Annonce

8. maj 2010 - 14:16

Aktivistkampagne vil give politiet modsvar

Ordensmagten kriminaliserer og undertrykker aktivister og sociale bevægelser, mener initiativtagerne bag ny kampagne, der har fået nok af politiet.

- Der er virkelig stor frustration over de overgreb, som politiet har lavet de sidste års tid, siger Erik Storrud, der er med til at arrangere kampagnen Still not loving Police til Modkraft.dk.

”Still not loving police” planlægger demonstrationer og gadefester, hvor man ikke har i sinde at følge politiets retningslinjer, forklarer Erik Storrud.

– Vi vil forene de aktivistiske kræfter, der på den ene eller anden måde har følt sig uretfærdigt behandlet af politiet og give bevægelserne mulighed for at få afløb for frustrationerne og give en fælles følelse af, at det ikke er politiet, der bestemmer alting, siger han

JPEG - 44 kb
"Still not loving police” planlægger demonstrationer og gadefester, hvor man ikke har i sinde at følge politiets retningslinjer. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Politiet: Klag til Statsadvokaten

Hos politiet kan man ikke forholde sig til den konkrete kampagne, men vicepolitiinspektør hos Københavns politi, Henrik Møller Jakobsen, opfordrer til, at man klager til Statsadvokaten, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet af politiet.

Erik Storrud fortæller, at mange aktivister netop har følt, at politiet er gået over stregen i flere tilfælde.

Han nævner politiets fremfærd under en omstridt demonstration mod Faderhuset i Rødovre i november 2006 som et eksempel på en situation, hvor politiet efterfølgende mødte hård kritik af blandt andet knippelslag mod siddende demonstranter.

Får folks pis i kog

– Det fik virkelig folks pis i kog, og man fik en fornemmelse af, at politiet ikke havde lyst til at komme ud i en lignende situation igen. Men så ser vi en lignende episode ved rydningen af Brorsonskirken på Nørrebro og i december så vi anholdelserne af næsten 1000 personer under klimatopmødet, hvoraf kun seks blev sigtet. Det sidste nye er, at man sigter antifascister efter den milde terrorparagraf, siger Erik Storrud

– Derfor er der brug for et modsvar. Ellers har vi et politi, som kan gøre, hvad de vil, siger han.

På trods af aktivisternes udmeldinger, forventer Henrik Møller Jakobsen som udgangspunkt stadig, at folk anmelder demonstrationer eller gadefester på forhånd.

Kan være nødt til at skride ind

- Men hvis der opstår en uventet situation, tager vi en pragmatisk vurdering. Det gør vi også hver weekend, når hundredevis af fodboldfans skal til og fra kampe. Her indgår vi i en dialog og bliver enige om hvilken vej, der er mest hensigtsmæssig at gå, siger Henrik Møller Jakobsen til Modkraft.dk.

Han understreger dog, at politiet i konkrete tilfælde er nødt til at skride ind.

– I situationer hvor en demonstration eller gadefest eksempelvis spidser til, kan det jo ikke nytte noget, at politiet ikke griber ind. Bagefter vil der altid være nogen, der siger, at politiet gør for lidt, eller at politiet gør for meget, siger Henrik Møller Jakobsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce