Torsdag den 27. maj stadfæstede Højesteret en tidligere dom fra lands- og fogedretten, som betyder, at de danske teleudbydere skal blokere for deres kunders adgang til hjemmesiden ThePirateBay.org.
Retten fandt at Telenor og andre udbydere af internet, medvirker til overtrædelse af ophavsretten ved at tillade deres kunder adgang til den populære og verdenskendte fildelingstjeneste.
Derfor pålagde Højesteret Telenor, at opretholde den såkaldte DNS-blokering, for at undgå at folk downloader musik, film og spil uden tilladelse fra - og ikke mindst betaling til - rettighedshaverne.
Det var danske repræsentanter for musik-, film- og underholdningsindustrien som havde anlagt sagen mod Telenor (tidligere Tele2). Selskabet er stærkt kritisk overfor dommen, men glæder sig alligevel over at der nu er klare linjer på området.
– Vi er tilfredse med, at udfaldet præciserer vores handlepligt. Østre Landsrets afgørelse skabte tvivl om, hvor langt vi skulle gå for at opretholde spærringen. Men Højesteret har nu besluttet, at det er tilstrækkeligt at foretage DNS-blokering, siger Telenors juridiske chef, Nicholai Kramer Pfeiffer til Computerworld.
– Vi mener naturligvis stadigvæk, at det er uhensigtsmæssigt, at vi som teleselskaber bliver inddraget i en sag som denne. Teleselskaberne har ikke noget incitament til at bruge ressourcer på en sag, der står mellem rettighedshavere og folk, som anklages for at krænke ophavsretten, siger Nicholai Kramer Pfeiffer
Den omtalte blokering er ifølge eksperter den billigste løsning på problemet. Men er samtidig også den nemmeste at omgås. I praksis kan alle med blot den mindste viden om computer og internet med få klik komme ind på Pirate Bay og få adgang til de forbudte frugter.
Dommen kan dog få konsekvenser, som rækker langt ud over konflikten om den svenske piratside.
– Konsekvensen af dommen bliver, at Telenor og sikkert også andre internetudbydere ikke fremover vil møde op og gøre modstand i retten, hvis rettighedshavene en anden gang får en dommer til at kræve spærring af site, der krænker deres ophavsret, siger regulatorisk chef i telenor, Nicholai Kramer Pfeiffer til ComON.
Dommen bliver også mødt med bekymring fra Piratgruppen, som kæmper for retten til frit at kopiere og dele kultur på internettet.
– Grundstenen er nu lagt til et samfund hvor internetcensur er et legitimt middel til at regulere borgernes færden på internettet. Ytringsfriheden er i fare og i sidste ende vil denne kurs ødelægge internettet som vi kender det, udtaler Troels Møller, talsperson i Piratgruppen, og fortsætter:
– Det (blokering, red.) er totalt ude af proportion. Censur kan til nøds tages i brug ved alvorlig kriminalitet som fx børneporno, men at bruge det som et middel mod ophavsretskrænkelser er helt absurd. Hvor går grænsen? Man kan jo nærmest ikke færdes på internettet uden at bryde ophavsretsloven, sådan som den ser ud i dag. Og skal vi også til at lukke for adgangen til Google, YouTube osv. fordi man kan finde ophavsretskrænkende materiale der?, lyder det fra pirattalsmanden.
Han mener, at de danske politikere må gribe ind.
– Rettighedsindustriens lobby har al for stor magt i disse sager, og da der ikke på tilsvarende vis er nogen samlet stemme eller store pengebeløb bag den anden side af sagen, er det sjældent den bliver hørt. Politikerne bliver nød til at få øjnene op for disse ting, siger Troels Møller.
Piratgruppen står ikke alene med deres kritik af passive politikere på IT-området.
– Afgørelsen i Højesteret er juridisk korrekt, det er lovgivningen, der er problemet. I vidt omfang lægger man nu op til at lade private aktører udføre det arbejde, der ellers på mange andre områder udføres af demokratiske organisationer som Folketinget, ministerierne og politiet, siger IT-advokat, Martin von Haller Grønbæk, til dagbladet Politiken.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96