»En fair løsning«: Godt og skidt i S og SF’s økonomiske plan

Resume:

Der er række gode elementer i ”En fair løsning”; Vækststrategi, fokus på genopretning af økonomisk og produktivitetsmæssig vækst, satsning på uddannelse og prioritering af øget holdbarhed af offentlige finanser.

Under alle omstændigheder repræsenterer ”En fair løsning” et betydelig bedre bud på en økonomisk strategi for krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet end VK ´s spare-, ledighedsskabende og vækststoppende økonomiske politik.

Men der er også mærkbare svagheder i planen, især på finansieringssiden: En times mere arbejde til alle er fordelingspolitisk skævt og vil ikke give øgede statsindtægter, men risikerer tværtimod at skabe arbejdsløshed indenfor en overskuelig tidshorisont. Også hurtigere gennem uddannelsessystemet og dagpengereform er forslag, der vender den tunge ende nedad og er tvivlsomme med hensyn til øget finanspolitisk holdbarhed.

Der vil derfor være brug for at styrke ”En fair løsning” gennem i stedet at gennemføre et mere vidtgående opgør med VKO s topskattelettelser, med tilskud og skattesubsidier til erhvervslivet og gennem en mere langsigtet begrænsning af rentefradrag og genopretning af boligbeskatningen.

Samtidig kan den øgede tilgang af arbejdskraft, der på længere sigt vil være brug for, skaffes ved i højere grad at inddrage de udenfor arbejdsmarkedet i stedet for, at de som har arbejde skal arbejde mere. Det kan ske gennem øget integration, reduceret udstødning, øget tilgang af arbejdskraft udefra samt ved at værende medarbejder kan fastholdes længere eller går op i tid.

Indledning.

Med deres fælles økonomiske plan ” En fair løsning – sammen ud af krisen” har S og SF fastholdt og udbygget samarbejdet fra udsendelse af skatte og velfærdsudspillet ”Fair Forandring” i august 2009.

Man må grundlæggende hilse dette fortsatte samarbejde velkomment, fordi danskerne hermed i højere grad efter en række år med socialdemokratisk kopipolitik i højere grad har fået noget at vælge imellem, hvad angår regeringens kontra oppositionens politik. Samtidig har S og SF med udsendelse af ”En fair løsning” leverer et mindst lige så kvalificeret bud på at tackle de overordnede samfundsøkonomisk, som VK og dermed fastholdt og styrket muligheden for et regeringsskifte, selvom der både er skidt og kanel i ”En fair løsning”.

Den økonomiske plan fra S og SF ligger i forlængelse af og bygger videre på skatte og velfærdsudspillet ”Fair Forandring”. Men hvor ”Fair Forandring” først og fremmest fokuserede på skatte – (og fordelings)politik og velfærd (samt trafik, energi og miljø) har ”En fair løsning” fokus på tidens store samfundsøkonomiske udfordringer i den økonomiske krise, vækstfaldet og statsunderskuddet.

Den følgende KRITISKE DISKUSSION af ”En fair løsning” vil være bygget op således, at først kastes i afsnit 1 et tilbageblik på ”Fair Forandring” og styrker og svagheder her. Dernæst fremhæves i afsnit 2 en række positive sider ved det nye udspil ”En fair løsning”. Herefter diskuteres i afsnit 3. svagheder heri og endelig stilles i afsnit 4 nogle forslag til styrkelse af ”Fair Forandring” og ”En fair løsning”.

1. ”fair forandring”.

Som anført bygges der i S og SF ´s økonomiske plan videre på ”Fair Forandring”. Lad os derfor starter med en opsummerende evaluering heraf.

En af de skæve konsekvenser af VKO ´s skattestop og skattelettelsespolitik siden 2001 har været en utrolig skævvridning af fordelingspolitikken. Mens de lavere indkomster er blevet spist af med ”smålettelser” har de højere indkomster virkelig scoret kassen skattemæssigt. Her var der i ’”Fair Forandring” for det første en positiv bestræbelse på at skabe noget mere rimelighed i fordelingen af skattelettelser gennem indførelse af millionærskat samt gennem øget beskæftigelsesfradrag og forhøjelse af overførselsindkomster.

Med ”Fair Forandring” tog S og SF endvidere det første skridt til at bryde med VK ´s nyliberalistiske doktrin om at skattetrykket er for højt og skatterne derfor ikke kan forhøjes, men systematisk skal nedsættes gennem skattestop og skattelettelser. Fra ”Fair Forandring” hensigt om at forhøje skatterne med godt 30 mia. kr. til bedste for velfærd, sundhed og kollektiv trafik går der en linje til forkastelsen af skattestoppet i det hele taget i foråret 2010.

For det andet satte ”Fair Forandring” - efter VKO s årelange udhuling af det økonomiske grundlag for velfærden, der i 2010 indebærer, at der årligt mangler 60 mia. kr. i skatteindtægter - genopretningen af velfærden på dagsordenen, først og fremmest ved at en del af de øgede skatteindtægter skal anvendes til at tilføre flere midler til sundhed og folkeskole. Her satte ”Fair Forandring ” en mere realistisk skatte - og velfærdspolitisk dagorden end VKO s hule løfter om bedre velfærd gennem skattelettelser: Velfærd skal finansieres – højere velfærd kræver altså højere skatter.

Endelig viste ”Fair Forandring” for det tredje også en vilje til i højere grad end VKO ´s skattereform at sætte klima-. miljø og sundhed i forgrunden gennem yderligere forhøjelse af sundheds –, energi – og miljøafgifter. Og sidst viste ”’Fair Forandring” i sin oprindelige udgave vilje til at gå i gang med den økonomiske genopretning efter VKO s misregimenter.

Så langt så godt: MEN der var – og er – også betydelige svagheder i ”Fair Forandring”:

For det første og ret afgørende, at opgøret med VKO ´s topskattelettelser er noget forkølet og halvt. ”Fair Forandring” vil fastholde langt hovedparten af VKO ´s skattelettelserne for de højere indkomster. Selv millionærerne kommer ikke engang til at betale samme skat som før skattereformen.

For det andet er velfærdsforbedringerne til at overskue. Til at forbedre offentlig service afsætter ”Fair Forandring” 5 mia. kr. til sundhedsvæsenet og 2 mia. kr. til folkeskolen, altså i alt 7 mia. i stigning i offentligt forbrug til service. Herudover afsættes godt 3 mia. kr. fortrinsvis til driftstilskud til kollektiv trafik samt 2 mia. kr. til forhøjet pensionstillæg. Altså en samlet stigning i offentlige udgifter på 12 mia. kr. Dette ændres der såvidt man kan se ikke på i "En fair løsning".

Der skal ikke herske tvivl om, at det naturligvis er langt bedre end den realvækst på nul, som VK har planlagt for den offentlige sektor for 2011 til 2013 og den skrabede realvækst på 0,7 pct. for årene 2014-201 – bedre både for opsvinget, beskæftigelsen, væksten og velfærden.

Men stigningen i offentligt forbrug til service svarer det imidlertid til en årlig gns. vækst på omkring 1,4 pct. hvilket ligger i underkanten af den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug 2002 til 2010 og en del under den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug under Nyrup. Alene den demografiske udvikling med flere ældre vil frem til 2015 kræve en årlig realvækst i offentligt forbrug på mellem 0, 9 og 1,3 pct., jf. nedenstående figur.

Der vil derfor på sigt være behov for en større ramme for både regioner og kommuner. Alene i VKO s tid har realvæksten i sundhedsudgifterne udgjort op mod 4 mi. kr. årligt og realvæksten i det øvrige offentlige forbrug op mod 4½ mia. kr. årligt.

Endelig bidrog det oprindelige ”Fair Forandring” for det tredje ikke til bedre offentlige finanser efter, at det oprindelige overskud på 5 mia. kr. forsvandt som følge af at S og SF udsatte indførelsen i kørselsafgifter (i foreløbig 5 år). Dette var ikke mindst en konsekvens af, at ”Fair Forandring” kun i begrænset omfang gjorde op med VK ´s topskattelettelser, hvilket begrænsede forøgelsen af de offentlige skatteindtægter stærkt.

2. Styrkesider i ”en fair løsning”.

Det tidligere nævnte positive elementer i ”Fair Forandring” i retning af en mere rimelig fordeling af lempelser og flere midler til velfærden fastholdes som anført i ”En fair løsning” og gælder fortsat som gode og rigtige.

Men det må betegnes som positivt, at S og SF - overfor regeringens påstande om, at Danmark kun kan spare sig ud af statsunderskuddet gennem offentlig nulvækst - fastholder et øget økonomisk råderum til kommuner og regioner og dermed genopretning af den kommunalt og regionalt leverede velfærd.
Af nytilkomne elementer i ”En fair løsning” må helt overordnet for det første betegnes som særdeles positivt og fornuftigt, at S og SF forkaster regeringen strategi for at spare sig ud af krisen og i stedet vil satse på, at Danmark skal vokse sig ud af krisen. For besparelsesstrategien vil true opsvinget og i det omfang, hvor besparelserne medfører fyringer, gøre regningen dyrere.

I stedet vil ”En fair løsning” overordnet set sætte en vækststrategi. Der skal sættes gang i økonomien og beskæftigelsen. Dette sker dels igennem forøgelse af offentlig beskæftigelse indenfor velfærd i ”Fair Forandring”, dels ved yderligere i ”En fair løsning” at fremrykke offentlige investeringer for 5 mia. kr. i 2010 og 10 mia. kr. i 2011.

Begge dele er progressivt og overordnet set helt rigtigt ud fra en økonomisk betragtning. Det dog må bemærkes, at beskæftigelseseffekten nok vil være til at overskue. Tilførslen af årligt 10 mia. kr. til sundhed, uddannelse og trafik vil formentlig øge beskæftigelsen med omkring 20.000 personer endda gradvist over 4 år og fremrykning af offentlige investeringer vil formentlig øge beskæftigelsen med 5 - 10.000 personer.

For det andet må det anerkendes som godt og positivt i ”En fair løsning”, at S og SF vil genoprette væksten i økonomien og produktiviteten. Det er helt rigtigt set, at et fremtidigt nøgleproblem for dansk økonomi består i at komme ud af det seneste årtis stagnerende vækst i økonomi og produktivitet. Og det er helt rigtigt set i ”En fair løsning”, at vi for at udvikle fremtidens arbejdspladser må gennemføre en selektiv og målrettet erhvervspolitik, der skal udvikle erhvervslivets styrkepositioner og skabe nye gennem teknologiudvikling, offentlig indkøbspolitik og stimulering af investeringer.

Og i forlængelse heraf må det for det tredje karakteriseres som helt rigtigt set, at ”En fair løsning” vil opprioritere på uddannelsesområdet, hvilket er hårdt tiltrængt dels i lyset af den stigende arbejdsløshed for ufaglærte, dels i kraft af det høje frafald på erhvervs – og ungdomsuddannelser. Her vil ”En fair løsning” både styrke voksen og efteruddannelse og fornuftigt nok åbne muligheder herfor under ledighed og dels give grund og ungdomsuddannelserne et løft-

Og endelig må det for det fjerde hilses velkomment, at ”En fair løsning” har som mål at styrke holdbarheden af de offentlige finanser med 14 mia. kr., som det strukturelle underskud som følge af finanskrisen og regeringens økonomiske politik er blevet forringet med.

I den forbindelse må det også roses, at S og SF har gustent overblik til at gennemskue regeringens forsøg på at bruge ÉU som bussemand og murbrækker for egne mål om at nedbringe det offentlige forbrug og rulle velfærden tilbage. S og SF vil gennemføre en mere langsigtet nedbringelse af statsunderskuddet, således at den økonomiske fremgang i Danmark ikke bringes i fare.

Ligesom aflysningen af regeringens nulvækst endelig sidst, men ikke mindst må vurderes som positivt, må det også anerkendes som godt og rigtigt, at S og SF overfor den nyliberale hetz mod efterlønnen i det mindste afviser yderligere forringelse af tilbagetrækningsmulighederne end de i ”Velfærdsaftalen’” fra 2006 allerede besluttede. Der er godt, fordi en fremskyndet afvikling af efterlønnen IKKE vil give øget beskæftigelse i en situation med høj og vedvarende arbejdsløshed og fordi afvikling af efterlønnen vil ramme fysisk og psykisk nedslidte.

3. Svagheder i ”en fair løsning”.

Der er således en række positive sider ved ”En fair løsning” og under alle omstændigheder tale om, at den skitserede økonomiske strategi og politik så absolut må karakteriseres som et bedre fordelingspolitisk, velfærdsmæssigt og vækstmæssigt alternativ til VKO s spare -, nedskærings - og vækststoppolitik.

Men samtidig må det siges, at der også er væsentlige svagheder i ”En fair løsning” og dermed rum for forbedring. Disse svagheder gælder ikke mindst finansieringssiden af ”Fair Forandring”, der navnlig går på:

- trepartaftale om arbejdsmarkedsreformer og en times højere arbejdstid

- unge et halvt år hurtigere igennem uddannelsessystemet

- skatteforhøjelser i ”Fair Forandring”

- øget produktivitet og besparelser.

For det første må det betegnes som fordelingspolitisk dårligt og finansieringsmæssigt problematisk, at en stor del af finansieringen af udspillet skal fremkomme ved, at alle skal arbejde en time mere.

Vi ser her bagsiden af, at S og SF i ”Fair Forandring” ikke havde modet til at rulle VKO s topskattelettelser tilbage for indkomster under en million og ned til 600/700.000. Fordi man – formentlig af tvivlsomme valgtaktiske grunde – har accepteret alle disse skattelettelser til de højere indkomster, nødsages man til at smøre finansieringen af statsunderskud og velfærdsforbedringer ud over alle borgere ved at alle skal arbejde en time mere.

Det får de ganske vist løn for, men takket være accepten af VKO s skattereform vil de højere indkomster (bortset fra over en million) får langt mere ud af dette merarbejde. Ligesom det kan diskuteres om, hvorvidt det er rimeligt at almindelige hårdtarbejdende mennesker skal arbejde (endnu) mere, blot for at skaffe penge til højtlønnedes skattelettelser, hvad der jo i sidste ende er tale om.

Dette element i ”En fair løsning” er således diskutabelt og kritisabelt ud fra en fordelingspolitisk vinkel.

Men det er også tvivlsomt i henhold til at forbedre holdbarheden af de offentlige finanser.
For der gælder for dette forslag det samme som gælder for de radikales forslag om at fremskynde afviklingen af efterlønnen, at det på den kortere bane ikke vil give en øget beskæftigelse og dermed øgede skatteindtægter. Det kræver nemlig, at der er mangel på arbejdskraft og det vil der ikke være indenfor en overskuelig årrække, hvor der tværtimod vil være vedvarende arbejdsløshed.

Dermed risikere en forhøjelse af arbejdstiden i stik modsætning til hensigten indenfor en tidshorisont af frem til år 2015 tværtimod at øge arbejdsløsheden, idet den værende produktion vil kunne udføres af en mindre arbejdsstyrke i kraft af, at den enkelte arbejder længere. Dette vil navnlig ramme de unge, som der så vil være mindre brug for til at erstatte ældre, som går på pension.

For det andet må også en anden hovedkomponent: At unge skal hurtigere igennem uddannelse betragtes som diskutabel. S og SF vil ganske vist i et omfang bruge gulerod i stedet for pisk, idet uforbrugte SU klip skal kunne udbetales til hurtige SU – studerende. Men man har også overvejelser om, at unge der kommer senere ind skal mødes med hårdere adgangskrav og få mindre SU. Og det vil give flere studieskift og mere erhvervsarbejde og kan dermed samlet set risikere at give studietidsforlængelser stik i mod hensigten, hvilket navnlig må formodes at ramme unge fra økonomisk og akademisk dårligere stillede hjem.

Hermed er den del af finansieringen af S og SF s plan også tvivlsom.

Endelig må for det tredje også forslaget om at indføre en fleksibel dagpengeordning, hvor de ledige kan vælge mellem højere ydelse og kortere dagpengeperiode eller lavere ydelse og længere dagpengeperiode kan underkastes kritik.

Det må siges at være et spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at de ledige selv skal betale for højere ydelse efter mange års udhuling af dagpengenes dækningsgrad grundet være utilstrækkelig taktregulering? Og hertil kommer, at de mange korttidsledige naturligvis vil vælge højere ydelse og kortere dagpengeperiode, hvilket imidlertid vil bidrage til at undergrave den lange dagpengeperiode for de langtidsledige, der virkelig har problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Og heller ikke den del af planen kan forventes at give noget bidrag til bedre offentlige finanser.

Endelig gælder det for det fjerde, at det må betragtes som tvivlsom, når ”En fair løsning” i løbet af en valgperiode på maksimalt 4 år forventer at opnå produktivitetsforbedringer på i alt 10 mia. kr. indenfor den offentlige sektor.

Indvendingerne er de samme som, når VK – regeringen har hævdet at kommuner og regioner i løbet af 3 år kunne gennemføre effektiviseringer på 10 mia. kr.: Selvfølgelig kan der effektiviseres og produktiviteten kan øges. Men kommunerne har længe været i gang med at effektivisere, de lavthængende frugter er for længst høstet og det vil kræve et langt og sejt træk og tilmed betydelige investeringer at opnå yderligere reduktion af ressourceforbruget UDEN serviceforringelser.

Alt i alt må der således konstateres problemer og svagheder med planens finansieringsside – problemer med en skæv fordelingspolitisk profil og problemer med, at de herfra forventede 22 mia. kr. i bidrag til forventning af de offentlig finanser langt fra kan påregnes faktisk kan blive opnået i hvert fald indenfor en overskuelig tidshorisont.

Som der var behov for at styrke ”Fair Forandring” er der således tilsvarende behov for at styrke ”En fair løsning” fordelingspolitisk og med hensyn til bedringen af de offentlige finansers holdbarhed.

4. Forslag til at styrke ”en fair løsning” fordelingspolitisk og statsfinansielt.

”En fair løsning” og ”Fair Forbedring” bør som anført begge og samlet forbedres både fordelingspolitisk og i henseende til at styrke de offentlige finansers holdbarhed.

I stedet for en forlængelse af arbejdstiden, hurtigere studiegennemførelse og dagpengereform kunne planen bedre finansieres og en bedre fordelingspolitisk profil sikres gennem en række yderligere skatteforslag udover de i ”Fair Forandring ” indeholdte

• Indførelse af ikke en 6 pct. s, men dog en 3 - 4 pct. s skat kunne gøres gældende for årsindkomster mellem en million kr. og ned til 700.000 kr. Hermed ville almindelige lønmodtagere fortsat kunne friholdes for en sådan ”ny mellemskat”. Og ikke mindst – staten kunne få nogle tiltrængte ekstra milliarder i den i forvejen slukne kasse. Endvidere bør der lægges strammere loft over pensionsfradrag.

• Andre både socialt og statsfinansielt gode forslag kunne være at nulstille VKO s forhøjelse af topskattegrænsen og at genindføre formueskatten.

• Der er også god grund til at kigge erhvervsstøtten igennem, der koster årligt omkring 24 milliarder, heraf de 14 via skattesystemet. Får samfundet vækst og øget beskæftigelse herudaf eller der bare er tale om velerhvervede gamle rettigheder? Et godt spørgsmål til fx bankernes momsfritagelse, den umanerligt lave rederibeskatning og den allerede i dag udstrakte landbrugsstøtte.

• Men skal de offentlige finanser for alvor styrkes på længere sigt samtidig med at der rettes op på alvorlige mangler og skævheder i beskatningen af kapitalindkomst, må ”Fair Forandring” ud af angsten for at ændre på boligbeskatningen. VKO ´s skattereform igangsatte en samfundsøkonomisk og skattepolitisk yderst hensigtsmæssig begrænsning af rentefradraget fra 33 til 25 pct. på dagsordenen, men med meget vidtstrakte undtagelsesbestemmelser. Det ville her være rimeligt i højere grad at gribe ind overfor personer, der skatteplanlægger og anvender skattesystemet til et stort statsstøttet lånefinansieret forbrug ved – som foreslået af Det radikale Venstre -, at rentefradragsretten sænkes yderligere fra 25,5 til 15 pct. for meget store renteudgifter udover 250.000 kr..

• ”Fair Forandring” går desværre også helt udenom boligbeskatningen. Skattestoppet for ejendomsværdiskatten har sammen med regeringens lånereformer notorisk været stærkt medvirkende til den danske boligboble, som til skade for både dansk økonomi og for boligejerne selv fik lov til at eksplodere. Det burde derfor sikres, at beskatningen af ejerboligerne følger med boligværdierne op, så boligmarkedet bliver mere stabilt – også til fordel for boligejerne. Det siger sig selv, at noget sådan først skal indføres, når boligkrisen er ovre samt at det skal ske gradvist over en mangeårig periode.

Midlerne skulle for det første bruges til i forhold til ”Fair Forandring ” yderligere at genoprette og forbedre velfærden og øge offentlig beskæftigelse gradvist for brutto 5 og netto 2,5 mia. kr. mere.

For det andet skulle midlerne bruges til i forhold til ”Fair Forandring ” yderligere at øge den private beskæftigelse og den økonomiske vækst gennem at øge offentlige investeringer for årligt brutto 10 og netto 7,5 mia. kr.

For det tredje skulle midlerne afsættes til at forbedre de offentlige finanser og reducere statsunderskuddet samlet netto med årligt 10 mia. kr. og på sigt/ med yderligere 10 mia. kr.

5. Alternativ strategi til at øge udbuddet af arbejdskraft på længere sigt.

Med denne kritik af forslag fra S og SF skal der imidlertid på ingen måde her afvises, at der på langt sigt – på den anden side af krisen, formentlig først efter 2015 - vil være behov for at øge beskæftigelsen.

På dette tidspunkt vil der formentligt være brug for flere hænder til at erstatte den stigende afgang fra arbejdsmarkedet på grund af pensionering indtil da og fremover. Det vil der behov for alene som følge af, at beskæftigelsen som konsekvens af ældreudviklingen vil dale betydeligt.

Spørgsmålet er imidlertid, om dette skal ske ved, at de som allerede er i arbejde skal arbejde mere? Eller primært ved, at flere af de udenfor arbejdsmarkedet kommer i arbejde?

Og her er det oplagt at søge at øge arbejdsstyrke og beskæftigelse ved at reducere beskæftigelsesreserven på over 700.000 personer på midlertidig eller varig indkomsterstattende ydelse.

Som alternativ til S og SF forslaget skal det her alternativt foreslås at satse på få flere ud på arbejdsmarkedet gennem at opruste modtagere af overførselsindkomst til arbejdsmarkedet ved at investere i dem og tilføre dem øgede ressourcer økonomisk, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt og i øvrig, således at de kan kæmpe sig tilbage og forblive på arbejdsmarkedet og faktisk komme i arbejde.

Det handler selvsagt for det første om en lang række tiltag, der skal forebygge tilgangen til overførselsordningerne: Om at investere i bedre arbejdsmiljø og i bedre sundhedsbehandlinger, således at navnlig fødekæden til sygedagpenge samt førtidspension og fleksjob brydes. Herigennem kan arbejdsstyrken øges med i alt 10.000 personer.

Men det handler – i modsætning til Arbejdsmarkedskommissionens indsnævring af rummeligheden - for det andet om en indsats for større rummelighed på virksomheder og arbejdsmarked og om sikring af bedre fastholdelse gennem større adgang til opsupplering af deltidsbeskæftigelse, gennem mere fleksible efterløns og pensionsordninger med større adgang til arbejde uden modregning. Herved kan udbuddet af arbejdskraft øges med 15.000 personer.

Og det handler endelig for det tredje ikke mindst om at investere i nødvendig uddannelse og opkvalificering af grupperne udenfor arbejdsmarkedet. Også dette kan øge udbuddet af arbejdskraft med 15.000 personer.

Det er dog nok tvivlsomt, om alle fremtidige arbejdskraftbehov kan løses ad denne vej, hvor vi også må tænke i øget tilgang af arbejdskraft udefra til det danske arbejdsmarked. Herved kan skaffes 20.000 flere par hænder.

Det vil altså i bedste tilfælde stort være muligt at skaffe i hvert fald omkring 60.000 ekstra personer til det samlede arbejdsmarkedet, herunder til den offentlige sektor, i de kommende årtier, men vel at mærke gennem en strategi, der bygger på investering i arbejdskraften og på at tilføre personer udenfor arbejdsmarkedet ressourcer frem for at svinge den økonomiske pisk over dem

Efterskrift:

Den fulde KRITISKE DISKUSISON på 13 sider inkl. illustrationer og noter kan læses på www.henrikherloevlund.dk/art... .
KRITISKE DISKUSSIONER udsendes som nyhedsbrev. Abonnement på kan tegnes ved at maile herom til herlovelund@mail.dk.