Debatten om professor Bent Jensens forskning

I en artikel på Modkraft 22.5.2010 udtalte historikerne Kurt Jacobsen, CBS, og Morten Thing, RUC, at de ikke ville være med til at kritisere professor Bent Jensens historieforskning i anledning af, at han er kendt skyldig i at udbrede injurier om journalist Jørgen Dragsdahl.

Bent Jensen har offentligt udtalt, at PET anså Dragsdahl for at være KGB-agent, og det er der ikke belæg for i det kildemateriale, Bent Jensen har haft adgang til, konkluderede byretten.

De to historikeres forsvar for Bent Jensens faglighed har fået professor i statskundskab Curt Sørensen, Aarhus Universitet, til at forfatte et åbent brev til Kurt Jacobsen og Morten Thing.

Historieprofessor Bent Jensen er meget interesseret i stalinismens forbrydelser, og hans arbejde er meget omstridt blandt en del historikere. Montage: Superstra.

26.5.2010 Åbent brev fra Curt Sørensen

»Kære Kurt Jacobsen og Morten Thing.

I udtaler begge, at »der intet er at udsætte på Bent Jensens historieskrivning«. Nu gælder der som bekendt i alt videnskabeligt arbejde nogle grundnormer – også i historievidenskaben.

Det drejer sig, så vidt jeg kan se, som minimum om følgende:

1) der må hos den pågældende forsker være i hvert fald elementer af kritisk selvrefleksion, den pågældende må seriøst udvikle sit teoriapparat og herunder være villig til at diskutere sit eget grundlag og sin egen tilgang,

2) den pågældende forsker må seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser,

3) der må være et dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori, som man så i øvrigt ikke så meget som prøver på at teste,

4) man må ikke fremme en eensidighed gennem selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik, og

5) man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande.

Jeg har i min udvidede anmeldelse af Bent Jensens Gulag og Glemsel (se Arbejderhistorie,nr. 4, december 2004, pp 119-132, også tilgængelig her på Modkraft) omhyggeligt påvist, at Bent Jensen i dette værk overtræder samtlige disse grundnormer. At han derudover er overfladisk i sin teoretiske tilgang, sjusket i sit noteapparat samt i øvrigt groft polemisk mod forskere, der har en anden mening end ham selv.

Mit spørgsmål til jer lyder: Mener I virkelig i ramme alvor, at normer som de oven angivne er ligegyldige i videnskabeligt arbejde? Eller mener I at Bent Jensen er fritaget for disse, eller begge dele?

Med venlig hilsen, Curt Sørensen, professor, dr.scient.pol.«

27.5.2010 Svar fra Morten Thing

Først kom svaret fra dr. phil Morten Thing:

»Kære Curt Sørensen

Hvis man vil klandre andre, er det et minimumskrav, at man kan citere
kilderne korrekt. Du mener, at jeg og Kurt Jacobsen har udtalt: »der intet er at udsætte på Bent Jensens historieskrivning«. Men faktisk har ingen af os sagt sådan, ej heller er vi citeret for det.

Jeg er citeret for at sige: »– Man kan selvfølgelig ud fra denne sag rejse spørgsmålet, om Bent Jensen i øvrigt har haft problemer med kildetolkninger i forhold til sin politiske overbevisning. Men der er efter min mening ikke meget
at komme efter, for Bent Jensen er en dygtig historiker. Jeg har aldrig
taget ham i den slags, som denne dom lægger op til, siger Morten Thing.«

Jeg har anmeldt en lang række af Bent Jensens bøger og bl.a. den, som
Curt Sørensen her henviser til, Gulag og Glemsel. Curt Sørensen henviser til sit svar på min anmeldelse.

Min anmeldelse kan læses i Arbejderhistorie 2003/3, s. 78-80 og på nettet.

Som det vil være klart, hvis man læser min anmeldelse, så er jeg langt
fra ukritisk overfor Bent Jensen og langt fra enig med ham.

Ikke desto mindre mener jeg ikke, det er en bog, som kan affærdiges som én, der overtræder samtlige grundnormer, eller at han er overfladisk i sin teoretiske tilgang, sjusket i sit noteapparat samt i øvrigt groft polemisk mod forskere, der har en anden mening end ham selv.

Men jeg anbefaler, at man læser andre fremstillinger, som systematisk
beskæftiger sig med hele problematikken.

Bent Jensen er i sin journalistik ofte meget grov, hvad der skaffer ham
mange fjender, men jeg synes der er himmelvid forskel på en historiker
som Bent Jensen og så en som Bent Blüdnikow (se videre).
Det var hvad jeg forsøgte at formidle.

Venlig hilsen
Morten Thing«

27.5.2010 Svar fra Kurt Jacobsen

Og her er svaret fra Kurt Jacobsen, professor dr. phil fra Copenhagen Business School:

»Det kan gøres ganske kort:

1. Jeg har aldrig sagt, at »der intet er at udsætte på Bent Jensens historieskrivning«, som Curt Sørensen citerer mig for. Modkrafts overskrift er heller ikke dækkende for mine udtalelser. Dette er ikke ensbetydende med , at jeg mener, der er noget at udsætte - se punkt 2.

2. Jeg har tværtimod udtrykkeligt understreget, at jeg ikke vil forholde mig til det spørgsmål - jeg har eksplicit ikke ønsket at forholde mig til Bent Jensens forskning for at fokusere skarpt på hovedproblemet: Dommerens begrundelse og præmis for dommen. Og dén finder jeg meget problematisk. Og det er ihvertfald ikke en dommer, der skal afgøre dét spørgsmål.

Kurt«

29.5.2010 gensvar fra Curt Sørensen

Curt Sørensen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, svarede så på Morten Thongs og Kurt Jacobsens svar:

»Bent Jensens dårlige forskning. Svar til mine 2 kolleger.

Modkraft havde i sin oprindelige artikel om temaet Bent Jensen’s koldkrigsforskning (Modkraft 22/5) meldt ud, at to venstreorienterede historieforskere angivelig skulle være af den opfattelse, at der intet er at udsætte på kvaliteten af Bent Jensens forskning.

Dette fremkaldte så min kritik (Modkraft 26/5), en kritik som Kurt Jacobsen og Morten Thing nu har svaret på (Modkraft 27/5).

Da spørgsmålet om karakteren af Bent Jensens forskning spiller en så stor rolle både i den løbende debat i medierne og internt i de videnskabelige samfund, og har implikationer der rækker langt ud over den snævre debats rammer, skal jeg fremføre nogle afsluttende betragtninger.

Hvor langt er vi så kommet?

1) Jo, jeg må for det først konstatere, at Kurt Jacobsen i sit svar gør det helt klart, at han slet ikke har villet tage stilling til spørgsmålet om karakteren af Bent Jensen’s forskning, men udelukkede har ønsket at tage stilling til aspekter af retssagen i Svendborg.

Det er fair nok. Men så kan man altså heller ikke tage Kurt Jacobsen til indtægt for det synspunkt, at der intet er at kritisere i Bent Jensen’s forskning.

2) Morten Thing anfører i sit svar, at han skam selv tidligere har kritiseret Bent Jensen’s forskning og henviser i et link til sin gamle anmeldelse af Gulag & Glemsel. Den anmeldelse kan jeg kun anbefale, at man læser. Det er nemlig rigtigt, at Morten faktisk her fremfører en kritik af Bent Jensen. Denne kritik ligger ovenikøbet på flere punkter på linje med den kritik, som jeg selv har fremført i en anmeldelse af samme bog (en kritik og anmeldelse som også kan læses her på Modkraft).

Overraskende for mig kommer Morten så til trods for sin egen kritik til den konklusion, at han alligevel vil anbefale bogen. Det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg finder, at der i Mortens kritik af Bent Jensens omtalte bog er en modsætning mellem præmisser og konklusion.

I min egen kritik er der omvendt en overensstemmelse: Min omhyggelige gennemgang og dokumentation fører mig til den konklusion, at Bent Jensen tilsidesætter samtlige de videnskabelige grundnormer, som jeg henviser til, normer som ikke arbitrært er opfundet af mig, men simpelthen fundamentale i ethvert videnskabeligt samfund.

3) Under alle omstændigheder kan man altså heller ikke tage Morten Thing til indtægt for den opfattelse at der intet skulle være at udsætte på kvaliteten af Bent Jensen’s forskning. Morten fremfører en kritik af Bent Jensen, men mere punktvis og mindre radikalt end jeg gør det.

4) Jeg vil altså fastholde, at Bent Jensen i Gulag og Glemsel fremtræder som en elendig historiker, der i den grad overtræder elementære videnskabelige grundnormer. Og det har jeg dokumenteret punkt for punkt. Jeg forstår ikke at så dygtige og reelle historikere som Kurt og Morten ikke langt skarpere fremfører en kritik her. Jeg fatter det simpelthen ikke.

5) Men jeg ser klart den videre samfundsmæssige og politisk-ideologiske kontekst for et fænomen som Bent Jensen: Bent Jensen er i årevis blevet klappet på hovedet og dikket under hagen af indflydelsesrige kræfter i det danske samfund, fordi han siger det man gerne vil høre, og i øvrigt er i overensstemmelse med den dominerende ideologi og magtstruktur.

Men jeg kan også konstatere, at hans status står i et dirrende modsæstningsforhold til den videnskabelige præstation han yder i nævnte værk. Det vil jeg fastholde. Men det er som om alle i afmagt under tidsåndens enorme pres afstår fra en radikal dybtgående kritik af Bent Jensen og hans helt specielle måde at drive historieforskning på.

6) Bent Jensen ynder selv at påstå, at han har fremdraget noget som har været gemt og glemt (jvf titelen Gulag og Glemsel). Opfattelsen er i det hele taget udbredt på højrefløjen. Men det er jo løgn, at stalinismen ikke har været kritiseret tidligere.

Det var et hovedtema i den kolde krigs ideologiske konfrontation. Der gik ikke een dag hvor stalinismen og Sovjetunionen ikke blev kritiseret, også i den socialdemokratiske avis som var avisen i mit barndomshjem.
Og i den socialistiske tradition har kritikken været gennemgående fra Rosa Luxemburg, Karl Korsch og Karl Kautsky til George Orwell, Roy Medvedev og Boris Kagarlitsky.

Bent Jensen fordrejer her tingene, konstruerer en myte og smykker sig med falske fjer. Men det har unægtelig kunnet betale sig. Det siger meget om Bent Jensen og det samfund vi lever i i dag.

7) Så er der endelig retssagen i Svendborg. Jeg forstår for så vidt godt Kurt Jacobsens bekymring her. Så vidt jeg har forstået falder dommerens bemærkning om Bent Jensens forskning dog i en bisætning og konkret relateret til Bent Jensens kildekritiske omgang med en underordnet PET–medarbejders private notat.

Men selvfølgelig kan en domstol ikke generelt tage stilling til en forskers kvalifikationer. Her har Kurt naturligvis ret.

Men ejheller kan politikere og medier vurdere en forskers kvalifikationer og uden om de gængse bedømmelsesinstitutioner give den pågældende positiv særbehandling (her er Bent Jensen jo unægtelig blevet groft begunstiget).

Dette stiller imidlertid også omvendt krav til den interne normbevidsthed, selvkritik og diskussion i de videnskabelige samfund. Og det kniber det som sagt med. Jeg savner her stadig en langt stærkere faglig kritik af Bent Jensen end tilfældet har været det gennem de sidste mange år.

Situationen er ikke meget bedre indenfor mit eget fag, statskundskab, hvor en Bjørn Lomborg er blevet fostret og hvor videnskabelige grundnormer i vid udstrækning er blevet tilsidesat under de sidste årtiers neo-liberalistiske tryk og akademiske forfald.

Der er mange andre bekymrende aspekter i retssagen og dens efterforløb, bl.a. Søren Krarups angreb på dommerens person og vilde beskyldninger om forudindtagethed. Helt i tråd med DF’s gentagne antastelser af magtdelingsprincippet og retssikkerheden.

Selve retssagen er som bekendt en injuriesag. Men den indgår i en videre sammenhæng. Det videre perspektiv i sagen, og det som den afslører, er meget rystende: På den ene side har vi en dygtig og kritisk journalist, Jørgen Dragsdahl, der gennem årene har fået smadret sin karriere og sit liv ret beset blot fordi han havde en anden mening end magthaverne i almindelighed og den hævngerrige Bent Jensen i særdeleshed.

Og så på den anden side en Bent Jensen, der er blevet hævet op til skyhøjde fordi han siger det man gerne vil høre, og fordi han har så indflydelsesrige venner i medierne og blandt magthavende politikere. Dette er min største bekymring i hele denne sag.

Med venlig hilsen
Curt Sørensen«

29.5.2010 Svar fra Kurt Jacobsen

Og Curt Sørensens gensvar har ført til en reaktion fra Kurt Jacobsen:

»Det er rigtigt, som Curt Sørensen anfører, at jeg i mine kommentarer til dommen i Svendborg ikke har ønsket at bidrage til diskussionen om kvaliteten i Bent Jensens forskning. Årsagen er, at dommen bygger på principper, der kan ramme alle historikere og begrænse deres mulighed for at fremlægge deres forskningsresultater i aviser og andre ikke-akademiske medier.

Det er nemlig ikke en nærmest henkastet »bemærkning« i dommens præmis, jeg først og fremmest forholder mig til, men et helt centralt omdrejningspunkt for, at Bent Jensen blev dømt. Nemlig, at han publicerede resultater af sin forskning i en avis og ikke i et tidsskrift. Havde han publiceret i et tidsskrift, havde sagen således stillet sig anderledes, og det svæver i luften, at Jørgen Dragsdahl i givet fald måske ikke havde vundet sagen.

Men hvad nu, hvis Bent Jensen rent faktisk havde fremført sine synspunkter i en forskningsartikel i et historisk tidsskrift - og Jyllands Posten derefter havde refereret dem på forsiden og kaldt Dragsdahl agent??? Havde det været i orden???

Principielt anfører dommeren, at historikeres og andre forskeres ytingsfrihed er videre i akademiske tidsskrifter end i aviser, og da Bent Jensen publicerede i en avis, ja så falder hammeren altså. Men Det er da absurd, at jeg ikke må offentliggøre mine forskningsresultater på samme vis i aviser som i akademiske tidsskrifter (som ingen læser). Det kan ingen historikere leve med - ej heller Bent Jensen.

I givet fald må Modkraft.dk og andre både papir- og webaviser til at affinde sig med, at det er sket med, at historikere fremlægger deres forskningsresultater i disse medier - ihvertfald bliver det i redigeret og afdæmpet form, da vi ikke må gå så langt i vore konklusioner, som vi må i tidsskrifter.

Det er således dén pointe i dommen, jeg især finder bekymrende, og det har intet med kvaliteten af Bent Jensens forskning at gøre. At også andre deler min bekymring og ønsker sagen i Højesetret på grund af dette uhyre principielle spørgsmål, kan man læse i bl.a. sidste uges udgave af Weekendavisen.

Med venlig hilsen
Kurt Jacobsen, professor dr. phil, Copenhagen Business School.«

31.5.2010 Svar fra Bent Jensen

Professor Bent Jensen tager til genmæle mod Curt Sørensens angreb på hans forskning.

Bent Jensen skriver:

»Det er ikke uden en vis morskab, man læser Curt Sørensens heftige udgydelser på Modkrafts hjemmeside. Jeg har hidtil afstået fra at kommentere hans mange injurier i de pseudovidenskabelige belæringer, han slynger ud på nettet. Faktisk

er det imponerende, at han er i stand til at »bevise«, at jeg krænker intet mindre end »samtlige videnskabelige grundnormer«. Man må vel deraf slutte, at Sørensen er en slags videnskabsmand i superligaen, der i kraft af overlegen beherskelse af samtlige videnskabelige grundnormer kan slå andre ned for fode.

Han er imidlertid ikke i stand til blot at referere andres synspunkter fair og ordentligt. Han pådutter mig opfattelser, som han derpå nedgør. Jeg har naturligvis aldrig påstået noget så absurd som, at ingen før mig har forholdt sig kritisk til stalinismen.

Han har tidligere påstået, at jeg sammenlignede de amerikanske revisionister (dem, der bagatelliserede kommunismens forbrydelser) med stalinister og neo-nazister. Det gjorde jeg ikke. Jeg skrev, at disse revisionister kunne sammenlignes med de revisionister, der bagatelliserede nazismens forbrydelser. Begge sæt revisionister er - lige som Sørensen - dårlige forskere og anvender dårlig metode på dårligt kildemateriale for at få de to folkemordsregimer til at se kønnere ud.

Manden har været besat af mig og mine mange onde gerninger i et kvart århundrede, og det lønner sig ikke at forsøge at diskutere med besatte mennesker.

Han lever i et selvkonstrueret ideologisk univers af onde og inkompetente slynglers sammensværgelser og forbrydelser mod gode og intelligente mennesker. Manden er ikke historiker, og han ved tydeligvis ikke, hvad historieforskning er. Han tror, at det er noget med »strukturer«, »teorier« og et »dynamisk forhold« mellem teori og empiri.

Det, jeg foretager mig, er ifølge Sørensen »meget rystende«: Den dumme og hævngerrige Bent Jensen, som repræsenterer mørkets magter, har »smadret« ikke alene en dygtig og ædel journalists karriere, men selve dette menneskes liv.

Før Curt Sørensen kommer endnu længere ud i sine formørkede fantasier, vil jeg blot gøre opmærksom på en lille detalje, som tilsyneladende er undgået den store videnskabsmands dynamiske forhold mellem teori og empiri.

I retssalen i Svendborg, hvor man som i alle retssale lover at tale sandt, bevidnede Dragsdahl grådkvalt over for dommerne, at han på grund af min artikel fra 2007 var blevet arbejdsløs og nu levede af kontanthjælp.

Der er blot den lille forstyrrende detalje ved denne gribende historie, at han i 2004 blev interviewet af seniorudreder Svend Aage Christensen fra DIIS-udredningen. På et spørgsmål, om han som journalist havde fået noget ud af alle sine samtaler med sine mange KGB-kontakter, svarede Dragsdahl bl.a.: »Jeg synes, at det er møgubehageligt for mig selv overhovedet, hvad jeg er nødt til, at skulle tænke tilbage på den tid, for jeg bliver så edderspændt rasende, altså jeg er arbejdsløs i dag, hvorfor er jeg arbejdsløs? … man frygter at ansætte mig et sted.«

Dette DIIS-interview har længe været frit tilgængeligt – også for superforsker Sørensen. Hvis Dragsdahl var arbejdsløs allerede i 2004, kan det altså ikke have været min artikel tre år senere, der fremkaldte denne tilstand. Løgnen blev i øvrigt allerede imødegået under retssagen, men dette faktum indgår heller ikke i superforskerens dynamiske forhold til sandheden.

Da Sørensen selv henviser til sin tidligere kritik i Arbejderhistorie, vil jeg tillade mig at henvise til min egen imødegåelse af denne kritik sammesteds. Den kan læses her.«

1.6.2010 Svar til Bent Jensen fra Curt Sørensen

Og professor Curt Sørensen svarer på Bent Jensens debatindlæg:

»Efter personen i stedet for efter bolden: Bent Jensens særegne form for faglig diskussion.

Bent Jensen (BJ) besvarede – ikke uventet - i sin tid min anmeldelse af hans bog, Gulag og Glemsel med et angreb på min person. Til gengæld undlod han helt at komme ind på den faglige problematik, som jeg rejste. Det samme gentager sig igen i dag. Jensen går altid efter personen i stedet for efter bolden. Det dokumenterer han selv, hver gang han åbner munden eller griber pennen.

Problemet er i al sin enkelthed, at BJ har et ret så nonchalant forhold til grundlæggende videnskabelige normer, normer som ikke vilkårligt er opfundet af mig, men som er konstaterbart til stede i ethvert videnskabeligt samfund og overholdes af alle seriøse forskere, hvad enten de er historikere, sociologer eller politologer. Dette dokumenterede jeg omhyggeligt i min anmeldelse, der rummer over 60 præcise henvisninger til BJ’s tekst.

I stedet for hele tiden at prale af sig selv og forsøge at sværte anmeldere og kritikere burde BJ forholde sig til den fremførte kritik.

Hvad enten BJ kan lide det eller ej, så har samfunds- og historievidenskaberne nemlig nogle grundregler og normer, som forskerne inden for disse fag normalt søger at leve op til.

Det drejer sig om ihvertfald følgende grundnormer:

1) der må hos den pågældende forsker være elementer af kritisk selvrefleksion, hans/hendes teoretiske ramme og tilgang må være argumenteret

2) den pågældende forsker må seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser,

3) der må være et dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være efterfølgende illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori, som man så i øvrigt ikke så meget som prøver på at teste,

4) man må ikke fremme en ensidighed gennem selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik,

5) man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande, og

6) man må være omhyggelig og fair i sine henvisninger og kildeangivelser. Bent Jensen har, som jeg påviste det i min anmeldelse, et anstrengt forhold til dem alle.

For det første er hele bogens grundlæggende teorikonstruktion uargumenteret. Bent Jensen fremfører ikke nogen egentlig argumentation for sine grundteser og påstande. Han drøfter heller ikke sin egen grundtese og tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne motivere sit valg af tese og tilgang.

Ej heller diskuterer han det komplicerede forhold mellem ideologi og politisk/samfundsmæssig udvikling, hvor han selv tydeligvis hylder en primitiv teori om en direkte og unilineær sammenhæng, samt i øvrigt, i et slags åndeligt knæfald for Stalin, ureflekteret overtager diktatorens ideologiske postulat om den realiserede socialisme.

Bent Jensen er bemærkelsesværdig ukritisk i forhold til stalinismens ideologi og historieskrivning, som han gentager, blot med modsat fortegn

Heller ikke i den videre fremstilling reflekterer Jensen noget steds over eventuelle begrænsninger i sin tilgang, problemer der måtte være, eventuelle modifikationer, han kunne overveje at foretage i sin overordnede teori og i sine grundpostulater. Han er ikke et øjeblik kritisk selvreflekterende i forhold til sit eget grundlag.

Han forholder sig heller ikke på noget tidspunkt seriøst til forskere med modstående tilgange, opfattelser og teorier. Han er eensidig selektiv i sin litteratursøgning og i sin omgang med forskere og forskningstraditioner.

Hans litteratursøgning er utroligt snæver, ignorerende hovedtraditioner inden for de sidste 30-40 års omfattende amerikanske og engelske historieskrivning på feltet. Denne angelsaksiske historieskrivning har været langt mere avanceret end den franske og den tyske og også langt mere omfattende, men den er stort set ignoreret af BJ.

Bent Jensen er snævert forankret i én eneste tradition, nemlig den i dag så forældede og sønderkritiserede totalitarismeteoretiske tilgang, og inden for denne er han yderligere snævert orienteret.

Bogen igennem støtter han sig eensidigt til blot en 4-5 forfattere, der alle mener det samme som han selv (eller også er det omvendt). Når han overhovedet omtaler andre forfattere og traditioner, er det for at sværte dem til.

Det groveste eksempel her er, som jeg har dokumenteret, hans behandling af den revisionistiske historieskrivning, der udgør en af hovedtraditionerne i den nyere forskning på Ruslands/Sovjetunionens udvikling.

I nogle kapitler fortier han helt revisionisternes forskningsresultater, fordi de ikke passer ind i hans teori, i andre afsnit sviner han dem til og sammenligner dem med stalinister og neo-nazistiske historieskrivere. Er det en måde at føre en videnskabelig debat på?

Som jeg har påpeget og dokumenteret, er BJ også eensidig selektiv i relation til temaer og problemstillinger, som på nogen måde kunne rokke ved hans ensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en lille gruppe personers ideer.

Hele BJ’s fremstilling er som et slalomløb, hvor han hele tiden søger at styre uden om for ham besværlige data, emner, problemstillinger og teorier.

Kilders vidnesbyrd er altid fortolket, de er fortolket forskelligt, og fortolkningerne er omstridt blandt forskerne. Men sådan ser det ikke ud for Jensen. I hans enfoldige positivistiske univers taler kilderne »for sig selv« og han alene sammen med enkelte andre udvalgte »hører« det rigtige svar.

Derfor også hans intolerance overfor andre forskere. De hører »forkert«, og han hører »rigtigt«. Vi andre, der er tyngede af kompleksiteten i forholdet mellem teori og data, kan blot hertil sige: Det er meget godt, at Jensen forsker i arkiverne, men det er dog pudsigt, at han altid kun finder bekræftelse på det, han i forvejen mente. Hans forsknings hovedkonklusioner synes at være givne på forhånd. Kan det virkelig være god videnskab?. Selvfølgelig ikke.

BJ er heller ikke fair i sine referencer og henvisninger, som flere steder også er sjuskede, ufuldstændige eller simpelthen manglende. Helt ned i denne håndværksmæssige del af videnskaben kan man i det angivne værk påpege alvorlige brist hos Jensen.

BJ sammenblander endelig igen og igen videnskabelige teorier og påstande og politiske udtalelser og proklamationer.

Interessant nok kommer BJ selv eksplicit ind på dette forhold, idet han indledningsvis erklærer: »Der er efter min mening intet nødvendigt spændings- eller modsætningsforhold mellem moral og historieskrivning. De to kan derimod på frugtbar vis supplere hinanden« (BJ, p 16).

BJ har ret i, at forskere udmærket både kan forske og fordømme begivenheder og personer, og stalinismen fortjener al mulig fordømmelse. Men han glemmer, at forskeren samtidig må holde videnskab og moral adskilt.

Den moralske fordømmelse, og den kan bestemt være på sin plads, må fremføres som det, den er, nemlig netop en moralsk fordømmelse og ikke igen og igen fremstilles som noget helt andet, nemlig videnskab. Jensen reducerer i nævnte værk historievidenskaben til en dæmonologi.

I BJ’s værk er der sket en stærk sammenblanding af politik/ideologi og videnskab. Han synes selv at mene, at dette har været frugtbart for hans forskning. Det er omvendt min påstand, at politik og ideologi i værket har taget overhånd og forvredet historievidenskaben, således at BJ har bragt sig i et anspændt forhold til samtlige de oven angivne grundnormer for videnskabelig virksomhed.

Det er det, jeg påviser og dokumenterer i min anmeldelse fra 2004 og det er den kritik, han burde have forholdt sig til, i stedet for den gang i dagspressen og andre steder at svare igen på en anmeldelse med en rent personlig tilsvining af anmelderen.

I sit svar igen i dag bekræfter Jensen netop det, der var en af mine pointer: hans manglende vilje/evne til at føre en faglig diskussion i gængs forstand. Bent Jensen sviner til, hvor andre forskere diskuterer. Det var det, jeg påviste, og det er det, som han selv igen og igen bekræfter.

Curt Sørensen, professor, dr.scient.pol.

Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet«