Artiklen er inkluderet i bogen Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi af Anne Jessen (red.). Udgivet af Forlaget Frydenlund.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce