To unge mænd fra det anti-racistiske miljø i Århus blev natten til den 11. marts anholdt med tapetklister, kost og spand. De var ifølge politiet i gang med at sætte plakater op, der var prydet af følgende tekst:
»De seks personer ovenfor er alle centrale i den nazistiske hooligangruppe White Pride. Gruppen har de seneste år stået bag en lang række overfald på venstreorienterede, antiracister, indvandrere og flygtninge. Ser du dem, så meddel dem klart og tydeligt, at de ikke er velkomne i Århus. Hverken på værtshuse, diskoteker, stadion eller nogen andre steder i byen, skal de frit kunne sprede deres had og vold.«

På plakaten var også fotos af ansigter af seks angiveligt ledende medlemmer i den højreekstremistiske hooligangruppe, der i en årrække har begået flere voldelige overfald i Østjylland.
Plakat-opsætterne bliver nu tiltalt for »grov chikane«, oplyser flere medier torsdag den 17. juni.
– Nu sender vi sagen til vores jurister for at få rejst en tiltale. Helt overordnet er det en usædvanlig sag, at nogle hænger andre ud ved at lave plakater med navn og billede og hænge dem op i byen. Det er meget atypisk, siger politiinspektør Frits Kjeldsen til P4 Østjylland.
Dagen efter, at politiet anholdt de to anti-racister blev størstedelen af de mere end hundrede plakater, som var blevet hængt op, fjernet. Plakaten er siden blevet oploadet anonymt på deletjenesten Dropbox.com.
Læs artiklen »Venstreekstremister tiltales for plakatchikane« i Jyllands-Posten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96