Annonce

28. maj 2010 - 15:50

Europæiske studerende lægger pres på Colombia

I Colombia bliver studerende, der er aktive i studenterpolitik, udsat for store repressioner fra både staten og paramilitære grupper.

Derfor mødtes 50 elever og studerende fra hele Europa den 21.– 23. maj i København for at diskutere menneskerettighedssituationen og organiserings-rettigheder for studerende i Colombia. Her blev der dannet et nyt netværk, der skal støtte de colombianske studerende i kampen.

Det var Danske Studerendes Fællesråd, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Lærerstuderendes Landskreds og Pædagogstuderenes Studiekreds, som havde indkaldt til mødet, som havde fået støtte af med midler fra Europa Kommissionens »Ative Unge«-program.

Vil presse de colombiaske myndigheder

Nina Lendal, der læser geografi på Københavns Universitet, var med til at arrangere mødet.

– Det er vigtigt, at der er international opmærksomhed på de menneskerettighedskrænkelser, der sker i Colombia, siger hun til Modkraft.

– Ved at stifte det her netværk sender vi et stærkt signal til de colombianske myndigheder om, at der er nogen, der holder øje med de colombianske studerendes situation, tilføjer hun.

JPEG - 110.6 kb
Studerende fra Colombia og Europa er gået sammen om et nyt netværk, i solidaritet med kampen om den gode uddannelse og retten til at organisere sig i Colombia. Foto: Ulrik Kohl/Monsun

Diego Marin fra den colombianske studenterorganisationer ACEU deltog også i weekendens møde. Han mener, at stiftelsen af det europæiske »Colombian Student Watch« har stor betydning, for studerende i landet.

– De colombianske myndigheder vil gerne give et indtryk af at være en demokratisk stat, men staten beskytter ikke de studerende mod de voldelige overgreb, der finder sted, siger han til Modkraft.

– Samtidig har staten fuldstændig kontrol over medierne i Colombia, så vi bliver fuldstændig overhørt i vores protester, fortæller Diego.

Han mener at dannelsen af netværket er et skridt i den rigtig retning:

– Studenterorganisationerne spiller en vigtig rolle i den her konflikt, og med de europæiske studenterorganisationer i ryggen kan vi sikre, at presset på de colombianske myndigheder stiger, siger han.

EU skal forholde sig til Colombia

I Danmark har aktive elever og studerende støttet de colombianske studerende siden 2007, blandt andet ved at sende protestbreve til de colombianske myndigheder og lave oplysningsarbejde i Danmark og ved at sende studenter-delegationer til Colombia. Nu udvider de netværket til at være europæisk.

– Med opstarten af det her netværk har vi udbredt solidaritetsarbejdet med colombianske studerende til at involvere studerende i hele Europa, siger Nina Lendal.

– Men pointen med at lave et europæisk netværk er også at få sat fokus på den Europæiske Unions Colombia-politik. Vi mener, at EU bør forholde sig til de menneskerettighedskrænkelser, der sker Colombia. Blandt andet i sin handelspolitik med landet, siger Nina Lendal til Modkraft.

Diego Marin fra ACEU mener, at det har stor vigtighed, at netværket nu er blevet europæisk.

– Med støtte fra så mange europæiske organisationer har vi større muligheder for at komme i dialog med de europæiske institutioner. Det betyder, at der er større vægt bag vores ord, når vi fortæller om de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i Colombia, siger han.

Fælles kamp for bedre uddannelse

Det nye netværk handler ikke kun om menneskerettigheder, det handler også kampen for uddannelse.

– I Colombia kæmper de studerende for bedre vilkår på uddannelserne, ligesom vi gør her i Europa. Vi har en fælles kamp for og det er den, vi er gået sammen om i det her netværk, fortæller Nina Lendal.

– Vi ønsker ikke at være et netværk, der passivt støtter de colombianske studerende. Tværtimod ønsker vi at sige klart, at vi som europæiske studerende har en kamp til fælles med de colombianske studerende. Kampen for en god og gratis uddannelse, siger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce