Annonce

13. april 2010 - 15:14

Marianne Jelved: Familieadskillelse er konventionsbrud

Danmark overtræder flere internationale konventioner, når myndighederne den 28. april tvangsudviser en afvist irakisk asylansøger og familiefar – og efterlader hans hustru og barn i Danmark med en opholdstilladelse.

Det mener den radikale udlændingeordfører Marianne Jelved, der nu vil rejse sagen i Folketinget.

– Danmark overtræder både Menneskerettighedskonventionen og Børnerettighedskonventionen, som beskytter familiens enhed. Familien bliver jo splittet ad. Hvis både moderen og barnet har fået opholdstilladelse, bør faderen også have det, så familien kan være samlet, siger hun.

Dagbladet Arbejderen fortalte lørdag den 10. april historien om den irakiske familie, der står til at blive revet fra hinanden: Faren Omaid Hassan Ali sidder netop nu fængslet i Ellebækfængslet ved Sandholmlejren for at blive tvangsudvist til Irak. Han efterlader sig sin gravide hustru, Savan Issam Haqi, og deres et–årige søn, Yad – der begge har fået opholdstilladelse i Danmark.

Venstres udlændingeordfører, Karsten Lauritzen, mener ikke, at FN’s børnekonvention bliver overtrådt – moderen og sønnen kan jo bare følge med til Irak, erklærer han.

– De danske myndigheder har truffet en afgørelse. Den må familien respektere og ikke prøve alle mulige numre for at slippe udenom. At de to har fået barn og er blevet gift, er ikke en fribillet for at slippe fra at blive udsendt af Danmark. Moderen og sønnen kan tage med tilbage til Irak, siger Karsten Lauritzen.

Læs mere i dagbladet Arbejderen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce