Københavnerne betaler over kommuneskatten til at udbygge et ulovligt netværk af jødiske bosættelser på Vestbredden. Københavns kommune har købt værdipapirer for 13 millioner kroner i selskaber, som driver virksomhed på besat palæstinensisk område.
Ifølge Bladet Kommunen er den største aktiepost placeret i firmaet Veolia, der bygger en omstridt letbane til at betjene ulovlige bosættelser rundt om Jerusalem.
– Det lyder forfærdeligt, er den spontane reaktion fra Karen Henriksen fra Palæstina-Initiativet.
– Letbanen er en apartheidbane. Den løber gennem de palæstinensiske områder, men har kun stop i de jødiske kvarterer og bosættelser, siger hun til Modkraft.
Det er Enhedslistens Socialborgmester Mikkel Warming, som har gravet oplysningerne frem af kommunens regnskaber. Kommunens investeringer bliver forvaltet af et privat selskab tilknyttet Danske Bank. Borgmesteren er selv rystet over at pengene er anbragt i 13 selskaber, med aktiviteter på den besatte Vestbred.
– Jeg har det ad helvedes til med det her. Københavns kommune er indirekte med til at ødelægge mulighederne for fred. De ulovlige israelske bosættelser og checkpoints forhindrer palæstinenserne i at komme på arbejde og stjæler jorden fra de palæstinensiske bønder, siger Mikkel Warming til Modkraft.

Borgmesteren besøgte for få år siden Vestbredden sammen med en gruppe andre politikere. Han siger i dag, at besøget var med til at åbne hans øjne for at byggeriet af en særlig infrastruktur for bosætternes enklaver har en ødelæggende virkning på palæstinenserne.
– Den infrastruktur, der bliver bygget, smadrer muligheden for et sammenhængende palæstinensisk område. Israelske statsborgere har eneret til vejene. De skærer simpelthen landet igennem, siger han.
Kommunens Økonomiforvaltning mener ikke, at de interne etiske regler for investeringer er overtrådt. Kommunen har tidligere besluttet at droppe investeringer i blandt andet firmaer, som fremstiller atomvåben. Der står imidlertid ikke noget i kommunens retningslinjer om hvorvidt det er i orden at købe aktier i firmaer, der tjener penge på de internationalt fordømte bosættelser på Vestbredden.
Det mener Enhedslisten er en fejl. Partiet fremsætter nu i Borgerrepræsentationen forslag om at sortliste i alt 358 internationale firmaer, der har aktiviteter på besat palæstinensisk område. Endvidere skal kommunens værdipapirer i 13 navngivne selskaber, herunder Veolia, Caterpillar og Unilever sælges.
Ifølge Bladet Kommunen er det kun SF, der bakker ubetinget op om Enhedslistens krav. Socialdemokraterne – der sammen med venstrefløjen sidder på Rådhusets flertal – er dog indstillet på at drøfte problemet.
Alstom: Bygger jernbane mellem Jerusalem og bosættelser. (Frankrig)
Assa Abloy: Har låsefabrik i bosættelse på vestbredden via Mul-T-Lock. (Sverige)
Caterpillar: Leverer buldozere og andre maskiner til Israels militær, der anvendes til at rive palæstinensisk-ejede bygninger ned. (USA)
Cement Roadstone Holdings (CRH): Leverer cement via Nesher Israel Cement Enterprises til bosættelser, ulovligt murbyggeri, checkpoints mm. (Irland)
Dexia Group: Belgisk bank, der ejer Dexia Israel, der giver langtidslån til bosættelser.
General Mills: Producerer koshermad bl.a. fra Shalgal anlægget, der ligger i bosættelse på Vestbredden.
Heidelberg Cement: Ejer Hanson Israel, der producerer cement fra 4 anlæg i bosættelserne. (Tyskland)
Hewlett Packard/EDS Israel: leverer teknologi til de israelske checkpoints i de besatte områder. HP leverer endvidere computerudstyr til den israelske hær. (USA)
Motorola Israel: Leverer overvågningsudstyr og »elektroniske hegn« til bosættelserne. Leverer desuden diverse løsninger til den israelske hær.
The Central Bottling Company (Coca Cola Israel): Ejer Tara, der ejer en landbrugsejendom i en bosættelse i Jordan dalen og en tredjedel af en tilsvarende i en bosættelse i Golanhøjderne.
Unilever: Ejer Beigel and Beigel, der producerer fødevarer fra deres fabrik i en bosættelse på Vestbredden.
Veolia Environnement: Bygger jernbane mellem Jerusalem og bosættelser. Har også bus-service mellem bosættelser. (Frankrig)
Volvo Group: Er medejer af Merkavim Transportation Technologies, der leverer de busser, der transporterer politiske fanger fra Vestbredden til fængsler i Israel. Merkavim Transportation Technologies leverer også armerede busser til den offentlige transport mellem bosættelserne. (Sverige)
Assa Abloy, Dexia Group og Unilever har alle erklæret, at de vil indstille deres aktiviteter i fobindelse med ulovlige bosættelser.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96