Annonce

2. juni 2010 - 19:36

Forsker: Danmark er juridisk ansvarlig for drab på flygtninge

Græske grænsevagter har fanget flygtninge på gummibåde og trukket dem hen til tyrkisk farvand, for derefter at lave hul i gummibådene.

Det er et de eksempler, som forsker i migration ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Thomas Gammeltoft-Hansen kan give på, hvordan EU-lande håndterer uvelkomne flygtninge.

– De, der så kunne svømme, prøvede at komme til kysten, men mange druknede.
Selvom der har været rapporter og vidner til de grusomme begivenheder, benægtede den græske regering alt. Den tyrkiske regering var endda ude i flere tyrkiske aviser og sige, at den var træt af, at Grækenland systematisk dumpede flygtninge i tyrkisk farvand, fortæller Gammeltoft-Hansen til Modkraft.

Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at den danske stat har et juridisk medansvar for disse overgreb på menneskeliv. Imidlertid giver outsourcingen af grænsekontrollen den danske stat muligheden for at vende det blinde øje til, når eksempelvis italienske grænsevagter dræber immigranter fra Afrika på vej til Europa.

JPEG - 61.5 kb
Migrationsforsker Thomas Gammeltoft-Hansen, mener at den danske stat har et medansver, når immigranter krænkes eller fængsles ved middelhavet. Foto: Asger Ladefoged/Monsun

Grænse-vold i EU’s navn

Når der sker krænkelser mod menneskerettighederne ved Italiens kyst i form af vold og ydmygelser af flygtninge og immigranter, bør det også være et problem for den danske regering og dens europæiske partnere, mener Thomas Gammeltoft-Hansen.

Danmark ratificerede i 2001 EU’s Schengen-aftale, hvilket i praksis betyder, at en gruppe medlemslande agerer grænsevagter på vegne af de øvrige EU-lande.

– De danske grænser er mere end bare Kastrup Lufthavn og Padborg. Der er en udbredt misforståelse af de danske grænser. Statsgrænserne går ud over de danske lufthavne og de maritime grænser, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

– Schengen-samarbejdet betyder mere end en aftale om fri bevægelighed mellem nationerne. Grænsekontrollen er gennem Schengen-traktaten blevet et kollektivt foretagende, og derfor må ansvaret, når det gælder misbrug af magt, også falde tilbage på samtlige Schengen-lande, siger han.

Den italienske grænsevagt er dansk

Forskeren fortæller, at volden mod immigranter begået af for eksempel italienske og græske grænsevagter dermed juridisk falder tilbage på den danske regering.

Thomas Gammeltoft-Hansen kalder EU’s grænsekontrol for »brutal«.
Han fortæller, at der foregår en bevidst outsourcing af grænsekontrollen til lande som Spanien, Italien, Malta og Grækenland.

– EU landene har kollektivt udliciteret deres grænsekontrol. Grænsevagten, der skyder en flygtning eller er med til at drukne flygtninge til søs ved Grækenland, kunne lige så godt være dansk, siger han.

– Men når det er lande som Italien og Grækenland, der »får lov« til at lave aftalerne og styre den egentlige grænsekontrol i samarbejde med lande som Libyen og Marokko, hører den danske befolkning desværre ikke særlig meget om disse overtrædelse af menneskerettigheder, tilføjer han.

Italiensk-libysk milliardaftale

En af de mest omstridte aftaler lavet mellem et EU land og en tredje part er en aftale mellem Italien og Libyen. Den italienske stat med premiereminister Silvio Berlusconi i spidsen har en gældende aftale med Libyens diktator Muammar al-Gaddafi.

Aftalen indebærer en økonomisk støttepakke på 5 milliarder dollars fra EU over 25 år til Libyen. Al-Gaddafi har udtalt, at der ikke er politiske flygtninge fra Afrika.

Aftalen mellem Berlusconi og al-Gaddafi har fået det danske netværk Stop Udvisningerne til at deltage i en international aktionsuge mod grænseagenturet, Frontex.

Stop Udvisningernes bidrag vil være en demonstration den 4. juni 2010 med start fra Integrationsministeriet i København.

Aktivister: Danmark skal tage ansvar

Stop Udvisningerne vil tvinge den danske stat til at tage ansvar i forhold til de aftaler staten har indgået.

– Frontex er EU’s mest centrale redskab i grænsekontrollen, der koordinerer arbejdet med at holde uønskede mennesker ude af EU, siger Rasmus Due Skavlan fra netværket til Modkraft.

– I samarbejde med Danmark og andre EU-lande og myndigheder i lande uden for EU er Frontex med til at udføre opgaver på land og hav overfor især afrikanske flygtninge, siger Rasmus Due Skavlan.

Frontex hjælper ikke kun med at holde mennesker ude, agenturet hjælper også til med organiseringen af tvangsudvisninger af det, EU betegner som »illegale immigranter«, fortæller han.

– Derfor må vi som aktivister tage et ansvar og være med til at oplyse den danske befolkning om dette racistiske samarbejde, som de danske politikere ikke har lyst til at tale om, slutter han.

Se Modkrafts kalender for mere info om aktionsdagen mod Frontex

Besøg netværket Stop Udvisningernes hjemmeside

Se Berlusconi og al-Gaddafi underskrive den omstridte aftale

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce