150 maskerede urobetjente stormede natten til den 21. juli 2001 Armando Diaz skolen i Genova. Her tæskede de løs på demonstranter, som brugte skolen til overnatning i forbindelse med protestdemonstrationer mod G8-topmødet.
En betjent, som var med til det målrettede angreb, sammenlignede efterfølgende resultatet med et »mexicansk slagtehus«, da blodet fra de forsvarsløse demonstranter i bogstaveligste forstand flød ned at væggene.
Nu har en appeldomstol i Italien idømt flere af de politibetjente, som var ansvarlige for og selv medvirkede i overgrebene fire års fængsel. Blandt dem chefen for en efterforskningsafdeling og efterretningstjenesten.
Det skriver den engelske avis The Guardian.
28 af de personer som befandt sig på skolen endte på hospitalet efter mødet med urobetjentene, heraf blev tre personer indlagt i stærkt kritisk tilstand. En af dem – 42-årige Mark Covell fra England – endte i koma.
Han glæder sig i dag over dommen mod de ansvarlige betjente.
– Dette overstiger mine vildeste forventninger. De italienske domstole har anerkendt sandheden omkring hvad der skete. Menneskerettighederne er endelig blevet respekteret. Og italienerne vil nu vide, at deres politi ikke har immunitet, udtalte Mark Covell til The Guardian.

I forbindelse med retssagen er der blevet afsløret, at politiet selv plantede brandbomber på skolen og løj om at de var blevet angrebet med kniv under deres »ransagning« af demonstranternes sovested.
Politiets påstand om, at skolen var hovedkvarter for militante aktivister fra den såkaldte »sorte blok« viste sig ligeledes at være en forklaring opfundet til lejligheden.
Det var ligeledes under G8-topmødet i Genova i 2001, at italiensk politi skød og dræbte demonstranten Carlo Giuliani.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96