2 trin ned af Christiansborgs trappe

Jeg har i dag lånt min blog ud til min god politiske kammerat Anders Jonassen. Anders og jeg er ikke nødvendigvis enige på alle politiske spørgsmål, og dette blog-indlæg er således et udtryk for Anders Jonassens holdninger.

2 trin ned af Christiansborgtrappen

På det seneste har der været meget debat om parlamentarisk strategi efter regeringsskiftet her på modkraft. Alle har deltaget med mere eller mindre konstruktive bud på hvordan SF og Ø skal opføre sig efter et regeringsskifte og jeg har da også selv deltaget med et par sure opstød.

Men nu må vi altså komme videre. SF skifter ikke strategi på rets- og udlændingepolitikken så længe de bliver ved med at have succes i meningsmålingerne og Enhedslisten kommer ikke til at vælte en socialdemokratisk ledet regering lige meget hvad de så finder på!

Det der er mere spændende er, hvordan vi på den udenomsparlamentariske venstrefløj kan være med til at skabe konkrete forbedringer for almindelige mennesker. Sagt på en anden måde: Hvor kan man trykke den nye centrum-venstre regering så det gør ondt og så de bliver tvunget til at lave noget om? Under VKO-regeringen har stort set alt udenomsparlamentarisk arbejde været som at råbe til en døv. Bevares, man har flere gange fået sat en dagsorden i medierne og tvunget ministre til at forholde sig til en bestemt sag. Men borgerlige ministre får altså ikke hug fra baglandet når kritikken kommer fra ”socialistiske ballademagere”.
Jeg tror trods alt det forholder sig anderledes med SF og S. Hvis man er dygtig nok til at kommunikere kan man godt skabe lidt uro i socialdemokratiernes baglande. Måske endda så meget at dem på toppen bliver tvunget til at reagere på det.

Hvad skal der stå på banneret?

Hvis man skal trykke på et sted, hvor det gør ondt skal man finde nogle punkter, hvor partiledelserne er ude af trit med deres vælgermasse eller deres bagland. Enten fordi de eksplicit har lovet forbedringer på et punkt og så ikke indfriet dem eller fordi en nedskæring rammer nogle af deres vælgere.
På den måde skal vi selvfølgelig fortsætte med at lave aktioner, der sætter fokus på både rets- og udlændingepolitikken. Der er masser af humanistiske SF’ere og S’ere, der får dårlig smag i munden når en nybagt far bliver udvist og sendt væk fra sit nyfødte barn på grund af tilknytningskravet. Men vi skal ikke forvente, at få mere ud af vores aktioner end før regeringsskiftet. S og SF går til valg på at være lige så hårde som VKO på indvandrespørgsmål, så det bliver de nød til at holde. Kravene til opholdstilladelser bliver ikke lempet.

Der hvor man virkeligt kan tvinge en dagsorden igennem og skabe konkrete forbedringer er ved at lægge pres på det udenomsparlamentariske arbejde mod nedskæringer i velfærden og forringelser af de faglige rettigheder.
Jeg tror det er umuligt for S og SF at holde fingrene væk fra både hospitalerne, dagpengene, efterlønnen, hjemmehjælpen etc.. Vi skal igennem en krise og det er ikke centrum-venstrepolitik at lade de rige betale for HELE den krise de selv har skabt.

Umiddelbart tror jeg ikke hverken S eller SF har lyst til at pille ved de faglige rettigheder. Det er derimod et faktum at begge partier med deres EU-venlighed har et medansvar for socialdumpning som følge af EU-lovgivning. Hver gang de vedtager disse ting skal vi gå på gaden og pege på deres ansvar. Vi skal sikre at de ikke bare kan pege videre på EU og således kan de tvinges til at komme op med et svar på social dumping. Allerede nu har vi set at en effektiv kampagne fra blandt andet Enhedslisten er udmundet i en aftale om indførelse af kædeansvar. Det er et bevis på, at hvis vi råber højt nok kan de ikke ignorere os.

Hver gang vi går på gaden skal vi have reelle og konkrete krav med på vores bannerdrops, således at det bliver tydeligt hvis kravene ikke bliver indfriet og vi kan afsløre udenomssnak. Vi skal skabe brede alliancer og stå side om side med sygeplejerskerne, stilladsarbejderne, rengøringsassistenterne, de arbejdsløse osv. osv..

Det bliver sjovt og fedt at gå på gaden med kritik af en S-SF regering. Vi bliver bare nød til at tænke en smule strategisk i forhold til, hvor vi skal sætte ind henne for at få den største effekt. Og så skal vi frem for alt have debatten 2 trin ned af trappen på Christiansborg og ud på gaden, hvor de virkelige forandringer kan skabes.